Log ind på medlemssiderne
Indtast venligst adgangskode:


Log ind




Nyeste nummer af AngstAvisen er klar
QR-kode
Opslag

Forskere, jounalister, studerende m.fl. søger angste...

Internetbaseret selvhjælpsterapi mod selvmordstanker

Har du selvmordstanker, og har du lyst til at være med i et forskningsprojekt, som undersøger om internetbaseret terapi kan hjælpe personer med selvmordstanker?

Cool Kids til børn med angst og autisme

- børn søges til effekt-undersøgelse i Midtjylland

Fearfighter

Forskningsprojekt om internetbaseret selvhjælpsterapi

Vis din angst
 
Video
Tanja Nielsen, 24 år

TanjaMin panikangst begyndte, da jeg var omkring 15 år, og første gang jeg fik et anfald, troede jeg, at jeg havde fået et ildebefindende.

Det var ude hos min daværende kæreste, og jeg husker tydeligt, hvordan det føltes. Først var det en generel følelse af uro og utilpashed, og så kom panikken. Det var ligesom en bølge, der skyllede gennem kroppen fra fødderne og op til hovedet. Jeg rystede over det hele, mit hjerte hamrede helt vildt, og jeg svedte og frøs samtidig. Jeg var sikker på, der var noget rivende galt, og vi ringede til vagtlægen, som beordrede mig til at tage den med ro. Det er altså lettere sagt end gjort! Det endte med, at jeg måtte tage hjem, og først efter at have ligget i min egen seng i et par timer faldt jeg til ro og faldt i søvn helt udmattet.

I månederne efter mærkede jeg symptomerne flere gange, men aldrig lige så slemt som dér. Det var faktisk først, da jeg et par år efter var på festival med min kæreste og en masse venner, at det gik helt galt igen. Da vi lå i teltet om aftenen og skulle sove, slog tanken mig pludselig, at vi var meget udsatte, hvis nogen ville os noget ondt. Problemet var, at da først den tanke havde sat sig fast eskalerede det bare, og til sidst var jeg helt lammet. Jeg følte det, som om jeg var inde i en glaskugle alene med min angst, og jeg kunne bare ikke komme ud. Det var lige meget, hvad jeg prøvede, så hjalp det ikke. Hvis jeg lagde mig ned, ville jeg sidde op, når jeg sad op kunne jeg heller ikke holde dét ud, hvis min kæreste rørte mig, blev jeg hysterisk, kunne jeg ikke mærke ham, var det også forfærdeligt. Jeg ved ikke om I kender den følelse af at være fanget i sin egen krop? Det er som at ligge fastspændt til skinnerne og se toget komme! Og samtidig med alle de fysiske symptomer flyver tankerne igennem hovedet: Er jeg sindssyg? Falder jeg død om? Holder det nogensinde op? Hvad tænker folk? Osv. osv.

Efter den oplevelse begyndte jeg at få angstanfald oftere og oftere, indtil det var hver dag. Hele mit liv blev indskrænket, for efterhånden som jeg oplevede anfald i forskellige situationer, holdt jeg mig instinktivt væk fra alt, hvad der lignede noget, der igen ville kunne udløse anfald. Til sidst var det eneste jeg kunne at være derhjemme, til nød hos min kæreste og i skole. Så oveni angsten kom også en depression. Jeg havde det så skidt, at det sidste jeg tænkte på hver aften, inden jeg faldt i søvn var, at jeg håbede på aldrig at vågne igen. Jeg var faldet i et kæmpe hul, jeg ikke kunne se mig ud af.

Jeg valgte at gå til min læge og bede om hjælp. Vi begyndte med, at jeg kom hos hende en gang om ugen og snakkede. Der skulle kun tre besøg til, før hun henviste mig til en kognitiv psykolog. Og efter tre måneders ventetid begyndte jeg hos et af de dygtigste mennesker, jeg har mødt i mit liv. Jeg var ret nervøs første gang, for desværre er det stadig i dag lidt tabu, at man går til psykolog. Men heldigvis havde han skabt en afslappet atmosfære, som jeg hurtigt følte mig tryg i. Den første gang fortalte jeg bare kort om min situation, og hvad mit mål var - at få lyst til at leve igen. Derefter indspillede han et afspændingsbånd til mig, som jeg kunne bruge i mine angstsituationer (det bånd er tyndslidt i dag, men jeg kan det alligevel i hovedet).

Det var ikke svært at finde ud af, hvor angsten kom fra. Jeg er vokset op med alkoholiserede forældre og er et typisk eksempel på et menneske, der har oplevet omsorgssvigt. Jeg manglede aldrig noget fysisk, men det siger sig selv, at det er usundt at vokse op med ustabilitet, utryghed, tvivl, bekymringer osv. Jeg var nødt til at være forælderen, selvom det jo skulle være lige omvendt. Når man føler det kæmpe ansvar, gemmer man automatisk sine egne følelser af vejen, gør dem forbudte og sætter en facade op, som kan tilfredsstille andre. Jeg tror ikke udenforstående fornemmede, at der var noget galt i vores lille familie, og det gjorde bare, at jeg undertrykte mine følelser yderligere. Det var jo nok mig, der var noget galt med? Derfor gik min terapi ud på at lære at anerkende mine følelser, og turde mærke dem. Det var rigtig hårdt, men jeg følte mig altid 10 kg lettere, når jeg gik derfra. Der gik ikke lang tid, før jeg blev meget bevidst omkring mine følelser, og det var en - som jeg kalder det - AHA-oplevelse hver gang, der gik noget nyt op for mig. Det hele begyndte at give mening. Jeg lærte forskellige metoder til at kontrollere angsten, først ved hjælp af at flygte mentalt fra den. Jeg gættede fx kryds og tværs, for så var mine tanker beskæftiget. Det var jo ikke en holdbar løsning, men det gav mig et pusterum og tid til at samle kræfter og slikke sår. Det var først senere, jeg begyndte at turde konfrontere angsten og imødegå den ved bevidst at fremprovokere den. Når angstanfaldene kom tvang jeg mig selv til at "møde" angsten, til at mærke den, i stedet for bevidst at prøve at tvinge den væk. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at angsten ikke var farlig og ikke kunne skade mig. Jeg var ikke ved at dø! I stedet fokuserede jeg på det, jeg vidste, nemlig at det var et spørgsmål om tid, før anfaldet ville være ovre. Det var meget ubehageligt i starten, for jeg blev jo i det, jeg for alt i verden ville indgå. Men efterhånden som tiden gik, blev det lettere og lettere, og angsten kunne ikke længere tage pusten fra mig. Jeg fik en følelse af, at "angsten skulle fandme ikk’ styre mit liv", og med de tanker gled den mere og mere i baggrunden. Anfaldene faldt i både hyppighed og styrke, og det begyndte at lysne forude.

Mit mål var igen at have lyst til at leve, og det må man sige, jeg har fået! Faktisk har jeg det nok bedre end de fleste andre mennesker, som ikke har været tvunget til at se deres dæmoner i øjnene, og jeg kender mig selv bedre. Jeg ville selvfølgelig hellere have været det hele foruden, men det har alligevel givet mig nogle erfaringer, som jeg vil tage med mig og bruge i resten af mit liv. Jeg kunne ikke se mig vej ud af mørket, men nu skinner solen heldigvis igen…

Vi mangler p.t.
0
6
1
gaver á 200 kr.

HjerteHjælp Angstforeningen, så vi fortsat kan hjælpe dig. Vi har brug for mindst 101 gaver à 200 kroner i 2017, bla. for at gaver til os kan være fradragsberettigede også til næste år.
Bliv medlem af Angstforeningen
Støt vores indsats og nyd godt af medlemsfordelene.

Medlemskab koster 250 kr. pr. år.

Læs mere Læs mere
Angstforeningens forum
Læsernes spalte:
En uigennemskuelig behandlingsjungle
Som rådgiver i Angstforeningen kan jeg blive indigneret og frustreret over den jungle, som mennesker med angst skal trænge igennem for at få bedre alternativer end medicin fra lægen...
Læs mere Se mere
Panic App
App til panikangste
Fås i Google Play og iTunes
Copyright © 2010 | Angstforeningen | Peter Bangsvej 5B | 2000 Frederiksberg | tlf. 70 27 13 20 | CVR/SE nr.: 26401739