Når du bekymrer dig for meget - hvad så?

Når du bekymrer dig for meget - hvad så?Denne lille bog er fyldt med gode anvisninger på, hvordan dit barn lærer at takle og blive sine bekymringer kvit. Den henvender sig til barnet i et let sprog suppleret med tegninger. Der er også plads til at barnet selv kan tegne bl.a. bekymringerne, tegne hvordan de føles i kroppen og til sidst tegne sig selv UDEN bekymringer.

Bekymringerne sammenlignes med tomatplanter. Når man gøder dem og giver dem opmærksomhed, vokser de, og når man ikke passer dem, så visner de.

For at få bekymringerne til at forsvinde skal man låse dem inde i en kiste, indtil man har sin daglige bekymringstid sammen med mor eller far. På den måde fylder bekymringerne ikke hele dagen og samtidig kan man med større sindsro bede dem om at skride, når man ved, at der er afsat tid til dem på et andet tidspunkt.

Bekymringerne sætter sig også fysisk i kroppen, og her er der anvisninger på, hvordan man enten nulstiller systemet ved at bevæge sig (dyrke motion) eller ved simple afspændingsøvelser.

Selv om bogen beskriver metoderne set i børnehøjde, vil jeg tro, at mange voksne også kunne have gavn af de enkle og anvendelige råd, som man straks kan gå i gang med at træne.

Af Marie Särs Andersen

Når du bekymrer dig for meget - hvad så?
Barnets guide til at overvinde angst
Af Dawn Huebner
Dansk Psykologisk Forlag. 2008
Sider 86 · Pris 174 kr.
978-87-7706-504-0