Velkommen til "læsernes spalte"
Her finder du artikler, kronikker m.m. i relation til emnet angst, som forskellige mennesker har ønsket at dele med besøgende på Angstforeningens hjemmeside. Er der noget, du finder særlig interessant og ønsker at kommentere/debattere, har du mulighed for dette i forlængelse af de forskellige indlæg.

Vi henstiller til, at alle holder en sober tone.

Har du en tekst, som du ønsker at offentliggøre, kan du sende en mail til . Skriv i emnefeltet: Læsernes Spalte. Vi kan ikke garantere, at alle tekster bliver slået op. Tekster som, indeholder reklamer eller kan virke anstødelige medtages ikke.

Teksterne udtrykker ikke nødvendigvis Angstforeningens holdninger og anbefalinger.
Kommunen og psykiatrien skal arbejde bedre sammen

Dansk Socialrådgiverforening peger på manglende koordination mellem kommunen og psykiatrien som et væsentligt problem i forhold til psykisk sårbares tilknytning til arbejdsmarkedet. En sammenhængende og koordineret sagsbehandling er vejen frem.

Af Nicolai Skovsmose

Det er fredag eftermiddag og stille i Dansk Socialrådgiverforenings lokaler i det indre København - nærmest mennesketomt – som et tegn på, at weekenden er nært forestående. Her møder OCD-nyt Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening for at få en kommentar til en undersøgelse fra 2011 blandt OCD-, Angst- og Depressionsforeningens medlemmer omkring sygdomsforværring og vanskelige sagsforløb i mødet med det kommunale system.

Som en gennemgående problemstilling i undersøgelsen oplever medlemmerne i de tre foreninger at få afslag på kvalificeret psykologhjælp samt generelt, at de ikke bliver hørt.

”Der er nedgang i serviceniveauerne, hvilket også kommer til udtryk på de ydelser, som man før er blevet tildelt. Tildelingskriterierne er blevet skærpet. Og det er det, man oplever, når man ikke kan få den psykologhjælp, man ansøger om.

Niels Christian Barkholt
  • 41 år, socialrådgiver og sociolog
  • Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening siden december 2012
  • Har siden 1999 beskæftiget sig med udsatte børn og unge i forskellige kommuner

At kommunerne bremser så hårdt op og ikke bruger deres resurser ser Niels Christian Barkholt som et problem, men det skyldes en mekanisme, hvor kommunerne er blevet sanktioneret så hårdt, at der har bredt sig en krisestemning, så alle holder igen.

”Det er en udfordring, og det skal vi have blødt op på, så de borgere der har brug for hjælp, også får den.”

Hvad er det for nogle udfordringer, I som socialrådgivere oplever i mødet med borgere, som har en psykisk sårbarhed?

”Der udskrives meget antidepressiv medicin til borgere, som har en oplevet depression. Ca. 600.000 danskere er i antidepressiv behandling, men det er kun 10 pct. af disse, som opfylder de diagnostiske krav. Det er en udfordring, at lægerne udskriver for meget medicin, hvilket kan komme til at fastholde borgeren i sygdom. Det viser sig, at det faktisk kun er en lille gruppe, der har gavn af antidepressiv medicin.

Det er en ret stor udfordring, fordi der skal vi som socialrådgivere være i stand til at kunne spotte, hvad det er, og bruge de værktøjer der ligger i LAB-loven (Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, Red.) og sætte de foranstaltninger og hjælpeværktøjer i værk, der kan være med til at få borgeren til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.”

”Udfordringen er, at møde borgeren der, hvor han eller hun er. Det er socialrådgiverne rustet til gennem deres uddannelse. Har man problemer, så har man problemer, og så må man arbejde med dem. Vi skal være proaktive og gå i dialog med borgeren, arbejde sammen med dem og ikke mindst tro på dem.”

”Når man lægger kursen, skal man huske, at det ikke er fordi, at mennesker med en psykisk lidelse ikke gerne vil ud på arbejdsmarkedet, men der er bare nogle, der ikke kan. Vi skal så blive bedre til at diskutere, hvad der skal ske med den gruppe af borgere. Det er en vigtig pointe, at hvis man er syg, så har man ret til at være syg, og kan ikke af det offentlige blive mødt af en eller anden forventning om, at man skal arbejde. Der er nogle mennesker, der er så syge, at de skal have en hurtig vej til pension.”

I undersøgelsen foretaget blandt OCD-, Depressions- og Angstforeningens medlemmer ser vi en tendens til, at de socialrådgivere, som har specialiseret sig i psykiatriområdet, arbejder i socialpsykiatrien og ikke i jobcentrene.

”Der er manglende viden om psykiatrien i jobcentrene. Det, man kunne gøre som arbejdsplads i jobcentrene, er at give medarbejderne en diplomuddannelse i socialpsykiatri, der udbydes af professionshøjskolerne. Vi skal udvikle vores socialrådgiverstuderende til også at have en viden om socialpsykiatri. Der er på grunduddannelsen et specialiseringsmodul, som hedder ”voksne udsatte”. Man kunne også forestille sig et større samarbejde mellem jobcentrene og socialpsykiatrien fx netværksmøder, hvor man deler viden indbyrdes.

”Der er en række modsætningsforhold i spil her, fx at psykiatrien vurderer, at borgeren er uarbejdsdygtig i ethvert erhverv, hvor jobcentret eller voksenenheden i kommunen vurderer noget andet, og så skal den enkelte arbejdsprøves for at få fuld pension, mens psykiatrien siger, at det kan borgeren ikke. Og det betyder, at psykiatrien kommer til at føle sig overtrumfet, og der ser vi en tvist mellem jobcentret og socialpsykiatrien. Og den behandlingsplan, som måske er blevet lagt i psykiatrien, bliver ikke rigtig inkluderet i jobcentret. De bruger ikke hinanden tilstrækkeligt. Det er i hvert fald det, vi hører i Dansk Socialrådgiverforening.

Niels Christian Barkholt nævner også, at der er en disharmoni i, at det er socialpsykiatrien, som har en videnskompetence i forhold til hvad den enkelte borger har behov for, altså hvad det er for nogle ydelser, som anses for at være vigtige for borgeren i tilknytning til at få en tilværelse op at stå, mens det så er voksenenheden i kommunen, som har beslutningskompetencen. Det kan være en boligindstilling, en ansøgning om hjælpemidler, medicin, husleje, osv. Der kan så opstå modstridende vurderinger, og det kan skabe konflikter.

”Der er en grundlæggende manglende vidensudveksling mellem sektorerne , og der er brug for en brobygning. Psykiatrien mener, at jobcentrene ikke ved nok om psykiatri, mens de i kommunen mener, at psykiatrien ikke ved nok om lovgivningen i forhold til, hvad der er rimeligt og muligt. Så begge har faktisk begrænset viden om den ramme, de hver især arbejder inden for.”

I vores undersøgelser er en af de oplevede barrierer for sagsforløbet i kommunen, at borgeren bliver mødt af mange forskellige sagsbehandlere.

”Vi har fremlagt, at noget af det allervigtigste er at få en sammenhængende, koordinerende sagsbehandling, der følger borgeren gennem hele forløbet. Ligesom vi i høj grad har været med til at sætte fokus på hele rehabiliteringstanken og den faglighed, der følger med der.”

Lige så mange i undersøgelsen siger også, at der hurtigt opstår en manglende forståelse for deres lidelse på grund af skiftende sagsbehandlere.

”Der kan man i hvert fald sige, at når man får en koordinerende sagsbehandler, som udfører rehabiliteringsplanen i praksis, så er det bestemt positivt, og en klar forbedring af hele indsatsen. Det kræver så, at den koordinerende sagsbehandler har et rimeligt antal sager. Vi har lige nu eksempler på koordinerende sagsbehandlere med op til 640 sager. Det er stik imod intentionen med den nye lovgivning.”

Et af succeskriterierne for et godt møde med det kommunale system er også, at sagsbehandleren udviser empati, og får en større indsigt i de psykiatriske lidelser som angst, depression og OCD.

”Det at få skabt en helhedsorienteret indsats, som vi også var inde på i 2010, er stadigvæk vores mål, og det er faktisk det, som nu er på vej til at blive indført. Vi er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå i praksis. Nu skal vi se, hvilke resurser, der følger med, og om man får opbygget de teams lokalt, som har været intentionen. Det er straks en anden udfordring.”

I en undersøgelse foretaget af SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, siger 77 pct. af de adspurgte, at de slet ikke ser problemer i forhold til kolleger i kørestole, og 67 pct. har samme holdning til kolleger, der er blinde, mens tallet i forhold til kolleger med humørsvingninger fx som følge af bipolar lidelse kun ligger på 20 pct.

De tal viser, at det er mere legitimt og ok at være kørestolsbruger og være blind end at have humørsvingninger og være psykisk sårbar. Jeg tror, at når det handler om en lidelse eller handicap, man ikke kan se, så reagerer mange mennesker jo med en eller anden form for utryghed, og man ved måske ikke, hvordan man skal forholde sig. Det handler både om stigmatisering, men det handler også om viden, fordi der findes rigtig mange usynlige handicaps. Det skal vi da være opmærksomme på, og give plads til på arbejdsmarkedet.

Mange mennesker med en psykisk sårbarhed vil meget gerne inddrages i samfundet, og hvis muligt gerne tilbage på arbejdsmarkedet. Hvad kunne kommuner og patientforeninger efter din mening blive bedre til for at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet?

”Noget af det, man kan gøre som forening, er at samle resurserne, få skabt nogle netværk, så den psykisk sårbare ikke kun er overladt til sig selv i forhold til at søge jobs. Jeg tror, at borgere med en psykisk sårbarhed søger mange stillinger og tit oplever at få afslag, så man kunne måske i højere grad prøve at kompetenceudvikle gennem netværk i den her venteposition.”

”I forhold til kommunen kunne den koordinerende sagsbehandler have en kontakt til socialpsykiatrien, og det kunne også være en del af rehabiliteringsteamet, at den faglighed også er repræsenteret der, og at man har blik for andre aktører. At man i visitationen får mulighed for at trække på andres ekspertise og får trukket de kompetencer ind i udredningsfasen, vil også være utrolig vigtigt. Ligeledes er der forskellige metoder med påviselig effekt såsom IPS (Individual Placement Support), som har stor succes.”

Ifølge Niels Christian Barkholt er der en tilbøjelighed til, at man lægger det hele over på egen læge og det lægefaglige, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis man skal løse problemerne.

”Vi er nødt til at læne os op af andre metoder, der kan få aktiveret borgeren. Og kigge på hvad der skal til for, at vi får visiteret nogle borgere til andre behandlingsmetoder end medicin. Det bør vi have som ambition.”

Kommentarer

Bliv den første til at kommentere.

Tilføj kommentar

* Skal udfyldes
(offentliggøres ikke)
 
Bold Italic Underline Strike Superscript Subscript Code PHP Quote Line Bullet Numeric Link Email Image Video
 
Smile Sad Huh Laugh Mad Tongue Crying Grin Wink Scared Cool Sleep Blush Unsure Shocked
 
5000
Hvor ofte er der to torsdage i en uge.
 
Indtast svar:
 
Giv mig besked via mail om nye kommentarer.
 
Husk mine formulardata på denne computer
 
Jeg har læst og forstået privatlivspolitikken. *
 
Jeg har læst og er indforstået med vilkår og betingelser. *
 
 
Commentics

Vi mangler p.t.
0
6
1
gaver á 200 kr.

HjerteHjælp Angstforeningen, så vi fortsat kan hjælpe dig. Vi har brug for mindst 101 gaver à 200 kroner i 2017, bla. for at gaver til os kan være fradragsberettigede også til næste år.
Bliv medlem af Angstforeningen
Støt vores indsats og nyd godt af medlemsfordelene.

Medlemskab koster 250 kr. pr. år.

Læs mere Læs mere
Angstforeningens forum
Læsernes spalte:
En uigennemskuelig behandlingsjungle
Som rådgiver i Angstforeningen kan jeg blive indigneret og frustreret over den jungle, som mennesker med angst skal trænge igennem for at få bedre alternativer end medicin fra lægen...
Læs mere Se mere
Panic App
App til panikangste
Fås i Google Play og iTunes
Copyright © 2010 | Angstforeningen | Peter Bangsvej 5B | 2000 Frederiksberg | tlf. 70 27 13 20 | CVR/SE nr.: 26401739