Blodpropper

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
Besvar
Ives
Indlæg: 1
Tilmeldt: 09 aug 2018 15:10

Blodpropper

Indlæg af Ives » 09 aug 2018 15:49

Hej

Dette er første gang jeg skriver herinde. Jeg har nu døjet med en forholdsvis bred vifte af fysiske symptomer i de sidste 4 måneder. Det startede ud med en meget kort og intens hovedpine efterfulgt af 5-6 dage med svimmelhed, dette medførte at jeg blev indlagt, fik foretaget en scanning af hovedet, blodprøver, rygmarvsprøve og alle så fine ud. Men siden da har jeg haft varierende symptomer, i nogle perioder er det smerter op over venstre side af baghovedet, på det seneste har jeg især døjet meget med koldsved, hvilket føles ekstra mærkeligt når der er tæt på 30 grader udenfor, jeg har igennem det meste af forløbet døjet med mine ben, mere specifikt mine lægmuskler, der trækker sig samme (nærmest hopper) når man er i hvile og nu har de været ømme i et par dage, samtidig med at jeg har fået nogle blå mærker og meget små røde plamager (som klør på mine ben). I går aftes lå jeg så vågen indtil klokken 3:30 og så måtte jeg bare ringe til vagtlægen, udelukkende med det mål at få lidt ro i sjælen og forhåbentligt et par timers søvn, de mente ikke der var noget at være bekymret for, da mit ben ikke var hævet eller stram eller lignende.

Nu sidder man så her i dag, og har brugt det meste af dagen på at tænke over det (meget invaliderende), og det er en meget underlig følelse at sidde med, hvor jeg på den ene side (den rationelle, vil jeg vel kalde den) tænker, jeg træner fodbold, hvorfor er det så mærkeligt at jeg har blå mærker på mit ben, en rød plamage der klør? Måske det er insektbid, giver da fuldstændig mening, og i forhold til mine ømme lægge, når jeg stresser og panikker sådan, så spænder mine muskler jo, igår hoppede de også meget mere end de ellers gør, fordi jeg var mere panisk end normalt, så alt dette giver jo egentlig perfekt mening, og man føler sig ganske latterlig over at det pludselig bekymre en, og at man hopper til så vanvittig en konklusion. Det var så den ene side, så har vi så hvad jeg selv føler er den total irrationelle side, der igen i dag konstant forsøger at overbevise mig om at jeg er syg og jeg skal skynde mig ned til lægen igen, for ellers falder jeg sgu snart om.
Jeg synes det er vildt at jeg kan sætte alle de rationelle punkter op, jeg køber sådan set dem alle, men at jeg alligevel bare ikke kan give slip på den ekstreme side, og ligesom i nat, så har den desværre tendens til at vinde. Jeg har været igennem det samme i forhold til Sclerose osv. Men det er som om jeg endelig har givet slip på det for så at springe direkte over på blodpropper og det er jo bare skruen uden ende.

Alt dette startede ud af ingenting, jeg har aldrig før i mit liv været overfølsom (nok snarere det modsatte) og jeg har aldrig før bekymret mig over sygdom eller lignende, er der nogle af jer andre, hvor det kom nærmest ud af den blå luft.

Nu har jeg heldigvis en tid ved en psykolog i morgen, så må man da håbe at det kan hjælpe. Jeg tror mest af alt jeg skriver fordi jeg føler at det beroliger mig lidt og måske også for at høre fra andre ligesindede.

Undskylder den rodede og lange besked, men havde vel bare en masse ting jeg havde behov for at skrive ned.

anonymmand
Indlæg: 1
Tilmeldt: 15 aug 2018 12:04

Re: Blodpropper

Indlæg af anonymmand » 15 aug 2018 12:12

Kære Ives

Jeg håber, at du er startet godt op hos en psykolog.

Jeg kender til fulde dine symptomer, og har præcis samme problem.

Jeg går fra den ene sygdomsbekymring til den anden - og hver gang jeg er kommet "over det" tænker jeg "Hvorfor bekymrede jeg mig dog over det?". Jeg har fået undersøgt mit hjerte og andre organer til fulde og gået til flere psykologer, som har givet lidt ro i perioder. Men som du selv siger, så dukker der bare noget andet op, så bekymringerne kan fortsætte med.

Jeg fungerer selv fint i job og familie, men i perioder må jeg indrømme, at angsten har en ret stor indflydelse på min livskvalitet - det er til at blive tosset af! :)

Hvor gammel er du? Jeg er selv i 40'erne, og en af mine psykologer nævnte 40-års krise, som måske har gjort det hele værre - deri ligger lidt af problemet for mig, men har nok kun forstærket de problemer, som jeg allerede havde.

Mvh Henrik

Besvar