Når angsten forandrer sig. Eller er det i virkeligheden dep?

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.

Når angsten forandrer sig. Eller er det i virkeligheden dep?

Indlægaf Musses88 » 04 maj 2018 08:11

Halløj mine angstramte medmennesker.

Jeg er ny her på siden - har netop tilmeldt mig, fordi man som angstramt har brug for at have et sted hvor man kan blive mødt med forståelse og trøst - så det håber jeg at i kan hjælpe mig med.

Jeg har så mange tanker. Det er jo de angstramtes lod i livet, at døje med de mest forfærdelige tanker, og måske er der nogen derude, der kan nikke genkendende til min situation på en eller flere områder.

Indtil for cirka 2 år siden var jeg et velfungerende menneske, og ligesom mange andre med angst, måske en smule for ambitiøs og perfektionistisk. Jeg skulle absolut være den bedste i alt hvad jeg foretog mig, og jeg mente at det var et grundlæggende livsvilkår for mig, at jeg skulle have så travlt som overhovedet muligt. Jeg fik et nyt job, som var enormt psykisk stressende og der oplevede jeg mit første angstanfald i en butik i København. Jeg vidste med det samme at det var et angstanfald, og levede de næste 1,5 år med angstanfald i ny og næ, når jeg kørte i offentlig transport, handlede ind eller var til koncert.

En dag, da jeg er på vej hjem bliver jeg ramt af et angstanfald (mit 3. i den uge), og pludselig er det som om, at der går en klap ned. Hele mit syn på verden forandrer sig, og jeg ryster 24/7. Jeg er simpelthen rædselsslagen. Mest af alt er jeg rædselsslagen for at tage mit eget liv, og hver gang jeg er alene får jeg så meget angst bare ved tanken om, at jeg kan tage mit eget liv lige nu, hvis jeg ville, og ingen ville stoppe mig. Misforstå mig ikke - jeg havde ikke lyst til at dø, men tanken poppede blot op ud af det blå, og normalt ville sådan en tanke ikke have skræmt mig, men det var som om mit filter forsvandt i det sekund.

Det er 9 måneder siden, og jeg har nærmest ikke været alene siden. Jeg er netop kommet på medicin (Escitalopram), da jeg oplevede en forværring i min depressive tilstand. Jeg har fået diagnosen belastningsreaktion; depression og angst. Og jeg har det forfærdeligt. Jeg føler aldrig at det ender, eller at jeg får det bedre. Det håb jeg havde indeni, blev slukket for 14 dage siden, da min tilstand blev forværret. Jeg bryder mig virkelig ikke om at være på medicin - jeg føler det er noget underligt noget at tilføje til sin krop, men jeg føler samtidig heller ikke at jeg har andet valg. Alle de ting jeg har gjort for at komme fri af angsten virkede indtil nu.

Er der andre der kender til sådanne situationer? Pludselige ændringer i opfattelsen? Forværring i tilstanden?

Går det nogensinde over?

Min psykiater bliver ved at sige til mig, at fordi jeg ikke har haft angst hele livet, så er der rigtig gode chancer for at jeg kommer helt ovenpå igen.

Indimellem kan jeg ikke finde ud af, om det er depression eller angsten der fylder mest. Det er som om depressionen får mig til at føle mig indespærret i mit hoved, og angsten holder mig fra at komme ud af det. Forfærdelige sygdomme.
Musses88
 
Indlæg: 2
Tilmeldt: 03 maj 2018 10:58

Tilbage til Panikangst

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 0 gæster