Primært fysiske symptomer på angst?

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
Besvar
Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 07 aug 2012 15:29

Hej...
Jeg har tidligere her på siden, delt mine symptomer, - desværre uden at få nogen respons.
Jeg er blevet udredt på kryds og tværs, og der kan ikke findes nogen fysisk årsag til mine - fysiske - symptomer. Overvejelserne går nu på, om jeg har angst. På "Sundheds-lex".dk kan jeg da osse nikke bekræftende på en stor del af de oplistede Angst-symptomer. Problemet er bare, at jeg egentlig ikke føler mig angst, sådan oppe i hovedet;-) Er godt nok et bekymret og "sort-seende" gemyt, men det er de "fysiske symptomer", jeg kan nikke mest genkende til. Kan det være sådan? At man mest/primært har fysiske angst-symptomer.
Min psykolog er SLET ikke tøvende, når han siger, at han mener, mine symptomer skyldes noget psykisk, som er den formulering, jeg i min "måske-erkendelsesproces" er moden til at arbejde med;-) Men mangler virkelig at spare med nogen, der ku ha det på samme måde.
/Sommerfugl

Malou
Indlæg: 85
Tilmeldt: 14 jan 2009 14:40
Geografisk sted: midtjylland

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Malou » 08 aug 2012 13:21

Hej Sommerfugl...

Jeg ved ikke om jeg helt har det på samme måde, men måske. Jeg opdagede min angst ved at jeg havde nogle fysiske symptomer (vejrtrækningsbesvær, hovedpine osv). Jeg var i mange år sikker på at jeg fejlede et eller andet, men da der blev sagt angst, kunne jeg godt mærke at det var rigtigt... Du beskriver ikke dine symptomer osv, men hvis du nu har nogle symptomer og som du er bange for er noget slemt, så kan det jo være sygdomsangst, hvis der ikke er noget fysisk?? Eller stress kan jo også give nogle symptomer...? Ved ikke om det var nogen hjælp :o) MVH Malou
Alt hvad du fuldstændig accepterer, vil føre dig til fred.... Lad livet være i fred!

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 08 aug 2012 16:47

Hej Malou!
Tusind tak for dit indlæg, jeg er rigtig glad for at få respons. Hvis det er angst jeg har, så er jeg virkelig igang med en svær erkendelses-proces. Så det er virkelig rart at "tale" med andre, som har angst. Jeg har kopieret mit tidligere indlæg herunder, hvor jeg beskriver mine symptomer...

Jeg er ny her... Jeg har igennem noget tid læst med på sidelinien, da jeg, efter jeg har fået en alvorlig kronisk sygdom, har fået sygdoms-angst (og døds-angst). Derudover har jeg altid bekymret mig meget og været bange for mange ting.
Jeg havde egentlig skrevet nedestående indlæg under "Generaliseret Angst", men hvad tænker I her i "Sygdomsangst" om dette?

Gennem mange måneder har jeg oplevet nogle uforklarlige anfald, som kommer ca. hver 14.dag. De starter altid om aftenen, når jeg skal til at sove. Det starter med at jeg får ligesom et sug fra mellemgulvet. Det udvikler sig til nogle "kvalme-skyller" og med varme op i hovedet. Jeg får "eksamens-mave" (altså ligesom hvis man er spændt eller har sommerfugle i maven), og skal på toilettet. Jeg skal osse tisse meget og tisser store mængder. Jeg bliver varm lige under huden (ligesom dagen efter man har ligget en hel dag i solen), og får en kort periode, hvor jeg fryser meget. Som regel har det alt i alt taget ca. tre timer, hvor det bygges op og topper, for så at aftage. Det skal understreges, at jeg forud for anfaldene IKKE har følt mig trist, bekymret eller angst. I starten havde jeg det godt dagen efter, indtil om aftenen, hvor det kom igen i mindre grad. Indimellem anfaldene har jeg haft nogle af symptomerne hver for sig, varme i hovedet, kvalme og madlede. Og jeg kan få den sugende fornemmelse/skyllen fra mellemgulvet (uden kvalme) både i løbet af dagen, men ofte lige når jeg er ved at falde i søvn, eller lige er faldet i søvn. Efterhånden er det blevet værre og værre. Sidst varede anfaldet hele natten. Og jeg har nu kvalme konstant, men på den måde at det stadig kommer i skyller. Dvs. at det svinger fra minut til minut. Når jeg en kort periode ikke har kvalme, har jeg madlede... Og har tabt mig temmelig meget.

Jeg er i øjeblikket ved at blive udredt for mere eller mindre mærkelige/sjældne/alvorlige lidelser. Men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at jeg skulle fejle noget. Og jeg tænker derfor på, om mine kropslige symptomer kan være udtryk for angst? (Og det tænker lægerne også) Jeg har bare så svært ved at forestille mig, at min krop skulle kunne producere dén slags voldsomme symptomer, især fordi jeg - udover at jeg som sagt er en bekymret type, og helt konkret angst for at blive mere syg end jeg er i forvejen - ikke føler mig konstant angst eller anspændt i dagligdagen.

Jeg er meget desperat over at have det så fysisk dårligt hele tiden, da det er voldsomt invaliderende. Jeg håber virkelig, der er nogle af Jer, der har lyst til at kommentere mit lange indlæg....

/Sommerfuglen


Som du kan se, så var jeg inden, jeg fik disse massive fysiske symptomer, fuldt ud klar over at jeg havde sygdoms-angst. Og osse at jeg overfortolker signaler fra kroppen, og bliver bange for at det er tegn på alvorlig sygdom. Men disse anfald er så voldsomme, at det er svært for mig at deale med tanken om, at de udspringer af min sygdomsangst. Også fordi jeg ikke føler mig angst i hovedet/tankerne sådan i al almindelighed. Min angst er meget konkret lige i forhold til at blive mere syg og at dø fra mine børn. Min psykolog er overhovedet ikke i tvivl om, at det er min sygdomsangst, der gør jeg oplever dette fysiske ubehag! Og jeg har egentlig meget tillid til ham. Men den er svært at sluge, fordi jeg altså ikke føler mig angst på den måde, jeg troede man ville føle sig angst, hvis man sku ha dén diagnose.
Men fordi jeg havde erkendt at jeg har sygdomsangst er tanken om angst som sådan heller ikke helt fremmed for mig. Og jeg kan som sagt osse identificere mig med en lang række både psykiske - men primært fysiske symptomer på angst. Men så igen, så havde jeg bare ikke forestillet mig det sådan ku komme snigende uden man opdagede det, og føles det sådan???

Har du sygdomsangst? Og hvordan føles det for dig?

Kh Sommerfugl

Malou
Indlæg: 85
Tilmeldt: 14 jan 2009 14:40
Geografisk sted: midtjylland

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Malou » 08 aug 2012 19:55

Hej igen

Du skriver at du har fået en alvorlig kronisk sygdom OG sygdomsangst? Og er bange for at dø fra dine børn? Og at du altid har bekymret dig meget? Det lyder lidt som mig.... Jeg har oplevet nogle gange at have noget hængende i tankerne (noget som fylder MEGET), som egentlig ikke gør mig ANGST, men bare meget bekymret og som jeg prøver at skubbe væk og lade som om det ikke betyder noget. Når jeg har gjort det længe nok, så har jeg haft nogle kraftige fysiske reaktioner, selv om jeg ikke direkte er ANGST i øjeblikket. Jeg har sygdomsangst og socialangst. Når jeg er socialangst, så reagerer jeg jo i øjeblikket, hvor jeg fx er sammen med mange mennesker osv. Men min sygdomsangst kommer ud af det blå. Specielt hvis der er noget jeg bekymrer mig om, så viser det sig med fysiske symptomer, og så bliver jeg bange for at fejle noget. Så min sygdomsangst kommer ikke af at jeg er bange for sygdom først. Først kommer mine sympromer og så bliver jeg bange.

Kan det ligne det der sker for dig måske?

Jeg har ikke prøvet helt de samme symptomer som dig på én gang. Men i forhold til min socialeangst, så oplever jeg suget, varmen i hovedet, skal på toilettet osv og dette fortsætter mens jeg er udsat for et eller andet socialt og nogle gange indtil jeg har fået det sovet væk.

Du bekymrer dig sikkert om disse symptomer og derfor bliver de kraftigere og kraftigere? Selv om du ikke er direkte angst i øjeblikket ?

Min sygdomsangst? Ja som skrevet så får jeg en masse symptomer hist og her. Det drejer sig om vejrtrækningsbesvær, hovedpine, skal tisse meget, fasiculationer (muskler der hopper), tinnitus, stive muskler, rysten på hænder mm. Hver gang et symptom kommer, bliver jeg meget angst... eller blev... jeg har gået i terapi i nogle år og lært at bruge mindfulness, hvor man lærer at blive i det man er bange for og ikke flygte fra følelsen... så nu kan jeg bedre styre ikke at blive bange, når der sker noget nyt i min krop....

Lige lidt tanker herfra, håber det kan bruges :) MVH Malou
Alt hvad du fuldstændig accepterer, vil føre dig til fred.... Lad livet være i fred!

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 08 aug 2012 21:20

Kære Malou.
Tusind tusind tak for dit indlæg. Den måde din sygdomsangst giver sig til udtryk lyder SÅ meget som mig. Det er SÅ befriende, at høre fra en anden end min terapeut.
Jeg er meget på vej i seng;-) Men skriver tilbage på dit indlæg én af dagene. Ville bare lige fortælle dig, at det er virkelig rart at du ville dele det med mig. Det giver mig sgu lidt ro på. OG måske et spark i den rigtige retning mht sygdomserkendelse.
Kh Sommerfugl

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 09 aug 2012 10:39

Hej igen Malou.

Har du også en kronisk sygdom? Må jeg spørge hvilken?
Det er rart at du kan genkende "suget i maven" - der er ikke rigtig nogle, der forstår, hvad jeg mener, når jeg har forsøgt at beskrive det. Det er også rart, at du kender til den hyppige vandladning. Det er dét symptom, jeg har haft svært ved at få til at passe ind i angst-billedet. Så dejligt at høre dét fra dig også.

Jeg kan genkende dét med, at symptomerne kommer først, og så angsten for, at det er en alvorlig sygdom. Jeg kan ikke genkende dét med, at den fysiske reaktion, i form af symptomer, kommer som reaktion på længere tids bekymring eller pres. Og det er dét som undrer mig.
Men jeg kan alligevel, hvis jeg gør mig umage, måske godt se nogle sammenhænge;
Jeg har som sagt en kronisk sygdom, som kan forværres meget akut, hvilket resulterer i en livstruende tilstand. Efter jeg fødte mit første barn fik jeg i forbindelse med sådan en livstruende tilstand døds-angsten. Udover at det er voldsomt ubehageligt, så kræver det selv sagt også indlæggelse, hvad jeg også har frygtet meget. - Specielt efter jeg fødte mit andet barn for et år siden, fordi jeg var så bange for at skulle være væk fra hende, når jeg ammede hende. Jeg har altså haft en stor frygt/angst for disse tilstande med forværring, hvilket jo er en "reel" angst og noget jeg må deale med - de vil altid være en del af mit liv!
De symptomer, jeg har beskrevet, minder i nogen grad om de symptomer, jeg får, når min sygdom akut forværres. (Og kvalme sådan generelt er mit mest dominerende symptom på min fysiske sygdom). Så på den måde, kan jeg godt se en sammenhæng... At jeg er rigtig bange for den akutte forværring af min fysiske sygdom, og at min krop så (MÅSKE!!!) i angst producerer en række symptomer, der minder om.
Derudover er de uforklarlige anfald kommet i en periode, hvor jeg har været ret presset af en mand der arbejder meget, og KONSTANT syge børn. Det kunne også godt give mening.
Nogle af de gange, jeg har haft disse uforklarlige anfald har det været op til, vi skulle på ferie eller jeg skulle holde fødselsdag. - Altså hvor jeg virkelig har følt, jeg ville fejle som mor, hvis jeg ikke kunne gennemføre planerne. Det giver også et eller andet sted mening. Det har bare ikke været hver gang!??!
... Ja det er den sammenhæng jeg måske kan finde, men jeg kan ikke se nogen udløsende årsag til hver enkelt anfald...

Jeg arbejder kognitivt hos min psykolog... Og arbejder dér også med mindfulness. Men også med ACT (Acceptance and Commitment Therapy). Og jeg er jo virkelig i en indledende fase med erkendelse, accept og nyorientering, så jeg synes det hele er lidt kaotisk, og svært at finde hoved og hale i. Min hjerne kører derudaf hele tiden. Det er knageme hårdt arbejde;-)

Kh Sommerfugl

Malou
Indlæg: 85
Tilmeldt: 14 jan 2009 14:40
Geografisk sted: midtjylland

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Malou » 09 aug 2012 12:49

Hej igen

Jeg VED ikke, at jeg har en kronisk sygdom, men er næsten sikker. Det er en sjælden neurologisk sygdom, som jeg først fandt ud af for et par år siden, at der er i min biologiske familie (er adopteret). Jeg har mange symptomer på den og neurologen kunne hverken af- eller bekræfte om jeg har den. Det svære ved dette er, at min aller største frygt i forhold til sygdomme er neurologiske sygdomme og så finde ud af at jeg faktisk nok selv har en, var meget hårdt.

Lyder til at det er en meget hård fysisk sygdom du har? Ud fra det du skriver, så lyder det også til at de symptomer du får om natten ligner dem du får af din sygdom? Når man er sygdomsangst, så ligger man jo mærke til de symptomer man er bange for (uden at gøre det bevidst) og hvis man gør det længe nok, så er de der!!! For mig lyder det til at du kommer til at mærke så meget efter om din fysiske sygdom er på vej, at du faktisk får de symptomer du frygter?

Kroppen kan mange ting. Da jeg lige fandt ud af at jeg var angst for nogle år siden, læste jeg meget herinde. Dengang var det vejrtrækningsbesvær jeg havde. Her læste jeg så at mange havde muskel-hop (fasiculationer og det havde jeg aldrig prøvet. Der gik ikke mange timer fra jeg læste det til jeg fik det... Det er ikke løgn.... Jeg aner ikke hvordan kroppen gør det, men det er da vildt.

Så jeg er overbevidst om, at selv om vi ikke fatter det, så gør kroppen meget vi ikke selv kan forstå og som er en reaktion på noget vi tænker/frygter bevidst og ubevidst... MVH Malou
Alt hvad du fuldstændig accepterer, vil føre dig til fred.... Lad livet være i fred!

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 09 aug 2012 19:25

Puh ja, det lyder godt nok svært med dén sygdom du frygter. Kan man på ingen måde afklare, om du har det? Og hvordan har du lært at deale med det, uden med sikkerhed at have en diagnose? Begrænser symptomerne din hverdag - sådan rent fysisk?
Det er sådan jeg også føler med de symptomer jeg har, jeg har bare ikke nogen navngiven sygdom. Men de "anfald" jeg har er så vilde og SÅ fysiske, at jeg føler, det MÅ være udtryk for en uopdaget sygdom!!! (Men det er måske netop dét, der er karakteristisk ved Sygdoms-angst, og derfor min psykolog mener, jeg har det;-)

Ja, det er netop dét, du også skriver, jeg tænker... At hvis anfaldene er "psykiske", så må det være, fordi jeg har været SÅ bange for de akutte forværringer i min fysiske sygdom, at jeg ubevidst har mærket og mærket efter, eller måske ovenikøbet "produceret" nogle symptomer, der minder om.... Sys bare det lyder for vildt! Og synes jo, som jeg har skrevet mange gange før, heller ikke at jeg føler mig så dårlig sådan rent mentalt/psykisk.

Mange af symptomerne - primært kvalme, madlede, "suget i maven" og dét at "bræk-refleksen" fylder hele munden (er over-følsomt, hvis du forstår), er symptomer jeg også havde i tiden op til, jeg blev diagnosticeret med min fysiske sygdom. - Dét trækker jo for mig selvfølgelig en parallel, og "bekræfter" mig i, at det her er farligt, og noget jeg skal reagere på...

Ja, helt vildt, hvad kroppen kan. Jeg begynder at kunne mærke det/skelne dét. At mine symptomer f.eks er værst, når jeg er alene, og direkte kan forsvinde, hvis jeg er i selskab jeg nyder, har det sjovt, eller er i aktivitet der giver mening og glæde for mig. Jeg har det således generelt værst om aftenen, og når jeg kommer i seng...
Derfor er jeg heller ikke så glad for at være alene for tiden. (Har ellers altid nydt alene-tid!) Det er jo heller ikke så godt?!??

/ Sommerfugl

Mrs72
Indlæg: 11
Tilmeldt: 26 apr 2012 16:59

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Mrs72 » 10 aug 2012 12:58

Kære Sommerfugl og Malou,

Jeg har læst jeres indlæg med stor interesse. Jeg har sygdomsangst og desværre af of til også af socialangst. En psykolog var den første der fortalte mig om det for ca. 5 år siden. Når jeg tænker tilbage har jeg nok altid haft angsten. Men først fået "diagnosen" for 5 år siden.
Angsten driller mig i perioder. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der udløser den. Måske er det stress - den rette dosis af at have travlt uden at det bliver for meget. Jeg ved det ikke helt.
Jeg tænker næsten konstant på sygdom. Kun ganske få ved at jeg har det på den måde. Så jeg kender alt til: kvalme, madlede, maveproblemer, tørhed i munden, susen for ørerne, ømhed i musklerne af at spænde og være angst, søvnproblemer.... åhh jeg kunne blive ved.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke er bange for at jeg fejler en alvorlig sygdom. Men som udgangspunkt prøver jeg virkelig at arbejde med at få angsten væk, ved at holde mig beskæftiget med noget positivt og noget der kan aflede mine tanker. Tro mig - det er ikke let.
Motion er OK - men virker kun nogle gange. Havearbejde er normalt OK - men virker ikke hvis jeg er helt angrebet :-)
Tidligere virkede det ALTID at være sammen med andre. Men oplevede for første gang i påsken, at det nærmest virkede modsat. Fik simpelthen voldsomme angstanfald, selv om jeg var sammen med familie og gode venner.
Jeg prøver meget på at spise ekstra sundt når jeg har det dårligt. Ingen kaffe og sødt - minimum af alkohol - masser af grøntsager. Tænker at det kan ikke skade - kun gavne.
Lige i dag fortalte en sød pige mig at jeg havde tabt mig. I stedet for at være glad (har altid væren en "rund" pige) begynder katastrofetankerne at banke på døren.

Er helt enige med Jer i at kroppen kan reagerer meget fysisk på de psykiske ting som foregår. Når man læser om stress (det er faktisk det vi udsætter kroppen for når vi har angst anfald. - max udledning af adrenalin) så er der jo ingen tvivl om at det påvirker kroppen fysisk at have angst. Og at man så yderliger bliver bange for de fysiske virkninger, kan det jo blive en udfordring. For mig er det vigtigt at læse om hvad der sker i kroppen ved stress og angst (og ikke ved andre farlige og livstruende sygdomme) for det giver mig ro. Også at læse om andres oplevelser er utrolig beroligende. Er tit herinde om aftenen inden jeg skal sove. Og ja angsten bliver værre om eftermiddag/aften - også for mig.
Tak fordi I deler ud af jeres oplevelser.
Mrs72

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 10 aug 2012 13:46

Kære Mrs72

Og tak til dig, fordi du deler ud af dine oplevelser! Det betyder virkelig meget for mig, når andre fortæller om deres oplevelser. Det er rart at høre, - fra et rigtigt mennesker;-) - der selv har prøvet det, hvordan det føles. Fremfor det "bare" er en psykolog, der sidder og siger, at jo jo sådan kan man godt have det, når man har angst....

Det hjælper mig også helt konkret i forhold til dén erkendelses-proces jeg er i. Jeg er stadig MEGET usikker på, om de "anfald" jeg har, ikke er udtryk for en eller anden fysisk sygdom. Mest fordi jeg ikke føler mig angst i forbindelse med dem. Og som jeg har skrevet er det generelt primært de fysiske symptomer, jeg kan genkende, når jeg læser om angst. Så jeg er stadig meget i tvivl om, om jeg "hører til herinde";-) Men det er min psykolog jo ikke. Desuden føler jeg, jeg er blevet grundig undersøgt - og har stor tillid til min speciallæge, som har stået for udredningen. Og da jeg blev udskrevet, vidste han ikke, hvad han nu skulle finde på... Min mand er også læge, og ved simpelthen heller ikke, hvad jeg skulle fejle... Og endelig, hvis jeg - da jeg selv arbejde i, og var behandler i psykiatrien!! - havde mødt mig selv, så ville jeg straks have sagt "Sygdoms-angst"! Alligevel er jeg langt fra overbevist - men nu er det jo også mig, der sidder på den anden side af bordet...
Er det sådan, når man skal erkende, at man har angst? At det bare ikke føles sådan, at man ikke føler sig overbevist om, det er angst? Eller skal man kunne mærke, at dét er da den helt rigtige diagnose? For jeg er meget i tvivl. Nok også fordi jeg én gang før, har prøvet at nogle mærkelige symptomer, var tegn på meget alvorlig sygdom.

Ih hvor er jeg glad for, at I tager jeg tid til at skrive med mig. Det betyder alt i denne svære proces jeg er i, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal tro om mig selv og mine symptomer...

Kh Sommerfugl

Mrs72
Indlæg: 11
Tilmeldt: 26 apr 2012 16:59

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Mrs72 » 11 aug 2012 09:49

Kære Sommerfugl,

Du skriver at du er udredt - alle "eksperter" er jo enige om at det er angst du har. Du når endda til den erkendelse, at sad du på den anden side af bordet, viste du også godt hvad diagnosen var.
Prøv at slutte fred med den tanke. Tænk at det er dejligt at du nu ved hvorfor du har de fysiske symptomer.

Om nogen har jeg haft svært ved at anerkende at jeg har angst. Altså det er en stadig kamp. Tror helt sikkert at det netop er en fysisk sygdom, for jeg er jo så stærk og kan klare alting. For ud af til er jeg en super stærk person.. Men inden i - uha... det er en helt anden sag.
Har også haft en rigtig fysisk diagnose - blevet opereret - men er i perioder meget angst for om der skete en fejl forbindelse med operationen, overså de noget? De samme symptomer dukker op som jeg havde tidligere. Og når jeg har svært ved at takle angsten overtager katastrofetankerne om at de HELT sikkert har overset noget, at det er indtruffet en komplikation, at jeg går med en sygdom som endnu ikke er opdaget.

Det som overbeviser mig om at det er angst - er at jeg har perioder (af forskellig længde) hvor jeg kan glemme de fysiske symptomer. Tænk at jeg kan cykle rundt i Nordjylland med gode venner og pludselig opdage at nu er det en time siden jeg sidst har følt min krop, haft mine fysiske symptomer, haft katastrofetanker eller andet som jeg kæder sammen med en fysisk sygdom.

Håber det kan hjælpe dig i processen - god fornøjelse :-)

Kh Mrs 72

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 12 aug 2012 10:37

Kære Mrs72

Er det sådan hér, det er at ha sygdomsangst:
Du skriver, "eksperterne" er enige om, at det er angst jeg har. Jeg tænker, at så mange eksperter har jo ikke været indblandet. - Kun min speciallæge og psykologen. Og ved ikke, om de er enige om, det er angst. Altså psykologen er jo sikker på det, men jeg tror min speciallæge tænker videre, over hvad det evt kan være... Så jeg tænker, at derfor har jeg svært ved at "gå all in på Sygdoms-angst-teorien". - Derfor er det svært at slutte fred med...
Men samtidig tænker jeg, om dét du skriver, om din situation, at selvfølgelig er operationen vellykket, og selvfølgelig har lægerne styr på det! Selvfølgelig er du rask!
Er det sådan det er at ha sygdomsangst, og derfor det er så svært at erkende, at det er angst der er tale om...

Tænkte iøvrigt, at dét med virkelig at være syg/have været syg i dén grad er noget, der kan puste til sygdoms-angsten!!! Og det er jo - hvis man læner sig tilbage og ser det udefra - en helt naturlig reaktion på det.

Det lyder som om, du har haft en dejlig sommer:-) Én af - mange - modtanker, når jeg tænker at symptomerne er udtryk for en alvorlig sygdom, er for mig også, at jeg kan være "symptom-fri" i timer og dage - perioder. Samt at symptomerne til tider svinder - eller helt forsvinder, når jeg er i aktivitet eller selskab, der gør mig glad.

Det hjælper mig virkelig meget i erkendelsen, at høre andre, der har det ligesom mig! Tak fordi du giver dig tid til at skrive.
Kh Sommerfugl

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 12 aug 2012 23:55

Så er det her igen... Det helvedes uforklarlige ubehag! Det har indtil nu varet i to og en halv time. To og en halv time med først ubehag i maven, toiletbesøg, tisseri i rå mængder, varme i hovedet og nu kvalme. Det hele ledsaget af, at trætheden er forsvundet som dug for solen, og det derfor er umuligt at sove fra det!! Det er nu jeg virkelig tænker: Dét her er helt virkeligt, det kan simpelthen ikke være min sygdomsangst, der er blevet så slem, at jeg oplever SÅ meget ubehag uden "det er dér"....
Dét som igen og igen forsøger at få mig til at tro på, det bare sku være angsten, er, at det hele er ubehageligt på den "nervøse" måde. Mave-uro som lige inden eksamen, og ligesom jeg under alle disse symptomer hele tiden har en nervøs følelse indeni (og det er ligesom den følelse, der er for energifuld til, at jeg kan sove). Og hvis jeg endelig er ved at falde i søvn, så vågner jeg, når denne følelse (som et sug) skyller ind over mig igen. Gad vide om der er nogle fysiske sygdomme, der ville vise sig sådan??? En anden ting, der "taler for det bare er angst" er, at det kom som lyn fra en klar himmel - og i samme sekund, da min overnattende gæst rejste sig fra sofaen for at gå i seng. Mon en rigtig fysisk sygdom ville gøre det???? Ydermere kommer det ovenpå en travl weekend og en hel lang dag med trætte børn, der derfor har grædt og "konfliktet" meget. Og jeg er SÅ brugt! Oveni det skulle jeg helst ha haft en go nats søvn inden jeg skal køre den lange tur til hospitalet for kontrol imorgen tidlig.... Nu må jeg finde ud af, hvordan toget passer....
Æææææææv..... fra Sommerfugl, der SÅ gerne vil sove NU!!!!

Mrs72
Indlæg: 11
Tilmeldt: 26 apr 2012 16:59

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Mrs72 » 04 okt 2012 14:57

Hej Sommerfugl,

Hvordan går det?? Det lød som om du havde et (for mig) klassisk angstanfald. Har haft travlt, så jeg har ikke været så aktiv på det seneste. Så nu er det mig der frygter for hvornår der kunne komme et nyt anfald.
Den der "nervøse" måde er jo adrenalinet som fiser rundt i din krop - og det er derfor du ikke kan sove. Du krop er i flugt - selv om du ikke er. Udløst af angst....
Ved ikke om jeg har skrevet det før, men jeg har gavn af åndedrætsøvelser. Helst ved et vindue eller i det fri. Samtidig kan det være en hjælp at drikke en masse vand - det er beroligende at tisse. Så fortæller man hjerne at kroppen fungerer.

Glæder mig til at høre nærmere :-)

Sommerfugl
Indlæg: 16
Tilmeldt: 06 jul 2012 09:50

Re: Primært fysiske symptomer på angst?

Indlæg af Sommerfugl » 12 nov 2012 13:35

Kære Mrs 72.

Det er længe siden, du har skrevet, så ved ikke, om du følger med endnu? Jeg har ikke kunnet komme ind på debatforummet i månedsvis, og har heller ikke kunnet komme igennem til foreningen!?!?? Det lykkedes i dag, og jeg kunne så se, at du havde skrevet.

Den nat, hvor jeg skrev det sidste indlæg, var op til dagen, hvor jeg udover kontrol også skulle starte hos en ny psykolog. Jeg kom heldigvis træt afsted med toget:-) Den nye psykolog nikkede genkendende til alle mine symptomer, og dén måde de greb ind i mit liv på.... Hun mente altså også at det var angst! Det beroligede mig lidt, at også hun mente det, men jeg var stadig ikke overbevist. Dét som overbeviste mig, var anden eller tredje gang jeg var der, hvor hun forklarede mig angstens anatomi. Dét at hun anerkendte, at det ubehag jeg oplevede, var virkeligt, fordi min krop netop i de anfald "er på flugt", således at der fysiologisk set sker en masse i kroppen, som giver alle disse symptomer. Dét gav mig det sidste puf, så jeg kunne erkende, at jeg har angst!!!! Indtil da havde min daværende psykolog en teori om, at det jeg oplevede "bare" var sygdomsangst... At det jeg oplevede, når jeg havde disse anfald, "bare" var en overfortolkning af kroppens almindelige signaler. - Og det virkede det simpelthen for voldsomt til, at jeg kunne deale med. Men med forståelsen af angsten, kunne jeg lige pludselig forstå at det var lige netop dét, der skete for mig!
Næste skridt har så været, at forsøge at forstå hvorfor det er opstået, og hvorfor det kommer, når det kommer. Den første del er jeg kommet frem til, at det er et miks af angsten ift min kroniske lidelse, den sygdomsangst der er fulgt med denne, min generelle tendens til bekymring samt stress i det første halve år efter fødslen af mit andet barn. Dét som jeg tror, der trigger angsten er stress... Men med den del er jeg ikke nået så langt endnu. Det skyldes nok bl.a. at jeg siden det faldt helt på plads med mig med erkendelsen af, at jeg har angst, så har jeg kun haft ét anfald!!! Det er så skønt eftersom jeg - udover at jeg HELE tiden havde det skidt - havde sådan et anfald en gang hver 1-2 uger. Så det er så befriende. Det er ligesom om, at det at jeg nu, når jeg har lidt ondt i maven eller noget, bare kan sige til mig selv, at det er angsten, det er ikke farligt, dét kan berolige mig. Ydermere er jeg begyndt at tænke "hvad sker der lige nu, hvad er der sket, hvad er det for oplevelser, jeg reagerer på med angsten?" - hvorved jeg kan prøve at bearbejde dem på et kognitivt plan i stedet for. Jeg håber virkelig den positive udvikling varer ved...
Jeg har meget stort udbytte af samtalerne med den nye psykolog, hun var lige dét jeg trængte til på det tidspunkt;-)

Nu hvor angst-anfaldene og angsten generelt ikke fylder så meget, så har min sygdomsangst fået mere plads igen... Jeg tror både, det er fordi, at jeg ikke længere bruger krudt på at være angst for de uforklarlige anfald. Jeg var jo virkelig bange for, at det var symptomer på noget alvorligt (det var lige vand på min "sygdoms-angst-mølle";-) Nu ved jeg det "bare" er angst, så skal jeg åbenbart bruge min energi på at bekymre mig om noget andet:-P Derudover har der lige været "Knæk Cancer-ugen" på TV2, og det har lige sat tingene lidt igang. Så det er dét jeg primært bøvler med lige nu; angsten for kræft. Sammen med angsten for vinterens infektioner, som er dét, der kan gøre mig så syg at jeg skal indlægges (og være væk fra mine børn).

Er spændt på om du læser med endnu Mrs72... Kh Sommerfugl

Besvar