den sidste dag??????????

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
Besvar
heidi27
Indlæg: 2
Tilmeldt: 06 mar 2005 19:04

den sidste dag??????????

Indlæg af heidi27 » 06 mar 2005 19:30

hejsa,nu har jeg snart lidt af angst i 10 år,det begyndte med panikangst,men nu er det sygdomsangst....
jeg har virkelig svært ved at tro at der er nogen som går rundt og har det lige så slemt som jeg....jeg render til lægen konstant,men han kan bare ikke berolige mig.det er bare så svært for mig at komme igennem dagen for jeg er virkelig så ubeskrivelig træt(og så tror jeg jo det er kræft)
det går ikke en dag uden at jeg kontrolere min krop og mærker alle mulige symptomer på at jeg fejler noget alvorligt,det er lige fra lungekræft til blodpropper,og det der er mærkeligt er at jeg virkelig har de smerter,jeg kan ikke fårstå dem der siger at det er indbildning...
hvis der er nogen der har det ligesom mig så læg lige en besked,for jeg føler virkelig kun at det er mig der har det sådan...
jeg tror at hver eneste dag er min sidste dag......

Kamma
Indlæg: 271
Tilmeldt: 17 aug 2003 12:21
Geografisk sted: København

Indlæg af Kamma » 06 mar 2005 21:43

Du må ikke finde dig i at have det sådan. 5% af befolkningen lider af hypokondri/sygdomsangst, så du er ikke alene.
Og du kan blive helbredt.

Der findes to rigtigt gode behandlingsteder i Danmark, og de er gratis begge to. Du skal dog have en henvisning fra din læge.

Det er: Morten Birket-Smith. H:S Bispebjerg. Liaisonpsykiatrisk Enhed. Kbh.
Per Fink, dr. med. forskningsleder på Århus Universitetshospital: auh.dk/cl_psych/dk

Få straks fat i din læge - så er du allerede et skridt på vejen til at få det bedre.
Kamma Kaspersen
formand for Angstforeningen

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 06 mar 2005 21:58

Hej Heidi.

Hvor jeg dog kender det du beskriver. Jeg tror efterhånden jeg har været igennem de fleste angstformer (sygdomsangst, panikangst, socialfobi og agorafobi), når jeg er blevet næsten fri af én form for angst, er den stille og rolig blevet afløst af en ny. Panikangstens symptomer gjorde mig skrækslagen for, at det i virkeligheden slet ikke var angst, men en blodprop, kræft eller noget helt tredje som lægerne bare ikke havde opdaget. SÅ den mindste lille unormale følelse i kroppen gjorde mig virkelig bange.
det går ikke en dag uden at jeg kontrolere min krop og mærker alle mulige symptomer på at jeg fejler noget alvorligt,det er lige fra lungekræft til blodpropper,og det der er mærkeligt er at jeg virkelig har de smerter,jeg kan ikke fårstå dem der siger at det er indbildning...
Ja man mærker det, man har smerterne, følelesen er ægte nok, - men det jeg er kommet frem til, at der nok menes med "indbildning", er at man (ubevidst til at begynde med) går og er så nervøs for, at der skal ske noget slemt, eller at man fejler noget rigtig ubehageligt, at man selv kan fremkalde smerterne/ubehaget.

En overgang rendte jeg også til lægen temmelig tit, men han kunne kun berolige mig for en kort stund. Kort tid efter hvert lægebesøg begyndte jeg at tvivle på, at jeg var blevet undersøgt grundigt nok, så jeg blev hurtigt nervøs igen. Sådan fortsatte det i rigtig lang tid, jeg kan stadig godt blive lidt nervøs en gang i mellem, men jeg har ikke gået til lægen i 1½ - 2 år nu.

Den eneste, der har kunne gøre en positiv forskel har været mig selv.

Jeg måtte simpelt hen blive ved med at sige til mig selv, at det var angsten og mine tanker, der gjorde, at jeg havde det så dårligt, og i lang tid var jeg langt fra overbevist.

Hver gang jeg kunne mærke noget og panikken spredte sig, sagde jeg til mig selv, at jeg kunne være ganske rolig, det var "bare" angstsymptomer, og efterhånden er jeg begyndt at tro på det. Jeg kan stadig ind imellem have brug for at huske mig selv på, at jo mere bange jeg bliver, jo værre får jeg det. Men det beroliger mig at tænke på, at det er angstsymptomer og ikke fysisk sygdom.

Kort sagt, Heidi, fortæl dig selv at det er ok at føle smerter, på et tidspunkt skal du nok blive overbevist.

God bedring!! :wink:

Gitte

Dave
Indlæg: 48
Tilmeldt: 12 dec 2004 13:26
Geografisk sted: København

Indlæg af Dave » 29 jul 2005 09:25

Jeg har været der, og det var virkelig slemt, jeg gik ikke bare til min egen læge, jeg gik også tit til lægevagten om aftenen. De smerter du føler er gode nok, jeg mener smerter er smerter.
Du skal ud af den onde cirkel hvor angsten bliver til smerter, og smerten til angst. I kognitiv terapi arbejder man med en diamant bestående af 4 systemer, følelser, tanker, handling og de kropslige. Og det er helt klart at de 4 systemer er påvirket i hinanden. Når du bliver angst sker der noget i kroppen, der gør at du trækker vejret anderledes, det kan betyde at nogle muskler omkring hjertet bliver ømme osv.
Jeg er enig med Gitte om at du kan kan arbejde dig selv ud af det, men i mit tilfælde var det så indgroet i min bevidsthed, at jeg måtte have hjælp fra psykolog. Men jeg har efterfølgene brugt de tekniker Gitte beskriver. Og når du holder op med at være bange for smerterne, forsvinder de rent faktisk.

-dave

sad-angel
Indlæg: 3
Tilmeldt: 20 jan 2007 21:00

vi er jo ens

Indlæg af sad-angel » 20 jan 2007 21:29

jeg har det akkorart lige som dig og det er forfærdeligt jeg græder meget og ingen forstår mig

somehow

Indlæg af somehow » 22 jan 2007 08:53

Har det nøjagtigt som du beskriver og har haft det nogle år nu.... Ganske enkelt hæsligt og begrænsende for et godt liv. Jeg er startet på SSRI for en måneds tid siden og pillerne tager faktisk toppen af den galopperende angst.... Grundangsten er der dog stadig og den skal jeg have arbejdet væk ved terapi...

KH

Besvar