Hvis nu.....

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
Besvar
en munter melankoliker
Indlæg: 44
Tilmeldt: 08 feb 2009 22:33
Geografisk sted: Fr.Havn

Hvis nu.....

Indlæg af en munter melankoliker » 14 feb 2009 09:00

Jeg sidder tit og funderer over hvad jeg mon ville gøre hvis jeg bliver alvorligt syg....jeg mener vi er jo bange for at blive syge fordi vi er bange for at dø og miste det liv vi elsker men er blevet så bange for at leve......

Hvordan jeg mon vil reagere hvis jeg en dag får kræft??? vil man kæmpe med alt man har, vil man gå helt i hundene og give op eller hvad mon der sker. Det ved man vel ikke før man har prøvet det.

Bare tanken om at konfrontere mig selv med hvis nu.....skræmmer mig og jeg får lyst til at løbe skrigende bort.... Men måske vi skal konfrontere os selv med tanken for at lære at acceptere at døden og sygdomme som kræft altså er kommet for at blive.......
nogen som har gjort sig lignende tanker?
Et godt og langt liv er værd at kæmpe for

mange hilsner fra Pia

lislot
Indlæg: 49
Tilmeldt: 26 okt 2008 19:17

hej

Indlæg af lislot » 14 feb 2009 10:14

da min datter som 11 årig fik kræft i hjernen, fik jeg usandsynlige kræfter, jeg kunne alt, og min angst var pist væk.
det sætter nogle tanker i gang om hvad angst egentlig er for størrelse :?

MissCB
Indlæg: 193
Tilmeldt: 10 jan 2008 21:48

Re: hej

Indlæg af MissCB » 14 feb 2009 11:38

lislot skrev:da min datter som 11 årig fik kræft i hjernen, fik jeg usandsynlige kræfter, jeg kunne alt, og min angst var pist væk.
det sætter nogle tanker i gang om hvad angst egentlig er for størrelse :?
Hej Lislot,kunne bare ikke lad vær med at skrive til dig,men du skrev da din datter som 11 årig fik kræft i hjernen,synes jeg det er virkelig synd for dig,hvordan er det stået til nu,blev hun rask igen eller hvordan??
Knus (undskyld at jeg spørger,du behøver ikke at svare på det)

lislot
Indlæg: 49
Tilmeldt: 26 okt 2008 19:17

det svarer jeg gerne på

Indlæg af lislot » 14 feb 2009 15:45

det er 9 år siden, og min datter har det godt i dag. hun blev opereret og fik kemoterapi, og er i da en flot pige på 20 år.
hun kan dog kun se på det ene øje, pga. svulstens tryk på synsnerven.
ved godt at det måske ikke lige er i dette forum man skal skrive om alvorlig sygdom :? , men ville med dette bare fortælle at angsten mange gange træder i baggrunden, når virkelige alvorlige ting dukker op, det er en helt normal reaktion, sagde min dengang søde psykiater, så får man uventede kræfter, det gjorde jeg også :D

det sørgelige er så bare at at efterhånden som min datter fik det bedre fik jeg det igen dårligt, det er noget sært noget med den angst. :(
tak for interressen, det var meget sødt af dig at spørge, og modigt, det er ikke alle der tør det :?
vh. liselotte

en munter melankoliker
Indlæg: 44
Tilmeldt: 08 feb 2009 22:33
Geografisk sted: Fr.Havn

Indlæg af en munter melankoliker » 14 feb 2009 21:16

Dejligt at høre din datter blev rask Lislot.....det må have været sindsyg hårdt....... og dejligt at høre at der også er håb trods alt selvom man får noget så alvorligt.......

Det er så skidt du har fået det dårligt, men det må et eller andet sted også bekræfte dig lidt i at angst kan overvindes ikke nødvendigvis fordi der sker noget alvorligt som i jeres tilfælde....men det må også kunne lade sig at gøre ellers......

alt det bedste til dig og din datter
Et godt og langt liv er værd at kæmpe for

mange hilsner fra Pia

MissCB
Indlæg: 193
Tilmeldt: 10 jan 2008 21:48

Re: det svarer jeg gerne på

Indlæg af MissCB » 15 feb 2009 18:03

lislot skrev:det er 9 år siden, og min datter har det godt i dag. hun blev opereret og fik kemoterapi, og er i da en flot pige på 20 år.
hun kan dog kun se på det ene øje, pga. svulstens tryk på synsnerven.
ved godt at det måske ikke lige er i dette forum man skal skrive om alvorlig sygdom :? , men ville med dette bare fortælle at angsten mange gange træder i baggrunden, når virkelige alvorlige ting dukker op, det er en helt normal reaktion, sagde min dengang søde psykiater, så får man uventede kræfter, det gjorde jeg også :D

det sørgelige er så bare at at efterhånden som min datter fik det bedre fik jeg det igen dårligt, det er noget sært noget med den angst. :(
tak for interressen, det var meget sødt af dig at spørge, og modigt, det er ikke alle der tør det :?
vh. liselotte
Hej Liselotte.
Gudskelov at hun stadig lever,det er dejlig at hun fik det godt igen....Ved godt at det ikke er den forum man skal skrive om sådan noget alvorlige sygdom,men synes det er en god ting at få det åben og snakket ud osv....'
Jeg troede lige at det lige var sket med din datter....
Ja alle siger jeg er meget modigt og tør spørge om alt,hvis nogen ikke vil fortælle det så er det også ok....Jeg er meget interesseret i alt med læge og psykiater med at gøre....
Men skønt at din datter har det godt :)
Knus Christina

julie74
Indlæg: 700
Tilmeldt: 20 mar 2009 09:08
Geografisk sted: falster

tænker det samme

Indlæg af julie74 » 20 mar 2009 11:19

hej :) Jeg har samme tanker som dig. Det jeg har tænkt meget på, er at hvis jeg får kræft en dag, om jeg så vil tackle det meget bedre end andre?? netop pga. vi jo altid har det og opfører os som om vi har en kræftdiagnose. Altså vi "ved" lidt hvordan det føles.. Førstår du :)
lev i nuet. Kærlig hilsen Julie

Besvar