Føler mig som fange i min egen krop......

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
Besvar
spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Føler mig som fange i min egen krop......

Indlæg af spurven » 28 aug 2007 14:54

Hej alle... Er ny her på forummet og har lige brugt et par dage på at kigge lidt rundt og føler mig nu klar til at fortælle om min egen situation.

Jeg er 27 år og har nok altid været den lidt bekymrede og ængstelige type men som samtidig havde et godt og velfungerende liv. I sidste del af folkeskolen gik det så helt galt og jeg røg fuldstændig ned med en depression blandet med angst. Mine tanker kredsede meget om selvmord og var i det hele taget meget selvdestruktiv og bange. Har brugt mange år og samtaler hos forskellige behandlere for at komme ovenpå igen. Endte med i 2002 at komme hos en psykiater som satte mig i Efexor behandling. Denne havde en god virkning på mig og jeg fortsatte i 3 år.

Sidste sommer følte jeg så at jeg var klar til at trappe ud af medicinen, da jeg synes at mit liv nu var fyldt med så mange gode og dejlige ting. Havde fået en fantastisk kæreste, startet på min uddannelse og havde det generelt rigtig godt og har desuden den grundholdning at medicin kun skal anvendes i nødstilfælde. Udtrapningen gik fint og jeg havde 6 gode mdr.

Det skal lige siges at min store angst altid har været at kaste op eller at andre skulle kaste op og specielt hvis der skulle være nogen i nærheden af mig hvis jeg skulle kaste op. For ca. 6 mdr. siden kunne jeg så pludselig mærke at den angst så småt begyndte at komme snigende når det nærmede sig aften og jeg skulle i seng. Blev frygtelig bange for at vågne op og så skulle kaste op om natten og det stressede mig endnu mere at jeg jo vidste at min kæreste var ved siden og ville kunne høre det, hvis jeg kastede op. Det blev efterhånden sværere og sværere for mig at falde til ro om aftenen og mine symptomer blev efterhånden mere fysiske. Jeg synes jeg fik kvalme og ondt i maven om aftenen. Var klar over at min angst måske var på vej tilbage og bad min læge om en henvisning til en psykiater men følte sagtens at jeg kunne styre det på daværende tidspunkt, da det jo næsten kun var der om aftenen.

I mellemtiden sker der så det, at jeg rammes af en maveinfluenza og kaster op om natten og har rigtig ondt i maven. Her sidder jeg 3 mdr. senere og næsten 20 kg. tyndere og er stadig ikke kommet ovenpå –TVÆRTIMOD!! Smerterne i maven og kvalmen fortsatte. Jeg kunne slet ikke komme ud af det og turde slet ikke spise noget af frygt for at skulle kaste op igen. Rendte selvfølgelig min læge på døren da jeg blev mere og mere nervøs for hvad jeg fejlede. Har været igennem en masse undersøgelser (mangler kun den for tarmene) og intet kan påvise noget unormalt. Får mavesyrepiller da jeg ofte har døjet med refluksgener. Men i hele dette forløb har jeg udviklet en helt frygtelig sygdomsangst. Kan hverken spise eller sove eller i det hele taget fungere. Min krop ryster konstant, hjertet banker, jeg er svimmel, har ondt i det øverste af maven og ved tarmene og har kvalme. Er mere end 100 % overbevist om at jeg fejler noget meget alvorligt og har været igennem mange diagnoser…. Mavesår, blødende mavesår, tarmbetændelse, tarmkræft, halskræft osv. osv….. Kunne blive ved ;)

Har heldigvis et fantastisk netværk som er en kæmpe støtte men det hele er så frygteligt lige nu at jeg slet ikke kan holde ud at være i min egen krop!! Kan slet ikke få fred for de frygtelige tanker og de frygtelige fysiske symptomer. De er der 24 timer i døgnet og lader mig ikke engang sove i fred. Og hvorfor skal det være så helvedes svært at få hjælp at kompetente mennesker. Alle psykiatere jeg kontaktede havde frygtelig lang ventetid. Endte på psykiatrisk skadestue hvor jeg fik sovepiller og de satte mig i gang med Efexor behandling igen. Problemet var bare at jeg ikke turde tage disse piller af frygt for at de skulle få mig til at kaste op og måske bløde fra maven. Det hele blev meget værre. Er nu endelig kommet ind hos en psykiater og er kommet igennem den første uge på Efexor. Er frygtelig angst og føler hele tiden kvalme. Kæft, hvor er det hele bare hårdt…. De sidste uger har min største frygt været tarmsygdomme/kræft da min afføring længe har været mærkelig og med gulligt slim, og får sådan nogle jag nede ved tarmene og underlivet – Andre der har prøvet det???? Prøver med min fornuft at sige til mig selv, at det sikkert er fordi jeg nærmest ingenting spiser men det nytter ingenting… Angsten har sit tag i mig og jeg kan intet gøre….. Hvert minut er en kamp og håbløsheden er enorm….

Det var en lang smøre men håber nogen orker at læse og skrive tilbage…
Knus herfra

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 28 aug 2007 21:22

Hej Spurven!

Først vil jeg lige byde dig hjertelig velkommen her på angstforeningen.

Læste dit indlæg, og følte bare at jeg MÅTTE skrive lidt til dig.

Jeg føler med dig, og din historie vækker desværre gamle minder til live hos mig. Jeg har selv haft en periode i mit liv hvor kvalmen nærmest invaliderede mig. Turde ikke bevæge mig uden for en dør af frygt for at kaste op foran en masse mennesker. Hvis jeg var i selvskab med nogen hos mig selv, skulle jeg være sikker på at kunne komme ud.....væk i tilfælde af jeg pludselig skulle kaste op. Og til tider var det så slemt at jeg ikke kunne andet end at sidde med en spand hos mig konstant, da jeg var overbevist om at jeg ikke engang ville kunne nå ud på toilettet.

Jeg tabte mig helt enormt. Var totalt afkræftet til sidst. da jeg i forvejen ikke havde særligt meget på sidebenene.

Det er mange år siden nu. Jeg var ca 17 år (er i dag 34 år). Og pga min alder, og et par praktiserende læger der ikke havde særlig meget forståelse for hvad angst var, endte jeg til sidst med (uden min viden) at blive indlagt på hospitalet med anorexi. Var ikke noget der gavnede min sag. Det hele var ellers startet ud med en periode med enorme panikanfald, hvor det var dem der var det der invaliderede mig. Panikanfaldene vendte tilbage da jeg var indlagt på sygehuset, og endelig var der en læge der, der forstod hvad der virkelig var i vejen med mig, og sørgede for jeg blev udskrevet og kom til en psykriater.

Jeg kæmpede. Jeg fik diagnosen panikangst, og samtidig at vide at det ALDRIG havde drejet sig om anorexi. Mit møde med psykriateren blev kort, da det lykkedes mig at kæmpe mig ud af angsten greb og vende tilbage til et "normalt" teenage liv. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig hvad det var der havde gjort udslaget, sådan at du måske kunne afprøve om det samme ville virke for dig.....men desværre :-).

Angsten vendte tilbage da jeg var først i 20'erne. Kom til psykriater og startede medicinsk behandling. Stoppede da jeg lærte min mand at kende. Havde nogen gode år. Fik mit første barn. Da han var 3 år fik min mand kræft. Angsten kom atter og jeg startede igen på medicin. Stoppede medicinen, og fik mit andet barn. Fik igen angst da han var ca 1 år gammel, og gik så igang med medicin igen.

Jeg har haft et liv med angst on/off. Heldigvis mest off, med nogen rigtig gode år. I dag lever jeg et normalt liv, men kan ikke sige mig fri for at angsten ind imellem stikker sit grimme fjæs frem. Min angst går mest på åndenød/vejrtrækningsproblemer og hvad der til hører. Men engang imellem kan denne skrækkelige kvalme altså også dukke op, men jeg har lært at takle det.

Nu skal du give din medicin en chance tror jeg, nu hvor du er kommet igang. Derefter skal du igang med noget terapi af en eller anden slags. Ved ikke hvad din psykriater har tænkt sig? Er han/hun kommet med nogen forslag til dit videre forløb?

Hvad med din uddannelse? er du istand til at passe den?

Åh hvor er det bare hårdt at være dig lige nu. Men giv ikke op. Det er ikke håbløst. Du er kommet over det en gang før, og det vil du komme igen. Men det tager tid.

At din afføring ser ud som den gør er altså helt normalt når du ikke indtager føde. Ligeledes er smerterne i din mave.

Prøv at sige til dig selv at man ikke dør af at kaste op. Det er væmmeligt - ja!, men så er det heller ikke værrer. Jeg ved hvordan du har det, men du er nødt til at prøve, og blive ved med at prøve. Prøv med noget tørt brød. det kan maven ikke sådan kaste op. Nogen bruger at spise tørt brød hvis de f.eks. har søsyge, for når munden tygger vender maven sig ikke, og tørt brød glider ikke bare sådan op. Prøv, prøv, prøv igen og igen.

Lån nogen bøger om emnet angst, så du også får en bedre forståelse for hvad det er der sker i din krop. Den der hedder "trangerum og åbne pladser" er bare super, og har også en rigtig god og nemt forståelig beskrivelse af det der sker i din krop når du har angst.

Godt at du har et godt netværk omkring dig. Det er bare så vigtigt.

Jeg tænker på dig og føler med dig. Håber du vil skrive mere om hvordan det går

Mange tanker fra
Tina
TiKa

charlot
Indlæg: 13
Tilmeldt: 23 apr 2007 19:08
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af charlot » 29 aug 2007 07:59

Kære Spurven

Føler virkelig med dig... Men du er på vej op igen. Se det som at du nu har været en tur på bunden, er begyndt på medicin, er igang med at få tilbudt behandling og har meldt dig under fanerne i forummet her, hvor der bare er så meget hjælp og sympati at hente....

Det er vigtigt, som Tina skriver så fint, at du accepterer din angst for at kaste op, og forsøger at få noget mad ned... I perioder med vild kvalme har jeg tyet til kartofler, bare kogte med lidt smør og salt på så de kunne glide ned... (jeg kunne tygge på en kartoffel i en evighed, før den kom ned, men jeg var meget beslutsom! :-)) Forsøg at afdramatisér det at at kaste op, vi alle gør det jo engang imellem, og det er hverken pinligt eller dårligt af dig. Bliv ved med at sige til dig selv at det er helt normalt at kaste op engang imellem, til sidst vil det blive sandt for dig.... Du kaster jo ikke op, vel? Jeg er selv angst for at besvime, når jeg er i en skidt periode, men jeg gør det aldrig!

Jeg synes du virkelig skal presse på for at komme igang med noget kognitiv behandling. Måske kan dit netværk hjælpe dig når du skal til samtaler med lægen, så du kan visiteres til et offentligt behandlingstilbud på et hospital i nærheden af dig. Hvis der er for lang ventetid kan du overveje en fobiskole, som du desværre selv skal betale. Jeg har selv prøvet fobiskole et par gange og hver gang har jeg fået nogle værdifulde værktøjer, som er med til at jeg kan holde min angst på et rimeligt acceptabelt niveau.

Dine smerter i kroppen og forstyrrelser i fordøjelse osv kan du minimere ved: afspænding, motion og massage.
Afspænding: Køb evt på nettet Yoga Nidra, dybdeafspænding (yoga.dk), der får man virkelig slappet af (og husk ikke at have tungen oppe i ganen, stopper tankestrømme :-))
Motion, tænker du, ikke dét jeg har mest lyst til. Start med at gå nogle ture. Sæt faten op og gå til. Nogen gange hjælper det også mod den vrede, som kan ophobes over ens situation :-) Sæt farten yderligere op, hvis du kan og løb let.... Det er rigtigt effektivt mod angst (se andet indlæg fra igår). Øv dig på at tænke positive tanker når du løber, kig på træerne, nyd naturen og forsøg dermed at holde de automatiske negative tanker væk... Hvis det er for svært at holde tankerne væk, så lån evt lydbøger og hør mens du går...
Massage er rigtigt godt. Din mave er sikkert vildt anspændt af at der har været negativ fokus på den så lang tid. Mørbraden, tror jeg min fysioterapeut engang kaldte den, kan være sindssygt spændt og give mange smerter. Også underlivsmuskulaturen kan være anspængt og give smerter og træthed og jag i området. Der findes nogle øvelser, måske kan du finde dem på nettet, jeg skal forsøge.... Under alle omstændigheder er massage en rar måde at forkæle sig selv på....
Adspredelse er også et nøgleord, gør så meget du kan der gør dig "glad" og som du skal koncentrere dig nok om, så negative tanker ikke får adgang....

Bøger er også gode, lær så meget om angst som muligt. Der findes en litteraturliste på hjemmesiden her....

Hold ud og som Tina også skriver, giv medicinen tid til at virke. Om ikke så lang tid vil du forhåbentlig kunne mærke en lille bedring, som bliver mere og mere markant som tiden går. Du får mere energi til at tage dig af dig :-)

ønsker om snarlig bedring

Mvh Charlotte

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Indlæg af spurven » 29 aug 2007 18:58

Hej Tika

Tusind tak for svar og velkomst. Har sendt en privat mail til dig.

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Indlæg af spurven » 29 aug 2007 19:07

Hej Charlotte

Tusind tak for dit svar.

Er kommet i kontakt med en psykiater i Fredericia, som desværre ikke kunne presse mig ind men hun havde en tidligere sygeplejerske ansat, som er terapeautisk uddannet med erfaring indenfor bl.a. angst. Hende har jeg foreløbigt været til en samtale hos og skal imorgen mødes en enkelt gang med psykiateren, da det jo er hende der har det overordnede ansvar for mig og hende der skal stille en diagnose og styre medicinering.

Er bare fuldstændig dødsensangst og ganske overbevist om, at jeg har M. Crohn, blødende tyktarmsbetændelse eller tarmkræft, da jeg meget længe har haft den gullige slim i min afføring. (Ja, ved godt det er lidt vammelt...)
Tankerne kredser ikke om andet og angstens fysiske symptomer er helt frygtelige... Kan ikke holde ud at være i min egen krop... Og endnu værre er det hver gang jeg skal på toilet... Fuck, hvor er det bare hårdt... Kan ikke holde en positiv tanke mere end max 3 sek. så vælter alle sygdomstanker og billeder igen ind over mig....

charlot
Indlæg: 13
Tilmeldt: 23 apr 2007 19:08
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af charlot » 29 aug 2007 19:55

Kære Spurv

Jeg ved hvordan du har det. Véd også at det ikke hjælper dig det store.... men håber solidaritet kan støtte dig...

De 3 sekunder du er fri for negative tanker ER noget. Forsøg at forlænge det til 5 sekunder (tag om nødvendigt tid med et stopur), sut på et bolsje imens og beskriv smagen på det for dig selv. Beskriv rummet, farver, møbler osv. Det er god træning, selvom det virker kunstigt i begyndelsen.

(Næste skridt i denne øvelse, når du har det bedre! er bevidst at skifte mellem de negative og de neutrale (og måske endda positive) tanker. )

Der er intet af det du tænker der er vammelt. Vi har det ALLE i os, både angste og ikke-angste. Vi overdriver det bare helt vildt. Og det er faktisk et sundhedstegn at du véd det er en overdreven tanke og det er måske også derfor du har en fornemmelse af, at ikke kunne holde ud at være i din krop.

Husk på at medicinen også kan give dig ekstra angst-symptomer...

KH Charlotte

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

HJÆLP.........!!!!

Indlæg af spurven » 31 aug 2007 14:28

Det hele er så frygteligt idag... Kan slet ikke se mig ud af det... Ryster og græder konstant... Er sikker på at jeg fejler noget alvorligt og det kan slå til hvert sekund det skal være. Har længe været rød og irriteret i min hals og min ene mandel er hævet. Nu er min lymfeknude også hævet og jeg har fået sådan noget vammelt belægning på tungen... Ved jo at det betyder at kroppen kæmper med en eller anden infektion eller betændelse og det styrker bare min frygt for at jeg fejler noget endnu mere!! At jeg sikkert har betændelse i mine tarme og det er det kroppen kæmper med!! Synes også jeg kan mærke en masse små knuder i underlivet mellem skambenet og lysken. Kan det bare være muskelspændinger, der mærkes lidt hårdere og som er hævet lidt fordi jeg hele tiden mærker efter...???!
Havde været rart med en livechat... Har sådan brug for at snakke med nogen...

Marie
Indlæg: 99
Tilmeldt: 06 sep 2003 09:24

Indlæg af Marie » 31 aug 2007 16:50

Kære Spurv.

Det lyder som halsbetændelse. Synes du skal gå til lægen og få noget penicillin - så kan han jo også lige tjekke om de små knuder ikke er noget ganske ufarligt, som du bare er kommet til at fokusere på.

Tag til vagtlægen, hvis du ikke allerede har været af sted - for nu er det jo fredag aften.

Håber du snart bliver rask og får en god weekend.

Marie :wink:

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Indlæg af spurven » 31 aug 2007 16:55

Hej Marie.

Tak for dit svar.

Er ret sikker på at det ikke er halsbetændelse. Har haft masser af halsbetændelser. Mit svælg og gane er også meget irriteret. Min store frygt er jo kvalme og opkastning, så tænker også lidt om man faktisk kan synke så overdrevet mange gange at man bliver helt irriteret og rød?! Nogen der har prøvet det?? Tænker også om det kan være fordi jeg har været så frygtelig tør i munden i meget lang tid både pga. angsten og medicin....

charlot
Indlæg: 13
Tilmeldt: 23 apr 2007 19:08
Geografisk sted: Sjælland

Indlæg af charlot » 31 aug 2007 20:05

Kære Spurven

Synes det lyder som du har det ganske ufatteligt forfærdeligt. Du er i en tilstand hvor du torturerer dig selv og jeg synes som Marie foreslog at du skulle tage at gå til vagtlægen og få checket din hals. Du har nok fået en banal infektion eller svamp som irriterer dine slimhinder og som yderligere fokus fra dig forværres.

Jo, jeg har haft "klump i halsen", ekstrem tørhed, rødhed, ømhed. Jeg var til halslæge, hun havde kamera hele vejen ned i svælget og kunne se irritationen! Hun sagde at irritationen også kunne skyldes de samme bakterier som man kan få mavesår af. Jeg fik taget blodprøver og jeg havde faktisk antistoffer mod denne bakterie, dog kunne de ikke sige om bakterien var present eller var på besøg i mit system for længe siden. Jeg insisterede derfor på at få en gastroskopi, kamera ned i maven. ikke sjovt, men det skulle jo gøres. Der var ikke skyggen af sår eller andet i maven! Jeg fik anbefalet pantoloc, som hæmmer mavesyren (havde også symptomer på refluks, som dig) og de hjalp! Maven er vist centeret for vores følelsesliv. Der sidder en millionmilliard sensorer, som i øjeblikket kommer til udtryk på fuld kraft...

Jeg tror jeg efter et stykke tid accepterede at kroppens ubalance (pga angst) gjorde at min spytproduktion var anderledes, at jeg sank mere og at jeg tvang mig til at synke hvor der ikke var "refleks" til at synke... og mærkede udvendigt og trykkede på kirtler konstant. For mig er der helt sikkert en grund til at man siger at ens hals "snører sig sammen" af angst, for det er sådan den føles....
Jeg begyndte derfor at slappe mere af overfor lige præcis det område i min krop og langsomt bedredes tilstanden. Der havde jo heller ikke været noget abnormt at se for eksperterne! (irritation er ikke abnormt...) Det var i foråret sidste år og var nok startskuddet til efterårets angstperiode, fordi der også kom en masse andre ydre og indre omstændigheder til (dårlig økonomi, abort, angst for andre kropslige områder). "Endte" i julen med opstart af medicin igen ... Men det er jo en proces, både at få medicinen til at virke og så bagefter arbejde med tankerne, når du har overskud til det....

Men synes altid du skal få det undersøgt, så fysiske tilstande kan udelukkes ! Véd at denne sætning kan skræmme dig for vid og sans, men det er vigtigt at vi ikke er så bange for at gå til lægen, at små, banale fysiske tilstande får lov til at terrorisere os!

Men få checket halsen, du skal ikke gå og være så urolig over det!

KH Charlotte

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Indlæg af spurven » 01 sep 2007 12:30

Tak for svar.
Tænker også selv at det sikkert er en banal infektion eller svamp men hvorfor får jeg så det lige nu??! Synes jo bare det undebygger min frygt om at jeg har en infektion eller betændelse i mine tarme.... Ved jo at både mandler og lymfeknuder er en del af immunsystemet og det betyder jo de er ved at bekæmpe noget... Og mht. svamp har jeg også læst at det er noget som tit kommer pga. bagvedliggende sygdom....

Spørger også lige om noget andet... I maven og nede ved underlivet (overalt) kan man hvis man mærker godt efter mærke sådan en masse små kugler... Nogen der ved om det bare er muskelfibre?? Og om det er normalt at de godt kan bliver lidt større og ømme hvis man spænder meget og mærker meget på det??
Er så bange for at det er tegn på M. Crohn, da jeg jo ved at smerterne herved skal sidde nederst i højre side... Men aner ikke hvordan smerterne skal føles... Kæft, hvor er jeg bare langt ude!! Og har ikke engang taget medicinen i 2 uger endnu... Kan slet ikke forestille mig at jeg nogensinde bliver mig selv igen og får det godt..... :cry: :cry:

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 03 sep 2007 20:44

Hej igen

Hold da op! Jeg må støtte fuldt op om Charlot når hun siger at du befinder dig i en tilstand hvor du torturerer dig selv. Og det i en sådan grad at jeg tror alle der læser dit indlæg, føler med dig, og ønsker lige netop de kunne sige eller gøre et eller andet der kunne bryde den onde cirkel du lige nu befinder dig i.

Du har virkelig brug for hjælp. Professionel hjælp. Jeg ved du er startet hos en psykriater, men spørgsmålet er om det er godt nok?? Hvordan er din kontakt til din praktiserende læge?

Jeg sidder og tænker på hvor fra din angst for Chrom's kommer? Prøv at tænke tilbage og føle efter aller inderst inde! Hvornår opstod den tanke/frygt? Hvor fra kender du så meget til lige netop den lidelse? Er der nogen i din omgangskreds der lider af den? Prøv at spole tilbage.

Du er så fucuseret på det, så jeg ser altså ingen anden udvej end at du går til din læge og beder han/hun se på alle de ting du går og er bekymret for. Du kan ikke blive ved med at tumle rundt med alle de ting selv. Det æder dig op, og vokser kun fra dag til dag. Afsted med dig. Du har et godt netværk. Tag din mor eller en veninde med.

Til sidst vil jeg bare lige sige til dig, at alle lymfer osv vokser jo mere vi piller ved dem.

Kan godt være at dit immunforsvar er ved at bekæmpe en infektion et eller andet sted i din krop. Men en almindelig blodprøve ved lægen kan fortælle om du har en betændelses tilstand et eller andet sted i kroppen. Få taget en sådan, og hvis den er positiv så må det jo være op til din læge at finde ud af hvor den betændelse befinder sig. Hvis den er negativ, ja sååååå............har du i hvert fald ikke betændelse i dine tarme eller noget andet sted.

Knus og tanker fra Tina.
TiKa

spurven
Indlæg: 24
Tilmeldt: 27 aug 2007 12:30

Indlæg af spurven » 06 sep 2007 11:48

Tak for svar.

Ved godt jeg torturerer mig selv men jeg er jo ikke i stand til at styre det selv på nuværende tidspunkt.... Det er jo det der er så frustrerende...

Har fået taget blodprøver ved lægen og de var helt normale men har jo desværre læst at man godt kan have sygdommen selvom blodprøverne er normale....

Tanken er jo nok opstået fordi jeg har haft ondt i maven og kvalme i 3 mdr. og tarmene er det eneste jeg mangler at få undersøgt men pga. min psykiske tilstand er jeg pt. ikke i stand til at gennemføre de undersøgelser.
Og i tråd med min sygdomsangst har jeg jo selvfølgelig også siddet usandsynligt mange timer på netdoktor osv. Plus at jeg jo, som beskrevet i min tidligere tråd, har haft nogen fordøjelsesmæssige problemer og en lille bitte smule blod i afføringen nogle få gange. Ganske ganske lidt og hver gang har det været i forbindelse med "hård mave" (undskyld min åbenhed :/)

Min mor og kæreste er overbeviste om at alle mine maveproblemer og smerter skyldes at jeg psykisk har det så skidt og er så frygteligt bange for lige præcis sygdomme i mave-tarm kanalen.... Men synes det er svært at tro på... Hvis psyken virkelig kan gøre din krop så dårlig...?! For jeg HAR jo vitterligt ondt i maven og jeg HAR jo kvalme.... Rigtige fysiske symptomer....

Håber bare snart medicinen begynder at hjælpe så det værste letter lidt... Trappede op på 150 mg Efexor i fredags og skal trappe op igen allerede ugen efter... Tør jeg næsten ikke :( Er så bange for bivirkningerne...

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 06 sep 2007 20:47

Hejsa igen igen!!!!

Ja sikke noget hva? Det er jo den onde cirkel.
Du er nødt til at tage medicinen for at få det bedre, men du tør ikke tage medicinen fordi du er bange for at du får det dårligt af den.
Du er sikker på at du lider af en sygdom i tarmen fordi du ikke har fået det afkræftet af en undersøgelse, men du kan ikke gennemføre undersøgelsen fordi du har det så dårligt af angst for at være syg.
Det er noget rod!

Men nu hvor du har besluttet dig for at give medicinen en chance og allerede er startet op, så er det også vigtigt at du fuldfører det.

Pyt med den undersøgelse. Hvis der havde været en reel mistanke om at du fejlede noget alvorligt,havde din læge garenteret været meget mere vedholdende for at få dig afsted. Tror han har henvist dig for at du kunne blive overbevist om at du intet fejler.

Jeg tror på at det er din sygdomsangst du skal have behandlet (hvilket du jo er igang med), for selvom du fik den undersøgelse og fik at vide at dine tarme intet fejler, så vil din angst stadig være der og hurtigt få dig overbevist om at du så fejler noget andet i stedet for så. Det er skruen uden ende så længe angsten stadig er der.

Jeg har nok tildæns til at give din mor og kæreste ret. Jeg tror også på at det er angsten der er dit problem. Og det ved du jo et eller andet sted også godt selv. Ellers var du jo ikke her :-)

Og ja! Angst kan godt give de fysiske symptomer du nævner (her taler jeg af egen erfaring). Men du er ikke alene og der er håb forude. Husk det!!!!

Knus og mange mange tanker fra
Tina
TiKa

Besvar