Beretning om Stress, udbrændthed og depression. Hjælp!

Stress kender vi alle i større eller mindre grad.
Besvar
Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Beretning om Stress, udbrændthed og depression. Hjælp!

Indlæg af Mug_Bolle » 07 apr 2005 04:53

kommer lige med en lang beretning. det er noget jeg aldrig rigtig har prøvet at beskrive før, da jeg finder det vildt svært at finde de rette ord. men nu prøver jeg. hvis nogle kan give mig nogle svar bliver jeg rigtig lykkelig.

Når jeg tænker mig om, har jeg altid lidt af social angst, dog uden at vide det.

når jeg læser om "den typiske type" der får stress, passer jeg faktisk perfekt herpå. Jeg har altid ville være med og være god og rede hele verden. Følte det var mit ansvar at løfte stemningen hvis de gamle havde skændtes. Hvis nogle venner var sure eller kede af det eller bare krævede noget af mig menneskeligt, følte jeg mig forpligtiget til at opfylde deres krav, og kunne jeg ikke, følte jeg mig skidt tilpas. Alle skulle helst kunne lide mig og jeg ville gerne være den bedste til det hele. kort sagt, er jeg en behager. Den sjove, klovnede type, der kun er det, fordi jeg bilder mig ind det er nødvendigt for folk skal kunne lide mig. hvis andre er glade, er jeg det også - men fandme ikke før. Samtidig har jeg aldrig rigtig følt mig noget værd. i de mindre klasser var jeg typen der havde få venner, men blev ellers blot set som et udskud, og selvom jeg måske ikke blev altid anset således, følte jeg mig i hvert fald sådan.
Tanker om man intet er værd, kombineret med ambitioner om at være den bedste, kan kun være stressende. Jeg har aldrig haft det fedt med at komme i skole og har derfor pjækket meget. Samtidig lægger min far ultra meget vægt på det faglige, og der har jeg heller aldrig været specielt stærk – så fiasko måtte være indbegrebet af mig.

Det var vist min indledning.

Da jeg gik ud af 9. havde jeg selvfølgelig ikke vildt mange venner. Det meste af sommerferien, inden jeg i 10. skulle på efterskole, tilbragte jeg foran computeren og kedede mig sindssygt meget. Tror jeg checkede mail 200 gange på en dag for at modtage 1 – 3 reklamemails : ).. det siger en del.. men da jeg så startede på efterskolen, var jeg en del forandret. Jeg var ikke mig selv mere. For det første var jeg underligt bange for alle mennesker. Mere end jeg ellers ville være det. Tidligere i livet har fremmede mennesker har været min stærke side, men har haft det rigtig glimrende med dem jeg så kendte. Men nu kunne jeg ikke se nogle i øjnene. Selv ikke min mor eller far. Var bange for det. Jeg reagerede ved at stirre lige ind i øjnene, for kunne ikke finde et naturligt leje, og var bange for nogen gennemskuede angsten. Eller også lod jeg som om jeg lavede noget andet så jeg derfor ikke lige kunne kigge dem i øjnene. F. eks. Legede med min mobil. Selv det at røre et andet menneske havde mistet sin glød. I stedet for varme og kærlige følelser, bemærkede jeg bare; hud.. al kommunikation via kropsberøring og øjenkontakt og stemmeleje kunne jeg slet ikke finde ud af længere. Jeg fattede det simpelthen ikke. Det er meget svært at beskrive. Normalt ville jeg skulle bruge et par dage med et nyt menneske for lige at bryde isen, og så kunne jeg ellers blive venner med alle og i alle aldersgrupper. Men nu var der ligesom ikke noget at gøre. Jeg snakkede med en pige en af de første dage i toget på vej til skolen. Samtalen blev ret akavet, men jeg tænkte, at det er meget normalt for mig de første gange med et nyt menneske, og det ville gå over når jeg lige lærte hende at kende, som det ellers altid havde gjort, når isen lige blev brudt. Men nej, uanset hvem jeg snakkede med og hvor længe og meget jeg forsøgte, blev jeg ved med at være angst for dem. Det galt alle mennesker. Mine forældre, gamle venner, min søster – you name it. Jeg kunne heller slet ikke finde på noget at snakke med nogen mennesker om. Det var som om hele min personlighed var blevet slettet. Før i tiden ville jeg have elsket at kommer op til min farmor da hun er et rigtig dejligt menneske, men nu ville jeg helst undgå al kontakt med hende. Det var som om mine følelser bare ikke længere var der - Kun erstattet af en række negative og angste. I weekenderne på skolen kunne vi tage hjem, og det benyttede jeg mig af, da jeg ikke turde eller ville være der ovre alene med en flok mennesker. Og det virker underligt, krænkende, ynkeligt og ydmygende bare at tilbringe al tiden alene på værelset. Så ved man at folk siger: hvad er det for en underlig én, der aldrig kommer ud. På dette tidspunkt havde jeg ingen anelse om hvad der var galt med mig, vidste bare jeg ikke havde det godt. Men kunne ikke få mig selv til at sige det til nogle. Men jahh - når jeg så skulle hjem i weekenderne, blev jeg hentet af de gamle, og vi havde en 20 min hjem i bil efter jeg var stået af toget. Et raskt, unge menneske ville i denne situation have en masse at fortælle sine forældre. Men jeg følte ikke rigtig noget – andet end at jeg følte mig forkert – for havde ikke nogle venner der over og jeg kunne ikke snakke med nogle uanset hvor meget jeg anstrengte mig. Jeg ville ikke snakke med mine forældre for det var jeg bange for. Og jeg ville slet ikke se dem i øjnene. Det var som om de ikke var nogle jeg havde kendt hele livet – blot nogle tilfældige mennesker. Jeg prøvede at leve op til det man forventer af en der lige har haft en oplevelsesrig uge med vennerne og hostede op med nogle historier fra ugen og forsøgte at fremlægge dem interessante, selvom der ikke rigtig var nogle. Jeg ville ikke have at nogle vidste noget om hvordan jeg havde det. Så jeg prøvede også samtidig at få det til at lyde som om jeg havde fået en nogle venner og sådan noget. Men reelt havde jeg slet ikke noget godt at fortælle, for hele min personlighed var slettet – bedre kan jeg virkelig ikke sige det.

Her er en ret beskrivende beretning om hvordan mit hoved fungerede: en aften hvor jeg lå alene på mit værelse tænkte jeg virkelig meget over at hoppe ud af vinduet og lande med hovedet først. Der var 2 ting der fik mig på andre tanker. 1. vidste jeg ikke med sikkerhed om jeg ville dø. 2. kunne det jo være jeg ville få det bedre. Alle har vel, selvom man slet ingen intentioner har om at føre det ud i livet, prøvet at tænke på det med at gøre selvmord. Og det havde jeg som endnu mindreårig. Der tænkte jeg på min familie, og da jeg forestillede mig deres reaktion for mig, blev jeg, stadig som lille, vildt ked af det og begyndte at græde. Disse tanker om familien, kom jeg til at tænke på mens jeg lå der på efterskolen, og så puttede jeg dem bevidst ind i mit hoved igen. Men egentligt var jeg fuldstændig ligeglad. Det rørte mig ikke en fuck. Blev bange over jeg ikke engang kunne græde over det og fik dårlig samvittighed.

Som tiden gik, fik jeg det bedre. Jeg begyndte at spille computer med nogle derfra i weekenderne og fik nogle venner derigennem. Der gik nok ½ år inden jeg rigtig fandt en at snakke med. Ikke fordi jeg kunne lide at snakke med ham eller fordi jeg følte jeg havde noget at dele ud af. Snakkede nok mest med ham for at virke normal. Anede faktisk ikke hvad jeg skulle snakke om. Ofte forberedte jeg eventuelle samtaler. men alligevel, af en eller anden grund, blev han ved med at snakke med mig. Det er mig stadig en gåde hvorfor, for han var på ingen måde upopulær og havde slet ingen problemer med at snakke med andre folk. Han tilbragte bare meget tid med mig. Igennem ham fik jeg nogle andre venner og veninder, og til sidst opdagede jeg at jo mere tid jeg tilbragte med andre mennesker, jo bedre fik jeg det faktisk. Denne terapi skete på et helt ubevidst plan. Kunne bare mærke jeg pludselig fik det lidt bedre.

Tiden gik og jeg fik det bedre endnu og nogle tættere forhold til menneskerne omkring mig. Selvom jeg ikke rigtig følte noget andet end angst og sådan noget lort, virkede det som om de jeg omgik, godt kunne lide mig.

Jeg er 18 år nu og med små sejre af gangen er jeg faktisk kommer ret langt. I dag snakker med mange mennesker og nogle endda helt uden at være den mindste smule angst. Når jeg læser om de forskellige mentale sygdomme og høre andre beskrive dem, kan jeg i mig selv genkende: social angst, stress, det der kaldes at gå i sort / være udbrændt (måske som følge af stress) og depression. Jeg gør mig dog en del overvejelser omkring, om det overhovedet er muligt for en dreng på 16år, som var den aktuelle alder for mig, simpelthen at blive udbrændt og gå i sort, som man også kender det fra folk på arbejdsmarkedet! Angsten er jeg sikker på jeg faktisk har haft altid. Turde ikke engang gå til gymnastik uden mor som lille, og selvom hun var der, tude jeg faktisk heller ikke deltage i selve lektionen. Nok også pga. angst jeg aldrig rigtig kunne falde til i en klasse. Depression kan, som jeg ser det, både være opstået pga. den store nedtur i mit liv da jeg startede på efterskolen eller ganske simpelt ved for meget stress.
Selvom jeg tydeligt har det meget bedre i dag, er der stadig nogle ting som ikke er på plads. Jeg har symptomer som en med stressniveau så seriøst at han/hun burde sige jobbet op straks og søge professionel hjælp. I hvert fald ifølge hvad jeg kan finde på nettet. Derudover er jeg stadig ikke helt glad for at være alene med bestemte mennesker, så det undgår jeg bevidst. Jeg føler ikke min personlighed er slettet længere, den er kommet delvist igen eller blevet genopbygget. Men der mangler stadig noget. Mine følelser er bare ikke det samme længere. En grøn skov har ikke det samme som over sig længere og forhold til mennesker er ikke det samme. Frygter min gnist er væk for altid. Mine energiressourcer er begrænsede. På en skoledag kan jeg opleve næsten hver dag at jeg, i en periode, bare ikke orker andet end at sidde og kigge ud i luften, og snakker folk til mig, har jeg meget sænket stemmeleje. Der er jeg bare nød til at slappe lidt af, for at komme i gang igen. Alligevel, selvom jeg ved det ikke er godt, prøver jeg at skjule mine tilstande. Jeg har virkelig svært ved at lave noget når jeg kommer hjem fra skole. Jeg kan ikke samle mig om noget og min evne til koncentration om en give ting, er generet virkelig dårlig, ikke bare efter skole. Specielt hvis det ikke har min interesse. Det er som om min hjerne kun er 50 % om de ting jeg prøver at lave. Min evne til problemløsning er også dårlig. I en skoleopgave hvor der ikke er en ”fast” ting at gribe fat i, som fks. matematik, men derimod en meget selvstændig opgave hvor man skal lave et produkt, skrive en hel rapport og arrangere virksomhedsbesøg, der knækker hele min film. Kan slet ikke overskue det. Udsætter hele tiden og ved ikke hvor jeg skal starte eller hvad jeg skal foretage mig. Samtidig kan jeg ikke samle mig om noget eller koncentrere mig bare om den ene ting, og tanken om dette, hyler mig endnu mere ud af den. Jeg er lige ved bare at græde over det nogle gange. Men samtidig er jeg typen der aldrig helt bare slipper kontrollen og giver efter, og det er nok også en dårlig ting for mit vedkommende. Hvem ved.

Det jeg søger nu, er råd, bøger, links, erfaringer, andres historier. Alt kan faktisk bruges.

Det er min opfattelse at min historie er ret usædvanlig. Derfor vil jeg meget gerne have nogle lægelige betegnelser og bekræftninger på mine egne teorier omkring udbrændthed, for er slet ikke i tvivl om det er sådan jeg har haft det, og stadig lider af.


Jeg kunne godt tænke mig hjælp til at kommer det sidste stykke mod sanity.

Hvis du virkelig har læst alt dette, skal du have sindsygt meget tak fordi du gad bruge så meget tid på det.

MVH.

LS
Indlæg: 180
Tilmeldt: 04 mar 2005 18:24
Geografisk sted: Fyn

Indlæg af LS » 07 apr 2005 17:48

Hej Mug Bolle
Ja, det var en ordentlig omgang. Nej du har ikke en usædvanlig historie.
Men du har mange ting som kunne tåle at blive bearbejdet.
Nogle af de her ting du beskriver, er normalt i puberteten, hvis man er af den mere sårbare type. Jeg oplever flere ting du kunne tage fat på.
Din kontrol, din angst, ensomheden, mindreværd, DIG, dine følelser.
Du skal vide at meget af det jeg her skriver kun kan blive fortolkning, fordi jeg ikke har direkte kontakt med dig.
Det virker som om du er bange for dine følelser, er du det? Hvis du forsøger at tilfredsstille andre mennesker, vil du ALDRIG finde fred. Du er nødt til at være den du er. Prøv at forestille dig en person som var en kopi af dig. Du står over for ham, hvordan ville du ønske han "opførte" sig. Hvis han gør som du plejer at gøre, hvordan opfatter du ham så?
hvad er det værste der kan ske ved at vise følelser? hvis man ikke tør være "den man er" vil man få mange negative oplevelser med andre mennesker, hvor man opdager ikke at kunne leve op til "deres" krav eller rettere de krav du tror, de stiller til dig. Ubevidst forsøger man så at prøve at kontrollerer situationerne. På den måde hænger man fast.
For jo mere du forsøger at kontrollerer, jo mere vil angsten for at blive opdaget "dukke op" og når så tingene bliver bevidste for dig, forstærkes angsten. Men angsten er snu! Den kommer bare i forklædning. Det kan i din situation være i form af stress. Når kroppen ikke kan komme af med overtrykket, mister man energien og bliver træt. For kroppen giver ikke op. Den ved hvad den vil have og den stopper ikke før den får hvad den har "krav på" Jeg tror det er her du oplever udbrændtheden.
Hvis man ser på ordet udbrændthed i psykologisk forstand, betyder det; at gøre for meget, for andre mennesker på en måde hvor man aldrig kan nå at opfylde deres behov helt. lægeverdenen siger at man kun kan være udbrændt hvis man har med andre mennesker at gøre. Så ud fra et psykologisk perspektiv lider du ikke nødvendigvis af udbrændthed. Men ud fra et menneskesyn så kan du gøre det, lægeverdenen anerkender det bare ikke som sådan.
Mit bedste råd, prøv om du kan accepterer "dig" som den "du er". Der får du den største gevinst. Du kan starte med at fokuserer på det som er godt ved dig.
Håber du kan bruge noget af det. ellers er du velkommen tilbage. :wink:

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 07 apr 2005 23:30

de ting du skriver er faktisk noget jeg allerede har gennemlevet, og som nævnt er jeg også kommet meget videre. jeg har nok lavet en fejl i mit indlæg: jeg har fokuseret alt for meget på min fortid, og derfor er det selvfølgelig også det du giver respons på.


men på trods af jeg har fokuseret forkert i mit oplæg, har du alligevel fat i nogle væsentlige ting.

Jeg er bange for mine følelser.. f.eks. Som når jeg på en skoledag er helt lad og prøver lidt at skjule det. men for det meste kun på et ubevidst plan. dvs. de ting og situationer jeg ikke har gennemskuet endnu; jeg fanger stadig mig selv i at være tilbageholdende hvor man ikke burde være det pga. mine følelser, men når jeg så bliver bevidst om min handling, reder jeg den ud og tænker en ekstra gang. Det samme gør sig gældende mht. at tilfredsstille andre. jeg gør det ikke længere, men ubevidst, inderst inde, er det stadig sådan min hjerne virker, selvom jeg agerer anderledes i mange situationer. men jeg arbejder med det : ) det med at sætte sig ud at situationen, og spørge sig selv, hvordan ville jeg tænke om dette, hvis det var en anden person i mit sted, gør jeg faktisk hele tiden. prøver at være den jeg er og leve med og give udtryk for de behov jeg har, og siger til mig selv, at hvis andre ikke kan leve med dem, så har vi ikke en fremtid sammen.

det med at min stress er angst der er gået amok, har jeg aldrig tænkt over før, men det lyder som en ganske rationel forklaring. Vil jeg klart tænke noget mere over. Dog skal det lige siges jeg slet ikke er så angst mere, mener jeg da selv.

Hvis man ser på ordet udbrændthed i psykologisk forstand, betyder det; at gøre for meget, for andre mennesker på en måde hvor man aldrig kan nå at opfylde deres behov helt. lægeverdenen siger at man kun kan være udbrændt hvis man har med andre mennesker at gøre.
går ud fra de mener uddannede mennesker som socialrådgivere og psykologer og så videre. Det er jo også dem der er hårdest ramt. Dog er jeg uenig: Udbrændthed er en sindstilstand, og at sige at en human uddannelse med fokus på mennesker, er en forudsætning for denne, er naivt. godt nok har disse mennesker en større chance for at blive ramt, men præcis de samme faktorer og grundlag for udbrændthed, kan man godt være stillet overfor, selvom man ikke arbejder med mennesker, men blot lever med dem blandt sig, i livet.

Men tak for en lægelig definition. Faktisk gjorde den mig bare sur : ).. men det kan jo kun være lægernes eller min skyld. Og fedt du gad læse det hele og give mig et svar.

LS
Indlæg: 180
Tilmeldt: 04 mar 2005 18:24
Geografisk sted: Fyn

Indlæg af LS » 08 apr 2005 21:32

Hej Mug-Bolle
Jeg forstår godt du blev sur over det med udbrændthed. Det gjorde jeg også da jeg hørte det første gang, men det er desværre sådan at systemet igen og igen begår fejl. Den største er nok at de generaliserer istedet for at se på den enkeltes problemer i helhed.

Jeg har tænkt lidt over det du skrev omkring at dem som ikke ville leve med de behov du har, ville ikke have en fremtid sammen med dig. Det kan være fint nok, hvis det ikke er for ofte, ellers ville jeg nok gå bag om problemet. Hvis du ikke får løst det vil det bare vende tilbage.
Det er selvfølgelig op til dig selv.

Det glæder mig iøvrigt at du ikke lider så meget af angst mere.
Et redskab jeg ofte har brugt er at forestille mig at jeg var kommet over mit problem, og så prøve at se mit liv ud fra det. Det kan have en stor effekt. :D :wink:

VH

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 09 apr 2005 02:27

ligefrem bare at fravælge mennesker, er nok ogås lidt for groft formuleret. men jeg går ikke så meget på kompromis. måske skal man bare undgå visse situationer med det menneske. hvis personen spørger om man vil med på ferie etc. så er det nok smart lige at finde på noget andet at lave i den uge : )..


jeg har prøvet at lade somom jeg ikke har angst, og så leve derudfra.. men uanset hvad jeg bilder mig selv ind, så har jeg altså stadig angst. måske kan jeg ignorere det i nogle uger, men det resulterer bare i at jeg får det dårligt til sidst - måske øget stress... men det er en god indikator til hvordan man kan leve og arbejder ud fra det.. (:

nathilsner fra mig..

Habermas
Indlæg: 4
Tilmeldt: 19 apr 2005 14:26

Indlæg af Habermas » 19 apr 2005 20:59

Hej Mug Bolle

Den beskrivelse du kommer med af hvordan din hjerne pludseligt går ned på 50 % og du føler dig som en anden person er som revet ud af min virkelighed, jeg kunne dog ikke beskrive det så godt som dig.

Man mister en hver form for initiativ og nye idéer, det er som om alt hvad man siger og gør kommer fra en anden person som man hverken kender eller synes særlig godt om, det hele bliver meget akavat når man er sammen med andre mennesker.
For mig personligt er min fornemmelse at jeg må virke utroligt falsk fordi jeg er nød til at "tage en maske på" for at kunne virke normal selvom jeg føler mig alt andet end normal.

Jeg havde det ligesom dig med at jeg var meget anderledes alt efter hvem jeg var sammen med, når jeg var sammen med venner jeg kendte godt var jeg sjov og udadvendt og havde det skønt, men kom der bare én person ind i kliken som jeg ikke kendte og som virkede selvsikker og havde noget at byde på gik jeg helt i sort.
Efterhånden blev jeg også til den tavse sky fyr som aldrig sagde noget til familiefester og folk begyndte at snakke i krogene, hvad er der sket med ham han plejede da ikke at være sådan, en dag blev det for meget for min mor som spurgte hvad der var sket med den glade udadvendte dreng hun havde engang, hvilket jeg naturligvis ikke kunne svare på.
Siden da har det aldrig været nævnt og folk har bare accepteret at jeg er den stille fyr som man ikke snakker til fordi jeg altid svarer med enten ja, nej eller i hvert fald i meget korte sætninger fordi bare det at blive snakket til og så skulle give en tilfredsstillende reaktion mens andre sidder forventningsfulde og venter på svar bringer mig i centrum hvilket gør mig utroligt nervøs og pulsen hamrer afsted samtidig med man bliver ildrød i hovedet.
Det er nu også gået ud over mine venskaber , f.eks. har jeg haft 4-5 rigtig gode venner i de seneste ca. 10 år, men nu er jeg også begyndt at være nervøs når jeg er sammen med dem hvilket igen fører til at jeg ikke har noget at byde ind med og jeg er vel egentlig blevet en der bare hænger på. Et eksempel, en af gutterne ringer og hører om jeg ikke kommer ud og spiser hos dem , jeg bliver straks ramt af tanker om hvad der kan gå galt, såsom måske har vi ikke noget at snakke om, måske kommer jeg til at sige noget som sårer nogen, måske kommer der nogen jeg ikke kender hvilket igen fører til at deres billed af mig bliver endnu værre end det allerede er. Derfor finder jeg 4 ud af 5 gange på en eller anden lam undskyldning om at jeg skal tidligt op på arbejde eller ikke har det så godt og derfor bliver nød til at melde pas, derved kan de også bevare det billede de har af mig fra de gange hvor vi har haft det sjovt sammen.
Mine forældre er også blevet mere og mere fjerne, selv dem tør jeg ikke kigge i øjnene af frygt for at de skal se hvordan jeg egentlig har det.

Det jeg ikke forstår er at det virker som om at ingen kan se hvordan jeg egentlig har det og behandler mig forholdsvist normalt, for mig virker jeg som et nevøst vrag og det må sgu da kunne ses selvom jeg selvfølgelig prøver at skjule det, men ingen siger noget.

Som du også siger Mug bolle, så er jeg også ramt af en mærkelig form for følelseskoldhed, en af mine venner døde af kræft for 1 års tid siden,min mor er blevet skilt 2 gange og min bedstefar som jeg er opvokset hos døde for ca. 5 år siden, alle ting som burde kunne fremkalde sorg men som ikke har rørt mig synderligt, jeg har gerne villet være ked af det men den der ægte følelse af sorg er der bare ikke.

Det skal siges at jeg har prøvet diverse selvhjælps metoder uden nogen form for succes og de sidste par år har jeg bare accepteret at det ikke blev bedre, nu faldt jeg så lige over siden her og jeg har fået nyt mod på at prøve at vende skuden, jeg kan jo se på bl.a. Mug Bolles indlæg at det faktisk godt kan blive bedre.

Ja det blev jo godt nok en ordentlig smøre som næppe hjælper nogen, men ret skønt var det at få sat lidt ord på hvordan man føler :-)

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 20 apr 2005 04:19

Hey.

Det er helt utroligt. Alt hvad du skriver er som en kopi af mig. Det helt vildt. Jeg kan sagtens bruge det du har skrevet. Du sætter nogle andre ord på mine følelser og det varmer at vide man ikke er den eneste med disse problemer.

Ingen har spurgt mig om hvad der var blevet af dem gamle stefan.. men min mor har ofte klaget over vi ikke tilbringer så meget tid sammen længere og ikke snakker sammen længere.. jeg kan stadig ikke snakke med mine forældre som i gamle dage endnu. Det samme gælder for hele min familie. Min far arbejder en uge af gangen, og når han kommer hjem, siger jeg ”hej” og så er der ligesom ikke mere at snakke om. Jeg kan så, fordi jeg ved pr. definition at det er en naturlig ting at spørge om, spørge hvordan han har haft det. Men det hele vil blot være tvungne ord, ikke en naturlig, flydende samtale. Jeg skal bevidst tænke over hvad jeg skal sige hele tiden, hvis samtalen skal holdes kørende.

Jeg har det helt anderledes med mine venner. Dem kan jeg meget nemmere snakke med. Min største succes var her forrige weekend. En god veninde ringede. Hun var blevet hjemløs, og havde en nattevagt i et ungdomshus i KBH, og hun spurgte om jeg ikke ville tage vagten med hende, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Da jeg kom, gav vi hinanden et kram. Hun havde 2 veninder med, hvoraf jeg allerede kendte den ene. Det hele forløb naturligt. Det var ikke mig der styrede det, men min underbevidsthed. Jeg følte jeg havde et overskud og noget at give af. Resten af dagen brugte vi sammen med andre mennesker fra ungdomshuset, vi lavede et bål, drak nogle øl og så videre. Det var rigtig hyggeligt. Vi grinede meget. Klokken 12 lukkede vi huset af og gik ned i kælderen for at sove. Min veninde og jeg lå problemfrit og snakkede og grinede en times tid inden vi faldt i søvn. Jeg skulle slet ikke tænke over hvad jeg skulle sige eller tage nogle masker på eller lade som om jeg synes noget var sjovt. Det var bare herligt. Dagen efter vågnede vi og startede med at sidde igen og snakke en times tid og fik nogle grineflip.. derefter blev vi enige om hun ikke gad i skole i dag, og så gik vi ud og fik noget morgenbrød, gik rundt ved søgerne og ned af strøget.. vi fik en kebab.. ved 2 tiden tog jeg hjem, og var rigtig glad, for havde slet ikke tænkt over hvordan jeg skulle være i weekenden, havde bare levet. Har været lidt høj af episoden lige siden faktisk. Glæder mig vildt meget til jeg skal se hende igen. Her i weekenden skal jeg til fødselsdag med nogle andre venner som jeg kender rigtig godt, og jeg glæder mig til at prøve den ”nye” stefan af på dem. Det er sådan nogle små opture der igennem de sidste 2år har drevet mig til hvor jeg er nu. Og det bedste middel jeg har oplevet indtil nu, er at være social. Det er et helvede, men lige pludselig en dag, er man kommet videre.


Hvordan har du det med at snakke med folk på tomandshånd? Før i tiden hadede jeg det. Ville for alt i verden undgå det. Hvis jeg havde mulighed for at forudse at et menneske ville vælge at følges alene med mig et sted hen, kunne jeg forberede samtaler, men alligevel synes de kun at strække til 10 sekunders underholdning, for så skod var min hjerne. Der var bare ikke mere inde bag. Så fatter faktisk heller ikke helt folk ville snakke med mig. Måske er det fordi de næste 10. sekunders stilhed, som er det rene helvede for os, blot er en naturlig ting for andre, hvis du forstår.

Du skriver: ” Mine forældre er også blevet mere og mere fjerne, selv dem tør jeg ikke kigge i øjnene af frygt for at de skal se hvordan jeg egentlig har det.”

Det er desværre den værste tilgang til dine problemer, du overhovedet kunne finde.

Du bliver nød til at blive afklaret med dig selv – du er syg – længere er den ikke, og du skal behandle og bedømme dig selv derefter. Du er ikke et dårligt menneske fordi du undgår mennesker, det er nemlig ikke dig og din personlighed, men din sygdom, der gør det. Du fortjener ikke at blive set ned på, som du føler folk gør, men alverdens medfølelse og en kæmpe medalje for stadig at hænge på og kæmpe. Så mange år havde jeg fandme ikke holdt til. Den bedste måde hvorpå man inderst inde kan indse, at man bør få hjælp og at det ikke er farligt at andre kan se man har det dårligt og man sagtens kan drage nytte af deres støtte, er ved at fortælle dem om ens problemer. Din mor spurgte dig, fordi hun vil hjælpe. Men det du går igennem er udenfor hendes følelsesspektrum, og hun har dermed ingen ide om hvordan du har det. Hun kan ikke identificere sig med det. Det er det samme som hvis en kom og sagde til dig eller mig, at hun var blevet voldtaget som lille. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle sige, og bare føle mig utilpas. Når din adfærd frem efter er blevet ignoreret, bunder det nok ud i folks egen usikkerhed. De spørger med vilje ikke, fordi de vil undgå en pinlig situation. Måske tror de at du med vilje har distanceret dig, som min mor der bare brokker sig over vi aldrig snakker sammen længere, og så tænker de fuck dig. Det er dig der har det svært, men uretfærdigt nok, er det også dig der må bryde stilheden. Din familie savner dig også. Se det at fortælle dem om dine problemer som en ordentlig klat super klam levertran, der bare skal sluges med lukkede øjne, for at komme af med influenzaen. Evt. skriv et brev – det er ikke vattet – for du har det af helvedes til. ”hej mor og far. Jeg skriver dette fordi jeg ikke kan se jer i øjnene og min sygdom forhindrer mig i at føre en samtale med jer”……… and so on…. Når først andre kender til problemer, er det også meget nemmere at gå i professionel terapi. Håber du drager nytte af mine ord.

Jeg har også brugt mange, mange undskyldninger for at udeblive for sociale events, men det holder altså ikke. Hvis det er det man er bange for, er der kun en måde at lærer det på. Vær glad for dine venner og hold fast i dem.

Vi kunne sikker blive ved med at beskrive symptomer for hinanden, og blive enige om, at vi minder meget om hinanden, men det vil bare give alt for meget tekst : ).. så den vil i hvert fald jeg lade ligge i dette indlæg.

Som en indikator, prøv at tage denne test http://www.stressorganizer.com/ den er ret god..

Her er der en masse gode links om stress: http://www.psykoweb.dk/stress/stresslink.htm hvis du ikke allerede er inde i emnet. Efter jeg er kommet mere ovenpå, har jeg fundet ud af jeg ikke bare er angst. Og ind til videre, har vi da mindet ret meget om hinanden : ).. her står der noget om at være udbrændt: http://www.psykoweb.dk/depression/burnout1.htm og jeg er sikker på du vil finde en masse utroligt beskrivende ord der inde også.

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 20 apr 2005 04:37

For resten, vil jeg vædde med, at du som lille var et yderst empatisk og følsomt væsen. Du har garanteret været typen der bare skulle se på folk, og så kunne du se, om de havde det godt eller ej. Det er en evne der stresser utroligt meget (uden at man ved det), ens følelser er hele tiden på højkant og man slapper ikke ordentligt af.

Når man prøver at finde årsagen til angst, er der en række ting som er gode at tænke lidt over. Evt. skrive dem ned. Der er sket noget i din barndom, der er skyld i din tilstand. Et eller andet har stresset dig som barn. Skilsmisse, pres fra forældre, en alkoholisk forælder, en traumatisk oplevelse. Hvad tror du selv der er grunden? Du er velkommen til at skrive dem til mig her eller på mailen som du har fået i en anden tråd.

angående det med at skrive, så er det noget jeg gør en gang i mellem som en terapi. det kan være alt mellem himmel og jord. de mærkligste tekster. men jeg har det bedre bag efter. nogle gange får jeg bare en tanke, og så skriver jeg den ned, og så skriver jeg bare alt andet min hjerne hoster op med ned også. det er herligt.

Habermas
Indlæg: 4
Tilmeldt: 19 apr 2005 14:26

Indlæg af Habermas » 25 apr 2005 19:23

Hej Mug Bolle

Undskyld for min sene respons, du virker jo som et helt igennem godt menneske som prøver at hjælpe hvor du kan, hatten af for det.

Jeg har det ligesom dig når vi snakker om at være på 2-mandshånd, det er ikke lige favoritsituationen, pga. netop at man er tvunget til at sige noget og hvis man ikke siger noget i 10 sekunder begynder tankerne at køre i hovedet på en, keder han/hun sig, hvad tænker han/hun på, synes han/hun at man er en tumpe osv. og så er det først panikken begynder at brede sig man er tvunget til at gøre eller sige et eller andet, hvilket ofte bliver et eller andet latterligt som "hvordan går det ellers" eller lignende.

Du nævner også det de rmed at man kan bedømme andre folks stemning på få sekunder, det kender jeg faktisk godt, jeg er lynhurtig til at vurdere en person ret præcist.

Jeg ved ikke om du kender til det at være "hypersensitiv", det drejer sig om at man opfatter alt hvad der er af signaler omkring sig,det være sig god/dårlig stemning af alle man er sammen med, man fanger alt hvad der bliver sagt i lokalet selvom man er 10 mennesker samlet, man lægger mærke til bilen der kører udenfor,man hører uret tikke, man høre musiken der bliver spillet osv. og så er det jo ikke så mærkeligt at man bliver stresset når man skal holde styr på det hele samtidig med at man forsøger at føre en fornuftig samtale med en person.

Habermas
Indlæg: 4
Tilmeldt: 19 apr 2005 14:26

Indlæg af Habermas » 25 apr 2005 19:38

Uha jeg tog den test du linkede til om stress og det ser sq ikke for godt ud selvom jeg synes den er noget overdrevet, dette er hvad jeg fik af konklusion.
"Denne tekst er ikke skrevet for yderligere at "slå dig ned", men er tænkt som en hjælp til at kunne indse, at professionel hjælp er vigtig for dig.
ER DU VED AT FARE VILD I MØRKET?
Der er en tilstand, der er værre end at have "et rødt stresssammenbrud" - nemlig: En tilstand, hvor du delvis eller helt har mistet lysten til at leve, og at have en indre viden om, at noget værdifuldt i dig er gået i stykker. At være overvældet af pessimisme, håbløshed og hjælpeløshed overfor dit liv.
Måske oplever du for altid at være knockoutet og ikke mere at kunne tænde den gamle gnist, der igen og igen før i tiden fik dig op at stå.
Du kan enten blive åbenlys depressiv eller også kan du sænke et slør af ligegyldighed og kynisme ned over dig. Du kan vælge at sige: "Jeg er da skide ligeglad" eller "Lad mig bare være i fred" eller provokerende "Jeg giver fanden i mig selv og jer alle sammen". Så er du gået i sort.
Denne illusion om at være nået frem til sit livs endestation og nu blot vente på dødens udfrielse og freds har ført til mange selvmord. Såvel de hurtige desperate, som de mere langsomme via sprut, stoffer, resignation, kynisme og opgivelse.
At være gået i sort kaldes også at være udbrændt. Psykologisk set er det en choktilstand i sjælen.

Skræmmende synes jeg, omend den i mine øjne er væsentlig overdrevet, selvmord er udelukket, det vil jeg sq ikke byde mine forældre, lige som dig.

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 26 apr 2005 11:04

Hejsa. Jeg kender ikke det med at være hyperfølsom. Men kan godt sætte mig ind i det er ret stressende. Jeg fatter generelt ikke så meget af hvad der sker omkring mig : )..

Jeg har også været på de sorte signaler før. Nu befinder jeg mig på de gule, så der kan altså gøres noget.

Jeg ved godt det er en hård dom i linket. Jeg følte mig også lidt betuttet ved at læse det, men også lettet, for så vidste jeg, at det ikke blot var mig der pev for meget, og jeg havde dermed også nemmere ved at vise andre, at det er sådan jeg har det. Men uanset hvad du siger, så har du altså svaret på følgende spørgsmål med overvejende enighed, og så har man det altså ikke godt.

at du helt taber selvkontrollen ved den mindste anledning, så det ind imellem er direkte pinligt?
at du er blevet mærkelig bange for at være sammen med andre?
at du har en stor modvilje imod at gå på arbejde hver dag?
at du har haft flere mareridt, hvor du føler en stor dødsangst?
at du dagligt tager beroligende piller - og ikke tør lade være hermed?
at du ikke har sovet ordentligt i alt for lang tid?
at du føler uvirkelighedsfølelser, som gør at du står ved siden af dig selv?
at du ofte kæmper imod en stor lyst til bare at sige: "Gå ad h. til alle sammen!"?
at du føler dig tom og udbrændt?
at du gør selvdestruktive ting, som du ikke kan stoppe?

Men igen, det er kun en indikator.

Arkimedes
Indlæg: 4
Tilmeldt: 01 jun 2005 20:31
Geografisk sted: Østjylland

Indlæg af Arkimedes » 04 jun 2005 14:45

Hey igen stefan/Mug-Bolle.

Har læst hele dit indlæg om stress osv.

Blev helt glad :D har (haft) det præcis som du beskriver.
Gik ud af niende uden nogen egentlige venner. Fik først en ny ven i 10. vi gik sammen på gym, hvor jeg nu har en del venner, men føler stadig at jeg har virkelig svært ved at snakke med dem. Hvad skal jeg sige? hvad skal vi snakke om - præcis det du beskriver..
sådan har jeg altid haft det. HAr også altid ageret den sjove. mest som facade, men også fordi den sjove, kan man jo ikke rigtig hade. han er sådan en der har en sjov bemærkning til alt, og ellers ikke gør nogen fortræd. en "mellemperson" kan man kategoriesere denne personlighedstype som.

Bevidstheden om social fobi kom så først som du ved i 1.g

sindsygt, at du beskriver sindstilstanden præcis som hvis jeg selv ville have gjort det...fandme uhyggeligt, egentlig :twisted:

mvh Arkimedes/Andreas
Har tilsyneladende levet med socialfobi hele mit liv. Blev først opmærksom på mit problem, da jeg var ved en kammerat for at spise i slutningen af 1.g.

Besvar