stress

Stress kender vi alle i større eller mindre grad.
Besvar
Yvonne

stress

Indlæg af Yvonne » 09 aug 2003 10:31

Jeg er en kvinde på 49 år som har fået en lille smule stress og kunne godt tænke mig at melde mig ind i Jeres forening. Mit det er kommet af at søge det ene job efter det andet også bagefter få afslag, det giver ihvertfald stress hvis noget giver stress, og gå til alle de jobsamtaler her på Sjælland. Med venlig hilsen Yvonne Fischer

Kamma
Indlæg: 271
Tilmeldt: 17 aug 2003 12:21
Geografisk sted: København

Indlæg af Kamma » 17 aug 2003 14:25

Hej Yvonne. Du kan melde dig ind på vores hjemmeside under "Indmeldelser", så får du også automtisk adgang til at benytte vores selvhjælpsgrupper, og der starter netop en stress-gruppe her til efteråret i Købehavn. Så den gruppe synes jeg da du skulle tilmelde dig. Det kan du gøre på: grupper@angstforeningen.dk Hilsen
Kamma Kaspersen
formand for Angstforeningen

LovelyLola
Indlæg: 1
Tilmeldt: 17 nov 2003 14:38
Geografisk sted: Ry

Projektopgave

Indlæg af LovelyLola » 17 nov 2003 14:40

Hej! Vi er to elever fra mølleskole i Ry, der har projektopgave om stress. Vi kunne rigtigt godt tænke os at snakkede med en der har oplevet det på sin egen, eller en fra familiens krop. Mvh. Louise og Tobias :D :)
Louise Christensen

daniella
Indlæg: 60
Tilmeldt: 05 maj 2004 10:06
Geografisk sted: København
Kontakt:

Indlæg af daniella » 27 maj 2004 17:11

kære Louise og Tobias

Jeg fik en lille snak med min gode veninde, som var omtumlet, træt og havde hjertebanken.
Hvad kommer det dog af? Jo! Hun er psykisk ude af balance en del af tiden, har præstationsangst ind imellem, og føler, hun ikke slår til i det omfang hun burde.
Jøsses kineser!! Hun er i fleksjob, fordi hun ikke kan klare et stresset arbejde. Nu skal hun pludselig ha' kurus og ha' blækspruttearme. Kan I se komikken? Er der noget at sige til, hun er stresset?

Det er omgivelserne, der udløser stressymptomer og mindreværdkomplekser. Jeg fatter ikke, at man vil være bekendt at presse et menneske, der er så følsom og sart, som hun er. Det er ondets rod, at andre påfører sin næste angstfobier - at man ikke læser sin næstes reaktioner, og retter sig efter det.
Der kunne skrives tykke bøger om den slags dårskab, for det er ikke min veninde, der har været syg fra starten, det er hendes omverden, der gør hende ude af stand til at fungere på en normal måde i hverdagen.

Se kære venner. Det var blot en lille brøkdel af mange historier der omhandler stress. Jeg håber, I kan bruge det, jeg fortæller jer, og måske kan I senere i livet selv sige fra, før det går galt med stress og angst.

Kærlig hilsen
Daniella :idea:
Ingen er over mig - ingen er under mig

twinkel
Indlæg: 58
Tilmeldt: 05 apr 2004 12:07
Geografisk sted: København

Indlæg af twinkel » 27 maj 2004 22:04

Jeg er enig i at omverdenen har en del af skylden i at vi havner i uheldige angstsituationer. Jeg mener dog ikke at vi kan skylde skylden på samfundet. Ind imellem må vi altså også kigge en anelse på os selv.
Jeg har klart fået angst fordi jeg har stresset og haf præstationsangst i alt for mange år. Jeg ville være den bedste, den hurtigste, den mest udholdende. Kort sagt perfekt - mildest talt, stilte jeg umenneskelige krav til mig selv konstant.

En god dag for mig, var en dag hvor jeg havde trænet mindst en time før arbejde - nået det dobbelte af hvad der var forventet af mig på arbejde, haft god ugentlig kontakt til alle mine veninder og min famile, samtidig med at jeg lige passede et HD studie.
Det koster virkelig på den negative konto lige nu. Jeg kan ikke arbejde, handle, træne, passe mine daglige pligter, men fastholder kontakten med venner og familien som det vigtigste. Desuden bruger jeg uendelig tid på at læse og slappe af.

Jeg skal til at lære at sige fra. At fortælle hvornår jeg ikke kan magte mere. Lære at jeg ikke har ansvaret for alle opgaver på arbjedspladsen. At det ikke er mit ansvar om mine veninder har det godt, om min familie trives m.m. Det er hårdt og jeg kæmper en led kamp.
Jeg er ved at lære at træde ud af offerrollen - den har jeg været i alt for længe. Angsten har erstattet mit aktive liv og givet mig en kedelig rolle. Jeg har knoklet for at få accept og opmærksomhed. Nu er jeg blevet det modsatte, med samme formål.
Det er en ond spiral men jeg tror på at vi alle kan komme ud af den med de rigtige vejledere på sidelinjen og en lille portion viljestyrke.

At leve med angst er som at leve halvt.....det gider jeg ikke mere!

Tak for alle dine indlæg, Daniella...dejligt at høre at det er gået dig så godt. Men jeg syntes at du virker en smule bitter på samfundet.

Hilsen twinkel

daniella
Indlæg: 60
Tilmeldt: 05 maj 2004 10:06
Geografisk sted: København
Kontakt:

Indlæg af daniella » 28 maj 2004 01:40

kære twinkel

Hvis du kunne læse mellem linierne i meget af det, jeg har skrevet, vil du se, at jeg siger, jeg har et rigt liv. Det signalerer ikke, at jeg er bitter på samfundet, men jeg konstanterer, at man er præget af de tildragelser, der forekommer i hele ens liv. Jeg påpeger gang på gang, at man skal se på omgivelserne og sig selv gøre noget selv for at kunne komme videre uden angst.

Det er rigtigt, jeg betoner systemets uduelighed - det fik jeg bevis for så sent som i aftes, da en herre fortalte, at en uddannet, ansat og betalt socialrådgiver fra kommunen i København ikke kunne hjælpe ham det fjerneste, fordi han skulle holde op om 14 dage på sin arbejdsplads og havde fået en bedre stilling et andet sted. Hvad kommer det en syg og nedbrudt mand ved, som skal ha hjælp nu og her? Hvor er vi henne? Hvad har vi dem egentligt til? Jeg kender masser af eksempler på, at de svage i samfundet er man hamrende ligeglad med, men vores skattepenge til lønninger siger de ikke nej til.

Jeg konstaterer blot, at mange svage sjæle i min omgangskreds må tigge og bede i flere måneder før de får hjælp - hvis de får hjælp. Jeg løser mine problemer selv, og hjælper andre, og det er en gave jeg har, og som jeg er glad for.

Kærlig hilsen
Daniella :D
Ingen er over mig - ingen er under mig

Besvar