stressende venner

Stress kender vi alle i større eller mindre grad.
Besvar
Roi
Indlæg: 41
Tilmeldt: 27 jun 2006 22:04
Geografisk sted: Århus

stressende venner

Indlæg af Roi » 23 sep 2006 16:34

Jeg viste ikke rigtigt hvor jeg skulle skrive dette henne, så nu skriver jeg det her under stress, da det er noget der kan stresse mig ...

Jeg har ikke vildt mange venner, og synes ikke tit nok jeg møder nye. det drejer sig om at jeg efterhånden synes at det altid er mig der skal tage kontakt til nogle af dem. Det er dybt frustrerende, man føler jo ikke at de gider ens selskab. De snakker kun til en når de selv har lyst til det...
Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg bare skal droppe kontakten helt, for det er meget afhængig af at have nogle gode venner at hygge mig med.

Har i andre nogle foreslag eller råd?

anno79
Indlæg: 21
Tilmeldt: 01 sep 2006 07:09

Indlæg af anno79 » 23 sep 2006 17:25

Hej Roi!

Jeg har desværre ikke nogle rigtige gode råd eller forslag til dig, men jeg fik bare lyst til at fortælle dig, at jeg sagtens kan sætte mig ind i din situation.
Jeg sidder selv i næsten den samme situation, hvor jeg faktisk kun har én rigtig god vendinde, som jeg til gengæld er meget tæt med. Men ellers har jeg aldrig haft andet end nogle hurtige forbigående venskaber, fra nogle skoler/kurser, som kun holdt lige akkurat så længe som kursuset/skoleopholdet.
Jeg bliver tit meget frustreret og meget ked af det, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtig har nogle venner, som jeg bare kan sidde og snakke med, og have det rigtig hyggeligt med. Men lige som dig, så kommer jeg heller ikke rigtig ud, da jeg bliver frygtelig bange, bare hvis jeg får tanken om, at skulle ud til mange og nye mennesker!
Men jeg er dog begyndt at bruge nettet meget, til at skrive sammen med nogle enkelte, hvilket kan stille mit behov lidt. Men det er stadig ikke lige så godt, som hvis det er venner man mødes med, og har nogle rigtige gode stunder sammen med. Men mit mod til at spørge dem jeg skriver med, om de kunne tænke sig at mødes, er bare helt væk!
Jeg håber der er nogle her på siden, der kan give dig nogle rigtige gode råd! :wink:

Mvh Ann

Tomas
Indlæg: 32
Tilmeldt: 14 jun 2006 21:01
Geografisk sted: Århus Kommune

Indlæg af Tomas » 26 sep 2006 14:25

Hej Roi og Ann!

Desværre kan jeg heller ikke give gode råd mht. dårlige venner, for faktisk kæmper jeg med det samme problem. Jeg synes som regel bestemt ikke, man skal bruge tid og energi på mennesker, der ødelægger ens selvtillid og ikke sætter pris på ens selskab, men når det er sagt, så må jeg desværre også indrømme, at jeg selv har rigtig svært ved at sige fra og droppe dårlige ”venner”. Det tør jeg simpelthen ikke, selvom det er meget nødvendigt, for jeg er ofte meget ked af det :cry:

Jeg har f.eks. en ”ven”, der åbenbart simpelthen ikke gider at besøge mig. Jeg har boet her i godt to år nu og siden jeg flyttede ind, har han kun været her to (!) gange – altså i gennemsnit mindre end én gang om året, og anden gang (for snart et år siden) kom han kun, fordi jeg pressede på. For et par dage siden aftalte vi faktisk at mødes i dag, for han har en fridag i dag, men da jeg i morges foreslog at lave frokost til ham, var svaret bare et kort og blankt ”nej”. Jeg ved egentlig ikke, hvad hans modvilje mod at besøge mig går ude på, men jeg er dødtræt af og meget frustreret over, at vi kun mødes når jeg tager ud til ham og altid på HANS vilkår. Det er ikke engang logisk at det er på denne måde, for hver gang skal jeg da købe ekstra zoner til toget, hvorimod han arbejder i byen til dagligt – så han kun sagtens komme ud til mig uden at måtte bruge ekstra penge for det. Næsten hver gang jeg besøger ham, har jeg det dårligt bagefter, fordi jeg føler mig misbrugt og/eller fornærmet. For et par uger siden f.eks. blev jeg inviteret til brunch, men da jeg ankom til stationen, viste det sig at han slet ingen mad havde derhjemme, så vi skulle gå og handle ind, hvor jeg oven i købet selv måtte betale for det, jeg ville spise/drikke. Jeg har også oplevet at måtte tage hjem med toget igen efter blot 20 minutter, fordi pludseligt så skulle han noget andet. En anden gang oplevede jeg at være inviteret hjemme hos ham og en af de allerførste ting jeg fik at høre var, at det ville blive ”et meget kort besøg”, fordi han og hans kæreste nu havde besluttet sig for at gå ud og købe tæpper, så jeg skulle hjem igen.

Heldigvis har jeg efterhånden kunnet slippe for nogle andre ”venner”, som jeg selv altid skulle tage kontakt til. På et tidspunkt fik jeg bare nok, så jeg besluttede mig for at se om de for engangsskyld ville tage kontakt til mig, men det gjorde de aldrig, så de ”forsvandt” bare.

Måske skulle vi tre snart tage os sammen og rydde op i vores ”vennekreds”? :twisted:

anno79
Indlæg: 21
Tilmeldt: 01 sep 2006 07:09

Indlæg af anno79 » 26 sep 2006 16:53

Hej Tomas!

Det du fortæller, lyder bestemt ikke rart!!! Men dilemmaet med at have én "dårlig" ven eller ingen venner, er virkelig svært.
Men jo, det kunne virkelig være skønt at få "ryddet op", det kunne måske give et overskud, til at magte at skulle se nye mennesker an??! :wink:
Jeg forstår ikke, hvordan nogle kan behandle et andet menneske sådan, som du fortæller med din ven. Har de bare så meget mere travlt i hverdagen, at de ikke kan afsætte bare lidt tid? Eller har de bare ikke modet, til at sige, at de ikke er interesseret i et venskab længere?
Jeg har selv overvejet, at jeg vil spørge én, som er en af mine såkaldte venner, om hun ikke er interesseret i vores venskab længere. Men jeg frygter, at hun ikke vil være ærlig, hvilket bare vil gøre det hele meget mere frustrerende. :x
Jeg håber at du får modet til at få ryddet op, så vil jeg også gøre et forsøg, uanset hvor svært det måtte være!!! :!:

Mvh Ann

Tomas
Indlæg: 32
Tilmeldt: 14 jun 2006 21:01
Geografisk sted: Århus Kommune

Indlæg af Tomas » 26 sep 2006 22:44

Hej Ann! :)

Ja, jeg er godt klar over, at det kan være et kæmpestort dilemma med at have én ”dårlig” ven eller ingen venner overhovedet. Det er vel pga. angst for ensomhed at mange af os fortsætter med dårlige ”venskaber”?

For hver gang jeg er nødt til at droppe en ven, vokser også frygten for at jeg er ”alt for krævende mht. andre”, ”absolut umulig”, ”syg i hovedet”, osv., for efterhånden har jeg jo næsten KUN sådanne erfaringer med venner. Jeg kender personligt til to typer: dem som man altid selv skal tage kontakt til (denne type kender du og Roi desværre meget godt til) og dem der (mere eller mindre bevidst) groft udnytter en og diskvalificerer en som menneske (måske kender I også denne type, men det håber jeg sgu ikke!). Mange af mine tidligere ”venner” var også rigtig gode til at manipulere og dreje tingene, så at jeg næsten ikke kunne gøre anderledes end at tro på, at der er noget alvorligt galt med MIG og ikke dem :cry:

Selvfølgelig er det først og fremmest op til os selv at stille grænser og sige fra når det er nødvendigt, men det er desværre nemmere sagt end gjort. Jeg har selv utrolig store problemer med det, så jeg oplever tit at andre begynder at overskride mine grænser mere og mere … til et punktum hvor jeg bliver RIGTIG ked af det. Jeg anerkender at det er MIT ansvar at sige fra inden tingene kører af sporet, men på den anden side synes jeg, at andre burde kunne se at de overskrider grænser og derfor lade være med at gøre dette. Jeg kan f.eks. ikke forstille mig, at en person som min ”ven” IKKE er klar over, at han behandler mig dårligt. Jeg kan ikke forestille mig at han synes, hans opførsel er i orden. Medmindre selvfølgelig han har en meget lav social intelligens :lol:

Jeg synes for resten ALDRIG, at ”at have for travlt” kan være en god nok undskyldning for at ignorere en ven. Intet menneske i verden har så travlt at han/hun aldrig kan afsætte lidt tid til sin venner – ikke engang statsministre :wink: Mennesker glemmer ofte at de har muligheder for at vælge, så hvis man prioriterer sine venner højt og sætter pris på dem, finder man jo altid tid til at hygge sig sammen med dem. Sådan burde det være.

I det omtalte tilfælde tror jeg hellere, min ”ven” ser ned på mig og er alt for glad for sig selv til at komme ud og besøge mig. Når vi er sammen, snakker han jo for det meste kun om sig selv, og jeg bliver ofte inviteret til at gå og se på de nyeste, dyre ting, han og hans kæreste har købt til deres hus. Og ja, ”fint skal det være” :lol: Jeg tror simpelthen ikke, tingene hjemme hos mig er gode eller fine nok for hans smag. Der er også sikkert noget med, at han bare ”forventer” at jeg altid tager ud til ham, bare fordi jeg "kun" arbejder på deltid, ingen kæreste eller børn har, osv. Han synes sikkert ikke, at stakkels Tomas har andet at lave alligevel…

Nå, men JO, jeg synes bestemt vi skal starte en revolutionær bølge og få ryddet op i vores vennekredse! :twisted: Jeg siger ikke at vi skal droppe folk som sådan (skal vurderes individuelt) men det er på høje tide at vi begynder at kræve RESPEKT for det menneske vi er. Husk på, at vi selv lærer andre hvordan de skal/kan/må behandle os!

Hvem hopper med på bølgen? 8)

Held og lykke!


Hilsen


Tomas



P.S.
Mht. din veninde, så synes jeg ikke, du behøver at være “afhængig” af hendes svar og indretter dig efter dette (= passivt). Hvis DU synes du fortjener bedre og ikke længere synes, det er værd at fortsætte ”venskabet”, så synes jeg du skal vise respekt for dig selv og afslutte det (= aktivt), selvom jeg godt kan forstå, du er bange for at være alene. Andre grunde til at ”retfærdiggøre” sådan en beslutning har du jo ikke brug for. Eller for at sige det på en Dr. Phil-agtig måde :wink: : ”Take your power back”… frem for at passivt indrette dig efter en anden persons vurdering.

anno79
Indlæg: 21
Tilmeldt: 01 sep 2006 07:09

Indlæg af anno79 » 03 okt 2006 15:19

Hej Tomas! :D

Jeg har nu fået snakket med min "veninde"! Jeg blev først ret ked af det, for hold da op hvor noget øregas hun fik lukket ud!!!! Det var en hel masse med, at uha hun var bare SÅÅÅ glad for vores venskab, og hun havde også tænkt meget på, hvad vi kunne foretage os osv osv. :roll:
Men nu efter et par dage, er jeg faktisk ret lettet og glad, for jeg kunne jo sagtens høre på hende, at det var den ene løgn efter den anden, som hun bare fyrede af. Jeg tog derfor den beslutning i går, at jeg ville ringe til hende, og fortælle hende helt nøjagtig hvad jeg følte! Da jeg fortalte hende det lige ud, at jeg syntes det hele havde lydt som en løgn, gav hun mig ret. Jeg sagde derfor til hende, at hun ikke havde behøvet at lyve, men at hun kunne have fortalt det lige ud. Efterfølgende sagde jeg til hende, at jeg syntes vi skullle afslutte vores venskab, da der jo ikke er nogle af os der er tjent med det andet alligevel!
Jeg kender desværre alt for godt typen, du omtalte, som udnytter og diskkvalificerer. Jeg har selv kendt et par stykker. :twisted:
Du har helt ret i, at det er angsten for at blive alene og ensom, at vi nok finder os i mere, end hvad der er acceptabelt! Vi finder os i det, hvilket jo også gør, - ihertfald for mit vedkommende - at det bliver så meget sværere, at samtidig skulle kæmpe med angsten i sig selv. Når vi bliver behandlet sådan, er det jo bare med til at forstærke følelsen af at, "jeg er jo heller ikke noget værd, det er kun mig der er noget galt med, og ik' de andre," og derfor bilder vi os også ind som du selv beskriver så pænt, at det er os der er kritisk over for vores venner, og vi er kræsne og fintfølene osv. Måske kan vi være fintfølene ja, og hvad så?? Vi har jo stadig ret til at blive behandlet ordentligt og respektabelt, som det menneske vi nu er! :wink:
Den måde du beskriver din ven, lyder til at virkelig at være belastende! Jeg har selv en svoger, som virkelig kan få det værste angstanfald frem i mig, bare ved tanken om at skulle snakke med ham pr. telefon. :? Han elsker at vise sig frem, fortælle om hvilke ting han nu har fået, hvilke fordele han har igennem hans arbejde osv. Sidste gang jeg mødte ham, pralede han med, at han jo kunne komme ind og se ishockeykampe og sidde i logen helt gratis, igennem hans arbejde! Ikke noget der kunne misunde mig, da jeg er meget lidt ishockey interesseret, men alene måden han fortalte det på, var nok til, at jeg blev nødt til at komme med en undskyldning, for at jeg kunne komme så langt væk fra ham som muligt. :x
Men jeg håber du får mod til på en eller anden måde at sige fra, for du er bestemt ikke tjent med det andet!!! :wink:

Vh Ann

Tomas
Indlæg: 32
Tilmeldt: 14 jun 2006 21:01
Geografisk sted: Århus Kommune

Indlæg af Tomas » 04 okt 2006 10:38

Kære Ann

Wow! Det er simpelthen SUPER, at du var din egen bedste veninde for engangs skyld og besluttede dig for at afslutte det der ”venskab”! Jeg synes virkelig, du skal være meget stolt af dig selv, fordi du har sagt det på den mest direkte (og derfor mest skræmmende og udfordrende) måde overhovedet. Det kræver meget mod, og jeg er sikker på, at mange af os ikke ville turde sige det så direkte. Super godt gået, du! :D

Jeg er også glad for at høre, du er ret lettet og glad for din beslutning nu. Måske oplever du stadig engang imellem at du er lidt i tvivl, om du nu har gjort rigtigt eller ej, men jeg er ganske overbevidst om, at du kommer til at indse en dag, at prisen for at fortsætte med dette ”venskab” var simpelthen alt for høj (bl.a. endnu dårligere selvtillid, hvilket gør at kampen mod angst bliver endnu mere vanskelig, som du selv beskrev).

For nogle år siden var jeg i psykoanalyse i hele 5 år, og selvfølgelig snakkede jeg ofte om de meget utilfredsstillende venskaber, som jeg desværre også havde dengang. Hver gang gav jeg udtryk for min angst og neurotiske overbevisning om, at der måtte være noget alvorlig galt med mig. Min psykoanalytiker var en mand af få ord, men jeg kan tydeligt huske, at jeg blev meget overrasket, da han en dag uventet sagde: ”[i:983050dda2]Det handler da slet ikke om at du stiller alt for høje krav til dine venner eller at du er alt for kræsen – mht. venskab KAN man næsten IKKE stille for høje krav[/i:983050dda2]”. Jeg har stadig lidt svært ved 100% at forstå hvad han helt præcist mente med det, men det fundamentale i hans budskab var nok, at vi som mennesker er værdifulde og burde elske og respektere os selv i en sådan grad, at vi som minimum må forvente og ”kræve” af vores venner at de behandler os med den respekt, vi rent faktisk fortjener. Hver gang jeg har det svært, husker jeg tilbage på hans legendariske ord :wink:

Haha… din svoger lyder også som en ret speciel type! Jeg er da bestemt heller ikke misundelig på, at han kan se ishockeykampe og sidde i logen helt gratis! DUH! :lol:

Mht. min ”ven”, så sent som i går forsøgte han at tage kontakt til mig igen. Som han plejer at gøre, lader han bare som om intet er sket mellem os. Sidste sommer var der også en stor krise i vores ”venskab” og jeg sagde tydelig fra, men han blev bare ved og ved med at ringe og sende beskeder til mig – flere om dagen. Det var mega irriterende, for det føltes jo at have min egen stalker :( Til sidst gav jeg bare efter, fordi han sagde undskyld og lovede at respektere mig fremover. Angsten for at være alene gjorde at jeg gav ham en anden chance, men faktisk er tingene aldrig blevet bedre – tværtimod. Så denne gang er jeg fast i min beslutning: ”venskabet” er SLUT!

Hav det godt! :D

Hilsen

Tomas

zulu
Indlæg: 83
Tilmeldt: 26 sep 2006 19:31
Geografisk sted: København

Venner

Indlæg af zulu » 04 okt 2006 14:45

Hej med jer!

Jeg føler med jer omkring mange af tankerne omkring venner. Jeg tror netop vi mange problemer med det, fordi vi er socialt udsatte og derfor har meget brug for venner.

Og skal man så beholde hvad som helst eller hvad?

Jeg er ligesom jer blevet irriteret over 100 ting igennem de sidste år - alt det de siger af bebrejdelser mht. ens angst osv.

Til sidst har jeg vist langsomt fået trukket mig, for de har så travt i deres stressede liv at jeg dårligt føler de lægger mærke til det.

Men er du gal det har givet bagslag i disse måneder - det er jo venner der har fulgt mig igennem 10-15 år og kender hele mit liv, hvor det nu er løbet ud i sandet.

Big BIG mistake kan jeg mærke! De gav alligevel rigtig mange vigtige ting, som måske kan lyder som småting, men som er enormt store når man intet får fra dem eller hører fra dem.

Jeg synes jeg kan se det hele klart nu. Jeg bliver fornærmet over alle de ting de ikke gør, eller måske siger - men jeg får aldrig sagt fra. Jeg har vist ikke lige lært at blive vred, eller også tror jeg at jeg bliver droppet af dem hvis jeg bliver vred.

Men jeg skulle da bare have sagt fra på hver eneste lille ting, hver gang der var noget der generede mig. Formentlig kunne vi så have løst problemerne, og kommet hinanden nærmere - og hvis vi overhovedet ikke kan løse problemer, ja så er der jo ikke noget at gøre ved det. Så har man prøvet, og må så overveje om man kan holde ud at være venner.

Men i min konfliktskyhed har jeg fået afskrevet alle venner - det føles meget meget tomt!

Nu må jeg igang med at finde dem igen, og få sagt fra på en ordentlig måde når jeg føler mig trådt over tæerne.

Så tænk lige efter om DU har fået sagt de ting du bliver vred over, inden du afskriver nogen.

kh zulu

Besvar