Angst og angst for angst der fylder.

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
Naan
Indlæg: 30
Tilmeldt: 11 nov 2006 17:24

Angst og angst for angst der fylder.

Indlæg af Naan » 08 nov 2014 16:28

Kære med-agnst'ere ;)

Det er super længe siden jeg har benyttet mig af siden her, og lige så længe siden jar har haft så intense angstanfald som jeg oplever lige for tiden.
Det skræmmer mig mega meget. Især fordi jeg føler mig meget alene med det og har svært ved at håndtere det. Og det tror jeg ikke hjælper på en mildring.
Jeg er for et par måneder siden gået fra min kæreste. VI havde ikke været sammen mere en 1/2 års tid, men lige pludselig mistede jeg nogle af de stærke følelser af kærlighed jeg havde haft for ham. Det var rigtig hårdt at skulle tage beslutningen, og jeg gik bare og prøvede at fremtvinge de følelser igen. Der har intet været i vores forhold der sådan rationelt gav mening at gå fra hinanden. Han er det bedste menneske jeg har mødt, og jeg savner ham meget.
I starten af vores forhold blev jeg gravid. Jeg har længe kunne tænke mig et barn, men når tiden var til det. Og eftersom vi ikke havde kendt hinanden længere tid, gav det bedst mening at få det fjernet. Det er den sværeste tid jeg har været i gennem, den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget.
Jeg har ikke snakket med nogen om det inde for feltet efterfølgende, men heller ikke følt behov for det, da det ligeså stille bare er blevet noget der ligger fortid til.
Jeg har efter mig og min daværendes kærestes brud set ham igen nogle gange. Det var på mange måder rigtig dejligt, men ikke det rigtige. Selvom jeg stadig ønskede det kunne være det rigtige. Jeg begyndte der at få angstanfald og besluttede jeg (igen) måtte stoppe med at se ham. Efter vi fik snakket forsvandt angsten lidt, men kort tid efter er den kommet hårdt tilbage. Og det forstår jeg ikke. Jeg kan få angst når jeg går imod mig selv, og særligt i kærelighedsregi, men det er da meningen det ikke skal blive ved? Jeg græder rigtig meget, har ikke meget overskud, og skal lige finde ud af at kapere alt det der sker omkring mig. Det er oftest op ad dagen af angsten er værst. Puh, det er hårdt. Det er om tanker jeg ikke kan styre, føles nærmest som tvangstanker der tvinger sig selv til at være der, og jeg kan ikke skubbe dem væk. Tanker der siger "Du får angst uanset hvad du gør. Det er på vej." det presser på så at sige, og bliver egentlig bare værre og værre. Så jeg er bange for at det kommer helt derud hvor jeg ikke kan være i det og skal indlægges eller et eller anden.
Jeg bor et par timer fra min familie, og har tænkt om jeg skulle tage hjem til dem for en periode. Men så bliver jeg så også bange for aldrig at vende tilbage til københavn. At det er svært at komme tilbage til der hvor angsten opstod. Det kender vi jo. Og føle mig endnu mere alene. Jeg vil helst kunne takle det her, uden familie (som jeg dog taler meget med), men er faktisk bange for at blive mere syg af at være i sådan en familiekerne omkring det. Åh, jeg håber det snart bliver bedre og ikke værre. Jeg skal tale med en psykolog jeg tidligere har været hos i næste uge, det håber jeg hjælper lidt på det. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Det er bare så forfærdeligt rart at få lidt ud af systemet og særligt til nogen der kender nogle af disse følelser. Jeg tror det hele ville være bedre hvis jeg følte mere styrke, selvtillid og selvværd. Det kan jeg mærke og det må jeg arbejde på.
Håber i alle har en god lørdag :)
All the best

Besvar