Der er lys for enden af tunellen

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

Der er lys for enden af tunellen

Indlæg af KarenB » 29 maj 2014 19:37

Endelig fik jeg sat mig ned og skrevet det her. :)

Jeg skriver dette indlæg fordi jeg vil fortælle at der er en vej ud af angsten, og at du som angst-lidende har alle muligheder for et normalt og lykkeligt liv.

Mit navn er Karen, jeg er 26 og jeg har haft panikangst og sygdomsangst så længe jeg overhovedet kan huske. Efter at været flyttet hjemmefra da jeg blev 20 fik jeg en pause fra angsten i 3 år, hvorefter den så kom tilbage igen. Da dette skete skrev jeg et indlæg her på dette forum. Det kan læses her: viewtopic.php?f=4&t=5133&p=24751#p24751

Indlægget fortæller min historie, men kort opsummeret så kan jeg sige at jeg havde angst hele min barndom og teenage-tid, hvilket blandt andet ledte til en svær spiseforstyrrelse i 2 år mens jeg var 13-14 år. Det var først i mine sene teenageår at jeg lærte, at der var noget der hed angst - indtil da troede jeg bare at jeg var en freak med mærkelige og ubehagelige følelser og fobier.

Nu er der gået 3 år til, og jeg vil gerne fortælle hvad der er sket siden, for at fortælle at angst ikke behøver være for evigt og at der er lys for enden af tunellen - ting som jeg ville ønske nogle kunne have fortalt mig for år tilbage da det føltes som om min angst aldrig ville gå væk.

Der er sikkert ikke to der føler angst på samme måde. Mine fysiske angstsymptomer inkluderer: Kvalme, hjertebanken, svedige hænder, rysteture, hosten/nysen, følelse af slim i halsen, tynd mave/hård mave og generelt akutte toiletbesøg, ondt i maven og luft i maven. Når min angst er på sit højeste: Opkastfornemmelser, kvælningsfornemmelser, tunnelsyn, svimmelhed, og hals der lukker sig sammen i flere sekunder. Jeg har oplevet anfald som varede fra 30 sekunder til flere timer, og vedvarende anfald som varede i flere uger, hvor angstsymptomerne blev ved og kun langsomt aftog.

Jeg har stadig angst. Den er en del af mig og vil sikkert altid være det. Men den er nu så lille en del af mit liv at den ikke længere kan influere min lykke. I de værste perioder af min angst havde jeg det som om at jeg aldrig ville komme af med den, og det ved jeg nu at jeg kan. Når jeg har angst i dag er det i meget små doser, med måneders mellemrum, og jeg kan identificere den med det samme og være af med den på max en halv time. Jeg ved også at angst kan forsvinde og komme tilbage igen, men hver gang den gør så vil det tage mig kortere tid at komme ud af den igen, og det er meget opmuntrende at vide. :)

Her er de redskaber og ting jeg har brugt for at få styr på min angst:

Accept - Angsten er en del af mig og en del af min krops naturlige respons som bare er blevet "skruet for højt op". Dét er en realitet, og noget jeg kan forholde mig til. Og da angst i sig selv er svær at forholde sig til er det allerede et stort skridt fremad. Angst er mest uhyggelig når den er uhåndterlig, og bare det at vide at det er angst, og hvad angst egentlig er, hjælper med at sætte navn på monsteret. Derfor....

Information - at læse om de forskellige typer angst og symptomer, og lære om hvad der foregår både fysisk og mentalt, hjælper især med at dæmpe angsten. En google søgning og en app til telefonen med informationer kan være en kæmpe hjælp, især under et anfald, og også selvom jeg har læst det før. Påmindelsen om hvad angst er og hvor det kommer fra opmuntrer mig og overbeviser mig hurtigere om at det jeg føler kun er et angstanfald som vil gå over. Det samme gælder at læse om andres oplevelser og vide at man ikke er alene, som flere herinde sikkert allerede ved. Jeg vil opdatere dette indlæg med nogle links som har hjulpet mig, skal bare lige finde dem igen. :)

Vejrtrækning - Man læser altid om vejrtrækning når det gælder angst, og det med god grund. I samme sekund jeg føler en snert af noget der kan udvikle sig til angst, så sørger jeg for at jeg står/sidder solidt med begge fødder fladt på jorden, og laver vejrtrækningsøvelsen her: Ånd ind gennem næsen helt ned i maven i 4 sekunder, hold vejret i 4 sekunder, ånd ud i 7 (eller så længe jeg kan), og gentager så meget som jeg har brug for. Nogle gange tæller jeg hjerteslag i stedet for sekunder. Ud over den fysiske fordel hjælper øvelsen mig også med at flytte fokus fordi jeg skal tælle, og det gør mine tanker roligere under anfaldet, så jeg kan se mere objektivt på hvad der sker uden at blive fanget i det. Og det bedste er at denne øvelse kan laves over alt, på alle tidspunkter.

Identifikation - Når jeg er nået et vist stadie i vejrtrækningsøvelsen begynder jeg at identificere hvad der sker. Mit største problem med angst har altid været spørgsmålet "Jamen, hvordan ved jeg det er angst? Hvad nu hvis der er noget virkelig galt?".
Den skinbarlige sandhed er at ja, der er altid en chance for at der kan være noget galt. Sådan er livet, jeg lever i en krop og den er på mange måder sårbar. Men i alle tilfælde indtil nu har det altid være angst der har fremkaldt de følelser hos mig, aldrig noget alvorligt eller noget så slemt som min angst prøver at overbevise mig om. Så derfor fokuserer jeg under anfaldet på at lade "hvad nu hvis" tankerne komme og gå, mens jeg påminder mig selv om at behandle det som et angstanfald, fordi chancen er størst for at det er, hvad det er - fortæller mig selv at det vil passere, og at det er okay at føle som jeg gør. Selv når jeg ikke tror på det, bliver jeg ved med at gentage det for mig selv - det virker stadig, og det kan stoppe selv slemme anfald fra at kamme over og blive til panik.

Distraktion - Hvis du er sammen med andre, så hav en samtale med dem, også selvom din hjerne skriger at du ikke kan. Samtaler er noget af det bedste til at få angsten væk, igen ved at fjerne fokus. Hvis du er alene, så lav noget du kan lide, eller lav noget praktisk - tag opvasken, spil et spil, skriv eller tegn, gør noget som kræver dit fokus og sørg for at du bliver ved med og færdiggør det, selv når du har lyst til at forlade det. Hvis du har en aftale eller skal tage et sted hen og føler at du er nødt til at blive hjemme på grund af angsten, så gør dit yderste for at tage afsted alligevel. Det er okay hvis der er gange hvor du bare ikke kan - men at konfrontere angsten og mærke succesen ved at have gjort dette da du følte du ikke kunne, det er en af de hurtigste veje ud af angsten.

Søg hjælp - Jeg brugte 15 år af mit liv på at have angst uden at jeg eller nogen anden kunne fortælle mig hvad det var, og flere år efter det på at udskyde at få hjælp. Det er ikke det værd. Da mine angstanfald kom tilbage søgte jeg hjælp hos en psykolog næsten med det samme - efter et halvt år kunne jeg leve normalt uden slemme anfald. Efter et år var jeg angstfri igen. Ud over det, så lærte jeg at der altid er hjælp at hente hvis mine anfald skulle komme tilbage - jeg er aldrig alene med problemet mere. Den tryghed gjorde i sig selv mine anfald mildere og med længere mellemrum imellem hver.

Jeg ved at al angst er forskellig, og den måde som du føler angst på kan være meget forskellig fra min, og måske er dine redskaber ikke de samme som mine. Men jeg håber at nogle af mine erfaringer måske kan bruges af andre. Jeg er ikke psykolog og vil heller ikke forestille at være det, og jeg anbefaler stærkt at søge rådgivning hos en person der ved mere om det, og kan fortælle hvad du specifikt har brug for i forhold til din angst.

Jeg håber mit indlæg kan være til hjælp for andre. Hvis du har lyst til at udveksle erfaringer eller har spørgsmål eller noget som helst andet, så send mig endelig en privat besked eller svar på dette indlæg med ønsket om kontakt, så skriver jeg selv til dig. :)

MariaLykke
Indlæg: 23
Tilmeldt: 24 feb 2014 21:44

Re: Der er lys for enden af tunellen

Indlæg af MariaLykke » 23 jun 2014 18:42

Hvor er det dejligt at læse en solstrålehistorie... :) Jeg har ikke lidt af angst i ret lang tid. Kun nogle måneder, men når jeg har et anfald eller en dårlig dag, tænker jeg også meget på mit helbred. Specielt mit hjerte og det er så frygteligt at tro at man er ved at dø. Så jeg blev bare glad og forhåbningsfuld da jeg læste dit indlæg om hvordan du har fundet en måde at håndtere din angst på. Tak for det :)

Besvar