3 års frihed - nu er det tilbage

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af KarenB » 04 sep 2011 23:18

Hej allesammen.

Mit navn er Karen og jeg er 23 år og angstlidende. Efter en periode på 3 år uden angst er det vendt voldsomt tilbage, og jeg overvejer stærkt at søge professionel hjælp.

Her er min historie. Jeg har haft angst i hele mit liv - jeg kan ikke huske hvornår (eller hvordan) det startede, men mine første erindringer af angst er fra da jeg var ganske lille. Jeg var sygeligt bange for at få maveinfluenza - mere specifikt så var jeg sygeligt angst for at kaste op. Det eskalerede da jeg blev 13-14 år, hvor det udviklede sig til en spiseforstyrrelse, og jeg tabte mig drastisk. Jeg kom heldigvis ud af denne mørke periode og lærte at spise igen - idag er jeg meget ukræsen og kan spise næsten hvad som helst. :)

Det var først efter denne periode at jeg lærte hvad panikangst var - jeg havde aldrig hørt ordet før. Jeg lærte endelig hvad det var efter en frygtelig periode i gymnasiet med mange, lange og vedvarende panikanfald. Mit sidste år på gymnasiet var det hårdeste - jeg var fraværende, stresset og deprimeret, og det gik meget ud over min præsentationsevne. Efter denne periode fandt jeg nogle hjemmesider der lærte mig nogle redskaber til at håndtere min angst - og det var i sig selv utrolig befriende endelig at kunne sætte navn på de følelser og symptomer jeg havde.

Efter gymnasiet skete der noget fantastisk - jeg blev optaget på min drømmeskole og flyttede hjemmefra, på kollegium. Min angst forsvandt næsten fra den ene dag til den anden. Jeg arbejdede stadig med den og vidste at den var der, men jeg håndterede den og slap fuldstændig for deciderede anfald. Jeg har aldrig følt mig så fri og så lykkelig. :)

Da min sommerferie begyndte for to måneder siden havde jeg pakket min ferie fyldt med oplevelser - den første måned med at rejse, den næste med at være i praktik. Jeg havde en fantastisk ferie, både praktikken og rejseriet var livsoplevelser.

Men...

Min kæreste (som er bekendt med min angst og har været en kæmpe støtte igennem den) og jeg er løbet ind i vanskeligheder. Vores forhold er ved at falde fra hinanden, og jeg står midt i en rædsom beslutning - at skulle blive hos ham eller at slå op. Vi har været sammen siden jeg var 17. Vi har haft et langdistanceforhold, men har boet sammen på skift i nogle måneder og har altid kunne tale om alting. Han er simpelthen min bedste ven. Men igennem nogle samtaler vi har haft om fremtiden (noget vi ikke rigtig har snakket meget om før for ganske nylig) er vi begge blevet klar over, at vores fremtidsplaner og livssyn er meget forskellige. Han er meget forstående og benægter ikke problemet, men mener vi måske nok kan finde ud af det. Jeg er ikke så sikker. Han har gjort det klart at uanset hvad jeg vælger så støtter han op om det, også selvom vi i så fald går fra hinanden.

Da jeg startede min praktik var vi lige begyndt at snakke om disse ting. Jeg boede hos ham i den periode, og efter den første overnatning fik jeg et voldsomt panikanfald. Min hals føles som om den vokser eller som om nogen klemmer på den - jeg kan trække vejret men det føles som om jeg kvæles, jeg får voldsom kvalme og en forfærdelig angst for at jeg skal begynde at få synlige opkastningsfornemmelser eller på anden måde skabe en scene. Det bagerste af min hals bliver slimet og forværrer kvalmen. Mine halsmuskler går i spasmer - hvis angsten når sit højdepunkt er det som om min hals består af to vægge som mødes og lukker af for halsen. Det er meget intenst og ekstremt ubehageligt - og som med al angst føles det som om at det aldrig forsvinder igen.

I løbet af min måned i praktik kom jeg ind i en god rutine, jeg gen-lærte at bevare roen og pressede mig selv til at komme afsted om morgenen. Det gav pote - min angst formindskedes hurtigt og jeg fuldførte min praktik, og nød den samtidig. Men det ændrede ikke på den konklusion der nu deprimerer mig så meget - i tre år var jeg angstfri, og så kom det så voldsomt tilbage igen. Det store spørgsmål jeg stiller mig selv er - kan jeg nogensinde finde ro, nu hvor jeg ved at selvom jeg overvinder min angst, så kan den altid komme som lyn fra en klar himmel?

Jeg har aldrig søgt lægehjælp og ved at jeg burde. Men jeg har været god til at håndtere angsten selv. Sagen er den at jeg nu ved at mine redskaber ikke virker når min angst er på sit højeste - jeg bliver reduceret til en panikslagen, sygelig, halvkvalt, grædende version af mig selv, og så er vejrtrækningsøvelser bare ikke nok.

Jeg er lige startet på sidste år af min skole, og jeg har en masse nye, væmmelig "Hvad hvis nu..." tanker. Hvad hvis nu jeg fejler på sidste år ligesom i gymnasiet (jeg bestod med middel gennemsnit, men min koncentration og psykiske glæde var helt i bund - hvilket jeg IKKE har hverken råd eller lyst til på denne uddannelse). Hvad hvis jeg skal kæmpe mig vej op igen i årevis, for så at få angst igen og starte forfra. Hvad hvis jeg ikke kan have et arbejde efter skolen på grund af angsten. Hvad hvis jeg tager den forkerte beslutning mht. mit forhold og at det forværrer angsten.

Jeg havde et grimt anfald før jeg begyndte at skrive dette, og besluttede mig for at kontakte min læge så snart som muligt. Men måske bør jeg vente indtil jeg har taget et valg i mit forhold - siden jeg tror det var det der udløste min angst igen efter al den tid. Jeg har et spinkelt håb om at det vil løse min angst, men jeg tvivler - min erfaring med angst siger mig at det vil kræve mere tid.

Så hvis det er lykkedes nogen at komme igennem denne text-wall - er der nogen der kan nikke genkendende til noget af alt dette, og i alle tilfælde, hvad ville I gøre hvis I var mig?

På forhånd tak for støtten. Jeg har læst mange opslag her og det er altid rart at vide at man ikke er alene.

Tullemusen
Indlæg: 47
Tilmeldt: 05 aug 2011 18:07

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af Tullemusen » 05 sep 2011 04:37

Nu er jeg forholdsvis ny med angst, men kan godt nikke genkende til din historie. Flot at du har kunnet kontrollere din angst selv, men tror også på at det kunne være godt for dig måske at snakke med din læge og blive henvist til en psykolog, for at få mere ro på. Det er i hvert fald det, som jeg har tænkt mig at gøre. Jeg fik mit første "anfald" for ca. 2 måneder siden. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke hvad det var og blev meget skræmt af det. Forinden havde jeg været presset på arbejdet med mange arbejdsopgaver og der var også sket nogle ting rent privat, som jeg havde svært ved at forholde mig til, så fik den melding at det var angst udløst af stress.

Så jeg tror på at det er de store forventninger du har til dig selv vedr. din skole, samt dine bekymringer om dit forhold til din kæreste. Jeg kan godt forstå at det er svært, når i har været sammen så længe at valget er enormt svært, for samtidigt så kan du jo risikere at miste din bedste ven. Jeg tror at selvom du ikke har taget beslutningen endnu at du skal prøve at søge læge. Nu er jeg hverken selv læge, psykolog eller parterapeut, men tror at hvis du går fra ham at din angst måske bliver værre, så hvis du vælger at gå fra ham, hvorfor så ikke have nogle redskaber med på vejen, som du kan lære at kontrollere det med, nu hvor dine vejrtrækningsøvelser ikke hjælper? Og det er ikke for at blande mig, men har selv stået lidt i samme situation, så dette er bare et godt råd: Hvis du virkelig elsker din kæreste og han elsker dig, hvorfor så ikke blive sammen? Jeg kan godt se at det er svært, hvis i ikke deler de samme fremtidsplaner, men hvis i virkelig elsker hinanden, hvorfor så lade det skille jer ad?

Nå, men jeg håber at du har kunnet bruge mit svar på en eller anden måde.

/Tulle

KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af KarenB » 05 sep 2011 07:31

Hej Tulle, tak for dit svar. Og no worries, du er velkommen til at "blande dig" - ellers ville jeg slet ikke have skrevet et indlæg her. :)

Ud over at vi har forskellige præferencer med hvor vi skulle bo i fremtiden (han er fra Finland, og jeg selv er dansker), så er han og hans familie meget kristen mens jeg selv er agnostiker. Det er ikke så problematisk lige nu, men hvis vi skal bo sammen og have børn sammen forudser jeg en del problemer. Vi har snakket meget frem og tilbage om det i den seneste tid, og min tiltro til at det vil fungere er ikke vokset.
Jeg har flere gange sagt til mig selv at jeg er nødt til at søge læge nu, men jeg ender med at distrahere mig selv i stedet med skolen, computer og lignende. Måske er jeg tilbageholdende fordi jeg i så fald indrømmer at angsten er tilbage - og nu havde jeg jo endelig fundet en vej ud af den...

Tullemusen
Indlæg: 47
Tilmeldt: 05 aug 2011 18:07

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af Tullemusen » 06 sep 2011 19:48

Kan godt se hvad nu mener, når i ikke deler de samme fremtidsplaner. Jeg tror at du distrahere dig med en masse opgaver for at glemme angsten og udsætte et lægebesøg, fordi du er bange for "Dommen". Det er vigtigt at distrahere sig, så man ikke konstant tænker på angsten og symptomerne, men hvis din angst er tilbage (som det lyder som) og at du har svært ved at bearbejde din angst selv (selvom du hidtil har gjort dette), tror du så ikke at det vil være en god idé at søge læge og måske blive henvist til en psykolog? Jeg har selv bedt min læge om at henvise mig til en psykolog, da jeg håber og tror at det måske kan hjælpe mig. Jeg er som sagt forholdsvis ny med alt det her, men tror det er godt at få det bearbejdet og ikke gå og bære rundt på det selv, især fordi ens nærmeste måske ikke helt forstår hvordan man går rundt og har det. Min kæreste prøver at være der så godt han kan, men sommetider føler jeg heller ikke altid at han er forstående.

/Tulle

KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af KarenB » 14 sep 2011 14:23

Havde et grimt panikanfald her til morgen - ganske kortvarigt egentlig, men det "peakede" hurtigt. Skete mens jeg var i bad - min hals lukkede fuldstændig af flere gange og havde mange voldsomme kvælningsfornemmelser. Har det bedre nu, er ikke angst men kan stadig mærke den fysiske stramhed i halsen.

Jeg er egentlig glad, for jeg har ikke haft et decideret anfald siden jeg skrev mit første indlæg, så det er egentlig okay. Den dårlige side ved det var at jeg følte mig meget fattet indtil det pludseligt peakede, hvilket var meget ubehageligt. Det var nogle få minutter før jeg skulle i skole, men jeg kom af sted og efter en time var jeg ikke så bekymret mere. Men det gav mig stadig en del "hvad nu hvis" tanker. Jeg er stadig ræd for at det skal ske over i skolen, og det føltes meget "tæt på" i morges.

Jeg har bestilt tid hos min læge til i næste uge. Jeg er glad for at jeg endelig gjorde det. Nu håber jeg han kan hjælpe mig med at komme til bunds i det her.

Tullemusen
Indlæg: 47
Tilmeldt: 05 aug 2011 18:07

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af Tullemusen » 18 sep 2011 04:00

Hej Karen

Kender godt til det med at få en pludselig kvælningsfornemmelse og at det føles som om at det vare ved, fordi at man efterfølgende har de som om man stadigt har en klump i halsen eller som om at ens luftveje strammer eller er forsnævret på en eller anden måde. Det er ret ubehageligt faktisk, så kan godt følge dig.

Godt at du skal til læge i næste uge. Så håber jeg at du kommer til bunds i det hele.

/Tulle

KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af KarenB » 27 sep 2011 11:30

En lille opdatering fra mig, da der er sket lidt siden sidst.

Jeg var til lægen, var nervøs i starten men han viste sig at være super flink og forstående, så på trods af at det var første gang jeg fortalte om min panikangst til én jeg ikke kendte, så var det meget let at tale åbent om det med ham og jeg havde det rigtig godt bagefter. Han sagde næsten med det samme at jeg ville kunne få bevillingen der gør det muligt at få rabat hos psykologen, så det var også en stor lettelse. Derudover gav han mig navnene på nogle psykologer jeg kunne kontakte.

Jeg ringede til den ene for lidt tid siden (hun bor meget tæt på, nærmest lige ovre på den anden side af gaden), og har fået en tid d. 24 Oktober. Ventetiden er okay, det vigtigste er at jeg har fået en aftale. Det er helt mærkeligt endelig at have gjort det efter alle de år hvor jeg har båret problemet selv. Jeg håber virkelig at det vil gøre forskel.

Jeg havde et slemt panikanfald her til morgen, som startede med forventningsangst aftenen inden, efterfulgt af klamme mareridt hele natten, for så at "peake" om morgenen inden skolen. Mine morgener er ved at blive svære - jeg vågner med forventningsangst. Jeg var meeeget tæt på ikke at tage i skole, og jeg havde det virkelig som om jeg aldrig ville få det bedre. Jeg har det meget bedre nu, men det er svært ikke at frygte næste angreb. :(

Til gengæld havde jeg en super weekend uden decideret anfald. Jeg var til fødselsdagsfest hos nogle bekendte og nød faktisk både den lange tur frem og tilbage samt selve festen. Jeg tror det er godt at komme lidt ud af rutinen en gang imellem. Jeg skal afsted igen denne weekend, og det kan måske være derfor min angst kom, fordi det stadig stresser mig at skulle afsted - men når jeg så er på vej så går det som regel okay. :)

EDIT: Jeg glemte at nævne - jeg har slået op med min kæreste. Vi er begge to okay med det og fortsætter som venner. Selvom det er mærkeligt og lidt trist at være alene igen så tror jeg det er den rigtige beslutning. Han virker også som om han er okay med det, og vi er begge taknemmelige for den tid vi har haft sammen. Så det sluttede meget fredeligt.

Tullemusen
Indlæg: 47
Tilmeldt: 05 aug 2011 18:07

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af Tullemusen » 04 okt 2011 16:37

Godt at du havde en fornuftig samtale med din læge :) også godt at du har fået en psykologtid her d. 24 oktober.

Kan godt forstå at det er svært ikke at frygte nye angreb. Har det også sådan selv - specielt fordi mit ofte opstår om aftenen når jeg skal i seng eller midt om natten. Jeg tror at det er fordi at der er det hele stille og roligt og så begynder tankemylderet. Jeg tror bare (selvom det er svært og jeg også har svært ved det sommetider) ikke at lade frygten tage over, for frygten og de negative tanker, kan godt fremprovokere anfald, selvom man ikke ønsker det.

Godt at dit "Break Up" med din nu ekskæreste gik fint. Bare du har det godt med dit valg og da også rart at i kan fortsætte som venner, så du stadigt har en støtte i ham.

/Tulle

KarenB
Indlæg: 9
Tilmeldt: 04 sep 2011 22:22

Re: 3 års frihed - nu er det tilbage

Indlæg af KarenB » 30 okt 2011 23:04

Nu er der gået lidt tid, og jeg har været til psykolog to gange nu. Ligesom min læge er min psykolog utrolig sød og dejlig at tale med. Jeg får talt ud om nogle ting som jeg har holdt på i lang tid og som sidder og gnaver, og det er virkelig dejligt. Mht angsten har vi ikke taget så meget fat endnu, hun (min psykolog) er stadig ved at lære mig at kende, men hun har givet mig en opgave. Hver gang jeg har et anfald skal jeg skrive det ned, med detaljer om hvor længe det varede, hvordan det føltes, hvad jeg tænkte før og efter, og give det en score fra 1-5, hvor 5 er bedst og 1 er værst.

På det sidste er den lille journal jeg har skrevet disse ting ned i blevet til en dagbog. Jeg har konstant forventningsangst og har flere anfald om dagen, mest om morgenen og begyndende om aftenen, da jeg er nervøs for det anfald jeg forventer når jeg vågner næste dag. Det begyndte at trappe op før jeg skulle på familieferie i London i fem dage. Turen var virkelig dejlig og jeg fortryder bestemt ikke at jeg tog med, men når det så er sagt så var jeg voldsomt stresset og havde flere større og mindre anfald under turen. Siden jeg kom hjem har det været meget op og ned, men desværre mest ned. Lige nu sidder jeg i noget som mest føles som en depression - selv når jeg ikke har anfald er jeg trist, jeg er tilbøjelig til at græde når jeg er alene, og jeg er begyndt at udskyde aftaler og ting jeg skal nå. Jeg kan se mig selv på kanten af det hul som jeg for alt i verden ikke vil falde i igen - der hvor min panikangst bliver til en ond cirkel, hvor jeg bliver isoleret og lader angsten styre mit liv. Jeg er simpelthen så ræd for om det er den vej jeg tager.

Mit største ønske lige nu er at kunne holde jul med min familie uden at være angst. Jeg tror ikke at jeg når at blive angstfri inden så kort tid, men jeg håber at jeg kan skubbe angsten så meget i baggrunden som muligt i juletiden. Min frygt for at angsten skal spolere min juleferie gør mig virkelig trist. Jeg glæder mig og gruer virkelig meget for den ferie på samme tid.

Jeg føler mig virkelig selvmedlidende og ynkelig og bryder mig slet ikke om den person jeg bliver til når jeg har angst. Det er et depri indlæg, men jeg føler at det hjælper at skrive det ned. Jeg ved at min angst nok forsvinder så snart jeg accepterer den rædsomme følelse jeg får i halsen, men lige nu kan jeg ikke se hvordan jeg kan gøre det. Jeg har læst lidt om hvad der sker når halsen lukker sig sammen på den ubehagelige måde som den gør hos mig, og det hjælper på angsten at blive informeret.

Jeg skal til psykolog hver anden uge, næste gang d. 7/11. Jeg glæder mig - det hjælper at få talt om det.

Besvar