Nogen der er gået fra sin kæreste/mand/kone?

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
Hawaii
Indlæg: 39
Tilmeldt: 24 sep 2008 22:11

Nogen der er gået fra sin kæreste/mand/kone?

Indlæg af Hawaii » 02 feb 2010 17:48

Puha ja nu står jeg i den skrækkelige situation at jeg ikke føler jeg kan holde ud at være sammen med min kæreste igennem 8 år mere. Han er bare så egoistisk og der er mange grunde og vi skændes hele tiden og det er bare rigtig meget stress og frustration og vrede.

Vi har et barn på 7 måneder som gør det lidt mere kompliceret.

Og jeg er bange. Hvordan takler man det at gå fra sin mand og blive alene mor når man har angst?

Er der nogen der har prøvet det og vil dele sin oplevelse og måske give gode råd?

luffe
Indlæg: 164
Tilmeldt: 15 nov 2009 23:28

Indlæg af luffe » 03 feb 2010 00:20

Hej hawaii.

Puha, det ser ikke sjovt ud, har selv prøvet det efter et år med min kæreste, man går helt ned, man savner dem, selvom det ikke gik og det var det rigtige at gøre, men man savner dem stadigvæk helt vildt. Du kommer til at føle dig meget alene og ensom. Ligesom man mangler noget i når man er hjemme. Jeg siger det ikke for at skræmme dig, men sådan havde jeg det selv, nu 2 år efter er jeg godt kørende og vi snakker fint sammen, så det bliver meget bedre.

Og det at i har et barn sammen det gør det lidt mere kompliceret, det kan jeg godt se, og det ikke rart, jeg ved kvinder ofte har "drømme" om at blive gift med en dejlig mand og få et barn sammen og sammen opvokse med det. Men det er ikke tit det sker, desværre. og nu er dit barn kun 7 måneder, og det er vel den alder hvor det er svært at være alene med sådan en lille en?

Nu siger du han er egoistisk og en masse andet, men er du nu sikker? Ved han godt at i er kørt af sporet?

Snak med ham om jer og jeres barn samt jeres forhold, få det hele på det rene, du kunne jo fortælle ham og hans fejl og lige over?
det er svært at gøre noget rigtig hvis man ikke ved hvad man gør forkert, så snak om jeres problemer?
Er i stadig forelsket? - genoptag romancen igen, i kunne evt. søge hos en par terapeut, det er det værd, men når man er 2 i huset med en lille en så er penge pungen måske ikke så stor, men det skulle ikke koste det helt vilde igen, har jeg hørt.

Skænderier, vrede, utilfredshed er noget der rammer mig, angst mæssigt, det er slet ikke rart, så det ville være meget slemt for mig, hvis jeg stod i jeres situation.

Så sent som idag der så jeg noget i tvet om sexlyst. Der er mange der går fra hinanden, pga. sexlysten daler. nu kan det godt være jeg kommer med et sindssygt indlæg her, men håber da jeg kan hjælpe lidt.
Det kunne ikke være jeres sexlyst? Kan godt se at det ikke er nemt at elske når man er i totterne på hinanden, og jeg ved jo ikke om i stadig har samme sexlyst? men kunne godt forestille mig at det er svært med en lille en i huset. Men hvis det er, så lav noget romance, ha' en hed nat, genoptag den vilde forelskelse der var i starten, få jeres sexlyst tilbage, det hjælper mange at få sexlysten igen, finde romancen i sex, få det til at være en overraskelse (ja hvor får jeg alt det sex info fra? - jeg ser en del nat tv på zulu og tv2, og der kommer nogle gange et program hvor det handler om at få folk bragt sammen igen, ligesom jer, ved sex, hvor sexlivet er helt dødt ud.)

Nu skrev jeg lige hvad jeg kunne, så håber da du vil tænke over nogle af mine råd.

Så lige noget om hvordan man får bedre elskov i aftenshowet på dr1, tidligere idag, hvor de linkede til en hjemmeside med gode råd
"http://www.dr.dk/dr2/i_seng_med_dr2"

hav det godt

Hawaii
Indlæg: 39
Tilmeldt: 24 sep 2008 22:11

Indlæg af Hawaii » 03 feb 2010 16:27

Hej Luffe

Tak for dit svar.

Ja vi snakker konstant om det der er galt. Jeg har fortalt ham hvad han gör som jeg ikke kan acceptere så han ved det godt og han kan godt se det er uretfærdigt. Men det med at ændre på det, det sker bare ikke. Han siger han pröver men der sker bare intet. Vi har snakket om de problemer det sidste halve år men intet siver ind. Så nu har jeg aflyst vores bryllup (som skulle være til sommer) og vil se om noget kan ændres for jeg ved at jeg ikke kan leve med det her i fremtiden.

Han tror han har en depression og har været til lægen i går så han får svar i morgen. Hvis det er tilfældet vil jeg selvfölgelig godt vente og se om han får noget livslyst når han får hjælp. Hvis det ikke er en depression, så tror jeg ikke jeg holder det ud ret meget længere.

Jeg har også tænkt på parterapi... måske skulle man pröve det.

Jeg synes ikke vores sexliv fejler noget. Vi har godt nok ikke meget tid eller overskud men vi har begge lyst og sörger for at det bliver til noget regelmæssigt (eller bare når vi har lyst).

Så ja desværre synes jeg at jeg har gjort (næsten) alt hvad jeg kan for at rette op på det her men han er bare helt passiv når det kommer til at ændre på noget.

Jeg synes bare det er så synd for min sön. Lille stakkel har ikke gjort noget for at fortjene at hans mor og far skændes hele tiden og måske går fra hinanden. (Vi passer selvfölgelig på ikke at hæve stemmerne eller noget i den retning men han kan jo mærke spændingen og det dårlige humör.)

Jeg elsker ham stadig. Det er helt sikkert men jeg föler han er ligeglad med hvordan jeg har det. Det sårer mig rigtig meget. Og han ved godt hvordan jeg har det. Alligevel er det ikke nok til at han gider göre noget som helst.

Jeg er også bange for at det kommer til at påvirke min angst hvis vi går fra hinanden. Jeg er simpelthen skrækslagen. Hvad hvis jeg ikke kan sörge for mit barn alene med min angst? Hvad hvis mine fölelser bare går amok og jeg slet ikke kan være til stede i min krop (hvis du forstår?)

Öv jeg troede aldrig jeg skulle stå i denne situation. Men det tror de fleste vel heller ikke. Alligevel sker det vist for de fleste på et eller andet tidspunkt.

Solei
Indlæg: 20
Tilmeldt: 28 jan 2010 18:22
Geografisk sted: Lolland

Indlæg af Solei » 03 feb 2010 22:43

Kære Hawaii...
Din søn er 7 mdr...og du har gået 9 mdr gravid...med angst...og din situation med din kæreste kommer fuldstændig bag på dig...efter 16 mdr...?
Måske har jeg fuldstændig misforstået et eller andet vigtigt i forhold til dit indlæg...men ønsker oprigtigt dig og dine det allerbedste...smiler
Godt liv til alle...

nielsen024
Indlæg: 72
Tilmeldt: 06 sep 2008 23:28
Geografisk sted: nordjylland

Indlæg af nielsen024 » 03 feb 2010 22:54

Hej Hawaii.

Jeg har også angst, men er bevidst om, at det kan være en plage for ens omgivelser. Man er meget focuseret på sig selv som angstramt.
Har du tænkt på, hvordan det kan påvirke din kæreste ?.
Hvis han selv har sine problemer og en eventuel depression, kan det så tænkes, at du stiller urealistiske krav til ham om at have 100% fucus på dig og dine problemer med angst ?.

Man kan godt blive lidt småegoistisk af at lide af angst, jeg kender det selv.
Man føler ikke andre forstår en, hvad de heller ikke altid gør. Det kan man ikke altid fortænke dem i, for de har jo ikke oplevet det.

Hawaii
Indlæg: 39
Tilmeldt: 24 sep 2008 22:11

Indlæg af Hawaii » 03 feb 2010 23:41

Jeg skrev nu ikke for at diskutere om det er rigtigt eller forkert at gå fra ham men mere for at høre om nogen har gået igennem sådan noget med angst?

luffe
Indlæg: 164
Tilmeldt: 15 nov 2009 23:28

Indlæg af luffe » 04 feb 2010 01:17

Nej nemlig Hawaii, vi prøver jo bare at hjælpe ;)

Slap nu af, løsn nu op for alle de knuder, og slap lidt af, hvis i er fremme i skoene hele tiden så nytter det jo ikke noget, slap af, få nu noget kvalitets tid sammen, giv det en chance før du fortryder, hellere gøre det selvom det ikke er rart end slet ikke at gøre det fordi så ved du jo ikke om det var rart? hvis du forstår? Jeg tror ærligt talt i har brug for en pause fra jeres hverdag.
få nogle til at passe den lille i et par dage og tag på hotel eller et andet ophold, hvor i kun er jer to. Du må huske at jeres barn intet har gjort, og det er jer to, fælles, der har et problem, det må du give mig ret i. Mit bedste råd er simpelthen parterapi, lær hinanden igen, så må din mand, depression eller ej, spænde hjelmen og fokuserer lidt på jer to, det kan man altså godt når man har depression, ikke ret meget, men små skridt tæller nu også.
Tag på hotel eller de der Health steder der, også få løsnet knuderne lidt ved en omgang massage side om side, og tag på en dejlig middag efter det.

I er nød til at arbejde på det, det er hårdt, specielt når man også har angst. Vær lidt søde for hinanden, istedet for din mand, fx, ikke går ud med skraldet inden du er hjemme og bare lader hele huset flyde. Så er det også rart at man selv tager initiativ til at rydde op eller gøre noget for partneren som virker befriende og dejligt. Husk at ris og ros, er en genial ting! Nu "ris'er" i hinanden ret meget, og det udvikler sig for hver gang til et kæmpe slag, ros nu hinanden for hvad i gør, når man er sur og vred er det svært at se hvad partnerne gør for hinanden, så ros hinanden få opløftet det vrede på læg og slap af, nyd hinanden for hvad i har og gør, istedet for at brokke og diskutere for hvad i mangler og ikke har.

Se lyst på tingene, er der noget negativt, få det ordnet så begge parter er tilfredse og ligestillet.

Babyen skal i baggrunden - fordi det er jer to det handler om, faktisk jer tre, men babyen er ikke med i det her, den tager bare konsekvensen af jer to. Sæt babyen i række nr 2 og få løst jeres problem sammen.

Nu siger jeg ikke du ikke skal passe din baby eller det, men blot at i skal prøve at få mere tid sammen.

Jeg kan forestille mig at jeres "skænderi" først er trådt rigtig igang efter du fødte, eller sidst i din graviditet?
Det er jo hårdt at have et barn sammen, der er så meget overskud osv, så man sjældent får tid sammen, og det er der den er gal.


nu ved jeg ikke om du vil gøre nogle af de her ting, men hvis du tænker noget i retning af "ah, det gør jeg ikke når han er så "ond" imod mig" så er det ikke godkendt, giv det en chance om det går den ene eller den anden vej så er resultatet altid godt.
Hør hvad din kæreste mener om jeres fremtid, og hvad han vil gøre for at i tre kan få det til at køre.

Kan godt forstå det er en forfærdelig situation at stå i, men at blive ved med at skændes gør kun tingene værrere.

Min konklusion:
I mangler simpelthen fritid sammen, så i kan få det overskud som vil gøre alle glade.
I mangler de ekstra kræfter til at rose hinanden og være glade.

Tag nu alle vores råd til dig og overvej dem.



Jeg er ikke noget parterapeut langtfra, det her er bare min måde af at se på sagen.

!!!
Tid tid tid, det mangler vi, men tilrettelægger vi hverdagen nogenlunde er huset tilfreds stillet - det tager ikke mere end to sekunder.
!!!

Hawaii
Indlæg: 39
Tilmeldt: 24 sep 2008 22:11

Indlæg af Hawaii » 04 feb 2010 16:25

Solei: Jeg forstår ikke helt dit indlæg. Hvad er det du mener er kommet helt bag på mig? Hvis det er vores problemer så kommer de ikke bag på mig nu lige pludselig. Jeg har skam kæmpet længe for at holde i forholdet. Jeg synes bare jeg har kæmpet alene det sidste halve år. Men det er nu ikke det jeg ville diskutere. Ville bare lige forstå hvad du mente med dit indlæg?

Er der ellers nogen der har været nødt til at forlade sin makker og have angst samtidig?

fuglen
Indlæg: 22
Tilmeldt: 21 feb 2009 13:17

ang. forhold og angst

Indlæg af fuglen » 04 feb 2010 20:16

Hej
Jeg har bestemt ofter overvejet at forlade min mand og far til mit barn.
Jeg er panik-angst patient og min kæreste har lidt depri-tendenser og er meget temperamentsfuld.
MEN men men, jeg hørte engang en klog kvinde sige, at man aldrig må gå fra hinanden så længe barnet er baby/mindre barn - for det er undtagelsestilstand!!!! Alle de fejl ens partner har (fejl, som man godt kendte til, men ikke bed så meget mærke i) bliver tydeligere og stærkere når der kommer et lille barn.
Min dreng er nu 3 år og vi er stadig sammen - men kæmper stadig med mellemrum. Værst var det, da min dreng var spæd og han græd meget. Min mand kunne være skredet til månen, da han absolut ingen hjælp var - tværtimod. Jeg havde to babyér!!!! MEN, min mand havde faktisk næsten depressiv over at være blevet far. Han havde glædet sig så meget og blev så skuffet. Jeg måtte bare æde den, da jeg heller ikke orkede at forlade ham - jeg var SÃ… træt! Var som dig også så bange for om mine angstanfald skulle bryde ud i fuldt flor og jeg så ikke kunne passe mit barn.
Jeg gik ikke fra min mand, men jeg er gået fra andre mænd før ham. Og ja, hver gang har jeg været bange for om jeg kunne klare det og hvorvidt alting ville blive værre. Det er ALDRIG blevet værre - heller ikke selvom det er mig der er blevet forladt. Jeg skal dog tilføje, at jeg aldrig har haft et forhold på op mod otte år. Til tider er det sådan for mig, at jeg kommer ud for noget rigtig hårdt. Episoder som man kunne forvente ville udløse angst, men der kom den netop ikke. Måske er det uanede kræfter der dukker op.
Men en grundregel ved angst er vel, at angsten ikke må forhindre dig i noget. Angsten skal ikke stå i vejen for det liv du ønsker at leve. Det er MEGET sværere end at sidde her og skrive det. Jeg prøver selv at leve efter det, fordi angsten bare ikke må styre mit liv. Jeg føler, at hvis jeg først giver efter for angsten, så æder den sig mere og mere ind på mit liv.
Hvis det ender med, at du må forlade din søns far, skal du gøre det, uanset om du er angstramt eller ej
Fuglen

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 04 feb 2010 22:21

Jeg forlod min mand gennem 9 år - og blev alene med vores to børn, der på det tidspunkt var 2½ og 5. Eller dvs. vi deler børnene ligeligt, så vi har dem en uge ad gangen :)

Min angst var på det tidspunkt ikke så slem, som den havde været, så jeg turde godt med henblik på angsten. Jeg har så også et stærkt netværk omkring mig - og det meste af min familie i nabobyen 15 km herfra, og når jeg har problemer med min angst, er de til stor hjælp :)

Jeg har oplevet, at jeg har fået lettere ved at styre min angst, når jeg er alene med børnene.. Fordi jeg skal jo død og pine tage mig af dem - også selvom jeg er angst. For mig gør det, at jeg tager mig mere sammen - det var lettere at overgive sig til angsten og lade min eks-mand tage over, dengang vi stadig var sammen.

For mig har det ikke været angsten, der har været det største problem i forhold til at forlade min mand.. For mig var det værste at opleve mine børns smerte i forbindelse med skilsmissen. De var så også lidt ældre - men den smerte, jeg påførte dem, fordi jeg forlod mit ægteskab, er den værste, jeg nogensinde har oplevet - og jeg overvejede seriøst flere gange at spørge min eks-mand, om jeg ikke måtte komme tilbage, bare så det ikke skulle gøre ondt på børnene :(

Men det er nu 5½ år siden, jeg blev skilt ... og jeg er stadig skilt.. og ungerne er vist kommet så helskindet igennem det, som man kan :)
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

Hawaii
Indlæg: 39
Tilmeldt: 24 sep 2008 22:11

Indlæg af Hawaii » 06 feb 2010 01:11

Tak for alle jeres gode svar. Vi arbejder stadig på sagen og jeg håber vi kommer igennem de vanskeligheder.

Solei
Indlæg: 20
Tilmeldt: 28 jan 2010 18:22
Geografisk sted: Lolland

Re: Nogen der er gået fra sin kæreste/mand/kone?

Indlæg af Solei » 08 jun 2010 19:08

Bedre sent end aldrig...smiler
Har været lidt væk fra vinduet de seneste måneder i forhold til alt muligt i mit liv...og forhåbentligt til det bedre...smiler

Ved ikke om du benytter dig af ANGSTFORENINGEN mere men vil alligevel gerne give dig en lille besked med på vejen...

Jeg var ikke ude på at håne dig...men har selv været i forhold MED angst
hvor snakken koncentrerede sig MEGET om barn/børn...smiler

Når jeg ikke på daværende tidspunkt følte jeg kunne tage ansvar for mig selv alene...så kunne jeg heller ikke gå ind for at få børn...
Det var i bund og grund bare det jeg gerne ville fortælle dig...smiler
Knus og lykke...
Godt liv til alle...

Lydde
Indlæg: 131
Tilmeldt: 09 mar 2008 01:28

Re: Nogen der er gået fra sin kæreste/mand/kone?

Indlæg af Lydde » 08 jun 2010 22:19

Det er i orden Solei :)

Vi er stadig sammen men min kæreste har fået konstateret manisk depression og går nu til psykolog. Vores problemer går ikke ud på angst eller barn men det at få barn sammen og blive så afhengige af hinanden har gjort at det blev meget svært at leve sammen. Jeg har ikke meget angst i hverdagen men var bange for at den ville blusse op ved den slags stress.
Men der er ihvertfald blevet fundet en årsag til hans opførsel og han arbejder virkelig på det så vi kæmper videre sammen.

Solei
Indlæg: 20
Tilmeldt: 28 jan 2010 18:22
Geografisk sted: Lolland

Re: Nogen der er gået fra sin kæreste/mand/kone?

Indlæg af Solei » 08 jun 2010 22:35

dejligt I er gået fra hinanden og alligevel nyder det frie liv sammen....knuser og god aften/nat sammen...smiler
Godt liv til alle...

Besvar