Følelsen af ikke at kunne klare mere?

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
luffe
Indlæg: 164
Tilmeldt: 15 nov 2009 23:28

Følelsen af ikke at kunne klare mere?

Indlæg af luffe » 09 jan 2010 07:15

Jeg startede jo hos psykolog igår, det gik fint, men jeg fik et kæmpe anfald, som jeg nok havde forudset på en måde.
Jeg var så træt i går eftermiddag på grund af arbejde og psykolog, at jeg faldt i søvn kl 18 og vågnede kl 00. Nu er kl 07:10 og jeg fik pludselig følelsen af ikke at kunne klare mere, som om jeg nærmest hellere ville væk eller bare dø. Kender i den? Jeg fik tårer i øjnene men ville ikke græde, jeg har ikke grædt længe og jeg er ikke græde typen. Jeg græder kun over psykiske ting, som fx at få meget skæld ud, eller måske nu også angst.
Jeg har brækket armen, blevet skået med en hobby kniv, der er ikke noget der.

Kender i følelsen af ikke at kunne klare mere? Bare det hele, ligesom jeg skrev længere oppe? Tanken skræmmer mig lidt, selvom jeg godt ved at jeg nok skal klare den, men alligevel. Det er nemt for jer at skrive, ja du klarer den.
Men kender i virkelig følelsen af at ikke kunne klare mere? Nu synes jeg følelsen er lidt væk men er stadig ramt af den. Der er jo ikke noget man kan gøre ved den.
Jeg tror det at komme ud og snakke med en psykolog har sat gang i mine følelser og mine tanker, det er nok negativt nu, men i det lange løb bliver det positivt?
Jeg ville bare lige hører om i kendte til den følelse?
Det hjælper mig lidt at få bekræftet at i udemærket kender den.
Nu kommer den igen :( og det værste af det hele er om 4 timer er jeg til en badminton turnering...

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 09 jan 2010 11:26

Hej Luffe

Jeg tror, at alle angstramte kender den følelse - desværre :?

Men vi kan jo så også bevidne, at den går over igen - heldigvis :)

Det sætter gang i utroligt mange ting, når man starter hos psykolog.. Det kan meget hurtigt komme til at virke uoverskueligt at skulle bekæmpe sin angst, som har fyldt så meget i ens liv indtil nu. Men du skal hele tiden huske på, at det er en langsom proces, der går trin for trin - det er ikke sådan, at du pludselig sidder helt angstfri om tre dage (hvilket for mig - underligt nok - var en utrolig skræmmende tanke). Det går stille og roligt - og nogle gange to skridt frem og et tilbage, så man kan sagtens nå at følge med i processen :)

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om følelsen måske ikke endda allerede har lagt sig i og med, at du er til badminton nu. Sport har det med at booste ens humør, fordi der bliver frigivet nogle hormoner, som gør en i bedre humør. Faktisk synes jeg, at det er ualmindeligt stærkt, at du er i stand til at holde fast i din sportsudøvelse, selvom du kæmper med angst og følelsen af håbløshed - det gør mig ret overbevist om, at du sagtens kan klare dig igennem det her forløb :)
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

luffe
Indlæg: 164
Tilmeldt: 15 nov 2009 23:28

Indlæg af luffe » 09 jan 2010 14:29

Tak hallie.

Nu har jeg jo kun været bevidst om at det var angst i et halvt år.
Men det kan sagtens været kommet før. :)

Ja den varede kun 15 min også fik jeg det lidt bedre.

Jeg spillede ikke badminton idag, jeg er træner i det og sad ude bagved og holdte øje, det som trænerer gør.
Ellers går jeg til det 3 gange om ugen (som træner) hvor jeg løber heletiden, altså spiller. Jeg arbejder 5 timer om ugen og nogle gange mere, jeg går til basket 3 timer om tirsdagen, så det er godt, min psykolog er meget stolt over jeg kan klare de ting - som jeg også selv er.
Men det er noget jeg er vant til, jeg har dyrket de her sportgenre hele mit liv, i hvertfald badminton og er på mit 2 år som basketball spiller :) Ellers spillede jeg rigtig meget fodbold og kom på et godt hold, men jeg mistede lidt lysten til det, da jeg blev for gammel til det hold jeg spillede på, sidste år. Så mig og min psykolog er stolte :)

Selvfølgelig klarer jeg det, hvorfor ikke? man kan jo ikke dø af det, og der er ingen anden udvej end at kæmpe, den værste trudsel er selvmord. Det skræmmer mig ikke rigtig, men eftersom jeg er bange for at dø af selve angsten (under et anfald olign) så skræmmer det mig ikke så meget, vi ved vi får det bedre under et anfald men alligevel føles det uoverkommeligt.

Har du det godt? Dyrker du også sport?

- Ja jeg er sku blevet ret træt af at alt det her vi skriver herinde KUN handler om angst, synes sku også vi skal have bare lidt privat liv ind.

ChipChap
Indlæg: 121
Tilmeldt: 17 jan 2009 19:10

Indlæg af ChipChap » 09 jan 2010 15:12

Jeg tænkte på om du ville have gavn af medicin.

For mit eget vedkommende så har det hjulpet mig utrolig meget.

Jeg går også til psykolog,og jeg mener at det kan være en fordel,at men også er i behandling medicinsk,idet man nemmere kan bruge det men lærer (kognitiv terapi)ved psykologen.


Mit liv er pludselig blevet rigtig godt,og jeg har stort set ikke angst mere. :lol:

Hilsen ChipChap

hallie
Indlæg: 222
Tilmeldt: 22 jun 2008 22:31
Geografisk sted: Sønderjylland
Kontakt:

Indlæg af hallie » 09 jan 2010 16:52

Hej Luffe

Dejligt at høre, at det går bedre :)

Jeg dyrker desværre ikke selv sport mere - men jeg har dyrket kunstskøjteløb i mange år... Nu har jeg svært ved at finde overskuddet til det - især når jeg er alene med 2 børn hver anden uge :)

Helt overordnet set har jeg det enormt godt med min angst - jeg har haft det meget værre end jeg har det nu... Men jeg går igennem nogle følelsesmæssige dilemmaer lige for tiden, og det gør også min angst værre... Noget af det, jeg dog bliver mere og mere bevidst om i den her proces, er hvor meget det betyder, at jeg er tro mod mine egne følelser og ikke går for meget på kompromis, for det kan min angst og mit humør simpelthen ikke holde til. Så selvom det er hårdt, det jeg er igennem lige nu, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer stærkere ud på den anden side - også i forhold til min angst :)

Men ja - jeg er enig med dig selv om, at der også godt må være noget andet end angst i dette forum ;)
[img]http://i9.photobucket.com/albums/a83/halliecp/Signatures/Caprica-six-sig.png[/img]

luffe
Indlæg: 164
Tilmeldt: 15 nov 2009 23:28

Indlæg af luffe » 09 jan 2010 20:11

til ChipChap:
er det en form for lykkepiller du er på?
Jeg nævnte det for min psykolog, han kom ikke med et ja eller nej svar, han sagde bare at det virkede godt på nogle og dårligere på andre :)
Han nævnte nogle nervepiller som var rare at ha' i baggrunden hvis du fik det rigtig skidt, men har overlevet uden dem indtil videre, og de sku være ret afhængige også røg virkningen af dem hurtigt.
Men jeg skulle snakke med min psykolog om lykkepillerne hvis det var sagde han, det tror jeg, jeg vil gøre :) folk der er på dem, skulle få det meget bedre af dem, håber de kan hjælpe mig.

til hallie:

ja det er hårdt det her, vi har kun et liv, hvorfor skal vi rammes af angst? Det er pokkers, ja jeg synes at angst angst og atter angst godt kan nedtrykker ens humør, og det er også vigtigt med lidt fri snak og humor :)

Martin Christensen
Indlæg: 268
Tilmeldt: 14 mar 2009 19:55

Indlæg af Martin Christensen » 09 jan 2010 22:21

Kære Luffe

Må jeg spørge hvor gammel du er?

Kh Martin

ChipChap
Indlæg: 121
Tilmeldt: 17 jan 2009 19:10

Indlæg af ChipChap » 09 jan 2010 22:56

Til Luffe.
Jeg er på Paroxetin,det er de såkaldte lykkepiller.

Det er lykken for mig :lol: .Det kan godt være at der er nogle der ikke har gavn af det,men prøv dog om det ikke kan hjælpe på dig.

Livet er for kort til at affinde sig med angsten.Der er vel også forskel på hvordan man har det.For mit vedkommende var min angst total invaliderende.

Jeg kunne være rædselslagen for at skulle leve med angsten resten af mit liv.

Nu efter 4 mdr. på Paroxetin,må jeg sige at jeg efterhånden har det som før jeg blev syg af angst.

Sommetider er det bedre end jeg har haft det i mange år.

Dog har jeg skulle stige gradvis fra startende med 20 mg. til de nuværende 50 mg.

Hvis din læge går med til at give dig Paroxetin,så skal du være forberedt på,at du i de første 1-2 uger måske får det værre med angsten,men hold ud det forsvinder helt.

Benzoer,som er det medicin du skriver om,skal man kun bruge i nødsituationer,men det virker indenfor 1 time,man kan forsigtig bruge det i starten af behandlingen med Paroxetin.

Paroxetin har ikke så mange bivirkninger som andre lignende præperater indenfor det der hedder SSRI medicin.

Mange hilsner ChipChap :P

Martin Christensen
Indlæg: 268
Tilmeldt: 14 mar 2009 19:55

Indlæg af Martin Christensen » 09 jan 2010 23:22

Jeg tror at Luffe er rimeligt ung (bare et gæt) og jeg tror at der er MANGE muligheder der bør udforskes, før at der skal medicin på bordet - og det er sagt med respekt for dem som vælger at tage medicin.

Kh Martin

ChipChap
Indlæg: 121
Tilmeldt: 17 jan 2009 19:10

Indlæg af ChipChap » 10 jan 2010 00:37

Luffe kunne også prøve Velzina,2 stk.dagl. Det er et naturpræperat,som jeg havde god virkning af i starten.
Det er lige så godt som ssri.

Jeg tog det i ca.3 mdr.men så holdt det op med at virke på mig.

Det er måske et forsøg værd,Luffe.
Det er uden bivirkninger,og man kan nemt trappe ud af det igen hvis det ikke virker.,

Jeg mener stadigvæk at det er det bedste at medicinere,hvis man ikke kan få det bedre ad anden vej.

Hvorfor gå og spilde tiden med at have det ad h.....til.

Der er hjælp at få ,tro på det!!!!!

Velzina er også 1-2 uger om at virke,men man får det ikke værre i starten som man får at SSRI.

Det var ærgeligt at det kun virkede i 3 mdr. på mig,ellers havde jeg stadigvæk taget det.

Dog er jeg glad for Paroxetin,der reddede mig :lol: :lol:

Hilsen ChipChap

Besvar