depression, angst, uvirkelighed

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Crimson
Indlæg: 8
Tilmeldt: 19 dec 2008 19:23

depression, angst, uvirkelighed

Indlæg af Crimson » 19 dec 2008 22:33

Hej drenge og piger.

jeg håber ikke nogen her får panikanfald over lange tekster, for jeg har mange tanker lige nu :)

det ser ud til at der findes folk her som ved hvad jeg taler om, når jeg nævner ord som "depersonalisering", "derealisering", "dissociation", "uvirkelighedsfornemmelse", osv. Jeg skimmede at par gamle tråde, én kaldte det "illusions-fornemmelse". Det er åbenbart et velkendt fænomen som hænger sammen med angst/panik. Måske er der nogen kloge hoveder der kan hjælpe?

Jeg har lidt af depressioner i mange år, og har heldigvis kun haft få episoder med panikangst. Jeg har ikke haft angstanfald siden jeg gik i behandling med SSRI for min depression for 5 år siden. Jeg havde et par relativt gode år, men depressionen er vendt tilbage. Hverken citalopram, sertralin eller cipralex har hjulpet en skid. Så nu er jeg lige skiftet fra SSRI til Noritren (tricyklisk).

Grunden til jeg skriver er at jeg fik et ordenligt panikanfald idag. Selvom det er mange år siden sidst, kunne jeg mærke ed det samme hvad der var på vej. "here we go again" fornemmelse, jeg fik alle de samme symptomer, og var et øjeblik lige ved at ringe efter en ambulance, for nu var jeg sikker på at jeg skulle dø... igen. Det varende næsten 45 min og det er sgu en evighed. Jeg er fuldstændig smadret i kroppen efter det, det føles som om jeg har løbet en marathon. Men jeg ved at man ikke dør af det, og det fysiske ubehag bekymrer mig ikke.

Det værste er den der uhåndgribelige depersonaliserings effekt. Det føles som min "sjæl" ligesom falder ud af kroppen, eller trækker sig tilbage så jeg kan observere mine egne tanker fra et helt andet sted. Som om jeg var en fremmed, fanget inde i hovedet på en underlig ukendt menneskekrop. Jeg er i en anden verden og kan tænke bag om de tanker som foregår, og jeg kan sanse følelser som ikke er mine egne. Det er sindsygt creepy og klaustrofobisk. Jeg er ved at brække mig og tør ikke lukke øjnene. Jeg fik en fornemmelse af at alt det der var sket i mit liv siden jeg sidste gang var en drøm... jeg var tilbage i Twilight Zone, den virkelige virkelighed. Det er sådan som jeg forestiller mig et rigtigt dårligt LSD-trip ville være (btw; jeg har aldrig taget stoffer).

Følelsen fortager sig igen. Den er næsten væk nu, men der er alligevel en rest. Jeg har det ikke godt, og jeg kan mærke den gamle "angst for angsten". Men jeg er blevet meget bedre til at tænke rationelt over tingene siden min sidste "episode".

I år 2000 havde jeg en periode på 6-8 uger hvor jeg fik panikanfald med jævne mellemrum. Dengang levede jeg dag og nat med uvirkelighedsfornemmelsen. Jeg var sikker på at jeg var blevet rablende sindsyg og ville aldrig finde tilbage til virkeligheden. Jeg turde ikke at sige det til nogen, eller søge hjælp. Det var uden tvivl det værste jeg har oplevet. Jeg var meget tæt på at begå selvmord. Men det gik gradvist over af sig selv. Jeg har kun haft et par enkelte relativt milde angstanfald siden, altså indtil idag.


Anyways, lang historie. Jeg er nysgerring for at vide hvordan tingene hænger sammen. For det første, kan det skyldes at jeg er stoppet med at tage SSRI (zoloft)? Kan det være en reaktion på min nye medicin? Eller har det slet ikke noget med kemi at gøre. Jeg frygter at det være fordi min depression er ved at lette og neurotransmitterne pludselig går amok. Jeg vil i hvert fald meget nødigt skulle vælge mellem depression eller angst.

En anden ting er forholdet mellem angsten og uvirkelighedsfølelsen; Jeg har læst at depersonalisering er en naturlig forsvarsmekanisme, som træder i kraft når man bliver udsat for noget meget traumatisk/farligt/ubehageligt. Skal det forstås sådan at panikanfald er en "falsk alarm" på en ikke-eksisterende trussel, men hjernen reagerer som om man faktisk ER ved at dø, og derfor laver en "ud af kroppen oplevelse" for at beskytte selvet. Ligesom når man f.eks. ved voldtægtssager hører at ofret oplever en fornemmelse af at det er en andens krop som bliver angrebet.

Det er meget fascinerende at læse om, men det er satanme ikke rart når det står på. Jeg håber at jo bedre jeg forstår hvad det er, jo mindre chokerende er det næste gang det sker.

RikkeLarsen
Indlæg: 98
Tilmeldt: 07 jan 2008 21:04
Geografisk sted: Nordjylland

Indlæg af RikkeLarsen » 20 dec 2008 12:29

Det er simpelthen den bedste beskrivelse af "uvirkelighedfornemmelsen" jeg nogensinde har læst! Jeg har tit haft virkelig svært ved at forklare folk hvad det er - især hvis de ikke selv har prøvet det, men den der rammer jo totalt plet og alligevel er den nemmere at sætte sig ind.

Desværre kan jeg ikke svare på om dine panikanfald er dukket op igen på grund af medicinen, men det lyder ikke usandsynligt.

Tak for din fantastiske beskrivelse.

- jeg tænkte på om du KUN oplever depersonaliseringen under panikanfald? Eller om du som jeg har oplevet det under andre omstændigheder, hvor du ikke kan finde grund til hvorfor? Jeg har døjet med denne tilstand siden barns ben - selvfølgelig ikke konstant, men nok én-to gange om måneden.
"Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn, andre bygger vindmøller."

Crimson
Indlæg: 8
Tilmeldt: 19 dec 2008 19:23

Indlæg af Crimson » 20 dec 2008 14:26

RikkeLarsen skrev:Det er simpelthen den bedste beskrivelse af "uvirkelighedfornemmelsen" jeg nogensinde har læst!
Det var da godt. Jeg synes selv det er meget svært at forklare. Jeg tror man skal opleve det selv for at kunne forstå hvad det handler om.
- jeg tænkte på om du KUN oplever depersonaliseringen under panikanfald? Eller om du som jeg har oplevet det under andre omstændigheder, hvor du ikke kan finde grund til hvorfor?
Ja. Når jeg tænker tilbage på hvordan jeg har haft det, tror jeg det har været tilstede siden jeg var barn. Dvs. 99% procent af tiden er fornemmelsen tilstede så svagt at jeg knapt mærker det. Men den bliver meget kraftig i forbindelse med angstanfald. Jeg tror det er en permanent tilstand som går "i udbrud" under forkellige omstændigheder.

Jeg vil meget gerne vide mere om hvordan det hænger sammen. Det er nok svært at få hjælp hvis man ikke ved hvad problemet er. Jeg tror ikke at det er angst som er mit problem, jeg har haft sammenlagt 12-15 angstanfald i hele mit 30-årige liv. Jeg tror nærmere jeg har en kronisk tilstand som giver sig til udtryk primært som depression. Jeg ved ikke hvor depersonalisionen passer ind, om det er den der giver mig depressioner eller det er omvendt. Jeg ved i hvert fald at den intense fornemmelsen af være adskilt fra min egen krop kommer i forbindelse med panikangst. Det er næsten uudholdeligt mens det står på, det føles virkelig som om min hjerne er ved at springe i luften.
Senest rettet af Crimson 12 feb 2009 14:45, rettet i alt 1 gang.

angel_T
Indlæg: 1
Tilmeldt: 13 jan 2009 15:53

Indlæg af angel_T » 13 jan 2009 16:01

vil bare lige udtrykke min medfølelse, ved udmærket hvor frygteligt denne "depersonalisering" er, dertil også så uforståelig. Mine karaktertræk minder ufatteligt meget om dem du beskriver, er det ikke lidt tankevækkende? Har døjet on/off med panikangst, men vel definere mig som velfungerende og lidelsen er skjult, men slås også i mit eget sind med at forstå, hvad der sker med en, og selve følelsen af "at være unormal"...

charlotte22
Indlæg: 49
Tilmeldt: 14 jan 2008 17:03

god beskrivelse af uvirkelighedsfølelse.

Indlæg af charlotte22 » 13 jan 2009 22:24

Du beskriver ´meget præcist hvordan det føles og som du siger så er det ret facinerende men virkelig ubehageligt når det sker! Jeg lider selv af angst og når jeg har anfald føler jeg mig også som i en anden verden. Jeg kan ikke rigtig kende tingene omkring mig, mine møbler, min stue det hele virker uforståeligt og som om jeg aldrig har set det før. man føler sig lidt sat ind i en fremmed verden.

Sådan tager mit sig ud :) Er der andre der har erfaringer med uvirkelighedsfølelser?

kriztina
Indlæg: 471
Tilmeldt: 09 jan 2008 19:26

Indlæg af kriztina » 14 jan 2009 11:58

heysa.

ja ja ja ja mig, og det er et helved. mit er ikke kun under et anfald, jeg har uvirkeligheds følelse stort set hele dagen. har været på cipralex over et år nu, så det kan næppe stadig være bivirkninger. jeg prøver så godt jeg kan, at ignorere det, men det er godt nok svært.
Ved ikke hvordan jeg får det til at forsvinde. Men det er som du beskriver det, at de ting jeg kender føles pludselig fremmet for mig, meget ubehageligt.

knus kriz

vib
Indlæg: 1
Tilmeldt: 04 jan 2009 12:46
Geografisk sted: København

Noritren og ansten

Indlæg af vib » 16 jan 2009 20:25

Hej Crimson

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at du er startet på Noritren. Min forrige psykiater foreslog også det til mig, da Cipralex (samme gruppe som Zoloft) ikke virkede helt. Jeg udbad mig betænkningstid, fordi det er et af de "gamle" stoffer, som kan have mange bivirkninger. Da jeg kom næste gang spurgte jeg ham, hvorfor han anbefalede Noritren, når der nu var et mellemtrin at prøve først. Så han foreslog en kombination af Efexor og Cipralex. Da jeg skiftede psykiater, stoppede jeg med Cipralex og tager nu kun Efexor, som virker godt på mig. Jeg var i behandling for svær depression (næsten væk nu) og svær angst - den lever til gengæld stadig, men jeg er blevet bedre til at tackle den.
Så hvis du får det skidt med Noritren, så giv ikke op, men spørg om Efexor eller lignende (virker både på serotonin og noradrenalin).
Vedrørende angst, så kender jeg også det med, at andre ikke er "kloge nok" til mig, og jeg har følt mig ensom forever. Jeg måtte jo være mærkelig, og i lange perioder havde jeg det, som om folk ikke forstod, hvad jeg sagde (sker stadig). Jeg har besluttet, at sådan er det bare. Nogle af os har bare et dybere niveau at eksistere på, men der er god glæde at hente i samvær med "de andre", som måske kan lære os noget om glæde og ubekymrethed. For det er jo angstens natur: at have tænkt og konkluderet på alle ting, så vi er forberedt på hvad som helst. Og når så vores hjerner når et overbelastningspunkt, så siger kroppen fra og giver os et angstanfald. Det er i hvert fald sådan, jeg har valgt at se på det. Nu har jeg meget få angstanfald, men lider af generaliseret angst og socialfobi.

God vind
Vib

charlotte22
Indlæg: 49
Tilmeldt: 14 jan 2008 17:03

uvirkelighed

Indlæg af charlotte22 » 29 jan 2009 10:53

crimsom, det er virkelig et facinerende indlæg du har skrevet. Det er utroligt at du kan beskrive den følelse som mange andre går med, specielt når følelsen er så diffus! Men især din forklaring om at sjælen falder ud af kroppen og du kan se dig selv fra et andet sted, rammer virkelig plet!

Mit spørgsmål er dog hvad i allesammen gør imens det står på? Det er så ubehageligt for mig og jeg går fuldstændig i baglås når det sker. Føler mig som en anden person, genkender ikke mit eget spejlbillede, og som du siger crimson, ryger man bare ud af sin egen krop!

Jeg har altid haft glæde af folks beretninger og gode råd på nettet, men jeg synes der er utroligt få der kender til depersonalisation, og uvirkelighed. Er derfor meget glad for jeg fandt denne tråd, og blev bekræftet i at jeg ikke er den eneste som føler sådan!

God dag til jer alle.
Charlotte

Crimson
Indlæg: 8
Tilmeldt: 19 dec 2008 19:23

Re: uvirkelighed

Indlæg af Crimson » 12 feb 2009 15:13

charlotte22 skrev: Mit spørgsmål er dog hvad i allesammen gør imens det står på? Det er så ubehageligt for mig og jeg går fuldstændig i baglås når det sker. Føler mig som en anden person, genkender ikke mit eget spejlbillede, og som du siger crimson, ryger man bare ud af sin egen krop!
Jeg får bare en uovervindelig trang til at flygte, at stikke af, hjem og gemme mig under dynen. Jeg har før oplevet hvor jeg var i selskab med venner, faktisk havde det fint, og så pludselig blive helt fjern. Jeg får en kraftig fornemmelse af at være fremmed for mig selv. Jeg kan høre mig selv tale, men det føles som om jeg ikke har kontrol, som om min krop var en robot. Man kan åbenbart ikke se det på mig. Jeg opfører mig helt naturligt, men bevidstheden er et andet sted. Hvis jeg kan mærke panikken er på vej, må jeg bare væk derfra. Folk omkring mig fatter ingenting.. hvad skal man sige?


"Undskyld mig, men min selvfølelse er gået i opløsning. Jeg bliver nødt til at tage hjem, ellers får jeg et panikanfald." :?
charlotte22 skrev: Jeg har altid haft glæde af folks beretninger og gode råd på nettet, men jeg synes der er utroligt få der kender til depersonalisation, og uvirkelighed. Er derfor meget glad for jeg fandt denne tråd, og blev bekræftet i at jeg ikke er den eneste som føler sådan!
Det var da godt. Jeg blev anbefalet at se filmen "Numb" (med Matthew Perry fra Friends) som handler om netop depersonalisation. Jeg synes faktisk den er ret god, selv om det er en typisk amerikansk kærligheds-komedie/drama. Det var i hvert fald scener som virkede utrolig velkendte.
trailer på youtube http://www.youtube.com/watch?v=Aa60FdWbdYY :P

charlotte22
Indlæg: 49
Tilmeldt: 14 jan 2008 17:03

tak for tippet :)

Indlæg af charlotte22 » 18 feb 2009 22:59

Jeg vil absolut prøve at se filmen...

med hensyn til uvirkelighedsfølelsen, er der så nogle af jer der bliver angste for jeres eget spejlbillede når i føler denne depersonalisation? jeg kan fremkalde et angstanfald ved at kigge på mig selv i spejlet når jeg har det aller værst. fordi jeg ikke kender mig selv når jeg har angst og fordi jeg ikke forstår mig.

Kan huske følelsen fra da jeg var barn, men der var det vist kun forbigående og det skræmte mig ikke i samme grad.

det er vildt uhyggelig oog jeg tror af og til at jeg er ved at blive helt nuts!

charlotte22
Indlæg: 49
Tilmeldt: 14 jan 2008 17:03

til jer der lider af depersonalisering derealisering

Indlæg af charlotte22 » 24 feb 2009 08:00

Til alle jer der lider af depersonalisering og derealisering. På youtbe finder der hvis i søger på ordet: "Depersonalization", masser af videoer hvor folk for tæller deres historier om uvirkelighedsfølelser osv. Jeg synes det var meget givende at se og høre at mange andre føler det samme og sætter ord på ens følelser, så kunne jo være at andre kunne have gavn af det samme :)


God dag fra charlotte

malouemi
Indlæg: 6
Tilmeldt: 24 feb 2009 10:55

Indlæg af malouemi » 24 feb 2009 12:57

Hej

Jeg er ny herinde, men hvor kan jeg dog genkende den følelse man får i kroppen og hovedet. Igår havde jeg et stort anfald og havde nøjagtig de samme følelser. Jeg talte til mine børn, men kunne ikke genkende mig selv.. Man er som en "zombie" - man er der bare, men der er lukket ned for personligheden. Jeg oplever dette ved hvert anfald jeg får. Når det sker, kører min hjerne nærmest på overtryk, for at analysere hvorfor det føles sådan - at det ikke er virkeligheden jeg befinder mig i og nu slukkes det hele snart.

Efterfølgende er jeg så enormt træt

charlotte22
Indlæg: 49
Tilmeldt: 14 jan 2008 17:03

hej malouemi

Indlæg af charlotte22 » 25 feb 2009 09:56

Jeg er ked af at høre at du også skal lide af denne forfærdeligef orm for angstsymptom.

Det er ganske forfærdeligt og kan godt følge dig i det du siger med at du taler til dine børn men du genkender ikke dig selv. Jeg har det på samme måde når jeg taler med folk tænker jeg: Gud er det mig der sidder og snakker. Har også store problemer med at se mig i spejlet da spejlbilledet virker fremmed. Det er meget svært at forklare hvordan det føles når ens krop er adskildt fra tankerne og sjælen!

Har du altid oplevet denne depersonalisation i forbindelse med dine angstanfald?

Hilsner fra charlotte

malouemi
Indlæg: 6
Tilmeldt: 24 feb 2009 10:55

Indlæg af malouemi » 25 feb 2009 17:12

Charlotte; Ja, desværre får jeg denne depersoniliserings følelse hver gang jeg får et anfald - det er meget ubehageligt og til tider tænker jeg da at nu "rabler" det for mig. Jeg får mine anfald dagligt pt og i forbindelse med dem oplever jeg også trykken i hovedet - osteklokke agtigt.

Men genkender tydeligt det du beskriver..

ch-s
Indlæg: 33
Tilmeldt: 26 feb 2009 09:44
Geografisk sted: Horsens

er det det man kalder det?

Indlæg af ch-s » 26 feb 2009 10:24

hm... har lidt svært ved at koncentrere mig om længere tekster.... men prøver på at forstå dette emne....

Jeg får ofte panik-angst anfald for tiden. første gang i denne omgang, var i et supermarked for 2 mdr. siden. pludselig følte jeg en ubeskrivelig hjertebanken, en mærkelig kombination af smerte og følelsesløshed i mine arme og ben og mit syn begyndte at sløre - jeg var sikker på jeg skulle dø! jeg undskyldte mig selv at jeg nok bare havde en begyndende influenza.... hehe...
Men jeg kender dog mig selv godt nok til at vide at "nu er den gal igen". jeg har oplevet det i perioder over flere år, med angsten for at køre med offentlige transportmidler, butikker, og generelt øjenkontakt med andre. ofte har det været kombineret med depression, men denne gang er jeg glad og lader mig ikke køre ned over mine ubehagelige oplevelser. så stoler på at jeg helt selv, i hvert fald i første omgang kan, kan hive mig selv op af støvet. :-)

Jeg oplever nogle gange når jeg skal sove, en følelse af at mit hjerte stopper, og at jeg i et kort sekund kigger på mig selv liggende i sengen. virkeligt ubehageligt.
Og nu er jeg begyndt at føle at jeg går "udenfor mig selv" når jeg snakker med folk. det har jeg aldrig prøvet før.

Jeg har svært ved at koncentrere mig om en samtale og pludselig er det som om jeg ikke er en del af samtalen længere, nærmest en tilskuer.... og den del af mig som stadig snakker, siger mærkelige ting.
Når jeg efterfølgende tænker tilbage på en samtale, har jeg sagt ting som overhovedet ikke 'er mig'.
Den anden dag stødte jeg på en veninde, som fortalte at hendes far havde fået en blodprop, og det eneste jeg sagde var:"nå...." :-( Hele samtalen var en mærkelig oplevelse og i de 3-4 minutter den varede var mit hjerte 'ved at springe ud af halsen på mig'.

forinden havde jeg udfordret mig selv til at være 15 min i et supermarked, og da jeg endelig kom hjem, stortudede jeg og lå under dynen resten af dagen... jeg var så afkræftet.... en efterreaktion?

Jeg var så stolt af mig selv, og så gik det alligevel galt...

Jeg har valgt nogle gange at være åben og fortælle folk jeg snakker med, at samtalen er svær for mig. Det synes jeg hjælper lidt... Men jeg tør ikke fortælle folk om den mærkelige "ud af kroppen" følelse. Har aldrig prøvet det før.
Er det det samme som det i snakker om?
Ved ikke om det overhovedet giver mening det her.

Trængte bare til at lette mit hjerte og langt blev det i hvert fald. :-)

Besvar