Angst ved hosteanfald - gode råd???

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
Besvar
Hostemarie
Indlæg: 1
Tilmeldt: 11 feb 2004 15:47

Angst ved hosteanfald - gode råd???

Indlæg af Hostemarie » 11 feb 2004 16:57

Ja her sidder jeg så og har måtte søge lidt hjælp på nettet. Men jeg har ikke fundet svaret, så derfor skriver jeg nu dette indlæg - i håbet om, at andre har prøvet det samme. For nu tilter det da vist lidt for mig. Jeg håber jeg kan skrive det, uden nogle falder i søvn, og at nogle vil svare, som måske genkender det. Min historie ligner vist alle de andre. Symptomerne er de samme, angsten er den samme, og den lammer os alle ens. Min angst er ikke i nogle bestemte situationer, men kommer oftest, hvor jeg er mest afslappet - og har sluppet "kontrollen". Min historie er kort, at jeg begyndte at lide af angstanfald for 7 år siden. Der var mange faktorer, der spillede ind, og i dag ved jeg godt hvorfor. Og er også kommet videre. Dengang var jeg på lykkepiller, og det hjalp mig da et godt stykke af vejen. Så jeg endte tilbage igen til det "normale" ikke-angst-præget liv og kunne klare mig selv med beskeden om, at jeg nok ville få tilbagefald i mindre grad, hvis noget gik mig på. Lægen sagde faktisk, at måske det var en fordel, for så hober tingene sig ikke op. Man får lige et vink med en vognstang om, at der er noget man ikke helt er helt med på. Det eneste jeg nu er meget påvirket af, og som kan fylde meget, er tanken om at miste dem jeg holder af, eller at der sker dem eller mig noget. Men det håber jeg, at alderen kan hjælpe på (jeg er 29). Siden dengang har der været angstanfald, men de varer ikke så længe, og jeg prøver at hive fornuften ind omkring, at jeg ikke falder død om lige om lidt. Og så falder jeg gerne i søvn efter at have haft dårlig mave :wink: Faktisk var det en overgang så'n, at lige inden jeg skulle have menstruation blev jeg uligevægtig og urolig indeni. Men jeg klarede det hver gang og der er gået længere og længere tid imellem. Jeg har også samtidig fundet mit livs kærlighed, er blevet "sat" m.m., og det skaber jo også ro. Specielt er der stor forståelse fra kæresten, så det er simpelthen så heldigt. Men i nat holdt forståelsen op....... Jeg har nu i 2 uger haft noget influenza-agtigt-noget med hosteanfald. Og det er vist meget normalt lige nu for både mig og resten af Danmarks befolkning. Men nu er det altså begyndt at tilte lidt for. Jeg har fået pencilin og det har hjulpet, men pludselig er jeg begyndt at hoste "helt forkert". Jeg har kriller i halsen, og når jeg skal hoste, så ender jeg med at tømme lungerne helt for luft, og så synes jeg ikke, at jeg kan hive det ind igen. Og så breder panikken sig. Jeg klamrer mig til hvad der er af andre i nærheden for at gøre opmærksom på, at nu falder jeg altså om, og at dette er alvorligt, for jeg kan ikke trække vejret. Når der så endelig kommer lidt ind, så har jeg mere kriller i halsen og så fortsætter jeg. Så nu er jeg endt med at blive bange for at hoste. Og min fornuft kan jo godt sige mig, at det er sgu noget pjat. Men når kroppen sitrer og ryster indeni, når panikken har bredt sig, så har jeg ikke meget fornuft tilbage. Min kæreste har hele tiden sagt, at jeg sgu da ikke holder op med at trække vejret for et hosteanfald, for det kan jeg altså ikke selv bestemme. Så var det da en nem udvej for mange. Men det forstår jeg ikke, og jeg tror ikke på det.... (Han har astma så hvad piver jeg for?) Oveni har jeg nu også prøvet at grine samtidig, og så går det helt galt. Så nu tør jeg hverken grine eller hoste. Det er selvfølgelig værst, når jeg ligger ned og slapper af, og det går ud over nattesøvnen. 2 nætter har jeg nu siddet og stirret i timevis ud i luften og følt panikken i hele kroppen, samtidig med jeg koncentrere mig om at undertrykke hosten. Jeg bliver meget meget ked af det, for jeg er så meget ved siden af mig selv, at jeg ikke kan genkende mig. Jeg bliver også ked af det over, at det skal fylde så meget, og jeg frygter at nu får jeg da pip i låget igen, og det nægter jeg. Men angsten styrer i de timer..... I nat blev det for meget for min kæreste, så der var vi 2, der tudede, og jeg forstod min kærestes argumenter for det hele. Min kæreste var meget frustreret, og nu hvor det hele lige går så godt med nye jobs og nyt hus m.m., så skulle dette bare ikke til at ske. Men min angst gjorde at jeg ihærdigt prøvede at forklare, at dette havde jeg ingen erfaring med (angst for at hoste), så jeg måtte jo så bare få noget hjælp, og så håbe, at jeg blev "normal" igen. Jeg kunne heller ikke overskue dette her overhovedet. Enden blev, at jeg kontaktede en vagtlæge. Jeg trængte til at høre fra en med forstand på det, hvad der kunne ske i det øjeblik, jeg gispede hakkende for at få vejret ind igen. Og nu er det jo ikke det fedeste at skal forklare en læge, hvad jeg fejler - uden at blive dømt på forhånd. Så jeg var hurtig til at fortælle, hvor LIDT angsten fylder i mit liv i form af anfald, og nu skete så dette ud fra almindelig hoste og kriller i halsen, og jeg blev bange. Vagtlægen forklarede mig, at jeg ikke kunne påvirke, om jeg ville trække vejret eller ej i en sådan situation. Og jeg kunne IKKE dø af det. Måske jeg kunne besvime, men det lød hun lidt tvivlende på. Og de ord hjalp meget..... Jeg gik i seng igen, og faldt i søvn trygt og godt. Her til morgen kontaktede jeg så min egen læge, som jeg har en aftale med torsdag for lige at få det vendt. Men det er egentlig ikke særlig fedt, for det er en ny læge og vi kender ikke hinanden. Til ovenstående skal også fortælles, at jeg er blevet fyret i prøvetiden pga sygdom (influenza 2 gange), og det er sket på en lidt træls måde. Så min tanke var også, om der var noget uafsluttet der, der så kulminerede i det hele. Jeg har fået nyt job og skal starte 1. marts og glæder mig meget. Så jeg har lige sendt en mail til chefen på det gamle om hvad jeg mener med den måde, de har opsagt mig på. Det var med knugen i maven, men jeg gjorde det, for så havde jeg fået mit ud. Så enden på det hele er, at jeg nu i et par uger er hjemmegående husmor, der er blevet lidt nervøs for at være selv fordi jeg har hoste. Det kan jeg jo godt høre lyder sådan lidt latterligt - i stedet for bare at nyde den "tvungne ferie". I dag har været første dag, hvor jeg har været mest alene (og stadig er lige i denne skrivende stund), og det er faktisk gået meget godt. Måske pga vagtlægens ord i nat. Jeg planter blomster om og roder over det hele for at holde mig aktiveret. Men når hosten kommer kan jeg godt mærke, at jeg bliver bange. Men måske 10 gange har jeg i dag kunne lave et lille host uden at blive helt panikken, så det går måske i sig selv igen??? Bare jeg snart blev helt frisk igen, så vil det nok hjælpe - tænker jeg.... Specielt fordi det er sådan et fedt job jeg starter om 14 dage, og hverdagen skal bare blive normal igen. Og så et eller andet sted, hvis jeg virkelig var så bange for at dø under et hosteanfald - så holdt jeg måske nok også op med at ryge..... Så jeg kan godt se det udefra. Min kæreste har til morgen sagt, at på trods af alt i nat, så er han sikker på, at jeg er ved at "vende tilbage", og at det nok skal gå. Og måske lidt sex i aften ville hjælpe til at jeg kunne mærke mig selv :D Og det skulle da ikke undre mig, om han har ret........ Jeg har faktisk sommetider tænkt på, om jeg burde vende nogle ting med en psykolog. Omkring det med at jeg er så bange for at der skal ske nogle noget. Når min kæreste skal fra bussen og over en stor landevej kan jeg tænke - åhhh bare han nu kigger sig godt for og ikke falder. Det fylder meget i mig. Det er forskelligt hvor meget og hvor tit jeg har det så'n, og det er ikke noget jeg sidder og grubler alvorligt over. Det ligger bare i baghovedet. Jeg er jo også en af dem, der helst vil hjælpe alle andre og bliver bekymret på andres vegne, og det er sgu heller ikke altid lige sundt. Og alle kender vel den der med, at tænk hvis jeg falder ned af trapperne lige om 2 trin........ Eller hvad??? Hold da op dette blev jo en hel roman nu. Det er lidt mærkeligt sådan at lægge sit liv ud på nettet. Men jeg ville ønske meget, at det havde fandtes for 7 år siden, da jeg virkelig sad i angst alene. Men gudskelov er jeg meget åben og ligetil og har aldrig skjult det for nogle, så måske det har hjulpet mig dengang. Selvom der ikke er mange, der kan forstå det. Min kæreste nåede faktisk også i nat at bide sig selv i læben inden han sagde - tag dig lidt sammen....... Og jeg ved at han mener, at det kan man ikke, men frustrationen blev så stor. Og jeg reagerer ved at gå min vej for at skåne ham for min angst, og for at han kunne sove og kunne passe sit job i dag. Men jeg er måske også lidt naiv at tro, at han så bare kan vende sig om og lægge sig til at sove igen. Og det endte da også med, at han var der, da jeg snakkede med vagtlægen og vi røg en smøg. Og så blev der jo ro i det lille hjem....... :) Tænk lige nu er det faktisk blevet helt svært at slippe tastaturet igen....... Mærkligt at tænke på, at jeg trykker dette ud på nettet om lidt. Men jeg håber meget på positive reaktioner og så var det det. Det har måske hjulpet mig at jeg har skrevet det. Godt jeg har prøvet at gøre det kort :wink: Jeg kunne vist skrive i timevis lige nu. Men nu løsriver jeg mig............... Tanker fra Hostemarie

Besvar