Kureret - du kan også

Panikangst er en stærk angst, som pludseligt opstår - gerne ledsaget af en følelse af at være ved at besvime eller dø.
vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Kureret - du kan også

Indlæg af vanstermania » 24 sep 2006 23:38

Så lige en reklame for Angstforeningen på TV, og siden jeg har døjet med panikangst og nu er kureret, er her min løsning.

Jeg husker anfaldene som var det igår og jeg måtte trækkes med dem i næsten 7 år - det kostede mig et forhold, og jeg var ved at miste troen på et normalt liv. Så efter at have været 5 år på cipramil (hvilket er total zombiagtigt - kan på det kraftigste anbefale at holde sig langt væk fra det stads) tog jeg kampen op.

En kombination af hypnoterapi og kognitiv terapi skulle vise sig at være min redning. Nu er hypnose ikke noget at være bange for, jeg husker alt, hvad der skete - og det har helt klart været den proces, som gjorde mig rask igen.

Der sker rent praktisk det, at man finder tilbage til det første anfald, mens man er i hypnose, herefter gør man det "ikke fremmed", dvs. jeg lå af skraldgrinede af at se mig selv få det første anfald - virkelig en syret oplevelse. Jeg vil gerne fortælle meget mere om det, såfremt der måtte være nogen, der havde en interesse.

Men det virkede på mig, og jeg vil gå så langt og sige, at det kan virke på alle.

majbritt71

Indlæg af majbritt71 » 25 sep 2006 10:12

Hej Vanstermania.
Det lyder vel nok dejligt at du er nået dertil. Hvad der er lige så dejligt er ,at du nu er her på siden, og deler din oplevelse med alle os som stadig har angsten med på slæb.

Jeg vil meget meget gerne høre mere om dit forløb, og din oplevelse med terapi samt hypnosen :D

Kh majbritt71

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 25 sep 2006 13:03

Hej Vanstermania.

Jeg tilslutter mig Majbritt, og takker dig mange gange for at dele dine erfaringer med os andre her inde. Fortæl, fortæl......positive erfaringer og råd kan vi bare ikke få for mange af.

K.h. TiKa :roll:
TiKa

vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Indlæg af vanstermania » 25 sep 2006 19:32

Hvis jeg skal starte et sted, må det vel være dér, hvor roden findes. Nu får I historien lidt råt for usødet, fordi der evt. findes lighedspunkter til Jer andre. Jeg har valgt den længere version i håbet om, den kan give andre troen på succes med behandlingen.

Tilbage i 1993 - færdig med Gymnasiet, egentlig aldrig haft kontrol over noget i mit liv, alt er så'n lidt venstrehåndsagtigt, og selvom der er blevet forventet meget, så var jeg dengang altid god til lige at "køre den hjem på rutinen". Havde også 10-15 kg for meget, som virkelig irriterede mig, hovedsageligt fordi jeg ikke havde disciplinen til at tabe mig.

Jeg rejser herefter til udlandet og arbejder meget på en restaurant - samtidig begynder jeg at spise lidt mindre, og her er det, jeg oplever den første følelse af kontrol. Det tager hurtigt lidt overhånd og på 3 mdr. smed jeg 15 kg. Jeg husker, at jeg en aften stod i køkkenet på restauranten, og lige pludselig som lyn fra en klar himmel kom der et panikanfald.
Jeg aaaanede intet om noget dengang og blev godt nok lidt bange men forklarede det logisk udfra, at jeg nok var "gået sukkerkold". Jeg vælger at tage tilbage til Danmark efter et halvt år og fik aldrig anfald eller snerten af noget igen i den tid - men i Danmark fortsætter jeg min efterhånden lidt anorektiske livsstil, jeg er virkelig blevet glad for kontrollen - det sammenholdt med, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ville med mit liv. Jeg taber mig endnu mere (er en dreng 22 år 183 cm, røg helt ned på 60 kg, hvilket er aaaalt for lidt.)

Nåh, men så sker det.

Jeg har været i byen 3 dage i træk - ligger på sofaen og mærker lidt ubehag, bliver egentlig lidt bange og ringer til min far, som beroliger mig, men de her jag i hjertet kommer igen, og jeg vælger så at gå en tur for at få luft og igen at hente sukker. Jeg kommer efter lidt tid tilbage og lægger mig tilbage på sofaen, og her begynder det for alvor at gå helt galt, jeg bliver så bange og hyperventilerer så voldsomt, at hele min krop begynder at prikke, helt ud i læberne (ja ved man ikke, hvad det er, så tror man jo seriøst, at det er de sidste vejrtrækninger man tager).
Jeg havde min far i røret og taber det ned på gulvet - han bliver naturligvis også bange og ringer efter en ambulance. De kommer meget hurtigt efter og ringer på, men jeg kunne simpelthen stadig ikke bevæge mig. Til sidst begynder hjertet at slå lidt færre slag, og jeg får af-iltet blodet lidt - herefter kæmpet mig hen til dørtelefonen.
Nu var jeg for alvor bange - de sagde godt nok at det "bare" var et anfald, og den slags tit sker for unge mennesker, men for mig var det sgu ikke "bare". Jeg vidste på det tidspunkt ikke, at jeg var på vej ind i den onde cirkel også kaldet dødsangstspiralen.
For hver gang de her ubehag kommer, så bliver jeg bange - og de begynder at komme i flæng. I biografen, til forelæsninger, på strøg med mange mennesker osv. osv. Det værste var næsten, at jeg ikke kunne koncentrere mig om min nye uddannelse. Jeg fik herefter den her sceneskræk - turde aldrig gå til tavlen eller holde foredrag, for hvad nu hvis nogen så min svaghed? For helvede det var hårdt. Jeg bliver dog færdig med min bachelor, og selvom jeg igen havde fået et middelmådigt resultat, så var det ikke tre gode år - tværtimod. Det bliver anfald på anfald men alle i lidt mindre grad end det voldsomme, jeg beskrev før. Det skal nævnes, at i starten af min bachelor, begynder jeg på cipramil 20 mg. og ja, det hjalp da en anelse, men min personlighed forandredes, og jeg tågede lidt rundt i et humør af hverken sorg eller glæde. Fy for satan - I må aldrig tage det stads. Læger udskriver det, som var det slik.

Jeg vælger ikke at forsætte med overbygningen med det samme, da det simpelthen piner mig for meget - det hjælper ikke specielt på angsten, og før jeg havde set mig om, var jeg blevet nødt til at sige farvel til min kæreste, jeg kunne simpelthen ikke klare det - ikke fordi hun ikke var fantastisk og også hjalp mig meget, men det fyldte simpelthen alt.

Jeg stopper et par gange med Cipramil’en men trapper ikke ned, stoppede bare. Det hele blev værre af det - som at være afhængig af et stof. Anfaldene bliver nu lidt færre, jeg træner rigtig meget men har ikke de store forpligtelser.

Jeg vælger i 2001 at starte på min overbygning, da det går bedre. Men dæmonerne kommer hastigt tilbage - og denne gang nægtede jeg simpelthen at acceptere dem. At jeg ikke kunne stå foran en større gruppe af mennesker eller kunne sidde til en forelæsning.

Jeg vælger at finde en kognitiv terapeut, som var rigtig god - vi finder hurtigt ud af alt det om kontrollen, får vendt det negative, og noget af det der egentlig gik mig mest på, var det her med at gøre en fuldhjertet indsats og så ikke få karakter derefter. For på min overbygning tog jeg virkelig hænderne op af lommerne, men det første resultat var et 7 tal. Jeg skulle lære at blive ligeglad med hvad folk tænkte om mig - både hvis jeg havde fået et 7 tal, men også hvis jeg bare gik ind på en cafe – jeg troede jo hele verden drejede sig om mig.

Sammenholdt med terapien finder jeg en hypnotisør, som jeg er hos to gange, første gang for at se, om jeg kunne komme i hypnose og ligesom havde et åbent sind. Og man må sige, når man har kæmpet i så mange år, så er der sgu et åbent sind overfor alt. Jeg skulle opfatte mig selv som en computer med en fejl i processoren - den skal naturligvis laves for at virke optimalt.

Anden gang jeg er i hypnose går vi så tilbage til situationen med i køkkenet og på sofaen. Jeg kan hele historien udenad, det er, som om den står krystalklart på min processor :)
Jeg bevæger mig rundt inde på et hotel, og til sidst kommer jeg til et rum, hvor jeg går ind - her ser jeg et lærred med mine anfald, og foran mig er en stod grøn knap og en telefon. Jeg ser nu mig selv få de anfald, men som terapeuten siger, der skete jo ikke noget. Han joker ren faktisk lidt med det, og jeg begynder og grine af mig selv for at ligge der og være bange. Han beder mig løfte telefonrøret og ringe til "mig selv" på lærredet og høre om "jeg" er ok. Det var jeg naturligvis (var jo ikke død) og efter lidt dialog frem og tilbage, skal jeg nu trykke på den store grønne knap, som er den her "nu forstår jeg hvorfor" knappen.
Jeg går ud til en elevator og stopper på en etage, hvor der er en stod stor trappe, som jeg bare går op af. Til sidst knipser han med fingrene, og jeg er ikke længere i hypnose.
Efter den omgang følte jeg mig helt født på ny og sammenholdt med den kognitive terapi, begynder jeg at være ligeglad med hvordan andre opfatter mig. Og resultatet var forbløffende, jeg har aldrig haft et panikanfald siden dengang, og jeg begyndte at rykke topkarakterer (5 gange 13 taller). Jeg tog ikke mig selv så alvorligt herefter og har også sagt "lidt" farvel til kontrollen.

Det er nu 5 år siden og jeg har det, for at sige det ligeud, pissegodt! Jeg ved, at det kun er i sindet at denne dysfunktion findes, og siden jeg er blevet helbredt - kære venner så kan alle blive helbredt. Der behøver ikke gå 7 år, før I også skal tage Jer sammen.

Og mit allerbedste råd - vær ikke bange for at fortælle nogen om anfaldene - dengang jeg valgte at løfte sløret, faldt der en så stor sten fra mit hjerte, at jeg tror det har været halvdelen af behandlingen, så for guds skyld ikke tro i er svage osv. Vend den grimme tanke og fortæl hele verden, at det da for helvede ikke kan passe, at du har de her anfald - og hvis du vælter en dag, så må de altså lige samle dig op - det valgte jeg at sige foran 20 mennesker. Har aldrig fået så stor applaus.

Jeg håber denne laaaange historie kan give bare een af Jer troen på fuldstændig succes. Såfremt I har spørgsmål, kommentarer osv osv, så kom endelig med dem.

Bedste hilsner

David

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 25 sep 2006 20:00

Tak David......
Jeg er dybt dybt rørt. Tak fordi du vælger at bekymre dig om os der stadig sidder i angst helvedet, og dele din historie med os. Tak fordi du valgte at gå et smut ind på disse sider selom du er sluppet ud af din angst for længst. Du har i hvert fald givet mig stof til eftertanke, samt en tro.

Alt mulig held og lykke til dig i din videre færden, Godt gået!!!!!

Kærligst TiKa
TiKa

vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Indlæg af vanstermania » 25 sep 2006 20:27

Hvis jeg havde haft samme mulighed dengang, kunne det måske have gået lidt hurtigere. Som sagt vil jeg tjekke forum her et par gange om dagen, hvis nogen skulle have spørgsmål.

MVH


David

majbritt71

Indlæg af majbritt71 » 26 sep 2006 07:54

Hej Vanstermania.

Glæder mig at læse dine indlæg, da det er med til at give håb til mange. Jeg tror selv på at jeg nok skal slippe af med angsten, og jeg syntes det er ganske interresant at læse dine erfaringer med hypnose. Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om den kognitive terapi, du modtog.

Kh Majbritt71

vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Indlæg af vanstermania » 26 sep 2006 14:16

Hej Majbritt


Den kognitive del bestod meget i at finde det fundamentale i min bevidsthed, der lå til grund for at agere katalysator for angsten. Det drejer i virkeligheden ikke om angsten men at finde frem til de situationer, hvor man kan "bygge den op". Og jeg vil sige, # 1 på listen må jo næsten være det her med kontrol og at være perfektionistisk. Man bliver jo ræd for at lave fejl og tænker med det samme, at andre må opfatte én som en komplet tåbe, hvis man ikke rammer hver formulering optimalt.

Det, vi i sessionerne således gennemgik, var at finde frem til alle de situationer, hvor jeg lærer at vende den her tanke om - som beskrevet i indledende indlæg - bliver jeg ligeglad med, hvad andre tænker. Får jeg et 7 tal hvad så - ja jeg læste pensum 5 gange, så hold kæft jeg er uheldig, eller Jesus en uforstående censor. Den følelse af bare at kunne råbe til verden, at man gjorde hvad man kunne men ikke fik 13, det gør at du langsomt får vendt den tanke. Og i mit tilfælde talte resultaterne af sig selv, angsten forsvandt, og jeg fik de bedste resultater nogensinde.

Mit konkrete tilfælde er sikkert ikke unikt, og jeg tror fællesnævneren blandt alle os er kontrol - det der så er vigtigt er at finde ud af, i hvilken substans den opererer - på jobbet, i familien i "manglende" job/familie osv.

Min pointe er, at selve angsten ikke er relevant, det er kun fordi kroppen reagerer på en fejl i dit sind. Som jeg vælger at se på det, så skal man rent faktisk være glad, fordi andre går ned med stress osv., da de ikke har denne form for alarmklokke. Brug den i stedet til at finde frem - sammen med en terapeut - til de situationer, der kan være med til at stimulere angst. Og vær ærlig - der er ikke noget, der er mere tidsspilde end at sidde og betale 1.000 kroner i timen for at lyve overfor en psykolog.

Jeg kan læse i mange af indlæggene, at I er lidt bange for at fortælle omverdenen om angsten, men hvad tror I helt ærligt de fleste mennesker bruger på jobbet i dag??? Coaching - derfor opfat Jeres terapeut som en professionel coach, der kun kan hjælpe, hvis I åbner op for hele posen.

Hvis man kan vinde kontrol, kan man også tabe den igen.

majbritt71

Indlæg af majbritt71 » 26 sep 2006 15:29

Hej vanstermania

Altså... jeg skammer mig ikke og har på intet tidspunkt gjort det. :roll: Jeg har fortalt alle jeg kender- at jeg var blevet ramt af angstanfald. Men hvis du læser de indlæg jeg har skrevet- vil du også kunne se at jeg er meget optimistisk og ikke et sekund i tvivl om at jeg kommer fri af angsten igen :D Jeg er selv ansat i sundhedsvæsnet- jeg har set det er lykkedes for mange, så det gør måske at jeg har en stærkere tro på dette, end andre måske har. Jeg benytter forummet til at opmuntre dem som måske ikke er lige så optimistiske som jeg er :-) Kognitiv terapi er et meget bredt emne, når det skal vedhæftes den enkelte- det er meget forskelligt fra person til person hvad der var årsagen til at angsten ramte dem- og der er utallige muligheder, som jeg ikke vil uddybe nærmere her- da det så bliver en længere smøre.

Men... jeg nyder når mennesker som dig , kan dele de gjorte erfaringer med os andre, så er det op til hver enkelt at sortere samt prøve hvad der kan være en mulighed for dem :D

Kh majbritt71

vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Indlæg af vanstermania » 26 sep 2006 15:46

Majbritt, fedt du er så positiv - jeg tror, eller jeg VED, at den bedste måde at komme videre på er at snakke med folk, som har lignende erfaringer.

Er der nogen, der har foreslået et angst seminar, hvor alle kan komme og deltage i workshops, foredrag osv osv?

Jeg kender nogle af de tunge medicinal drenge, som sikkert gerne vil sponsorere en sådanne event. De får mig dog ikke til at være fortaler for antidepressiva :roll: - jeg ved dog godt, at det virkelig hjælper mange.

Men hvis der er tilslutning til dette forslag, så vil jeg gerne forhøre mig.

/David

majbritt71

Indlæg af majbritt71 » 26 sep 2006 16:45

vanstermania....

Så vidt jeg har kunnet se her i forummet- er der ikke tidligere blevet talt om et angst seminar. Jeg syntes dog at det lyder som en kanon ide- og workshops giver jo ofte stof til eftertanke samt en masse ny viden. :D


Så jeg vil hermed opfordre til at så mange som muligt kommer med en tilkendegivelse til vanstermania. 8) I har intet at miste- tværtimod.

Jeg er også modstander af antidepressivt i et vist omfang, for der er vitterligt nogle mennesker som behøver disse kemiske stoffer for at komme det skridt videre med en egentlig behandling.

Hvor i landet er du fra ? Og har du gjort dig nogen tanker om hvor et sådanne seminar skulle finde sted geografisk ?? ...


kh majbritt71......

vanstermania
Indlæg: 10
Tilmeldt: 24 sep 2006 23:29

Indlæg af vanstermania » 26 sep 2006 17:48

Jeg vil tro, det nok skulle være København, men det er forholdsvis underordnet - Primært skal det foregå et sted, hvor der er plads - såfremt vi forhåbentligt får over tusinde tilmeldinger.

Jeg har slet ikke overvejet indholdet af seminaret, er jo hverken læge eller terapeut - men jeg kunne da forestille mig, at det skulle indeholde en masse super foredrag fra forskellige mennesker, der ved meget om hver angstform. Endvidere få folk ud i workshops og diskutere de individuelle forhold - afmystificere og "afprøve" den nye viden, de har fået.

Men hvis det skal blive til noget, er der nok en eller anden, der skal slå det op - jeg vil herefter afhængigt af, hvor mange der tilmelder sig (uden egentlig at kende indholdet i detaljer) kontakte sponsorer og alle de personer, der skal indgå. Det skal siges, at min far Jørn Beckmann har alverdens kendskab til det og vil kunne trække en masse gode mennesker ind.

majbritt71

Indlæg af majbritt71 » 26 sep 2006 18:22

vanstermania...

Altså jeg tilslutter mig 100 % og syntes bestemt bare at vi skal starte nu. Nu ved jeg ikke hvor meget du selv vil være tovholder eller ej, men jeg kunne forestille mig at hvis vi samarbejder om dette projekt, så kan det sagtens stables på benene. Her vil det dog være nemmest at maile sammen om div detaljer- da oplysninger hurtigt "går tabt" i et blandet forum :wink:

Jørn Beckmann... hvis det er ham jeg tænker på, er det en kæmpe ressource at kunne trække på, Så jeg er med fra dag1 hahaha.... men men David- det kan du måske lige give mig et hint om ?

kh majbritt71.

somehow

seminar

Indlæg af somehow » 26 sep 2006 18:31

Jeg synes og det lyder som en fantastisk idé! Sig til hvis der er brug for hænder, er pt sygemeldt...
Lyder især godt med workshops og det at mødes...

Måske skulle der oprettes en tråd kun til dette, så interesserede kan byde ind med hænder eller ideer :-)

KH

somehow

seminar

Indlæg af somehow » 26 sep 2006 18:35

Synes også det ville være ret godt at få medicinal-folket på banen...måske sammen med lægerne der har erfaringerne (måske fra angstklinikken), for på den måde vi bedre kan finde rundt i junglen og være mere aktive i beslutningen om en eventuel medicinsk behandling. Måske kunne der også inviteres mere alternative behandlere, som siger de kan gøre en forskel for os: tankefeltterapeuter, akupunktører, osv osv... glæder mig allerede :lol:

KH

Besvar