Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Generaliseret angst er en konstant indre uro og bekymringer i det daglige.
Besvar
MariaM
Indlæg: 4
Tilmeldt: 20 jul 2019 13:10

Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Indlæg af MariaM » 20 jul 2019 14:22

Hej alle

Her kommer lige en lang post, beklager. Mit navn er Maria og jeg er lige blevet 20 år gammel. Min historie med angst begyndte i sommeren 2017 da jeg var på Interrail med en veninde. En dag går vi i Paris og pludselig rammer det mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg får pludselig ondt i maven, jeg begynder at hyperventilere og jeg er pludselig lige ved at bryde ud i gråd. Det eneste jeg kan tænke på er mine forældre, om de er ok og jeg får en sindssyg trang til at tage hjem til dem med det samme. Tankerne flyver bare rundt og jeg kan ikke holde dem ude, det føles som panik, og måske er der noget panikangst over det. Jeg klarer mig igennem resten af turen (minus én by) ved at distrahere mig selv så meget som muligt ved at snakke med min veninde og fylde alle dagene med alle mulige ting fx masser af museumsbesøg. Men da jeg lå i min seng om aftenen kunne jeg ikke holde tankerne ude fordi der ikke var flere ting der kunne distrahere mig og derfor lå jeg tit længe og scrollede på Twitter for at distrahere mig selv.

Angst for mig er virkelig fysisk. Jeg får en umiskendelig knugende og ubehagelig følelse i maven og brystet, jeg trækker vejret hurtigere og jeg kommer altid på grådens rand, som om angsten trigger tårekanalerne. Jeg kan ikke tænke på andet end det der er galt, at jeg ikke er hos mine forældre/derhjemme. Det bliver også helt umuligt at tænke ud i fremtiden, at tænke ”hvis nu jeg venter lidt før jeg gør noget, så går det måske over.” Det kan jeg ikke tænke, det er som om angsten kræver noget og hvis jeg ikke gør som den vil have nu så dør jeg. Og det den vil have er at jeg tager hjem til mine forældre/er sammen med dem. Det sidste år har angstanfaldene også nogle gange fokuseret på andre ting, fx at jeg ender alene uden nogle venner eller kommer til at være alene for evigt i fremtiden, altså fremtidsbekymringer.

Efter den sommer fik jeg en henvisning fra lægen for moderat depression, for i tiden efter følte jeg mig meget deprimeret, selvom det måske i virkeligheden var en bivirkning af angsten. Jeg så en psykolog som jeg ikke synes hjalp meget, men alligevel fik jeg det langsomt bedre. Når jeg fx er i skole har jeg det egentlig fint fordi jeg er distraheret, men jeg måtte melde afbud til studietur for klassen i 3g fordi jeg simpelthen ikke turde ift. angsten. Jeg sagde det til studievejlederen og så græd jeg i et kvarter på toilettet, den tid var nok mit laveste punkt. Selvom jeg er hjemme og hos mine forældre er angsten der stadig, så fokuserer den bare på fremtiden, spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg skal flytte hjemmefra eller når de dør.
Det skal lige siges, jeg har siden 2017 været på ture uden mine forældre oftest med min fritidsinteresse, og der har jeg haft det fint. Der har dog altid været meget at lave hver dag på de her ture og folk at snakke med, så jeg tænker det har haft noget at gøre med det.

Det bringer mig videre til i dag. Jeg har det sidste år holdt et sabbatår, og halvvejs i sabbatåret begyndte jeg hos en psykolog fordi jeg godt vidste jeg var nødt til at gøre noget ved angsten. Hun har hjulpet mig rigtig meget og vi snakkede meget om det med at flytte hjemmefra efter sabbatåret, og på at fokusere på de ting jeg glæder mig til. I maj i år afsluttede vi forløbet fordi jeg havde det fint og ikke havde haft et angstanfald meget længe.

Men. Her i juli flyttede min familie og jeg alle mine ting til et kollegieværelse jeg har fået, det ligger ca. 2-2 en halv time med offentlig transport væk fra hvor jeg bor. Jeg havde det fint de dage vi flyttede, men da jeg så skulle sove der den første nat vendte angsten bare tilbage. For fuld smæk, så var alt jeg kunne tænke på ”hvad mon de laver derhjemme, det ville være så meget bedre at være der.” Jeg kunne se ingen pointe i at bo der, det var ligesom mit værelse derhjemme men uden min familie hvilket føles latterligt for angsten. Jeg tog hjem næste dag fordi jeg havde det så skidt og har kun været tilbage enkelte dage og så hjem igen.

Min psykolog holder sommerferie lige nu, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Selv hvis hun ikke gjorde føles det bare som om mit hoved er gået i stykker. Det føles så håbløst, og jeg bliver ved med at bekymre mig om fremtiden, måske kan jeg bo hjemme og stadig gå på uni 2 en halv time væk, men hvad nu hvis jeg ikke kan? Skal jeg så droppe ud? Kommer jeg aldrig til at kunne flytte hjemmefra?
Jeg ville ønske jeg bare kunne få en recept på noget medicin der kunne dæmpe alle de fandens tanker, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, er der ikke 3 måneders ventetid for at snakke med en psykiater? Og skal man så henvendes først fra ens psykolog? Jeg føler jeg er i kapløb med tiden.

Et lille tilfældigt spørgsmål: Jeg har aldrig fået stillet en diagnose, og det virker som om mange herinde har. Hvordan får man gjort det? Er det en psykolog, en psykiater eller en læge der gør det?
Tak hvis du orkede at læse det hele.

EsbenAndersen
Indlæg: 46
Tilmeldt: 09 maj 2019 20:31

Re: Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Indlæg af EsbenAndersen » 20 jul 2019 19:15

Kære MariaM

Det lyder sgu ikke sjovt sådan som du har det!

Når jeg arbejder med klienter, så det altid interessant at pege ud for dem, at det ene øjeblik føler de sig okay og sikre og i det næste, så føler de sig pludselig meget bekymrede og usikre. Intet af det vi tænker er virkeligt, det er altsammen en "løgn", hvis man kan sige det sådan ^^

jeg kan læse på det du skriver, at du oplever det samme. Du flyttet på kollegie værelse og alt er fint, men lige pludselig da du skal sove som kommer de gamle tanker tilbage. Vi har alle vores vane tanker, så jeg gætter på, at det bare er en masse gammelt "snavs", der skal igennem systemet. Det betyder ikke, at der pludselig er noget galt eller der ingen udvikling er sket. Det er blot gamle tanker, selvom det kan føles meget alvorligt.

Vores sind er utrolig kreativt. Bliver det peget imod, hvad der vil gå galt i fremtiden, så popper der en masse tanker op omkring det. Peger vi det mod alt det, der kan få godt, så popper der en masse tanker op omkring det. intet af det er dog sandt.

En læge kan vist godt udskrive nogle præparater. Skal du have en diagnose på papir, så skal du gennem en udredning mener jeg nok.

BjornP
Indlæg: 7
Tilmeldt: 04 dec 2018 14:48

Re: Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Indlæg af BjornP » 21 jul 2019 10:47

Det er for det første meget naturligt at være bange for at starte nyt og du er jo i en periode i dit liv hvor alt jo er nyt (flytte hjemmefra, studie, og de hundreder af nye ting man skal lære sig selv for at klare sig selv), og selvom det du beskriver helt klart er angstsymptomer, tror jeg ikke du behøver at gå ud fra det specifikt er angst for seperation fra dine forældre der er årsagen. Det er måske bare der du føler dig mest tryg, der du føler du har kontrol, at du kender forventningerne til dig. Jeg gætter bare, og tager måske fejl, men indtil du kan se en psykiater, så prøv at tænk for dig selv over hvad ved seperationen fra dine forældre, der gør dig utryg til en sådan grad at du får angstanfald.

Jeg tror du vil få mest gavn af en psykiater, for det lyder lidt som om dine psykolog-samtaler ikke har ført så meget med sig. For at blive henvendt til en psykiater, er det nok med en henvisning fra din egen læge. Din læge vil som regel give dig en liste over psykiatere i din kommune. Så ringer du til den psykiater du vil have (evt. google deres navn og kig på google maps reviews). Det kan være meget forskelligt hvor lang ventetid der er. Psykiateren kan også få afbud og du kan derved rykke op i listen. Hvis din læge vurderer det, kan det også være du får en akuttid (f.eks. hvis du har selvmordstanker).

Hvad medicin angår, er det vist kun psykiatere der kan diagnosticere angst, men på den anden side diagnosticerer almindelige læger også depression og ordinerer medicin mod depression. Så spørg egen læge om de kan diagnosticerer dig for angst, og om de kan give dig noget der kan dæmpe dine angstanfald. I så fald vil du sikkert få det stof der kaldes pregabalin, oftest det mærke der hedder Lyrica. Det fungerer rigtig godt til at dæmpe anfald. Men medicin er en akut løsning, og langtsigtet ville en psykiater nok være bedst, sådan at du får hjælp til at gribe fat i angstens..."rod" så at sige.

MariaM
Indlæg: 4
Tilmeldt: 20 jul 2019 13:10

Re: Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Indlæg af MariaM » 21 jul 2019 10:57

Hej Esben
Tak for svar. Jeg er enig i hvad du siger, at det vi føler er noget vores hjerner i virkeligheden finder på. Jeg har også tidligere arbejdet med at prøve at fokusere på omgivelserne omkring mig når jeg får et angstanfald, og huske på at det er dét der er virkeligt, og ikke det der foregår i hovedet. Desværre har den "daglige" angstfølelse det bare med at være så konstant at det begynder at føles som hverdag, og som noget man ikke kan tænke sig ud af. Men jeg håber også selv at den udvikling jeg oplevede tidligere ikke er helt tabt på gulvet.
Jeg takker for rådene.
Mvh Maria

MariaM
Indlæg: 4
Tilmeldt: 20 jul 2019 13:10

Re: Separationsangst hos voksne - kan ikke flytte hjemmefra

Indlæg af MariaM » 21 jul 2019 11:08

Hej Bjorn
Mange tak for dit svar. Jeg har også spekuleret over hvorfor det lige præcis er mine forældre og mit hjem der lige er roden til angsten. Jeg har fx aldrig haft nogle indikationer på det i barndommen og jeg var ikke ikke et ængsteligt barn der behøvede mine forældre hele tiden. Det ligger nok i virkeligheden mere i noget kontrol, og at jeg føler mig mere tryg i kendte situationer. Men ja, jeg er ikke nået til bunds i det endnu desværre.

Jeg har skrevet til min læge nu og spurgt ind til medicin og psykiatrien, og så håber jeg at jeg kan få en henvendelse. Jeg takker for din forklaring af systemet. Psykiatrien har i lang tid føltes lidt som et mysterium for mig, og jeg har tit tænkt jeg ikke havde det skidt nok til at overhovedet at tænke i den retning. Men man er jo nødt til at tage sin psyke seriøst.
Mvh Maria

Besvar