Min vej igennem angsten

Har du en rigtig god historie om, hvordan du har overvundet angsten i en svær situation eller om noget, der har hjulpet dig rigtig godt eller gjort dig glad. Så kan du skrive det her, så andre kan lade sig inspirere. Dette er med andre ord til glade og positive indlæg.
Besvar
Thewarrior
Indlæg: 2
Tilmeldt: 17 okt 2012 13:16

Min vej igennem angsten

Indlæg af Thewarrior » 17 okt 2012 14:03

Sidste år fik jeg mit livs første angstanfald. Jeg var i en periode med voldsom stress, både arbejdsmæssigt hvor jeg var meget presset, men også privat. Jeg havde mødt den store kærlighed og det ville man nok tro kun var af det gode, men det at møde kærligheden og få et andet menneske helt tæt på der vil have en med hud og hård, kan i den grad være overvældende når man har levet alene i nogle år, med fuld kontrol over mængden af stimuli.
Jeg husker mit første angstanfald. Jeg lå i sengen og krammede min kæreste og pludselig kunne jeg mærke at jeg begyndte at blive kold startende med mine fødder og arbejdende sig hurtigt op igennem rygsøjlen for at ende i min hjerne, hvorpå jeg ”forsvandt”. Verden forsvandt. Alt det kende og trygge var væk og jeg hang frit i et tomrum uden op og ned. Mit hjerte hamrede hårdt. Jeg stod ud af sengen og rendte på toilettet hvor min krop gav slip på alt. Jeg så mig i spejlet og kunne næsten ikke kende mig selv. Mine øjne var store og udtryksløse og mit hård som normalt har fylde, hang livløst ned.
Jeg gik ind til min kæreste igen og han krammede mig og forstod. Han havde selv i en tidligere periode i sit liv haft angstanfald.
Med hjælp fra en god terapeut fik jeg nogle redskaber som hjalp mig. Hun fik mig til at forstå at jeg måtte lytte til min angst og se den som den ultimative stemme fra min krop, som jeg var nødt til at lytte til. Jeg indså at der var advarsler før hvert angstanfald, hvor jeg begyndte at føle stress og træthed. Jeg mærkede at jeg havde brug for at være alene i nogle timer. Hvis jeg overhørte dette, kom angstanfaldet. Jeg indså at angsten var en ven, ikke en fjende. Det viste mig at min krop fungerede. Det var flugtmekanismerne der trådte i kraft.
Efter jeg begyndte at reagere på min krops signaler i tide, stoppede angstanfaldende.
Dog har jeg indset at jeg nok hele mit liv har haft socialangst. Det er der nu sat navn på af en god psykiater. Han arbejder kognetivt med mig og jeg lærer at konfrontere det jeg er bange for. Så længe spøgelserne arbejder i mørket, i det ukendte, så har de magt over mig. Når jeg mærker at jeg er bange for en situation, ser jeg den i øjnene. Jeg ser det menneske i øjnene som gør mig utrygt. Det viser sig så at situationen ikke er farlig. Det var forestillingerne om dem der gav næring til angsten.
Jeg klarer den ikke kun med terapi alene, men får også medicin, som hjælper mig. Jeg tror aldrig på at jeg som sådan bliver helt rask, men jeg tror på at jeg bliver klogere på mig selv og på verden.

Besvar