Jeg troede, mit liv var slut..

Har du en rigtig god historie om, hvordan du har overvundet angsten i en svær situation eller om noget, der har hjulpet dig rigtig godt eller gjort dig glad. Så kan du skrive det her, så andre kan lade sig inspirere. Dette er med andre ord til glade og positive indlæg.
Besvar
Lizz88
Indlæg: 40
Tilmeldt: 02 maj 2011 16:13

Jeg troede, mit liv var slut..

Indlæg af Lizz88 » 24 aug 2012 00:36

...men det var det ikke!

Jeg blev ramt af angst på en rejse til Afrika for ca. halvandet år siden. Det var ikke bare angst, det var altomfattende, altomsluttende panik, der fejede benene væk under mig.
Jeg kom med min venindes hjælp hjem igen. Og så var alle sikre på, at jeg hurtigt ville få det bedre.. Det var jo nok bare medicinen mod malaria, jeg havde reageret på.
Men jeg fik det ikke bedre. Jeg følte, at jeg befandt mig i en glasklokke, men samtidig kunne jeg ikke holde ud at være hverken i mit hoved eller min krop, fordi angsten konstant pumpede rundt både fysisk og psykisk. Jeg følte mig skingrende sindssyg, det hele føltes forkert og uvirkeligt. Nogen gange føltes det, som om jeg blev adskilt fra verden og ikke var virkelig. Jeg røg til læge, til psykolog, til psykiatrisk skadestue. Alle forsøgte at overbevise mig om, at jeg ikke var skør. Men hvad vidste de?? De var jo ikke inden i mit hoved, og jeg var jo vitterligt rablende gal! For jeg kunne ikke have alle de tanker og fornemmelser af derealisering og depersonalisering, hvis jeg var normal!!

Jeg kunne ikke længere mærke, hvem jeg var. Identitetsfornemmelsen forsvandt, tomheden tog over. Og det samme gjorde depression og OCD. Tanker om ikke at være til, ikke at være virkelig dominerede fra morgen til aften, og de var ved skræmme mig til døde. Tanker om skizofreni dominerede ligeså meget. Jeg kendte ikke længere den hjerne, som foregav at være min. Jeg følte, at der var "en anden" inden i mig, fordi jeg ikke længere kunne mærke mig selv. Jeg var bange for mit eget hoved, jeg turde ikke være sammen med det..

Jeg kom på antidepressiv, på lyrica, på anden antidepressiv. Fik medicinforgiftning, som udløste voldsomt tankemylder. Jeg lå i en uge på en sofa og kunne ikke holde et minut længere ud af det angstanfald, der havde kørt i en uge uden stop. Jeg kunne ikke spise, ikke sove, ikke få ro. Til sidst var jeg på kanten af at begynde og hallucinere. De gav mig antipsykotisk på psykiatrisk skadestue med besked om, at det ville hjælpe på uroen. De fik mig til at besvime. Jeg måtte kravle på gulvet, fordi mit blodtryk faldt så meget, at jeg besvimede, når jeg havde hovedet højere oppe end resten af kroppen. Mine fødder blev blå.
dagen efter var jeg igen på psykiatrisk skadestue. De ville ikke indlægge mig, selvom jeg nægtede at forlade stedet. dagen efter ringede min mor og min læge derud og fik dem overtalt til at indlægge mig. Jeg lå der i et døgn, fik noget andet medicin. Fik det lidt bedre, fik sovet.
Næste dag røg jeg hjem igen.
Et halvt år gik, hvor jeg havde det møgelendigt. Jeg vågnede om morgenen og ønskede, at det var aften, så jeg kunne sove igen. Jeg kom i angstgruppe på sygehuset, hvor vi snakkede om ting, man ikke turde gøre. Men hvis man nu ikke turde være vågen, hvad gjorde man så?? Det kunne de ikke svare på..

Jeg røg til en ny psykolog. Fik ny medicin. Tog 15 kilo på og sov. Fik det ikke bedre. Psykologen ville have mig indlagt, men det ville jeg ikke. Derefter sagde hun til mine forældre, at jeg under ingen omstændigheder måtte være alene. Hun var bange for, hvad jeg kunne finde på. Det var jeg efterhånden også selv, fordi tanken efterhånden var temmelig tiltalende. Når jeg ikke kunne holde ud at være ved bevidsthed, måtte der jo kun være én udvej. Jeg troede ikke længere på, at jeg nogensinde ville blive normal igen, at jeg var sindssyg var jeg sikker på, og jeg var også sikker på, at jeg ville ende mine dage på en lukket afdeling fikseret og bedøvet med antipsykotisk medicin, for så skør måtte jeg være!

Jeg fik ALDRIG ro for tankerne!!! De fulgte mig altid, hele tiden. Også om natten, i drømme.
Min kæreste og min familie støttede alt det, de kunne. Men hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare dem, hvordan jeg havde det og hvor skør jeg var?!?
Det var helvede på jord, og der var ingen udsigt til, at det holdt op.

Jeg kom endnu engang på ny medicin. Pludselig en dag opdagede jeg, at der var gået ca. et minut, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg havde tænkt på.. Det var længe siden sidst!!
Det skete igen næste dag. Og næste dag var det to minutter.
På et tidspunkt begyndte jeg at interessere mig en smule for mit udseende igen. Da jeg fik den smule energi, tog jeg tilbage på studiet. Jeg bed tænderne sammen, fik til eksamen, læste så godt jeg kunne. Læsningen gav en pause fra tankerne.
Psykologen hjalp mig stille og roligt, men hun slog også fast, at tiden var ligeså vigtig som alt andet. Når hjernen var i paniktilstand skulle den have tid til at falde ned igen. "Ingen kan opretholde en så voldsom angsttilstand i mere end et år, det har jeg aldrig set". Det troede jeg ikke på, for jeg var den undtagelse, der bekræftede reglen! Men det blev jeg ikke.

Jeg dyrkede motion. Hård motion. Tog på studiet.
Hylede og græd, råbte og skreg, når det var nødvendigt, og det var det ofte!

Der gik nu 5 minutter, hvor tankerne ikke var der.

Kæresten og jeg tog en uge i sommerhus. Pludselig gik der en halv time, hvor tankerne var væk. Det var roen, trygheden, naturen og de lange gåture, der havde en positiv indvirkning.
Jeg begyndte at bruge cder med naturlyde derhjemme. Jeg læste bunker af litteratur om angst, kognitiv terapi, ACT.terapi osv. Jeg brugte mindfulness for at lære at holde ud at være i min egen krop igen. Tankerne om ikke-eksistens mindskedes kraftigt på den måde. Og hvis de kom, så slog jeg på noget, råbte eller gjorde andet, der overbeviste mig om, at jeg i hvert fald eksisterede! Efterhånden lærte jeg at vende tankerne væk, når OCDen tog fat. Det tog tid, men det hjalp.

Så flyttede jeg sammen med min kæreste, forlod min gamle lejlighed, der var fyldt med dårlige minder. Fik en have. Plantede ting. Helt i klicheens ånd. Men det hjalp!
Depressionen forsvandt, OCDen faldt til et mnimum. Angstanfaldene er for længst væk.

Da jeg havde det værst, kunne jeg ikke være alene. Nu har jeg siden rejst flere gange til udlandet alene. Tvunget mig selv steder hen, hvor jeg ikke havde andet valg end at være mig og mine tanker. Så måtte jeg bare holde dem ud. Og det gør jeg så. Og nu er der ikke længere så meget, jeg skal holde ud. Hele mit selvbillede er forandret. Men til noget positivt. Hvis jeg kunne klare det her, kan jeg klare hvad som helst. Jeg har oplevet noget, som få andre prøver, men det behøver ikke vendes til noget negativt. Det får jeg intet ud af. Angsten kom af en grund, og den kunne ikke ignoreres. Det var mit wake up call. Uden den ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Sikkert ikke her, hvor jeg er nu. Og jeg kan godt lide, hvor jeg er nu!

Jeg følger studiet, dyrker mine interesserer, ser mine veninder og alt det andet, jeg gerne vil. Jeg planlægger studieophold i udlandet. Og vigtigst af alt: jeg skal tilbage til Afrika, ti præcis det sted, hvor det skete. For at slutte ringen. Og måske endda ytre et lille tak.

Jeg er måske nok en smule skør, men ikke mere end de fleste, og min opfattelse af mig selv og min identitet trængte i den grad til at blive nedbrudt og opbygget på ny.

Vigtigst af alt var, at jeg lærte at forstå, hvorfor angsten var der, at jeg skulle anerkende den, men ikke lade den holde fast i mig. Hvis jeg først forstod den og arbejdede med det, gjorde jeg den efterhånden mindre og mindre farlig. Medicinen hjalp måske. Men det var mest støtte fra omgivelserne, især min kæreste, samt tid, ro, langsomt voksende selvindsigt og samtaler, der hjalp mig.
Alt er ikke rosenrødt nu, jeg har stadig ting, jeg kæmper med. Men jeg ved nu, at de ikke får mig ned med nakken, fordi det kan lade sig gøre at komme ud på den anden side af så voldsomme ting med forstanden i behold, ja måske endda med en forstand, der er vokset.

Mine bedste håb og ønsker for alle jer, der kæmper med angsten! Det kan lade sig gøre at komme ud på den anden side!!

Lizz

Besvar