Min pige

Angste forældre tumler med mange tanker. Måske tør du ikke deltage i en mødregruppe, arrangementer i børnehaven eller i skolen. Måske er du bange for, at dit barn skal blive påvirket af din angst eller selv udvikle angst. Her kan du dele dine tanker og erfaringer med andre forældre.

Besvar
Anthonia

Min pige

Indlæg af Anthonia » 13 jul 2009 07:40

Hej Alle

Tænkte det måske var det rette sted at skrive omkring mine splittede følelser vedr. min pige.

Jeg har en dejlig pige på 5 år. Jeg har hende på en deleordning, en uge hos hver. Sådan har det kørt siden hun var 3 år. Både hendes far og jeg har nye partner og min partner har også en dreng på 6 år på deleordning.

Det der går mig på er, at jeg føler at min pige ikke er den samme hos min som hun er hos hendes far. Jeg føler ikke at hun respekterer mig. Når jeg siger til hende, at der er noget hun eksempelvist skal stoppe med så blir hun alligevel ved indtil jeg fjerner hende fra situationen. Nogle gange når jeg helt derud hvor jeg begynder at råbe af hende, fordi hun ikke vil gøre som jeg siger til hende og det er rimelige ting som at hun skal gå ud på toiletet så vi kan få børstet tænder. Når hun er blevet puttet så skal hun altid lige prøve at se om hun ikke kan trække tiden ud og mange gange ligger hun bare inde i sengen i 1 -1½ time inden hun falder i søvn.
Hendes far siger, at hos ham har han ikke de problemer.. Hun er så træt når hun blir puttet at hun falder i søvn hurtigt og han oplever ikke de store problemer med hende.

Jeg føler mig som en dårlig mor.. Især de sidste gange jeg har haft hende. Jeg plejer at være den populære, og mor er bedst og hun ringer også til mig nogle gange når hun er hos hendes far og græder fordi hun savner mig. Nu er det hendes far hun savner og hun spørger hvor mange gange hun skal sove til hun skal ud til ham igen.

Jeg er bare træt af hendes opførsel for det virker som en magt kamp vi har gang i. Hun kan finde på at tisse i bukserne i protest hvis min kærestes dreng er på toilet og hun så ikke lige kan komme til. Og her til morgen tissede hun inde i min kærestes og min seng fordi hun ikke måtte stå op..

Jeg elsker virkelig min pige overalt på jorden, men er bare meget i tvivl om om jeg er god for hende. Måske er hun bedre tjent uden mig når hun føler hun blir nød til at opføre sig på den måde når hun er hos mig.


VH A

Martin Christensen
Indlæg: 268
Tilmeldt: 14 mar 2009 19:55

Indlæg af Martin Christensen » 13 jul 2009 19:22

Kære Antonia

Du er, som alle andre forældre. Sig lige nu til dig selv "DER ER INGEN DER ER FULDKOMMEN, JEG ER LIGE SÅ UFULDKOMMEN SOM ALLE ANDRE FORÆLDRE" - det føles meget rart ikke? Måske du oven i købet kan grine lidt af HVOR ufuldkomne vi er som mennsker :-)

Jeg tror din datter (husk dette er bare en mening) reagere på alt det "omrokering" - kan næsten læse mellem linierne at det ret nyt at mor og far har fået nye partnere?

Det her handler slet ikke om dig men kun om din datter. Det eneste hun har brug for er din kærlighed. Hun er ikke umulig, det ved hun ikke helt hvad er. Det er ikke fordi hun ikke respektere dig, hun ved ikke hvad respekt er. Hun reagere med sin ubevidsthed og hun kan IKKE gøre for det. Kan sagtens forstå at det er frustrerende for dig, som sagt er jeg selv far til 2 teenagere og lever selv i en sammenbragt familie.

Der er vist ingen opskrift på hvordan det skal håndteres - nu mere vi prøver og anstrenger og for at skabe "orden" i kaos nu mere kaos får vi tilbage. Husk at hun ubevidst gør modstand, hun ved dybest set ikke mod hvad, det er en automatisk reaktion. Nu mere du gør modstand mod det hun gør (eller ikke gør) du mere puster du bare til ilden.

Kunne du/i give hende plads og måske give hende en ordentlig krammer når hun ter sig, istedet for at reagere med frustration? Ved GODT at det er nemmere sagt end gjort, som allerede rede nævnt er vi ALLE dejlig uperfekte :-)

Dette er et fora om angst - og jeg tror jeg fornemmer din frygt for at din datter ikke vil kendes ved dig (igen, bare et gæt). Hun vil ALTID kendes ved dig, det er blot dine tanker der spiller dig et puds :-)

Faktum: For at skabe forandring i andre, må vi starte med os selv. Jeg tror ikke du kan gøre så meget andet end at du elsker hende, og det er ikke så svært :-)


Kære Antonia, jeg er helt sikker på at du finder ud af det stille og roligt. Husk at et barn på 6 år ikke ejer sund fornuft, de kan simpelthen ikke bruge deres bevidsthed på samme måde som en voksen. Vidste du at "sund fornuft" først er på plads i 15/16 års alederen? :-) Se det hellere som et sundhedstegn at hun reagere udadvent, meget MEGET bedre end hvis hun gemte det hele inden i, med garanti. Lad for guds skyld være med at påtage dig en offerrolle i det her "spil" du er den voksne og du har mulighed for at bringe noget bevidsthed (nærvær) ind i situationen.

Måske du kan få nogle råd af en familieterapeut, de har forstand på hvordan man kan tale med sit barn om deres følelser. Min erfaring siger mig at de ikke er så konkrete, de føøler bare og reagere. Anderkend hendes følelser, tag hende til side når hun reagere og fortæl hende at det er helt iorden at hun er vred eller ked af det og bare vær stille sammen med hende.

Husk nu at jeg ikke er børnepsykolog, så lad være med at tage mit svar som den eneste sandhed.

Kærlig hilsen
Martin

Besvar