Min Emma

Savner du at dele dine tanker og erfaringer med andre forældre til angste børn, kan du skrive her.

Min Emma

Indlægaf nijoem » 22 aug 2010 08:41

Dette er blevet kopiret fra et andet forum, hvor jeg er admin, og deler mit liv med de andre søde piger.

Dette er skrevet lige fra hjertet, og meget har jeg ikke delt herinde før idag, men jeg er på opgivelsens rand, jeg kan ikke mere, det tynger mig psykisk og fysisk......

Hvis jeg ikke snart får noget hjælp til Emma, så er jeg faktisk derude hvor jeg næsten vil bede kommunen om at finde et andet hjem til hende NU og HER for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre uden noget hjælp mere !

Jeg er på sammenbruddets rand lige nu, stortuder imens jeg skriver dette......

Det HELE er ramlet for Emma..... hun har ALTID været en pige der har krævet meget, og det er ikke opmærksomheden jeg ikke kan håndterer, for der mangler hverken hun eller de andre noget - og det har drænet mig for energi de sidste mange uger/måneder/dage.......

Emma er virkelig angst..... Da hun i sidste uge havde knækket en kindtand og vi skulle til tandlæge for at få det tjekket, kunne tandlægen ikke komme i nærheden af hende..... Det lignede IKKE min datter der var så angst at hun rent faktisk kastede op, og bagefter næsten ikke kunne huske (eller ville fortælle mig) hvad der gik galt......

Dette har så gentaget sig når hun skal i skole, faktisk HVER morgen..... Når jeg endelig, bogstavlig talt, afleverer hende på stolen i klassen, går hun næsten i dvale (ifølge hendes lærer ) Og når hun kommer hjem, så bryder hun i gråd.... Hvorfor ved hun ikke......

Hun er angst når vi skal spise aftensmad, kan slet ikke magte at sidde ved bordet sammen med os andre...... Kan ikke sidde i stuen mere og hygge med en kop the eller lign...... hun sætter sig i køkkenet istedet for - hvor hun så leger eller tegner... Så snart en af os andre kommer ud i køkkenet, er det næsten som om hun stivner, og nogle gange bryder hun i gråd.....

Hun kommer ind HVER nat, som noget HELT nyt, og skal ligge under samme dyne som jeg, og hvis jeg står op for at gå på toilettet, så følger hun med - hvilket giver en meget usund søvn for hende, da jeg er oppe 2-4 gange HVER nat (sukkersygen)

Emma tør ikke tale i telefon mere - tør ikke gå på toilettet uden jeg er med - tør ikke gå fra et rum uden jeg er med.....

Hun har afskåret sig socialt fra hendes veninder, hun VIL IKKE lege med dem - og der er ikke sket noget imellem pigerne (jeg har snakket med de andre forældre)

Hvad hun selv siger når jeg er alene med hende:

Jeg TØR ikke ..... Jeg er bange...... Jeg ved det ikke....... Ingen kan li mig..... Jeg kan ligeså godt dø...... Hvorfor er det svært at være mig????? Hvorfor skal jeg have sådan en dum hud?????? og mange andre udsagn i samme dur.......

Når jeg er ALENE med hende om dagen, så er hun "bare" den Emma jeg kender, den glade pige, den hjælpsomme pige, den kærlige pige og den pige der så gerne vil hygge sig sammen med mig..... Men kommer fx. min mor, så vender Emma sig ind i hendes indadvendte adfærd igen - og det er mig virkelig en gåde.........


Der er sket meget for hende det sidste ½ år, og hun skal reagere, men dette er IKKE "bare" en reaktion - der er et eller andet rivende galt med min datter..... Jeg behøver hjælp, og gerne allerede igår......

Vi afventer STADIG skolepsykolog - har "kun" ventet siden sidste efterår, men der er ventetid :( Og UDEN en psykologisk udtalelse vil vores læge IKKE henvise hende til børnepsykiatrisk afdeling :gah:

Jeg har måtte sende Emma med min mor hjem idag, så hun kan komme hjem til hendes far hele dagen imorgen - for jeg kan ikke klare mere, og henter hende først hjem fredag eftermiddag - jeg trænger til at græde ud, jeg trænger til at få styr på en masse - jeg trænger til at være lidt væk fra hende, for jeg føler ikke jeg kan mere for tiden......

Jeg føler at mine råb om hjælp på skolen, sfo´en, kommunen og alle steder, ikke hjælper en skid, pigebarnet trænger SÅ MEGET til hjælp... Hun fortjener IKKE at have det sådan, hun fortjener det bedste her i livet, og det bedste i livet er IKKE at have det som hun har det.......


Jeg kan fortsætte dette indlæg i en evighed omkring Emma.... Men jeg kan ikke mere nu - jeg kan ikke græde mere, jeg er nødt til at være stærk for mine børn, jeg er nødt til at gøre noget..... Jeg ved at jeg ikke opgiver, jeg ved at kampen imod systemet er en lang sej kamp, har jo prøvet det før med drengene - og denne gang skal jeg nok få dem til at lytte, om jeg så må tage drastiske metoder i brug, bare de får fingeren ud af startshullerne og giver os noget hjælp......


--------------

Jeg har været til akut tid hos lægen... har ikke sovet hele natten, har tænkt og tænkt.....

lægen vil ringe tilbage, når hun har snakket med en anden der er mere kompetent indenfor børnepsykologi.... - Hvis de ikke kan hjælpe os, er jeg simpelthen nødt til at tage den drastiske beslutning og kræve en indlæggelse på psyk sammen med hende, for jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke kan mere.... Dette tager alle mine kræfter, tager min nattesøvn og ikke mindst så handler jeg automatisk herhjemme imens mine tanker går med:"hvornår får hun det næste hysflip - hvornår begynder hun at trække sig væk - hvad kan være den lille ting der får hende til at reagerer" - altså jeg prøver at tage evt. konflikter på forhånd HELE TIDEN OG ALTID og sådan kan man altså ikke leve.

------------

Lægen ringede tilbage igår omkring 13.30.... hun havde i samråd med en anden læge, ringet til en børnesagsbehandler og brokket sig noget så gevaldigt over den langsomme sagsbehandling i vores dag. Sagsbehandleren var ikke vores, men ville tage kontakt til familieafdelingen med det samme - og idag forventer lægen så at høre fra dem, og forventer også at de vil ringe til mig -så det tyder på at der snart sker noget for Emma og resten af familien.

Adam er tosset over at jeg ikke vil sende Emma over til ham når jeg har brug for at samle energi - men hvilken forældre sender et selvmordes truet barn over til en mand der ikke kan magte hendes "anfald" (jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det)
JEG gør absolut ikke, for pigen vil slet ikke hjem til ham, hvilket jo er en sund reaktion på hans svigt -så jeg tør ikke tvinge Emma til noget som helst.

Idag har jeg endnu engang beholdt Emma hjemme fra skole, og har i samråd med hendes klasselærer igår aftes, fået nogle sider i bøgerne, så den hedder hjemmeundervisning indtil Emma får det bedre.
nijoem
 
Indlæg: 2
Tilmeldt: 22 aug 2010 08:35

Tilbage til Forældre til angste børn

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst

cron