Bare Mig

Skriv en præsentation af dig selv. Måske har du en baggrund som andre kan identificere sig med?
Besvar
Incognito
Indlæg: 3
Tilmeldt: 23 jun 2010 21:01

Bare Mig

Indlæg af Incognito » 24 jun 2010 17:07

Jeg er mor til en datter, som venter på hjælp og diagnose.
Men jeg kender så udmærket også til tingene selv.
Jeg har siden jeg var 10 år lidt af depression og angst, sådan lidt på skift og samtidig, men uden at vide det. For mig var det bare en normal-tilstand. Jeg har for få år tilbage fået diagnosen: blandet personlighedsforstyrrelse i mild grad. Psykiateren sagde, at jeg var næsten normal, med et smil. Men jeg er aldrig blevet undersøgt til bunds. 1½ times snak; ingen test, intet.. og det var det. Plus jeg fik at vide, der ingen hjælp var at hente i systemet. Fordi jeg er så velfungerende. Selvom jeg fortalte at jeg kan gå på arbejde, bidrage osv.. kan en hel masse, men så snart jeg var alene, så gik jeg helt i sort og ønskede kun at dø og tog mig 1½ time at tømme en opvaskemaskine pga. vejrtrækningsproblemer pga. angst også osv. Men det var åbenbart helt ok, og jeg blev sendt hjem uden hjælp, med ansvar for 2 børn; alene ansvar og uden netværk.
Ja, så er der to ting at gøre. Opgive eller kæmpe. Jeg er vant til det sidste, så det valgte jeg. Gik i egenbetalt terapi, og har simpelthen fået så meget, så jeg måtte gå fra hus og hjem pga. det. Men havde jo intet valg. Så i dag slider jeg meget med økonomien, Rigtig meget. Men det hjalp :D. Jeg fik det i lang tid rigtig godt og kom for første gang i mit liv i kontakt med mit selvværd, og jeg kunne også droppe al medicinen. Jeg fik mig fuldtidsarbejde igen. Jeg er lærer indenfor specialområdet.
Nu hvor min datter ikke har det godt, så er jeg næsten ved at knække igen. Men tror ikke jeg gør det, for jeg har lært at græde rigtigt; dvs. mærke det, og så letter det og får ny energi bagefter. Men hold kæft det er hårdt. Og står i min livs kamp igen igen. De tror hun måske har aspergers syndrom i mild grad. Måske kun. Det har fået mig til at tænke. Og til at læse. Og det skulle ikke komme bag på mig, at jeg også har det i meget mild grad. Jeg kæmper dagligt med rigtig mange ting. Jeg hader postkasser og de bliver kun tømt hver 2. uge, jeg hader alt husligt, og ser kun formålet med det, når der ikke er flere tallerkener i skabet, så skal de først vaskes op. Jeg er a-social og har ikke noget socialt liv, men har det fint med det. Jeg går ofte i selvsving og kaster mig over nye hobbies og emner og lærer dem in no time til bunds og så mister jeg igen interessen; humor forstår jeg sagtens med mit intellekt, men jeg nægter altså at grine af noget, som er komplet tåbeligt haha.. jeg synes det meste er dumt. Min særinteresse er mennesker og hvordan de tænker, dvs. hjernen, psykologi, pædagogik. Jeg har arbejde indenfor min særinteresse i dag og jeg elsker det. Jeg keder mig grusomt, når andre snakker om tøj, gardiner og nye vaser eller sladre.. jeg vil snakke om hvorfor mennesker opfører sig som de gør og analysere og prøve at forstå.. bliver klogere på mig selv og andre. Jeg skal også altid huske at have øjenkontakt med folk. Det bryder jeg mig ikke om. Så der er rigtig mange ting, som indikerer at vi er en lille familie bestående af asperger piger med meget høj iq; så høj så vi har eksisteret i ubemærkethed.
Jeg skal ikke gøre mig til ekspert her; en grad af social angst har vi i hvert fald, og problemer: that's my life.. jeg har været meget udadvendt i perioder af mit liv, men det er anstrengende, og jeg orker ikke rigtig mere. Jeg har i dag fået selvværd, og tør være mig selv :D.. så jeg gider det ikke mere. Jeg har det ok, som det er. Og alligevel har jeg jo også lyst til at dele mig og mine tanker med andre; at blive mødt som menneske; at blive forstået.. det sker så bare ikke; folk vil hellere snakke om naboen eller vaser og gardiner. Sådan er det. I stedet så skriver og skriver jeg.. det kører i turbofart og helt af sig selv :D.. og det har jeg stor fornøjelse ud af.

Nå, men uanset om det er det ene eller det andet, det er jeg egentlig ligeglad med. Bare man har det godt og føler sig sådan almindelig lykkelig. Det gør jeg så ikke lige nu, i denne periode af mit liv. Men jeg ved også, at jeg kommer til det igen, for jeg er stædig som et æsel, og når jeg er forhippet eller "besat" af noget, så er jeg det; og i dette tilfælde: jeg VIL have det godt. Så derfor får jeg det også igen. Skal bare bedst mulig igennem denne hårde tid ved at leve livet lidt samtidig. Men er svært, når man altid er så træt som mig.. og hjernen kører på højtryk uden at kunen bremse den.. men sådan er det.. og sådan har det altid været.

Hyggeligt at hilse på jer

Brugeravatar
Liza admin
Indlæg: 50
Tilmeldt: 08 maj 2010 23:55
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Bare Mig

Indlæg af Liza admin » 25 jun 2010 15:57

Hej Incognito.
Desværre ved jeg absolut intet om aspergers, så den lader jeg lige ligge.
Du har også været hos både psykiater og i terapi, så der har jeg heller ikke noget at bidrage med.

Grunden til at jeg svarer dig er det du skriver vedrørende det sociale. Du vil egentlig gerne have en omgangskreds og du interesserer dig meget for, hvordan vi mennesker tænker. Det normale er, at folk lægger stor vægt og værdi på følelser - og altså ikke kun tanker. Folk som flest lukker ikke mennesker ind i deres tanker og følelser før de har lært dem bedre at kende. Og måden man "skyder sig ind på" hinanden på er først og fremmest via small-talk - her spiller f.eks. vaser, gardiner, vejret og andet, som ikke kan genere nogen en altafgørende rolle.

Interessefællesskaber kan være en supergod indgangsvinkel til at lære mennesker at kende. Men hvis man kun kan snakke sammen om interessen og ikke noget andet, så får man aldrig opbygget en personlig relation, hvor det, der måtte være at dybere mening og værdi for både en selv og den anden efterhånden træder frem.

Normalt synes jeg, at den amerikanske tv-guru dr. Phil er lige lovlig popsmart, men han har udtrykt dette med noget i retning af, at hvis man ikke kan snakke om ingenting med folk, så kommer man heller aldrig til at snakke om det, der betyder noget.

Man kan også sige, at intet menneske starter med at kunne gå - vi er nødt til at lære at kravle først.

Tænk over det - du bruser med garanti heller ikke lige ud med det, der rører sig inden i dig overfor fremmede! Og hvis du gør det, så regn med, at de flygter langt pokker i vold, fordi det er en overskridelse af deres grænser - og ret beset også en overskridelse af dine egne grænser. Fortrolighed tager tid - masser af tid og masser af small-talk.
Mange venlige hilsner
Liza

Incognito
Indlæg: 3
Tilmeldt: 23 jun 2010 21:01

Re: Bare Mig

Indlæg af Incognito » 26 jun 2010 19:25

Ha! sorry, men jeg ler højt her.. der traf du sømmet på hovedet.. selverkendelse har jeg da.

Nej, jeg møder normalt ikke folk ved at tromle dem ned med mit inderste.. for det meste kan jeg styre mig. Men det kræver energi og kræfter, for det er det jeg har lyst til. Og der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har kunnet styre det og gjort det. Og akkurat oplevet at de flygter skrigende bort. Jeg er kvik nok til at se det, og spurgte altid mig selv bagefter, hvorfor i al verden jeg gjorde det; for jeg vidste jo godt konsekvensen.. det var som om jeg om og om igen skulle forsøge, om det ikke virkede; og om de ikke tog imod mig.. kunne kun konstatere, at det ikke virker, og skælde mig selv ud over, at jeg var så dum at forsøge.. jaja, man bliver da heldigvis klogere. Og i dag kan jeg fint kontrollere det. Dog varer det aldrig længe inden jeg åbner mig op for folk.. der skal ikke meget venlighed og small talk til.. hm.. åbenbart endnu en mekanisme jeg skal arbejde med og have bugt med.. jaja der er altid noget at gøre

Primært er jeg her for at skaffe kontakter for min datter.. så nok om mig.. dog går det endelig fremad med det også og der sker noget konstruktivt i fremtiden, så jeg er glad for det går i rigtig retning :D

Besvar