fremskridt, svært at forholde sig til

Agorafobi er angsten for at færdes uden for eget hjem.
Besvar
gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

fremskridt, svært at forholde sig til

Indlæg af gch » 22 sep 2005 15:38

Jeg skriver egentlig mest for at få lidt luft, men er der nogen der har oplevet/oplever det samme, vil jeg meget gerne høre om det.

Forrige sommer gik det hurtigt ned af bakke for mig, så meget at jeg til sidst ikke turde tage hjemmefra. Jeg sad hjemme næsten 24 timer i døgnet og var et nervevrag hver gang jeg fik sparket mig selv ud af døren, og ofte var jeg allerede hjemme igen 5-10 min. senere. Fordi jeg simpelthen ikke kunne holde angsten nede. Det var en forfærdelig tid.

I januar satte jeg mig så ned og udtænkte en plan, som skulle hjælpe mig igang, (for jeg VILLE bare ikke leve sådan længere) og den plan har jeg stort set fulgt lige siden. Sidst i Januar havde jeg fået det lige en tand bedre, så jeg fik taget mod til mig til at kontakte en psykolog, og har nu gået hos hende ca. 1 gang om måneden lige siden. (Har været godt at have en med på sidelinjen)

Der er nu sket så store fremskridt, at jeg nu er i stand til at være sammen med andre, handle selv, er også så småt begyndt at besøge familie og venner igen o.s.v. Det lyder alt sammen meget godt, og jeg er også rigtig glad for, at jeg begynder at have et liv igen, der er værd at leve, men samtidig føler jeg mig ufattelig sårbar. Jeg er forvirret, ked af det, har sådan en knugende fornemmelse i maven meget af tiden, som når man er lige ved at græde.

Det er som om jeg er bange og usikker, men hvorfor???? Jeg kan ikke regne det ud, for jeg bør da være ovenud lykkelig over, at det går den rette vej. Tilligemed har jeg for et par mdr. siden fået en rigtig sød støttekontaktperson, som jeg er vildt glad for. Hun kommer ca. 1 gang om ugen, og hun er her for at støtte mig i min proces, men det at lukke et andet mennesker indenfor og få støtte og forståelse fra det, har jeg lidt svært ved at tackle. Det er rart ikke at være alene om at arbejde med angsten, men alligevel bringer det en "ked-af-det-følelse" op i mig.

Der er så mange modsatretttede følelser og nye ting at forholde sig til, at jeg har svært ved at kapere det. Hvem skulle tro, at det kan være så forvirrende og skræmmende at få det bedre.... :?: (Mine følelser har aldrig nogensinde været så turbulente og kaotiske som de er for tiden :shock:

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 22 sep 2005 16:35

hvorfor kan du ikke lide der kommer et andet menneske ind i dit hus og hjælper dig? fordi det minder dig om hvor dårligt du egentligt har det? i så fald, så tænk over, at det er bedre end at sidde der hjemme, alene, have det endnu dårligere og lyve for sig selv.

læste engang en novelle der hed: angsten opstår 2 gange. når man træder ind i den, og lige inden man tager skridtet ud af den ud i friheden. angst opstår fordi der er nogle ting kroppen ikke forstår. dens reaktion er logisk nok angst, da man bedre kan beskytte sig selv i vante omgivelser. min sociale angst gik fks. helt amok da jeg kom på efterskole. når du træder ud af angsten igen, kommer du ud i noget din angst fra fraholdt dig i så lang tid. noget nyt og farligt. derfor ligger den og smøgløder lidt endnu. men det er jo ikke farligt.

det skal lige siges at ovenstående er hjemmebaksede teorier, så du ska ikke tage det alt for seriøst. men spørg da din psykolog. evt. arranger en time, så du kan få dine spekulationer ud af verden inden en måned!

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 22 sep 2005 20:17

Jeg kan godt lide, at der kommer et andet menneske ind i mit hus og hjælper mig, det er derfor, jeg ikke forstår, hvorfor jeg så bliver ked af det, når vi har været afsted sammen. Når vi bare har siddet og snakket herhjemme har der ingenting været, det er kun når vi har været ude på "en opgave" sammen, at jeg får det sådan(det er meningen, at vi skal ud af huset, når hun er her)

Din teori med at man oplever angsten på vej ind i den og på vej ud af den, lyder egentlig meget logisk. Det man kender er jo trygt, og når man så bevæger sig væk fra det, bliver man usikker.

Grunden til, jeg skrev her i stedet for at snakke med min psykolog om det, er at jeg ikke rigtig har kunne sætte ord på de tanker og følelser jeg går med. Min hjerne går i sort hver gang jeg har prøvet, så jeg har ikke fået så meget ud af de sidste par psykologsamtaler. Jeg håbede derfor, at jeg måske kunne fået slået hul på bylden ved at skrive noget her, så jeg snart kan snakke med min psykolog om det.

Tak for dit svar Mugbolle :wink:

Mug_Bolle
Indlæg: 125
Tilmeldt: 07 dec 2004 22:06

Indlæg af Mug_Bolle » 22 sep 2005 21:22

arhh... misforstod så.. jamen, kan det ikke være at du bare er anspandt fordi du har været ude og gå, som du jo ikke kan lide normalt? det er jo en anspændt situation? samt glæden over du faktisk har overvundet noget. hvis man går op til en eksanen og får 13 er store følelsesudbrug jo også normale!.

det hjælper også mig med hensyn til at sætte ord på følelser at skrive om det. kan skrive noget som i starten faktisk bare er vollapyk men så senere bliver ret meningsfyldt. det kan også hjælpe hvis man finder noget som andre har skrevet, som sætter lige de rette ord på det!..

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 22 sep 2005 22:13

arhh... misforstod så.. jamen, kan det ikke være at du bare er anspandt fordi du har været ude og gå, som du jo ikke kan lide normalt? det er jo en anspændt situation? samt glæden over du faktisk har overvundet noget. hvis man går op til en eksanen og får 13 er store følelsesudbrug jo også normale!.
Det tror jeg ikke er helt ved siden af. Når jeg tænker over det, så har jeg da egentlig også set folk der bryder sammen i gråd efter at have udført en opgave, som har været vildt krævende både fysisk og psykisk. Og det at se sin angst i øjnene og udfordre den må jo siges at gå ind under den katagori.
det hjælper også mig med hensyn til at sætte ord på følelser at skrive om det. kan skrive noget som i starten faktisk bare er vollapyk men så senere bliver ret meningsfyldt. det kan også hjælpe hvis man finder noget som andre har skrevet, som sætter lige de rette ord på det!..
Ja det var også det jeg håbede at få ud af at skrive hertil. Finde en mening med galskaben (som man siger :lol:), og du har faktisk hjulpet mig lidt på vej. Det er godt lige at få en andens synspunkt, når man er lidt lost. :)


KH

Gitte

LS
Indlæg: 180
Tilmeldt: 04 mar 2005 18:24
Geografisk sted: Fyn

Re: fremskridt, svært at forholde sig til

Indlæg af LS » 24 sep 2005 10:51

Hej gch
Du skriver:

Der er nu sket så store fremskridt, at jeg nu er i stand til at være sammen med andre, handle selv, er også så småt begyndt at besøge familie og venner igen o.s.v. Det lyder alt sammen meget godt, og jeg er også rigtig glad for, at jeg begynder at have et liv igen, der er værd at leve, men samtidig føler jeg mig ufattelig sårbar. Jeg er forvirret, ked af det, har sådan en knugende fornemmelse i maven meget af tiden, som når man er lige ved at græde.
Netop fordi der er sket så store fremskridt, er der også meget at miste, det vil automatisk medføre angst, såret hed osv. for du har jo endnu ikke sikkerheden for om det holder og hvis den ikke skulle holde, kender du smerten fra fortiden
Det er som om jeg er bange og usikker, men hvorfor???? Jeg kan ikke regne det ud, for jeg bør da være ovenud lykkelig over, at det går den rette vej. Tilligemed har jeg for et par mdr. siden fået en rigtig sød støttekontaktperson, som jeg er vildt glad for. Hun kommer ca. 1 gang om ugen, og hun er her for at støtte mig i min proces, men det at lukke et andet mennesker indenfor og få støtte og forståelse fra det, har jeg lidt svært ved at tackle. Det er rart ikke at være alene om at arbejde med angsten, men alligevel bringer det en "ked-af-det-følelse" op i mig.
Den gode hjælp du får, vil forlade dig igen om lidt, kunne være årsag til din ked af det følelse og på den måde er du igen hvor du var inden hun kom. Hun er på en måde dit bevis på at du er nået længere, når hun går, går også dit fremskridt / sikkerhed.
Der er så mange modsatretttede følelser og nye ting at forholde sig til, at jeg har svært ved at kapere det. Hvem skulle tro, at det kan være så forvirrende og skræmmende at få det bedre.... :?: (Mine følelser har aldrig nogensinde været så turbulente og kaotiske som de er for tiden :shock:[/quote]
Det er ikke følelsen af at få det bedre som er problemet, det er det, at fralægge sig den falske tryghed du har kendt og det at turde stole på om det nye holder, som giver utrygheden. :wink:
VH LS

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 24 sep 2005 13:56

hej LS

Det giver meget mening for mig det du skriver, specielt mht. til om jeg vil blive ved med at have det bedre. Jeg tænker nemlig rigtig meget på hvorvidt det nu holder, og om jeg på et tidspunkt ryger tilbage igen. Selvom jeg egentlig er forholdsvis sikker på, at jeg har fundet den rette fremgangsmåde ud af angsten. Men usikkerheden titter alligevel frem i ny og næ.

Der er dog en af de ting, du skriver, som jeg ikke tror er rigtig, hvis jeg altså har forstået det ret, og det er nedenstående sætning.
Den gode hjælp du får, vil forlade dig igen om lidt, kunne være årsag til din ked af det følelse og på den måde er du igen hvor du var inden hun kom. Hun er på en måde dit bevis på at du er nået længere, når hun går, går også dit fremskridt / sikkerhed.
Det er rigtig nok, at jeg er ked af tanken om, at hun (StøtteKontaktPersonen) forsvinder på et tidspunkt. Men det er på lang sigt og ikke fra gang til gang. Det handler mere om, at jeg nu har mødt en person, som jeg bare kan være mig selv overfor, og som jeg har det godt med.

MEN -- Hvis jeg forstår dig ret, så mener du, at det er i kraft af SKP-en, at jeg har opnået det fremskridt jeg har, og at jeg, i det øjeblik hun tager hjem, ikke længere er i stand til at gøre de samme ting, og derfor får det som jeg gør.

Sådan forholder det sig dog ikke. For der hvor jeg er nået til nu, er jeg, i kraft af den indsats jeg har gjort, når jeg har været alene. Jeg har ikke kunne involvere andre i mit "bytræning" heller ikke min SKP. Jeg har haft lyst til det, men jeg har ikke turde. Når jeg er på egen hånd, tør jeg at tage mange flere chancer og begive mig meget mere ud, end når jeg er sammen med andre. Ingen skal se mig have det dårligt, og det er svært at undgå, hvis vi tager et eller andet sted hen sammen. Men det bliver jo ensomt i længden, at gøre alting alene, så derfor pressede jeg mig for nylig til at tage afsted med SKP-en, (jeg skal jo lære at at gøre noget sammen med andre også), ellers har vi normalt bare siddet herhjemme og snakket. Så det er først nu, hun er begyndt at være en aktiv del af den proces, jeg har været igennem de sidste 10 mdr.

Det der gør mig mest forvirret mht. alt det her, er at jeg længe ønskede, at der var en i familien, en ven eller bare et andet menneske, der ville tage sig tid til at tage med mig, når jeg skulle hjemmefra, så jeg ikke var alene når angsten viste sig, men der var ingen. Jeg måtte tage tyren ved hornene og udfordre angsten selv. Og nu hvor jeg så har fået stillet en SKP til rådighed, så jeg ikke længere behøver at være alene, når jeg kommer i en situation, der skaber angst i mig, så har jeg pludselig alligevel ikke rigtig lyst til at involvere en anden person, og får bare lyst til at græde, når jeg så alligevel har gjort det. :?: :?: :?: :? Så er det da heller ikke til at finde ud!! :roll:


Ved ikke om det er til at forstå........og om det overhovedet er relevant (for andre end mig selv). Er egentlig lidt flov over at have skrevet alt det, :oops: men som sagt så sætter det tingene lidt i perspektiv, når man får det skrevet ned og efterfølgende kan læse det.

Mange tak for dit svar LS :wink:

VH Gitte

LS
Indlæg: 180
Tilmeldt: 04 mar 2005 18:24
Geografisk sted: Fyn

Indlæg af LS » 24 sep 2005 15:27

Hej Gitte
Jeg forstår så udmærket det du taler om, tror jeg, men selvfølgelig man kan aldrig vide 100 %. Jeg mener jeg har haft det som du. Ville gerne være sammen med andre men når de kom tæt på gik det gált og jeg kunne ikke rigtigt rumme det. Derfor afviste jeg folk og var kun sammen med dem "ude" for det gav mig en vis kontrol over hvad jeg skulle udsættes for. Desuden kunne jeg ikke blive svigtet på den måde, troede jeg.

Mht det jeg skrev: nej, jeg mener ikke nødvendigvis at din støtte kontakt person har gjort arbejdet, men jeg mener at hun må udfylde "et eller andet" og det er det jeg mener at du vil komme til at skulle undvære igen. Det behøver ikke være dig bevist, men hun må have en funktion ellers havde du hende ikke.
Du nævner noget omkring et ønske fra venner eller familie som ikke er blevet opfyldt, men du har fået en Sk- person og ubevidst ved du godt at hun ikke kan opfylde det som du allerhelst ville have at vennerne eller familien gjorde. Derfor kan det give frygt ,sårethed og angst for igen at blive svigtet. Når man tager noget til sig kan man risikerer at miste det igen, så hellere lidt afstand.
Jeg syntes det giver meget mening det du skriver og der er ingen grund til at føle sig flov over at være ærlig, tværtimod.
Håber jeg fik forklaret mig bedre denne gang? :wink:
VH LS

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 24 sep 2005 15:44

Hej LS
Håber jeg fik forklaret mig bedre denne gang?


Ja nu er jeg helt med, og du kan ikke have mere ret. Hvor er jeg glad for at jeg langt om længe fik skrevet om det her, for nu begynder jeg stille og roligt at få en bedre forståelse for, hvad alle de følelser går ud på. Så skal jeg så bare lige lære at tackle dem også. :lol:

Kan du have en rigtig god weekend. :)

KH

Gitte

LS
Indlæg: 180
Tilmeldt: 04 mar 2005 18:24
Geografisk sted: Fyn

Indlæg af LS » 25 sep 2005 10:08

Hej Gitte
Det glæder mig at tingene er begyndt at falde på plads for dig, kender godt den belastning det er når man ikke selv kender svarene på sine problemer, det i sig selv slider. Mim erfaring siger mig at vi ofte er mange som går rundt med de samme problemer, men ingen ved det, for alle føler sig mere eller mindre forkerte, sårbare, bange osv. og derfor vare det ofte længe inden man finder ud af at vi et eller andet sted ikke er så forskellige endda. Hvis vi dog bare kunne lære at tale ud og være ærlige så kunne mange problemer måske være løst på kortere sigt.
Vi kan meget alene, sammen kan vi mere.
Jeg vil også ønske dig en rigtig god weekend og held og lykke fremover med fremskridtene. :wink:

VH LS

natasja
Indlæg: 59
Tilmeldt: 14 jan 2006 19:40
Geografisk sted: København

Indlæg af natasja » 11 feb 2006 20:36

Hej Gitte :P


Jeg synes, det gav mgt mening, det du skrev, for jeg har også prøvet det samme. Jeg har angst og socialfobi. Jeg er mgt glad for min psykolog, som sommetider besøger mig herhjemme. Et par gange er hun taget med mig ud et sted, hvor jeg bliver mgt angst, og det var for at hjælpe mig med at indse, at jeg trods angsten klarer det mgt godt. Det var ngt, hun selv foreslog, men hvor var det dejligt at få den hjælp. Jeg synes ikke, at det er mærkeligt overhovedet, at du bliver så følelsesladet, for du ved selv, hvor mgt det betyder for dig, at den hjælp er der. Jeg kommer til at tænke på, at de fremskridt du har gjort, er jo i virkeligheden ngt stort. Det er flot. Jeg kan godt forstå du er sårbar og har ondt indvendigt, for det er ikke nemt og heller ikke altid til at finde ud af, hvorfor det gør så ondt. Sommetider tror jeg også, at man bare skal lade smerten være der. Det er heller ikke altid lige nemt at lukke et andet menneske ind i sig selv, når man føler sig sårbar. Jeg har det også sommetider sådan, at jeg tror jeg kommer til at tudbrøle og snakke uafbrudt, men så vil kroppen bare ikke. Som om der intet er at snakke om :roll: , men sommetider føles det som om, at der netop er så mgt, at man ikke kan finde hoved og hale i ngt som helst. :? Men det giver mgt mening det du skriver.
Hilsen Natasja

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 12 mar 2007 18:52

Hej Natasja

Tak for dit svar... :wink: Det var rent tilfældigt jeg lige så du havde skrevet, da det er rigtig længe siden jeg skrev indlæggene, ogt der er sket meget siden. Så det er ikke længere så tit jeg kigger herinde.

Det lyder som om du får rigtig god hjælp hos din psykolog. Det er ikke mange psykologer der tager med ud på "by-træning", men det er jo noget af det der virkelig rykker bjerge. - Efter min mening (og erfaring).
Jeg har det også sommetider sådan, at jeg tror jeg kommer til at tudbrøle og snakke uafbrudt, men så vil kroppen bare ikke. Som om der intet er at snakke om , men sommetider føles det som om, at der netop er så mgt, at man ikke kan finde hoved og hale i ngt som helst.
Den følelse kender jeg rigtig godt. Det er nøjagtig det jeg tit oplever.

Kærlig hilsen Gitte

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 13 mar 2007 09:11

og nu ser jeg så, der står februar 2006 på dit indlæg og ikke 2007 :lol:

Besvar