Angstsymptom eller ej???

Agorafobi er angsten for at færdes uden for eget hjem.
Besvar
gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Angstsymptom eller ej???

Indlæg af gch » 27 jul 2005 18:53

Hej.

Er der nogen der kender til krampelignende smerter i benene som et symptom på angst?

Jeg har efter lang tids "træning" fået det meget bedre med at komme ud af huset, handle og være sammen med andre mennesker. Efterhånden bliver jeg ikke mere nervøs/angst end jeg kan blive ved med at holde hovedet koldt og undlade at flygte fra situationerne. Så jeg har rigtig nydt den spirende frihed den sidste 1½ måneds tid :D


Det der dog bliver ved med at være et problem er mine ben. Jeg har længe (mere end 1 år) haft trætte/ømme ben. D.v.s. at jeg ikke kan gå ret meget længere end 2-3 min, så begynder de at ryste og blive stive i musklerne. Så jeg har altid min cykel med selvom jeg kun lige skal 50 m. I takt med at jeg har mærket mindre til angsten er jeg dog begyndt at ignorere de trætte ben lidt mere, presse mig selv lidt mere, og øve mig i at gå længere. Men der har ikke været de store fremskridt på det område, tværtimod har det været helt galt de sidste par dage... Jeg har hele tiden ondt i benene, og musklerne er helt stive, som om de er ved at gå i krampe. Når jeg sidder ned gør det ondt, når jeg går gør det ondt, når jeg træder på speederen i min bil er jeg på randen til at få få krampe i tæerne, og sådan kan jeg blive ved.

Jeg føler, at hver gang jeg er blevet nogenlunde af med en række angstsymptomer, mere tryg ved dem (hvis man kan sige det sådan), og ikke længere tager mig så meget af dem, så dukker der noget nyt op som igen får mig til at stikke halen mellem benene og blive hjemme. Nu går jeg jo igen ikke ind og handler eller tager nogen steder hen, nu skyldes det bare ikke længere de sædvanlige angstsymptomer som svimmelhed, hjertebanken, rysten o.s.v., men derimod er jeg nu bange for at få krampe i benene eller fødderne.

Jeg overvejer at ringe til lægen og høre hvad det kan skyldes, fordi jeg ikke er helt overbevist om, at det har noget med angst at gøre, men vil først lige høre herinde om der er nogen der kender til det samme.

Kærlig hilsen

Gitte

Dave
Indlæg: 48
Tilmeldt: 12 dec 2004 13:26
Geografisk sted: København

Jeg har noget lignende

Indlæg af Dave » 27 jul 2005 19:24

Hej Gitte

Det er at selvfølgelig altid en god idé at gå til lægen og få vished for at det ikke noget alvorligt.

Når det er sagt vil jeg komme med min mening, jeg tror det har noget med angsten at gøre.

Siden angsten startede for mit vedkommende har jeg haft mange mærkelige oplevelser med min ben og fødder. I starten viste den sig som en brændene fornemmelse, specielt i højre fod. Og senere begyndte mine ben at sove meget voldsomt, alt sammen noget jeg blev meget meget bange ved.

Jeg har i en længere periode cyklet meget, bla 40km hver dag, til og fra skole, på trods af det kan jeg noglegange når jeg skal op og handle, miste mine kræfter fuldstændigt, og tro at mine ben ikke kan bære mig mere. Enkelte gange har jeg sat mig ned for at slappe af, støttende op af et vejskilt.
Jeg har i en periode nu haft sommerferie, hvor jeg ikke har bevæget mig meget udenfor en dør pga angsten, og jeg er kommet helt ud af form igen. Jeg har hele tiden angsten i tankerne, og jeg slapper aldrig helt af, hvilket gør at jeg i perioder er utroligt træt. Jeg har flere gange vågnet om natten med krampe i lårene, og de kan også komme tit når jeg sidder stille. Mit indtryk er at de kommer fordi jeg hele tiden er spændt pga angsten.

Som du også skriver har angsten det med at vise sig med nye ansigter hele tiden, min symptomer har også ændret sig hele tiden, i alt den tid jeg har haft angsten. I en periode hostede jeg klumper op hele tiden, det har sågar været eksem.

Den eneste vej ud af dit problem er ved at trodse den, sæt dig nogle mål for hvordan du dag for dag, vil gå længere uden din cykel. Det er hårdt at komme ud af angsten, men det er hårdere at blive i dens tyrani.

kh
Dave
Senest rettet af Dave 27 jul 2005 20:37, rettet i alt 1 gang.

Rune
Indlæg: 1
Tilmeldt: 27 jul 2005 19:16
Geografisk sted: Århus

Indlæg af Rune » 27 jul 2005 19:27

Hej Gitte!

Næ, det eneste jeg har oplevet, som kan minde lidt om dit (i relation til angst), er følelsesforstyrrelser i benene.

Jeg kender ikke din fysiske form, men mon du bare har overtrænet dine benmuskler?

Måske noget løsnende fysioterapi kunne hjælpe, både fysisk og mentalt?

Jeg har personligt god erfaring med fysioterapi, især som angstdæmpende foranstaltning!

K.H. Rune
Vedvarende brug af Stesolid o.l. er den sikre vej til forstærket angst...

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 27 jul 2005 21:33

Hej Dave og Rune..

Først vil jeg lige svare dig Dave!

På mange punkter tror jeg du har ret, men jeg kan bare ikke overbevise mig selv om, at det ER angsten der spiller ind. Jeg føler nemlig ingen nervøsitet samtidig med smerterne, som jeg ellers altid har gjort når der har været et symptom. Det kommer heller ikke i bestemte situationer - jo trætheden gør, men ikke smerterne, de er der konstant. De fortager sig dog når jeg sætter mig i sofaen med benene oppe, men det kan jeg jo ikke gøre hele tiden. Mange gange forsøger jeg så istedet med strækøvelser, gang op og ned af trappen og andre øvelser for benene. Det dulmer også engang imellem.

Når nu jeg tænker nærmere over det, så døjede jeg faktisk ikke halt så meget med benene, da jeg var i sommerhus i en måned. Først efter en uges tid herhjemme, startede det igen. Jeg har ellers prøvet at holde fast i de fremskridt der er sket for mig i den måned jeg var hjemmefra. Jeg fortsatte med at gå/cykle og i det hele taget tage noget mere hjemmefra. Men energien er bare fosset ud af mig og så er det med benene også kommet tilbage oveni...

Det er svært at forstå at det ikke fortsætter med at gå fremad, til trods for at jeg gør stort set det samme som ved sommerhuset..

Men tak for svaret, rart at høre andres mening om tingene. :wink:


og så til dig Rune.....

Tak for svaret. Jeg tror nu ikke jeg har overtrænet. Jeg er i meget dårlig form og er meget opmærksom på ikke at komme til at overdrive det jeg gør. For jeg er stadig bange for at fremprovokere et angstanfald ved motion.

Fysioterapi kunne måske godt være en god ide, det vil jo, om ikke andet, løsne musklerne, og det må da være en hjælp. Jeg har tit tænkt tanken, men har desværre ikke råd. Så jeg prøver selv at massere musklerne lidt. Det er jo bedre end ingenting. :wink:


Endnu engang tak for jeres svar.

K.H. Gitte

Dave
Indlæg: 48
Tilmeldt: 12 dec 2004 13:26
Geografisk sted: København

Indlæg af Dave » 28 jul 2005 08:19

Jeg har haft de samme tanker som dig, og jeg vil skyde på at der er mange andre der har haft dem. Efterhånden som man bliver fortroelig med angsten, skal der mere til at bringe os i panik.
I stedet for panik, er det gået mere hen i nagene tvivl, panikangsten har flyttet sig til at blive mere noget sygdsomsangst eller generelliseret angst. Fordi du er jo stadig bange/nervøs/i tvivl, det er bare mere konstant, fordi du hele tiden kan mærke det. Og ubevidst spænder du i kroppen. Mit bedste bud er at du skal kæmpe med at holde fast i troen på at det er angsten. Hvis du kan fokusere mindre på det, er jeg sikker på at det forsvinder en lille smule, det tyder det jo også på, når det var bedre i sommerhuset.

Held og lykke med det, jeg er sikker på at du vinder kampen :P

bæst
Indlæg: 140
Tilmeldt: 08 sep 2003 23:09
Geografisk sted: Sorø

Indlæg af bæst » 28 jul 2005 10:45

Hej Gitte,
måske er det måden du angriber angsten der fremkalder de sekundære symptomer?
Jeg har den ide at hvis angsten undertrykkes med viljen og angsten dermed tvinges væk fra bevidstheden, må kroppen nødvendigvis bruge andre midler til at signalere med.
Basalt tror jeg angst er et symptom på en dybereliggende personlighedsforstyrrelse og en naturlig advarselsmekanisme relateret til vores psykiske selv, som frygt er relateret til det fysiske selv.

Men det er natuligvis i øvrigt alt sammen gætværk. Der er vist stadig ingen der i sandhed har loddet sjælens dybder.

B.

Dave
Indlæg: 48
Tilmeldt: 12 dec 2004 13:26
Geografisk sted: København

Indlæg af Dave » 29 jul 2005 08:51

Hej Bæst
bæst skrev: Jeg har den ide at hvis angsten undertrykkes med viljen og angsten dermed tvinges væk fra bevidstheden, må kroppen nødvendigvis bruge andre midler til at signalere med.
Det er en svær balance, mellem ikke at undertrykke angsten, og ikke gå i panik når den kommer. Min psykolog og jeg har arbejdet med at lade angsten dukke op, registrere den, og lade den gå. Det kan man træne ved at sidde og kigge ud af vinduet, og lade tankerne flyve, og så øve sig i ikke at følge tankerne, selvom man umiddelbart har lyst til det.
bæst skrev: Basalt tror jeg angst er et symptom på en dybereliggende personlighedsforstyrrelse og en naturlig advarselsmekanisme relateret til vores psykiske selv, som frygt er relateret til det fysiske selv.
Lige præcis det ,er vel en af de få ting man faktisk ved om angsten. Det hjælper bare ikke een særligt meget at vide at det er naturligt, nå man er i den.

dave

bæst
Indlæg: 140
Tilmeldt: 08 sep 2003 23:09
Geografisk sted: Sorø

Indlæg af bæst » 30 jul 2005 09:25

Hej dave,
Det er en svær balance, mellem ikke at undertrykke angsten, og ikke gå i panik når den kommer. Min psykolog og jeg har arbejdet med at lade angsten dukke op, registrere den, og lade den gå. Det kan man træne ved at sidde og kigge ud af vinduet, og lade tankerne flyve, og så øve sig i ikke at følge tankerne, selvom man umiddelbart har lyst til det.
Jeg vil mene der er stor forskel på om man afleder sin opmærksomhed således indre billeder og tanker ændres (ifald angst kommer pga netop det, hvilket jeg er i tvivl om) eller om man blot søger at undertrykke sin angst med viljen på trods af de indre billeder/tanker. Gør man det sidste falder man netop ind under det jeg skriver nedenfor.
Lige præcis det ,er vel en af de få ting man faktisk ved om angsten. Det hjælper bare ikke een særligt meget at vide at det er naturligt, nå man er i den.
Tror ikke det er alle der klar over at angsten kan være et symptom i stedet for sygdommen i sig selv.
Den sidstnævnte opfattelse kan føre til, at kun følelsen angst angribes mens der undlades fokus på reelle grundlæggende årsager såsom lavt selvværd, selvhad, skam eller andre ting som måske er grundlæggende for angsten.
Tit har jeg mødt behandlere som virkelig troede på at angst kan overvindes ved at møde den samme situation igen og igen og igen (hjælper vist rent faktisk enkelte). Men hvis angsten bunder i eksempelvis manglende selvværd kan endnu et nederlag medføre endnu lavere selvværd osv.
Denne indsigt hjælper som du skriver ikke særligt meget i selve situationen, men den kan måske hjælpe til at forstå hvorfor angsten vender tilbage igen og igen og igen, på trods af at man har mødt den samme situation tusinde gange.

Afsluttende må jeg bemærke at jeg ikke aner en tøddel om angst. I så fald havde jeg besejret den for længe siden. Så alt ovenfor er rent gætværk og kan være lysår fra nogen reel sandhed. Det er blot et gæt på hvorfor gch støder på noget som kan være psykosomatiske symptomer ved fraværet af angsten. Som Gitte selv skriver kan der jo være noget reelt fysisk galt.

gch
Indlæg: 261
Tilmeldt: 03 sep 2004 13:38
Geografisk sted: Odense

Indlæg af gch » 30 jul 2005 14:36

hej Bæst.
Tit har jeg mødt behandlere som virkelig troede på at angst kan overvindes ved at møde den samme situation igen og igen og igen (hjælper vist rent faktisk enkelte). Men hvis angsten bunder i eksempelvis manglende selvværd kan endnu et nederlag medføre endnu lavere selvværd osv.
Denne indsigt hjælper som du skriver ikke særligt meget i selve situationen, men den kan måske hjælpe til at forstå hvorfor angsten vender tilbage igen og igen og igen, på trods af at man har mødt den samme situation tusinde gange.

Dengang jeg fandt ud af at jeg havde panikangst, startede jeg hos en psykolog, som arbejdede kognitivt. (Mente hun ihvertfald selv) Jeg har senere fundet ud af, at hun kun delvis viste hvad det gik ud på. Det jeg lærte var, at jeg skulle blive i situationerne og sige til mig selv, at det ikke var farligt... Det gjorde jeg så i et par år, med det resultat at jeg gik ned med stress og endnu mere angst.

Nu 2½ år senere har jeg fundet ud af, at det ikke nytter noget at blive alt for længe i de angstskabende situationer. For som du selv skriver,- - - det er bare nederlag på nederlag og det kan de færreste af os bruge til noget positivt. Hver gang jeg endte med at flygte i panik, tog jeg hjem og græd eller kritiserede mig selv kraftigt resten af dagen eller mere. Hvilket jeg mener lige nøjagtig er en rigtig god grobund for angsten.

Det sidste halve år har jeg arbejdet med angsten ud fra den teori, at jeg skal udfordre angsten, men på mine egne præmisser. Jeg træder kun lidt over grænsen hver gang. Jeg bliver i angsten til jeg kan mærke at jeg ikke kan holde hovedet koldt meget længere, og så trækker jeg mig tilbage i et stille og roligt tempo, så det ikke når at blive et nederlag, men en situation som jeg har en følelse af at jeg selv kontrollerede. Det er mig der sætter grænsen, men angsten der viser mig hvornår....(ved ikke om det er til at forstå???)

Efter jeg fik de smerter i benene, som jeg tidligere beskrev, har jeg haft snakket med min nuværende psykolog. Jeg fik at vide at det meget vel kunne være angsten (i ny forklædning). Jeg har fået at vide hvad jeg skal gøre for at det kan blive bedre, og det har allerede hjulpet lidt. Min egen teori er at: Nu er jeg blevet god til ikke at lade angsten styre mig totalt, så nu viser den sig i et nyt ansigt for at gøre et nyt forsøg på at få kontrol over mig igen.

Dave
Indlæg: 48
Tilmeldt: 12 dec 2004 13:26
Geografisk sted: København

Indlæg af Dave » 03 aug 2005 15:54

Jeg mener at når man først er i angsten, skal man prøve at gøre noget for at komme ud af den igen. Sidder jeg f.eks. i bussen, skifter jeg plads, eller prøver at koncentrere mig om at kigge på de biler eller veje vi kører forbi. Hvis jeg er i en butik, prøver at jeg trække vejret langsomt helt ned i maven, og gå et sted hen hvor der ikke er så mange mennesker, hjælper det ikke går jeg ud, venter og går ind igen.

Jeg lægger min energi i at prøve at undgå at angsten accelererer når den kommer, jeg er blevet bedre til at vende de negative tanker til nogle mere positive reallistiske tanker. Hvis jeg sidder og angsten er ved at komme, kan jeg tænke: det er jo bare en følelse, og den kan virkelig ikke gøre mig noget, og nogle gange når jeg virkelig tror på det, forsvinder den igen. Hver gang det sker bliver jeg lidt stærkere..

Jeg må indrømme at jeg aldrig har gjort noget aktivt for at skabe angsten, så jeg kunne blive bedre til at tackle den. Jeg vil helst undgå at den kommer. Selvom min psykolog faktisk har givet mig øvelser :oops:

Besvar