Jeg går all in på livet (fra imorgen af...)

Agorafobi er angsten for at færdes uden for eget hjem.
Besvar
Naan
Indlæg: 30
Tilmeldt: 11 nov 2006 17:24

Jeg går all in på livet (fra imorgen af...)

Indlæg af Naan » 01 mar 2010 00:20

Jeg har det sært idag. Og jeg har det sært med at skrive i dette forum. Mest fordi jeg engang imellem læser jeres indslag og føler mig til tider langt væk fra det i skriver. Jeg kan sjældent relatere til de svar der kommer, der tit handler om at kæmpe meget. Blive ved. Udfordre sig selv og gå et skridt længere hver gang. Det der er med min angst, er at jeg ligeså vel kan være totalt foruden den imorgen. Den er totalt svingende. Alligevel vil en lille del af den nok altid sidde fast. Det er godt fordi jeg så kan lægge mærke til hvordan mit humør fx har været op til angsten.

Jeg vil rigtig gerne skrive lidt om min angst. Uden at gøre den til nogen roman af lutter håbløshed. For et håb, det har jeg. Et stort et endda. Glæder har jeg virkelig også. Ja, masser!

Idag er det Søndag. Jeg husker den skøn fra morgenstunden af, for jeg mener at solen virkelig skinnede. Weekenden har i virkeligheden været rigtig dejlig.
Men Søndage. De er meget ens for mig. Den ene adskiller sig ikke rigtigt fra den anden. Jeg tænker om søndagen. Oplever melankoli. Idag har især været grotesk. Efter en dag på job og besøg hos en ven gik jeg hjem med min cykel. Det er en tur på nok 5 min. Jeg gik for at gå, men steg på min cykel for at komme hurtigt hjem, da jeg fra det ene sekund til det andet følte en enorm mængde af angst. Jeg tror faktisk ikke, jeg har følt det i så voldsom en grad før. Hele min krop spændte, min verjtrækning blev hurtigere, mine ben rystede og jeg fik syge katastrofetanker om hvordan jeg ville blive nødt til at falde om, fordi jeg ikke kunne rumme tankerne. Hvordan jeg ville stortude dernede. Og der kunne jeg så ligge og være panisk og have lys til faktisk ikke at eksistere, fordi angsten ved at være udenfor mit eget hjem, uden for mine trygge rammer kunne være totalt ødelæggende. Det skete selvfølgelig ikke. Jeg cyklede meget hurtigt hjem. Når jeg nu er hjemme ved jeg egentlig ikke om det var så slemt i øjeblikket, som jeg husker det nu. Jeg undrer mig fordi hele denne uge har været stort set angstfri!
Det var rigtig rigtig hårdt, og som i andre sikkert kender det, frygter jeg rigtig meget den næste gang jeg skal udenfor døren.
Men det skal jeg. For jeg skal i skole. Og jeg skal på arbejde. Og det vil jeg. Jeg har for meget enrgi til at sidder her. I det hele taget skal jeg en del ting i denne uge, hvor andre er afhængige af mig. Hvor jeg ikke bare kan gemme mig under dynen. Jeg undrer mig sådan over den angst. Det er så hæmmende. Jeg har haft en sindsyg hård aften efterfølgende. For jeg har haft så mange tanker og en klump i halsen efter oplevelsen, at jeg bare har skrevet og skrevet og skrevet det ud. Det er godt men også hårdt.

Jeg har rigtig mange bolde i luften generelt. Mange interesser og projekter, som jeg elsker og bruger meget energi på. Jeg er en ret social person og nyder andre folks selskab. Også fremmede mennekser, og er egentlig nok en af de mest sociale både på min skole og mit arbejde. Jeg elsker at optræde. Har ikke svært ved de scener jeg nogengange skal stå på og jeg er kender til mine egne kvaliteter og har store drømme omkring min fremtid. Derfor bliver jeg også så ambivalent efter de anfald. Jeg har så meget at stå op til. Men jeg tør bare ikke altid. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne gå all in på livet. Men så kommer det bare. Ud af det blå! Hvorfor? Jeg ved jeg er sart og følsom. Super tænksom og analyserende. Er der uafsluttede tanker? Grænser der er blevet overskredet? Hvad er det? Hvor kommer det fra? Jeg føler at jeg til tider mister kontrollen over mig selv.

Jeg har nok altid haft angst. Faktisk er det meget mere hæmmende end hvad jeg vil være ved. Jeg har altid elsket at rejse. Især været ret vild med togture. At se omgivelserne omkring mig. Men lige pludselig stoppede det efter jeg fik et panikanfald i et tog. Jeg tror egentlig iewk det var så slemt, men mine tanker omkring det har udviklet sig så meget at jeg i et år ikke har kørt i tog. Det har også udviklet sig til lidt angst for at køre i bus. Forleden skulle jeg køre med et par til Odense i bil. Og tænk, der stod jeg og frygtede, at der ikke var fire døre i bilen, for så ville jeg jo få klaustrofobi ved at sidde fastlåst bagi. Selvfølgelig, klart nok, var der kun 2 døre. Men jeg blev nødt til at sætte mig ind. Den tur var ligeså nem for mig som var der 47 døre. Det gik rigtig fint. Så fint at jeg flere gange faldt i søvn. Ingen anspændthed. Men fuck, jeg skal da lære at tage det tog. Jeg vil være uafhængig. Min famile går meget op i min angst for at køre i tog, da de alle bor i en anden by. De opforderer mig til forskellige former for behandling, støtter mig men spørger så meget til det, at jeg efterhånden føler at angsten er blevet den jeg er i forhold til dem. Jeg tænker meget på behandling. Hypnose fx. Men noget holder mig tilbage. Der er noget trygt ved at have angsten. Der hvor man ikke behøver tage de store skridt. Det kan noget rart, der gør jeg holder mig lidt distanceret til det at få hjælp. Tænk hvis det virker!
Og så er der det med bare at være udenfor. Jeg passer min skole, mit arbejde, familie, musik, venner og fester! Jeg lever, eksiterer og fungerer. Men nogen dage er det altså slemt. Der i ved, hvor det kan være svært bare at gå ned og handle. Jeg kan godt være væk langt hjemmefra. I en anden by/land. Men så snart jeg er tilbage skal jeg også helst hele tiden være forholdsvist tæt på mit hjem. Endnu noget jeg ike forstår. Jeg trænger til enten eller. Gik mig livet eller giv mig så meget angst at jeg bliver så syg at jeg bliver nødt til at blive behandlet!
Nej - giv mig bare lysten til at udtrykke mig så meget for resten af verden at min krop også lyster at være der!
Selvom jeg mest er glad, kan jeg vel også være ked af det. Også når jeg er udenfor og er mest skrøbelig. Mit hjem er også gaden udenfor. Men jeg vil gerne holdes lidt i hånden, mens jeg går.

Jeg vil være all in på livet!
All the best

Besvar