Så tog jeg sgu lige en flyver!

Agorafobi er angsten for at færdes uden for eget hjem.
Besvar
Susmi
Indlæg: 14
Tilmeldt: 06 maj 2004 08:13
Geografisk sted: Fredericia

Så tog jeg sgu lige en flyver!

Indlæg af Susmi » 19 maj 2008 16:00

Jeg har lidt af panikangst i 14 år. De første mange år var agorafobien ikke det mest voldsomme. Jo, jeg ville ikke køre på motorvej og i bus og tog, men jeg kunne stadig cykle, handle og også tage lidt længere væk i bil med en veninde. Nægtede også at køre under tunneller, så måske det mere var panik-angst med klaustrofobi? Jeg prøvede i de første år alverdens medicin, men først to års psykoterapi havde så meget effekt, at jeg blev næsten velfungerende og jeg gennemførte en 5 år lang videregående uddannelse. Nu skulle verden erobres! Og så knækkede jeg og panikken overtog mit liv og nu kom agorafobien med fuld styrke. I hele 2004 lå jeg på min sofa, turde dårligt gå på wc, ikke ud til postkassen og kom ikke i min have. Varer blev bragt fra den lokale købmand og jeg havde panikanfald nogle døgn op til 30 gange.. Jeg nåede et punkt hvor, hvis det ikke havde været fordi jeg har børn, så var det liv simpelthen ikke værdigt til at leve!
Jeg fik til sidst bevilliget hjemmepsykolog og langsomt, langsomt vendte skuden. Efter et halvt år med kognitiv træning og tænkning, købte jeg mig en lille hundehvalp og sammen begyndte vi at udforske verden. Det blev verdens mindste lufte-ture, men hunden tog det heldigvis pænt, at vi tyve gange om dagen kun kom ud til postkassen i indkørslen. Langsomt blev territoriet udvidet, ganske langsomt. Det var en stor sejr den dag vi nåede rundt om et hushjørne, hvor jeg ikke længere kunne se hjemmet! I hele 3 minutter.. Efter 3 måneders daglig træning kunne vi færdes rimeligt frit og jeg erfarede at mine succes-oplevelser med hunden smittede. Pludselig var det knapt så angstfyldt at tænke på at køre ud at handle med min søster og jeg gjorde det til sidst. Efter tre måneder mere havde jeg en høj grad af frihed og tog endda med tog og bus for første gang i 10 år!
Jeg kom i aktivering og blev ansat på mit praktik-sted og fremtiden tegnede lys og lykkelig.
Jeg begyndte at blive stresset, havde en masse jern i ilden og ville meget. I sommeren 2007 gik det galt igen. Jeg fik voldsomme panikanfald og lyn-hurtigt var jeg tilbage i angstens vold. Næsten. For jeg vidste af bitter erfaring, at angsten er grådig og jo mere man giver den, jo mere vil den have. Men, jeg måtte gøre indrømmelser og have hjælp af venner og familie. Kolleger var søde til at køre mig til og fra arbejde og veninder hjalp mig med at handle. Jeg VILLE ikke stoppe helt, men hvor har jeg dog haft mange hårde dage med voldsomme panik-anfald både hjemme og ude og jeg måtte også takke nej til for store opgaver, invitationer langt fra hjemmet mm.
I november 2007 måtte jeg blive sygemeldt. Dagene på arbejdet var blevet et helvede.. Forventningspresset og kampen med de mange katastrofe-tanker, blev for meget. Jeg kan ikke kæmpe på så mange fronter. Jeg er psykisk nedslidt efter de mange års kamp med og mod angst. Jeg søger derfor førtidspension nu (45 år) og håber af hele mit hjerte at jeg får den bevilliget. Både læge og psykiater har vurderet ”invaliderende angst uden arbejdsevne-rest. Så man kan sige at jeg har tabt kampen, men jeg vælger at sige at jeg har accepteret min skæbne og at jeg nu satser på livskvalitet. I forhold til mand, børn og to skønne børnebørn.
Og jeg har trænet og trænet. Læst bøger om angst og den nyeste kognitive tænkning. Er blevet ved at handle sammen med andre, prøvet nye ting osv., men det går langsomt. Og jeg ”glemmer” at træne gå-ture, (min hund er desværre død), har taget noget på, og må ind i mellem tage stesolid for at klare større udfordringer, der bare skal gennemføres.. Og jeg synes det hele står lidt i stampe.
Min ældste datter ringede for 1½ måned siden (bor i den anden ende af landet) og fortalte at hun skulle have en mindre operation og at hendes kæreste ville være bortrejst og så stod hun der med datteren på 2 måneder. ”Sikke da noget!”, sagde jeg. Efter samtalen blev jeg så rasende på angsten, der gjorde at jeg bare måtte sidde passivt med hænderne i skødet, hvor alle andre ”normale” mormødre bare kunne springe til og hjælpe. Inden jeg havde set mig om havde jeg booket billetter hos Sterling (med afbestillings-forsikring og eget sædevalg) og meddelte alle at jeg skulle af sted om 5 uger. Man skal vist kende til panik-angst og agorafobi for at forstå hvad jeg gennemgik i de følgende uger. Frygt for at svigte! Skræk-senarier der fløj gennem hovedet non-stop af alt hvad der dog kunne ske. Jeg så mig selv sidde skrigende i flyet, mens jeg tryglede om at blive sat af. Eller at jeg besvimede, døde, kastede op på sidemanden af rædsel, aldrig kom med flyet, aldrig kom fra flyet og ind i en taxa, at jeg ville lige sammenkrøllet af angst på min datters sofa (hvis altså jeg nogensinde kom frem) og ikke turde tage hjem igen osv. Da dagen nærmede sig, blev mine katastrofe-tanker mere detaljerede og jeg forstillede mig hver sekund af udfordringen som et langt mareridt. Kom jeg mon overhovedet ud af min dør den dag? Ville jeg bede min søster vende om på vej til lufthavnen? Ville jeg kunne komme igennem check in, helt alene? Ville jeg komme ind i flyet? Osv. Osv. Osv. Det er sikkert ikke sundt at udsætte sig selv for så meget stress, men det er sgu heller ikke sundt at leve i en osteklokke, så jeg gav ikke op. Tog en stesolid på dagen, måske det kunne tage toppen? Kunne nu ikke mærke nogen forskel.
Jeg kom af sted. På en skala fra 0 til 10, hvor 10 er det ultimative panikanfald, hvor al kontrol er gået fløjten og man ”ved” man skal dø om lidt, lå jeg på 7-9. Nåede frem med taxa til min datter og var totalt udmattet. Startede med at sove i 2 timer og så begyndte jeg at bekymre mig om hjemturen. De første dage var jeg helt ved siden af mig selv, men faldt så efterhånden lidt til ro. Frygten for hjemturen forlod mig aldrig. Jeg var ligesom spaltet. Nussede om barnebarnet, snakkede med mine børn, lavede mad og støvsugede, mens frygten og tankerne om hjemturen lå i baghovedet nonstop. Og udenfor ville jeg ikke ret gerne. Agorafobien var fuldt med, men lidt fik jeg prøvet. Kom næsten 250 meter væk en dag, i en Kvickly sammen med min datter. Så var jeg også udmattet bagefter af angst.
Og så i morges skulle jeg hjem efter 6 døgn og det kom jeg sandelig.. Igen på angst 7-9, ingen søvn i nat, rysteture, dårlig mave osv. Sidder nu hjemme i min stue og skriver det her. Prøver at gøre status. Det var et kæmpe tigerspring for mig, men jeg er helt tom. Alle synes jo det er helt normalt at flyve en tur over til børn og børnebørn. ”Selvfølgelig kunne du da det”, siger de. Ingen forstår rigtigt, hvad jeg har præsteret. Det er ikke for at få ros, men mere et spørgsmål om at blive hørt og forstået. Og hvem kan bedre det, end mennesker der kender det fra egen krop! Jeg er også spændt på hvad sådan et tigerspring betyder for min fortsatte træning herhjemme. Om jeg er blevet styrket eller svækket?
Hvis nogen er fulgt med så langt i denne kæmpe beretning, vil jeg blive meget, meget glad for noget respons.
Knus fra
Susanne

majbritt71

RE: Så tog jeg sgu lige en flyver !

Indlæg af majbritt71 » 19 maj 2008 16:43



Så tog du sgu lige en flyver !!! - Tænk , det er nok den vildeste beretning jeg har læst herinde meget længe. Hvor må du være STOLT af dig selv, og hvis ikke - ja så må du se at blive det !! :shock: Det er jo top præstation, iforhold til den angst du bokser med. OG DU VANDT !!! Tænk du overhørte alle angstens advarsler, om hvad der kunne ske hvis du gjorde det... du ignorerede den og gjorde det DU havde lyst til. Jeg er vildt imponeret......

Jeg håber du har skrevet alle dine katestrofetanker op inden du tog afsted ? Eller måske kan du huske dem ?? For så kan du nu skrive dem ned og pille dem fra hinanden en efter en..... hvilken fryd må det ikke være ?

Jeg syntes du er vildt sej :D Og jeg er sikker på at du kan bruge denne oplevelse til noget konstruktivt- nemlig at vise angsten at det er DIG der bestemmer og ikke den, samt at det den fortæller dig ikke nødvendigvis er rigtigt. Jeg håber...... men TROR også at denne oplevelse har givet dig troen på at kampen er værd og tage, og jeg er sikker på at din fortsatte træning derhjemme vil give pote, før eller siden- du har jo lige vist din styrke og at du er en meget meget modig og stærk kvinde !

Kh Majbritt71[/b]

Susmi
Indlæg: 14
Tilmeldt: 06 maj 2004 08:13
Geografisk sted: Fredericia

Kære majbritt71

Indlæg af Susmi » 20 maj 2008 06:31

Tusind, tusind tak for din fine respons på mit indlæg! Lige pludselig følte jeg mig stolt! Det var lige præcis det der manglede. Jeg sad mere med følelsen af "jeg er bare totalt latterlig, at gøre så meget ud af så lidt!", men dine ord vendte det hele på hovedet. Jeg blev simpelthen så rørt over i den grad at blive hørt og forstået. Og bakket op. Det fortæller mig to ting; dels at det var en klog beslutning at skrive mit indlæg, i håbet om at blive hørt "derude", men dels også at det faktisk er vildt hårdt, at være den eneste jeg kender, der har det som jeg har det.. Jeg kan jo læse i tal og tekster at mange andre også slås med panikangst og agorafobi, men i hverdagen føles det til reelt, som om jeg er den eneste i verden og jeg føler mig til sidst som et omvandrende onemans-freakshow. Jeg bruger utrolige mængder krudt på at forklare, undskylde, fremlægge min sag, redegøre, oplæse og forklare igen, men selv mine allernærmeste står af, hvor gerne de end vil forstå mig til bunds. Det bebrejder jeg dem ikke overhovedet, jeg havde nok heller ikke forstået det for 15 år siden, men i guder, hvor er det bare ensomt ind i mellem. Og hvor får selv-glæden og selvtilliden bare nogle massive knæk!!
Jo alle mine katastrofe-tanker er nedskrevet. Og jeg vil gå dem igennem, som du foreslog. Og så tænke som du, at det her kun kan føre til mere magt over angsten.
Nu kan jeg jo starte med at teste i dag, hvor jeg skal til tandlægen om 2 timer.. Py ha..
Mange knus og tak fra Susanne

Forza
Indlæg: 459
Tilmeldt: 08 feb 2006 13:56
Geografisk sted: Østjylland
Kontakt:

Indlæg af Forza » 20 maj 2008 08:41

Hej Susanne

WOW!!

Du har præsteret det modigeste, for et menneske med så stærk angst, jeg nogensinde har læst om! :shock:

Totalt respekt til dig herfra. Syntes også at du er meget modig og hvis du ikke kan tillade dig at være stolt så er der ingen der kan. Sådan en kraft prestation giver håb til mange. :D

Du kan sagtens tillade dig at være meget stolt! :D

Var det noget at du også postede dit indlæg i forum "Den gode historie" ? Det er for beretninger om folk der har trodset angsten.
Forza

Min side om Socialfobi:

www.socialangst.dk

tilde 58
Indlæg: 143
Tilmeldt: 29 jan 2007 10:02
Geografisk sted: TÃ¥strup

Indlæg af tilde 58 » 20 maj 2008 09:34

Waaaaau - min dybeste respekt for din indsats. Det er dælme flot gjort.
Mig der har store problemer med bare at tage min bil og køre længere væk fra min bopæl end 300 m uden stort panikanfald.

Klap dig selv på skulderen - jeg VED hvad du gennemgår.

Kram til dig for dit store mod :)
Panikangst. FÃ¥r 15 mg Cipralex og er nu uden angst. Skrevet d. 21.7.08

Susmi
Indlæg: 14
Tilmeldt: 06 maj 2004 08:13
Geografisk sted: Fredericia

Whauu

Indlæg af Susmi » 20 maj 2008 14:46

Kære Forza og tilde
Hvem skulle tro at man kunne sidde foran sin pc og blive 10 meter høj af glæde og stolthed? Altså - sådan set var det jo bedst at I ikke forstod mig, for det ville jo kun være fordi I ikke selv sloges med angst så, men rent egoistisk tillader jeg mig at blive høj over jeres indsigt, forståelse, opmuntring og varme, der bare strømmer mig i møde!
Tusind, tusind tak for jeres flotte ord og skulderklap! :)
Jeg begynder at se på min bedrift med helt nye øjne.
Alt muligt godt til Jer!
Knus Susanne Løvehjerte :wink:

Lena
Indlæg: 109
Tilmeldt: 23 sep 2007 21:56
Geografisk sted: Ishøj

Indlæg af Lena » 29 maj 2008 23:22

også herfra skal der gjalde et kæmpe GODT GÅET !!!!!!!!! du er godt nok sej!!! Også jeg lider af agorafobi, og bare tanken om at sætte mig op i en flyver kan udløse et angstanfald!! Det er bare en vildt suveræn præstation du har udført der... Jeg håber du holder fast i den fantastiske beslutsomhed og styrke, der fik dig til at gennemføre dit mirakkel!

Jeg er virkelig imponeret over dit mod!
tak fordi du ville dele din sejr med os!
Varme knus fra Lena

Natsonne
Indlæg: 7
Tilmeldt: 21 sep 2008 11:08

Indlæg af Natsonne » 21 sep 2008 12:01

Jeg bliver helt overrasket over at der er nogle der har det på samme måde som mig. Jeg har i en periode med panikangst i 6 år følt mig utrolig ensom og til tider "forladt" pga. at man ikke kunne forklare sig, da det i "normale" menneskers hoved lyder fuldstændig vanvittigt! Jeg følte mig indelukket og anderledes, til tider endda psykopatisk når jeg fik mine anfald. Jeg har haft nøjagtig samme tur som dig. Jeg er kun en pige på 17 men har levet med angsten halvdelen af mit liv nu. Jeg har aldrig kunne komme på lejrskole af frygt for angsten, som du også har hvad jeg kan forstå.
Jeg ved det kan være svært at sætte sig ind i en andens sted, men jeg ved hvor hårdt det er! Det er bestemt ikke nemt at leve med... jeg går idag på gymnasie og har psykologi på højniveau hvilket jeg ikke ville bytte for noget andet, da jeg kan sætte mig ind i ting som andre ikke kan. For et år siden skete der en omvæltning i mit hoved og jeg begyndte at tænke over mine tanker, hvis man kan sige det sådan. Beroligede mig i situationer hvor jeg kune mærke angsten komme frem. Det er virkelig vigtigt at du får snakket med nogle om det. Jeg bad en dag min gymnasieklasse om 10 min hvor jeg stillede mig på til kateteret og begyndte at fortælle om min sygdom.. Det var dog ikke uden tårer og bestemt ikke nemt, men bare det at få det sagt hjalp mig uden tvivl. Jeg følte mig lige pludselig ikke så indelukket og alene og folk forstod lige pludselig mine reaktioner og hjalp rigtig meget med at få én beroliget når de kunne mærke jeg ikke var tilpas.

Bevar fatningen og lad ikke angsten vinde. Du må tro på dig selv, og sig til dig selv at det hele nok skal gå - det er angstens værste fjende!
Held og lykke fremover..

Heidimus
Indlæg: 198
Tilmeldt: 08 aug 2007 20:14

Indlæg af Heidimus » 22 apr 2009 20:38

Hej med dig..

Hold kæft hvor er du sej kvinde.... jeg bukker og skraber i sandet..
Jeg ville ønske at jeg turde sådanne noget. Hvordan har du det med det du har gjort nu??
Jeg lider også af panikangst og aragofobi..Til sommer skal vi på en lang kørertur fra København til Nordjylland.. Det er en sommerferie jeg selv har bestilt for mine 2 pigers skyld.. det er en kørertur i bil på 4½ time. Bilen er garanteret med angst. Og allerede nu er jeg nervøs for at jeg dør på vejen.,at jeg ikke kan trække vejret, osv..

Jeg har ikke været lige så hæmmet af min angst som dig, men kan levende sætte mig ind i de du har gennemgået og gennemgår..

Men en flyver det fik du mig ikk op i:)

Kh heidi

Heidimus
Indlæg: 198
Tilmeldt: 08 aug 2007 20:14

Indlæg af Heidimus » 22 apr 2009 20:41

Hej med dig..

Hold kæft hvor er du sej kvinde.... jeg bukker og skraber i sandet..
Jeg ville ønske at jeg turde sådanne noget. Hvordan har du det med det du har gjort nu??
Jeg lider også af panikangst og aragofobi..Til sommer skal vi på en lang kørertur fra København til Nordjylland.. Det er en sommerferie jeg selv har bestilt for mine 2 pigers skyld.. det er en kørertur i bil på 4½ time. Bilen er garanteret med angst. Og allerede nu er jeg nervøs for at jeg dør på vejen.,at jeg ikke kan trække vejret, osv..

Jeg har ikke været lige så hæmmet af min angst som dig, men kan levende sætte mig ind i de du har gennemgået og gennemgår..

Men en flyver det fik du mig ikk op i:)

Kh heidi

TiKa
Indlæg: 176
Tilmeldt: 17 sep 2006 20:58
Geografisk sted: Falster

Indlæg af TiKa » 04 maj 2009 12:30

Hold da kæft hvor vildt!!!!!!

Jeg er fuldstændig betaget af dit mod :-). Har ikke ord for det.

Og du giver mig mod. Det skal du vide :-). Jeg har taget en stor beslutning om at takke ja til en invitation til en rejse til Kreta. Jeg er ved at dø af skræk. Havde aldrig troet at jeg skulle sætte mig op i et fly. Men nu er det sket. Rejsen er bestilt. Jeg skal have min mand og unger med, og jeg kan mærke på min mand at han næsten tvivler mere på at jeg kan takle min angst på dagen end jeg selv (hvis det er muligt).

Men du giver mig mod! Det skal du vide. Selvfølgelig overlever jeg det. Det er du jo om nogen et levende bevis på det.

Tak tak. Tusinde tak for at du ville dele din historie med mig. Jeg tager dig med mig i mine tanker hele vejen. Vær stolt af dig selv og det du nu har givet mig.

Knus
TiKa

syvni13
Indlæg: 68
Tilmeldt: 15 jul 2009 15:23

Indlæg af syvni13 » 16 sep 2009 17:58

Hold da K*** .. WAy to go. Godt skuldret! Har fløjet mange gange i mit liv da jeg kommer fra island. Har altid hadet det. Men var det eller en båd i 3 dage.

Men efter angsten ramte har jeg ikke kunne tvinge mig selv.
Hvilket "nager" mig meget da jeg fik at vide for nogle dage siden min onkel er blevet ramt af Kræft for 4. gang tror jeg. Han er en sej kartoffel, men ingen ved om han kan presse sig igennem den. Så måske lyder det dumt men vilde gerne se ham før det gik helt galt.

Så ja ville bare sige det var sgu sejt gået. Ville ønske det var mig :P

Besvar