At være mor og have angst.

Agorafobi er angsten for at færdes uden for eget hjem.
Besvar
Bella
Indlæg: 1
Tilmeldt: 27 jun 2004 22:07
Geografisk sted: København

At være mor og have angst.

Indlæg af Bella » 27 jun 2004 23:08

Jeg har haft angst hele mit liv, ja helt fra jeg var ganske lille.
Jeg kan ikke huske nogensinde ikke at have haft angst.
Jeg fik en abort da jeg var 25 år fordi jeg ikke true sætte et barn i verden når jeg have angst. Hvordan skulle jeg kunne passe godt nok på det?
Men jeg ønskede mig så meget et barn siden, og gik i 10 år og frygtede at jeg aldrig nogensinde skulle blive i stand at få det godt nok til at få et.
Som 35 år valgte jeg så at beholde barnet da jeg var blevet gravid, ikke planlagt men længe ønsket. Jeg havde stadigvæk angst men havde dog
meget mere bevidsthed og viden om min situation end da jeg var yngre.
Men jeg har altid følt at jeg var egoistisk, det var mit ønske, men var det barnets bedste?
Jeg har aldrig fortrudt at jeg har fået min datter, jeg elsker hende over alt på jorden og hun er den vigtigeste del af mit liv, ja næsten meningen.
Men jeg er stadigvæk bange for at jeg en dag skal mærke at min angst har kostet hende noget, har gjort hendes liv svært - som mit liv er svært.
Hvad hvis det viser sig at hun er blevet utryg? Mit eget værste mareridt.
Eller endnu værre - at hun udvikler angst selv?
Jeg prøver på at hun ikke mærker noget i hverdagen - og det tror jeg heller ikke at hun gør ( jeg tager mange forholdsregeler) - endnu.
Hun er endnu kun 3 år, og bemærker ikke det underlige i at hendes far eller mormor eller en anden tit er til stede og i hverttilfælde er med hvis vi foretager os noget.
Men hvad når hun bliver ældre? Og vil undres over hvorfor mor ikke bare kan tage hende med i Zoo, bare fordi ingen andre kan. Vil hun føle det som en afvisning?
Og hvor gammel skal hun være førend jeg kan sige noget til hende og forklare at mor ikke er som alle andre - desværre.
Jeg vil for alt i verden ikke komme til at lægge en bekymring eller et ansvar eller en angst i hende - hverken mens hun er barn eller for den sags skyld når hun er voksen.
Det er mig som er hendes mor, mig som er den som skal passe på hende, hjælpe hende, støtte hende og tage alle hendes problemer og bekymringer på mig - ikke omvendt.
Jeg ved kun alt for godt selv, hvad det vil sige at tage ansvar og føle bekymring for forældre fra jeg var en ganske lille pige.
Det er selvfølgelig også en del af årsagen til at jeg har angst.
Idag har jeg igen haft et uventet angstanfald, dvs. på et tidspunkt hvor jeg ikke forventede det. Det har jeg ellers rig lejlighed til.
Derfor skriver jeg her!
Jeg har håbet på at jeg blev angstfri, dvs. fik det bearbejdet så meget at det ikke plagede mig, at det ikke havde så stor indflydelse på mit liv,
at jeg kunne blive "normal", inden at min datter blev så stor at hun begyndte at tænke over at der er noget galt med hendes mor.
Men jeg må nok indstille mig på at det ikke bliver sådan.
Hvad så?
Kan jeg forklare hende at hendes mor har en form for et handicap som gør at jeg ikke kan være ligesom hendes venners mødre - men at jeg
forhåbentligt kan noget andet som er lige så godt?
Hvordan kan vi være åbne og tale om det - uden at det bliver en negativ oplevelse for hende, isteden for den ærlighed og tryghed ved at
hun ved hvad hendes mor er og ikke er, som er tiltænkt fra min side?
Hvad siger I, som også har børn, til jeres børn?
Hvor gamle var de da det gik op for dem at I havde angst?
Har det præget dem - og på hvilken måde? Alvorligt?
Hvordan afhjælper I de evt. opstående problemer børnene får pga jeres angst?
Jeg tænker at det kunne være rart at have nogen at tale med som også sad med det problem at have angst - og børn.
At kunne udveksle tanker og bekymringer, måske videregive gode erfaringer og forslag til løsning af dårlige.
Jeg ville være glad for at høre fra nogle ligesindede.

Susmi
Indlæg: 14
Tilmeldt: 06 maj 2004 08:13
Geografisk sted: Fredericia

At have angst - og børn

Indlæg af Susmi » 08 sep 2004 12:17

Hej Bella
Det er et meget vigtigt emne du tager fat på, med også et meget følsomt.. For det kan ikke undgås, at de fleste angstramte forældre ved (og lider under denne viden), at deres børn på en eller anden måde oplever en begrænsning i tilværelsen, når en forælder er ramt af angst.. Denne viden er tyngende og som du påpeger, har man mange bekymringer i den forbindelse.
Da jeg blev ramt af angst havde jeg børn på henholdsvis 14, 11, 4 og 3 år. Det vil sige at jeg også har prøvet at være mor uden angst.. Ikke at livet var ukompliceret dengang, jeg havde en tung bagage, men angsten bestemte ikke over min gøren og laden. Det betød, at jeg kunne gøre ”alt” med mine børn; udflugter, ferier, skolearrangementer, bo i udlandet i to år, sejle, flyve, køre med tog, følge impulser a la drage på spontane weekendture, tage til vandet, gå i biffen, tage med venner i sommerhus osv. Med andre ord, et helt almindeligt liv. Dette liv stoppede brat, da jeg blev ramt af uforudsigelige panikanfald og tiltagende massiv angst. Jeg talte med mine store børn og forklarede dem, at ligesom man kunne brække et ben, kunne man også brække sin sjæl og at min sjæl nu var i gips og at jeg fik en masse hjælp til at blive rask igen.. Det var det eneste jeg lige kunne finde på og de accepterede tilsyneladende den forklaring. De spurgte ikke om noget i hvert fald.. Og så startede alle mine forholdsregler.. Jeg begyndte at alliere mig med mine nærmeste voksne og havde altid nogen med, når vi var på tur, men selv disse ture blev af kortere varighed og fik en mindre radius. Jeg prøvede meget forskelligt medicin i et forsøg på hurtigt at blive angsten kvit, men uden held. Tværtimod.. Jeg tog til tider en del beroligende medicin, for dog at kunne deltage i det mest nødvendige, der angik mine børn. Et forældremøde, en skoleforestilling, en aflevering ved lejrskolebussen osv.. Det tog næsten tre år, inden jeg ved hjælp af psykoterapi fik det nogenlunde godt i en længere periode. Når jeg i dag spørger mine voksne børn, synes de ikke at de har oplevet, at vores liv blev væsentligt dårligere efter mit sammenbrud, bare anderledes og de er tilfredse med de forklaringer de fik..
Anderledes forholder de sig med mine to yngste børn. De kan ikke huske vores liv sammen, før jeg blev ramt af angst og det gør måske en forskel? Det tror jeg i hvert fald.. For et år siden blev jeg igen ramt af lammende angst og er stadig sygemeldt, om end i bedring. Det har været et hårdt år og hvor mine ældste børn tog det roligt og afventede at jeg igen fik arbejdet mig ud af det, reagerede de yngste, der nu er 14 og 15 år, med vrede, frustration og afstandstagen.. Og jeg, der jo selv var dybt ulykkelig, bange og skyldplaget, fik svært ved at håndtere situationen.. Hvad skulle jeg sige? Hvordan forklarer man angst, så det giver mening for en teenager? Og så man ikke bliver en belastning i deres øjne? Det er jo hårdt nok, at man er det i sine egne.. Jeg synes det har været meget svært. Da de var yngre, talte vi åbent om, at det er okay at være bange i farlige situationer, men at man også kunne være fjolle-bange, dvs. bange uden synlig/god grund og det var det deres mor var ind i mellem og derfor der var visse ting, vi ikke kunne gøre sammen… Men den går ikke længere..
De har i det forløbne år været vrede, flabede, kede af det, uforstående, modarbejdende, hånlige, efterabende (”når du ikke kan handle mor, så kan jeg heller ikke!”) osv.. Ind i mellem har jeg låst mig inde på badeværelset, hvis jeg ellers turde låse døren den dag, og bare grædt og grædt.. Men ellers har jeg forsøgt at være så ærlig som jeg kunne, i så små doser som muligt – og ellers ladet dem rase ud.. Jeg tror virkelig, at de har båret på en hel del ærgrelser over de begrænsninger vores liv sammen har haft og på sin vis er jeg taknemmelig for, at de kommer af med det.. Og de er også nogle gode, dejlige og kloge unger.. Min skyldfølelse har bare tvunget mig i knæ til tider…
Men selvfølgelig kan man have børn som angstramt.. Blot man er varsom med ikke at pålægge barnet opgaver eller forklaringer, der langt overstiger dets alder eller formåen.. Men uanset hvor meget man lader barnet være barn, skaffer det oplevelser på 2.hånd, er stærk for sit barn osv., tror jeg det har konsekvenser, at mor eller far er ramt af angst. Ligesom det har konsekvenser for børn, der har forældre med det ene eller andet handicap, den ene eller anden begrænsning…
Med hensyn til frygten for at komme til at ”smitte” sit barn med angst, har det også plaget mig meget. Især mit yngste barn udviser en overfølsomhed, eller hvad man skal kalde det, som jeg kender fra mig selv og mine selvbebrejdelser har derfor været utallige.. Jeg har dog for nyligt læst Esben Hougaard´s ”Kognitiv behandling af angst og panik” og deri beskrives blandt andet angstens årsager. Det vides at man kan arve et alment beredskab for overdreven angst, men ikke at man kan blive smittet med det.. Okay, så måske har et af mine fire børn arvet dette ”angst-gen”.. Og, som min terapeut for nyligt påpegede, behøver det at jeg lider af angst, ikke at betyde andet, end at jeg, i tilfælde af at min datter får problemer, hurtigt vil være i stand til at hjælpe hende og evt. formidle yderligere assistance, fordi jeg kender og forstår problemet.. Det synes jeg faktisk lyder fornuftigt.. Så jeg har lagt frygten for at smitte på hylden. Dog er jeg opmærksom på, at et barn selvfølgelig iagttager sine forældre og derfor bliver jeg ved med at forsøge at finde veje til at leve et godt liv, på trods af dispositionen for angst, således at jeg forhåbentligt kan være et godt eksempel..
Til slut; Bella, jeg synes din datter er utroligt heldig at have en så opmærksom, betænksom og reflekterende mor! Jeg tror hun får en dejlig barndom, selvom nogle ting skulle blive anderledes end i andre hjem. Bare klø på! :D
De bedste hilsner
Susanne

recapip
Indlæg: 2
Tilmeldt: 09 mar 2006 09:33
Geografisk sted: Sydfyn

Indlæg af recapip » 09 mar 2006 09:51

Hej !
Jeg er osse en mor med angst. Jeg har to dejlige unger på 1 og 2 år og har haft anst siden 1998 hvor det hele startede med panikangst.
Jeg fik så min datter i 2003 og det udløste en fødselsdepression hvor angsten blev værre og værre. jeg kom i behandling med cipramil og psykolog, fik det bedre og blev gravid igen og så kom det hele tilbage med endnu større styrke da jeg fik min søn for et år siden.
Jeg kan ikke handle i supermarkeder, tage offentlig transport eller tage for langt væk hjemmefra. Men jeg kæmper hver dag og får det bedre og bedre. Mine unger skal ikke påvirkes af min angst hvis jeg kan undgå det og det lægger jeg stor vægt på i min hverdag.
Min datter og min kæreste handler ind hver eftermiddag og det er blevet et meget hyggeligt ritual for dem. Jeg går ud og leger med ungerne især i weekenderne og jeg gør det osse de dage hvor jeg har det skidt...Det kræver kræfter jep! Jeg har osse tvunget mig selv til at kunne tage på bibloteket med dem og handle ind i alm små forretninger, hvilket osse kræver mange kræfter men jeg gør det!
Mine råd til dig er:
Lad være med at have dårlig samvittighed, du kan give dine børn mange ting og oplevelser der ikke indvolverer for meget angst!
Og der er ikke noget der hedder en god mor, det hedder God nok-mor!
Den eneste vej ud af angsten er ekspornering, dvs at gradvist udsætte sig selv for det man frygter. Du skal starte i det små og først når din angst er væk i den pågældende situation skal du gå videre til den næste!
Held og lykke, du lyder som en stærk kvinde og du KAN vinde over angsten bare vent og se!

Besvar