Angst, depression, tvangstanker

Tvangstanker og/eller tvangshandlinger
Besvar
StinaP
Indlæg: 3
Tilmeldt: 22 mar 2011 11:50

Angst, depression, tvangstanker

Indlæg af StinaP » 26 mar 2011 21:49

Hej Alle

Jeg vil gerne fortælle lidt om min historie, og hvor vigtigt det er at passe på sig selv. Først og fremmest er det på ingen måder en skam at have psykiske lidelser!!! Det kan være enormt svært at snakke med andre om det, som ikke kender til problemet, de tror bare man er "mærkelig", og det er bestemt ikke det man har brug for at høre, når man ikke har det godt.


Jeg blev som 16 årig ramt af panik angst, for første gang i mit liv, grunden til dette var pga stoffer, hash'en udløste det hos mig. Det skal lige siges, at jeg tog forskellige stoffer, men den dag jeg blev ramt af det, var det hash'en.
Jeg glemmer det aldrig, den slemme følelses af at man føler man mister kontrollen over sin egen krop, man er bange, man tror man skal dø, og hver eneste dag er et helvede at komme igennem, det bedste er bare at sove, for så kommer man væk fra angsten.
Angst giver angst, det kan være så pinefuldt, både fysisk og psykisk, selvom det hele foregår i hovedet på en. Det er det sidste der går igennem hovedet på en før man falder hen om aftenen, og det første der slår en når man vågner igen.

Jeg gik til en masse undersøgleser hos lægen i starten, for man er jo sikker på man fejler alverdens, hjertebanken, svedture, rysten, uro, angst for at blive skør, prikken i huden, kold/varme sved ture, uvirkeligheds fornemmelse, m.m.

Lægen tilbød mig medicin, og jeg fik stillet diagnosen angst, jeg takkede nej på det tidspunkt, for jeg ville hverken have piller alkohol eller andet ind i min krop, tænk nu hvis det gjorde det hele værre!!! Jeg tænkte at jeg ville tage en kold tyrker, og komme igennem det her uden medicin forbrug. Så i 3 år kæmpede jeg med min angst, og det udviklede sig til tvangstanker, men det var kun i perioder de kom, og det var frygten for at gøre dem ondt som står en nærmest og så sig selv, og det mest skræmmende var, at det lå og ligger langt fra min verden at skulle skade andre eller mig sig.

Efterhånden som dagene gik, aftog min angst og tvangstankerne kom kun indimellem. Men derimod blev jeg enormt sløv, træt og uoplagt,og kunne ikke overskue noget som helst. Jeg gik hjemme og flyttede ind til en kæreste som også have angst, han fik alprox hver eneste dag for at holde sit nede, han spurgte mig tit om jeg ville have noget til at dulme min angst med, men takkede altid nej, for havde sgu respekt for medicinen. Dagene gik og gik, og tror faktisk jeg blev mere eller mindre rask, at at være sammen med en som havde det dårligere end mig, og jeg lærte at leve med at angsten var der, opg fokuserede på nogle andre ting, jeg blev faktisk helt symptom fri, og fik det enormt godt.

En dag gik jeg ned og hentede en flaske sprut og drak mig mega fuld, og det havde ingen konsekvenser for mig, nu var jeg blevet rask :o

Jeg gik nu i byen jævnlig og drak og hyggede mig, jeg var 19 år på dette her tidspunkt.

Jeg flyttede til sjælland, og mødte en ny kæreste her ovre, og han tog stoffer indimellem, jeg SÅ dum som jeg var, skulle da prøve det igen, for nu var jeg jo rask og der kunne da ikke ske mig noget igen. Det gjorde der heller ikke de første par gange jeg tog det, når jeg skulle i byen, meeeen så en dag, så fangede fælden, efter jeg havde siddet en nat på kokain, det var dagen efter at angsten kom til mig :cry:

Jeg havde det bare så skidt, tog ud på psykiatrisk afdeling og fik noget beroligende med hjem. Tænkte igen, det er nok overstået imorgen når jeg vågner, men nej jeg fik det sgu værre og værre, og begyndte at blive sur på mig selv over at jeg skulle tage det lort igen, når jeg nu var kommet galt afsted før.

De første 14 dage prøvede jeg uden medicin, det blev værre, så jeg tog til læge og fik udskrevet 30 mg citalopram. Der gik 14 dage inden det hjalp, det tog kun overfladen, så satte min dosis op i samråd med lægen til 50 mg.

Et år efter blev jeg gravid, og vi besluttede at beholde barnet, og jeg satte min dosis ned til 20 mg igen i samråd med lægen, det gik også fint med at trappe ned, og min graviditet gik godt.

Dog efter jeg har fået min søn, er jeg begyndt at få slemme tvangstanker, de piner mig enormt meget, før i tiden var jeg god til at lukke af for dem. Så nu er jeg sat op i dosis igen, og regner med at starte på et ambulant forløb som vare i et halvt år, og håber og tror sådan på jeg kommer på fode igen.

Jeg ved dog at motion og kost har stor indflydelse på ens hverdag.

Har du lyst til at dele dine inderste tanker og følelser omkring dette, så skriv endelig.

Stina

Besvar