Side 2 af 6

: 01 okt 2008 08:50
af Luna27
I 2006 var jeg i jobtræning i et værested, hvor jeg skulle vise omsorg og forståelse for mennesker som havde det rigtig skidt psykisk. Dét gav faktisk mit selvværd et boost, for pludselig kunne jeg bidrage eller sætte ord på de frustrationer som de gennemlevede og de følte en forståelse. Jeg fik nogle kolleger som jeg blev rigtig glad for og som gav mig plads og mulighed for at finde ud af mine grænser. Jeg var der i 1½ år indtil jeg skulle på barsel, kort inden var de de 4 kolleger jeg var tryg ved stoppet og derefter gik det lidt ned ad bakke for mig, jeg var dybt afhængig ag dem, specielt 2 af dem. Dem har jeg dog beholdt i mit liv, og især dene ene ser jeg meget til og vi har næsten dagligt kontakt via sms.
Men dét år i 2006 blomstrede jeg helt op, tabte mig, fik ny tøjstil og blev glad for livet og mig selv. KUN pga jeg fandt nogle mennesker der accepterede mig og støttede mig....der skulle ikke mere til i mit tilfælde. Angsten for at kaste op var der stadig, men fyldte slet slet ikke så meget fordi glæden overskyggede det. Nu vil jeg se om jeg kan finde samme slags glæde et andet sted, for jeg ville jo ønske jeg kunne genskabe den tid, fordi jeg havde det så godt... men det bliver nok ikke nemt :roll:

Min kæreste er en kæmpe støtte, han forstår ikke rigtig min frygt, men acceptere det og forsøger at skåne mig og skubbe mig på de rigtige tidspunkter!!
Jeg har i mange år følt mig som familiens sorte får, fordi jeg ikke har haft evne til at arbejde og især haft skyldfølelse når jeg var sammen med min svigerfamilie som alle var/er hårdtarbejdende. Jeg var hende den dovne som ikke gad lave noget, sådan følte jeg de tænkte!

Tænker tit hvordan mit liv havde været UDEN angsten, men igen.... jeg ville ikke undvære den familie og de venner jeg har og man kan jo ikke få det hele :lol:

Kh Linda

: 05 okt 2008 20:10
af Anthonia
Hej Alle.

Det er lige gået op for mig, at jeg også lider af denne fobi, eller det er jeg ret overbevist om.

Jeg har altid været bange for, at kaste op. De gange jeg har prøvet det, har jeg troet at jeg sku dø af det hver gang.

Jeg lider meget af kvalme og det kommer specielt efter jeg har spist, derfor er jeg også med tiden blevet bange for at spise, har jeg lagt mærke til. Jeg vil helst spise yoghurt og let mad..

Får jeg kvalme når jeg er ude, vil jeg hjem NU.

Jeg er simpelthen så bange for, at kaste op. Og det gjorde det absolut ikke bedre, da jeg blev gravid. Jeg havde kvalme hele tiden og endte da også med at få noget kvalmestillende på recept.

Men det er skrækkeligt!

Vidste ikke, at det var en fobi, men trode det var min et symptom fra min panik angst.

VH A

: 06 okt 2008 08:14
af hallie
Hej Anthonia

De behandlere jeg har været i kontakt med, har heller ikke omtalt mine symptomer som en fobi - men også klassificeret det som panikangst... Så der er åbenbart lidt forskel på, hvordan man opfatter det :)

Men om det hedder dit eller dat er jo for så vidt ligemeget (bortset fra at man lige skal finde det det rigtige sted i et forum)... Det vigtigste for os er jo faktisk, at vi opdager, at vi ikke er alene (du kan tro, jeg følte mig meget alene for 17 år siden, da min panikangst begyndte).

Mvh
hallie

: 06 okt 2008 11:35
af Luna27
Hej Anthonia

Ligesom dig, har jeg altid troet kvalmen var et symptom på panikangsten og ikke en "selvstændig" fobi. Men nu kan jeg jo godt se, at det HELE tiden har været dét som var problemet. Det er ikke frygten for at dumme mig, eller dø, besvime osv....men angsten for at kaste op, derfor er det nu indlysende for mig, at det er en fobi, som så desværre bare har fået lov til at avle en masse andet lort.... angstanfald, socialfobi :(


For jeg har det som dig, når jeg bliver mæt, bliver jeg nemmere dårlig og får kvalme, så jeg spiser sjældent noget eller meget lidt hvis vi skal ud og handle, shoppe eller andet udenfor hjemmet.
Jeg har også svært ved at spise på en restaurant selvom jeg er sulten, for mæt=kvalme. Men kun når jeg er ude, hjemme kan jeg sagtens være mæt uden at blive dårlig, der er jeg tryg!

Den onde cirkel er jo så bare, at jeg også kan blive dårlig af at være sulten....så hvad vil jeg helst, pest eller kolera?? Jeg vælger så bare at spise et eller andet mave-venligt som jeg har bildt mig ind ikke genere dernede, og så er sult-fornemmelsen lidt på afstand. Pokkers besværligt altid at tænke og lægge planer for ens krop :roll:

Det er nemlig rart at opleve, at man ikke er alene om det. Gik imorges da jeg afl sønnen i skole og tænkte på at der måske var én mere i rummet, der havde det som mig...og så var det lidt lettere at være der. Jeg kom ved et uheld til at kigge i protokollen og så at der var 2-3 sygemeldte børn, og straks kører tankerne, hvornår bliver min søn syg? Smitter han os alle osv. I lange tider kunne jeg ikke sove om aftenen, fordi jeg var bange for at vågne kl.02 med kvalme og skulle kaste op, eller bange for at vågne ved at min søn kaldte og var syg. Så jeg lå på sofaen med tv´et kørende som kunne aflede mine tanker, og dermed nemmere sove. Jeg havde det som om, at hvis jeg var i stuen kunne det andet ikke ske!! Stupide tanker man kan få :wink:

Kh Linda

: 06 okt 2008 14:40
af hallie
Hej Linda

Jeg har også sovet med tv'et tændt i lang tid... Og jeg har en spand under min seng - jeg kan slet ikke sove, hvis den ikke er i nærheden (når det er rigtigt slemt sover jeg med den i favnen nærmest :lol:)... Nogle nætter falder jeg til sidst i søvn af udmattethed, når jeg har ligget vågen indtil kl. 3 eller 4 og forsøgt at aflede mine tanker... Det værste jeg ved er at få sådan nogle "falde-i-hul" voldsomt angstfølelse i jag - lige i det øjeblik, jeg falder i søvn... Så ved jeg allerede på det tidspunkt, at jeg er nødt til at tage en halv benzo for at kunne falde i søvn, for så tør jeg næsten ikke lægge mig til at sove igen.

Jeg har også haft det på samme måde, når der var syge børn i børnehaven... Men det er heldigvis gået over :)

: 06 okt 2008 18:57
af Luna27
Hej Hallie

Hvor er det dog godt der også kører film mm. klokken lort om natten når man har brug for lidt liv :?
Jeg skal så bestemt ikke have en spand i nærheden, for hvis jeg har dét, så føles det mere virkeligt at være dårlig... hvis jeg har et rigtig slemt anfald, så kan jeg ikke ligge ned, så sidder jeg stift ret op i sofaen og vrider mine hænder og synker, trækker vejret hurtigt, rømmer mig og tænker alverdens klamme tanker......og bare venter på det stilner af, så jeg kan ligge meig ned og falde til ro. Men det kan tage alt fra 1-4 timer, suk!!!

Hvad mener du med "falde-i-hul" angstfølelse? Er det lige inden du falder i søvn du vågner med et sæt i en angsttilstand eller?

Kh Linda

: 06 okt 2008 20:48
af hallie
Ja, det er lige præcis den følelse... Og der går sådan et sus igennem hele kroppen - i maven, kuldegysninger på ryggen og jeg snapper efter vejret... Meget ubehageligt :?

Og så kan jeg for øvrigt genkende alle dine symptomer - det med at synke hele tiden og tænke alle mulige klamme tanker... Alt det gør jeg også - og så er det, at jeg er så ufatteligt glad for mine benzoer, som kan fjerne alt det der møg :D

: 07 okt 2008 09:59
af Luna27
Hej Hallie

Hvad er det for nogle "benzoer" du skriver om?
Jeg har aldrig fået piller som jeg kan tage når det er slemt.... jeg fik en overgang (i ca.4 år) en slags lykkepiller var det vel, men dem stoppede jeg med da jeg ville være gravid, siden har jeg ikke fået noget medicin. Spurgte lægen for lang tid siden om der var noget jeg kunne få til når jeg havde det rigtig dårligt, men hun ville ikke udskrive noget, da hun havde en erfaring der sagde, at folk tog dem oftere og oftere, fordi deres grænse for hvornår det "var slemt" blev skubbet fordi de havde muligheden for at tage noget....så den idé afviste hun!

Kh Linda

: 07 okt 2008 10:30
af hallie
Jeg får 3 mg's Bromam - og dem tager jeg ½ pille af, når jeg slet ikke kan styre det. Og jeg ta'r stadig kun ½ pille - med mindre det er rigtigt voldsomt og ikke gået over 1½ time efter, at jeg har taget pillen, så tager jeg en halv mere.

En pakke med 20 piller (40 er det jo så, når jeg deler dem) varer ca. ½ år, så jeg tager dem ikke ret tit, og jeg skal op til min læge hver gang, jeg skal have fornyet min recept.

Jeg får kun lov til at tage dem, fordi jeg ikke stiger i dosis - og fordi en pakke varer så lang tid, for læger er meget tilbageholdende til at udskrive benzoer :)

: 07 okt 2008 10:59
af Luna27
Okay, googlede dem lige... virker ikke som om der er noget "farligt" ved dem så længe man tager dem så sjældent som du gør.
Jeg ved stadig ikke om sådan nogle kunne være en løsning for mig, eller om jeg skal have noget jeg tager hver dag, så jeg måske slet ikke kommer til de dér slemme anfald. Men øv hvor jeg hader tanken om at skulle tage medicin igen, men omvendt hader jeg jo også at have det sådan :roll:

Kh Linda :D

Også mig...

: 08 okt 2008 18:38
af Smølf
Hejsa alle,

jeg kan desværre også slutte mig til mængden af emetofober. Jeg har lidt af det altid, men er først blevet klar over det for ganske få år siden. Der var under et program i tv med den evigt altvidende Dr. Phil. Han er generelt ikke min kop the, men han blændede op for et program om fobier, hvor jeg første gang hørte om emetofobi. Det var den tidligere nævnte AHA-oplevelse og pludselig faldt alle, og jeg mener ALLE brikker på plads.

Eksperter (de få, der er!) mener, at årsagen til emetofobi kan være, at man ikke har haft nok sygdomsoplevelser som barn, og derfor ikke er blevet vænnet til det. Det kunne egentlig passe meget godt på mig, eftersom jeg sjældent var syg, men jeg er dog ikke overbevist om rigtigheden af denne teori.

Jeg er desperat efter at finde en løsning - en mirakelkur - som kan gøre mit liv lidt lettere. Jeg er 28 år, skal snart giftes og have børn, så der skal snart ske noget. Jeg bekymrer mig om graviditet, fødsel, syge børn og befængte børneinstitutioner. Efteråret og vinteren er de værste årstider, hvor roskildesygen hærger overalt. Jeg vasker hænder ustandseligt og er meget obs på, hvad jeg rører ved og hvad jeg spiser.

I øjeblikket synes jeg slet ikke, det er sjovt at komme udenfor min egen dør og jeg er også utryg ved, at min kæreste gør det. Han kunne jo blive syg...hvorefter JEG så højst sandsynligt også bliver syg. 2 forbandede fluer med ét smæk.

Hvordan er jeres erfaringer med andre mennesker, udover den obligatoriske "selvfølgelig er det ikke rart"? Jeg har oplevet direkte hån fra folk, som selvfølgelig ikke har gjort min angst mindre. Men har også oplevet at et venligt spark i røven kan få mig på andre tanker.

Jeg vil gerne vide lidt mere om de der kvalme-forebyggende/helbredende piller. Hvis man er ramt af roskildesyge, virker de vel ikke, gør de???

: 10 okt 2008 08:39
af Luna27
Hej Smølf

Ja det er trist nu man endelig ved hvad der er "galt med een" at der så ikke er noget videre hjælp at hente, ihvertfald ikke i DK :(


Ligesom dig gjorde jeg mig alverdens bekymringer da jeg havde fundet manden i mit liv omkring især børn, sygdome osv.
Efter en lang periode med piller var jeg dog så godt på fode at jeg mente jeg ville kunne klare det, og nægtede at lade min fobi bestemme om jeg skulle have børn.
Jeg stoppede med piller og blev hurtig gravid, husker tydeligt den tidlige morgen jeg stod med den positive test i hånden, allerede dér startede kvalmen :roll:
Der gik lige nogle dage hvor jeg skulle vænne mig til tanken om at NU VAR DET NU, men så gik det også bedre og bedre. Jeg havde noget madlede i starten, men det var nok selvforskyldt. Jeg var jo bange for at spise noget, så blev nok mest skidt tilpas af sulten!!

Må indrømme at det er gået nemmere at have børn end forventet, selvom jeg da til tider er ekstremt renlig og opmærksom på sygdomme i daginstitutionen, har det været forbavsende lidt min søn har været syg. Tror kun han har kastet op 2-3 gange i hans nu 6-årige liv. Jeg har siden han var spæd givet ham nogle dråber til at styrke hans immunforsvar (Biostraht) og ved ikke om de virker, men igen...han er så sjældent syg, og har aldrig snotnæse! :lol:

Jeg valgte at kaste mig ud i dét at få børn, og har ikke fortrudt det selvom det jo tit udfordre min angst voldsomt. På nogle punkter er jeg faktisk blevet bedre, for jeg er også blevet "tvunget" ud i nogle ting som jeg før bare kunne gemme mig for.
Jeg venter også på mirakelkuren :D men som mange andre emetofober tror jeg ikke selv på jeg nogensinde bliver "normal", jeg håber selvfølgelig, men kan slet ikke forestille mig at det skulle forsvinde :cry:

Jeg har iøvrigt skrevet til bladet Q for at spørge om de ikke kunne tænke sig at lave en artikel omkring emetofobi, hvis de ville, var jeg villig til at "stå frem" og fortælle min historie og fortælle om fobien generelt.
Jeg fik så svar at de gerne ville lave noget med mig, og både bladet Q og Bazar var interesserede :P Der vil lige gå lidt tid, inde hun kendte en deadline, men jeg vil blive kontaktet indenfor et par mdr.
NU er jeg så liiiidt nervøs, for det er betyder jo at folk i byen osv bliver klar over hvad min mest hemmelige fobi er, og dét er jo lidt pinligt, men omvendt gør det mig jo ikke et dårligere menneske, og jeg håber min historie vil kunne give andre den information jeg først lige har erfaret, at der er andre med samme frygt, faktisk mange!!

Kh Linda

: 10 okt 2008 10:10
af hallie
Det er en fantastisk idé, Linda :)

Sig til hvis de vil have flere historier, for jeg vil også gerne "springe ud" helt offentligt sammen med dig, hvis det kan hjælpe ;)

: 10 okt 2008 10:52
af Luna27
Det skal jeg nok huske og sige :D Nu skal der sgu fokus på emetofobi...

: 11 okt 2008 09:56
af Smølf
Kanon idé, Linda! Jeg har tit selv tænkt på det, men vidste slet ikke, hvor jeg skulle begynde. Lad os da endelig få noget fokus på emetofobi - ikke mindst for at åbne øjnene på snæversynede mennesker. Der er jo en grund til, at man finder det pinligt at fortælle om sin fobi.

Jeg er glad for at høre, at du trods alt har kunnet klare dig igennem en graviditet og jeg er sikker på, du er en dejlig mor. Det er så livsbekræftende at møde en person, som har formået udfordre sin værste frygt. Jeg bliver også ved med at sige til mig selv, at jeg har knald i låget, for kvinder har født børn siden tidernes morgen, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det?

Jeg skylder også min kæreste at tage mig selv i nakken, for vi ønsker os et barn og jeg skal ikke være årsagen til, at han aldrig får børn.