forsvinder angsten??

Her kan gravide med angst udveksle erfaringer
Besvar
TD
Indlæg: 13
Tilmeldt: 29 jul 2008 16:14
Geografisk sted: Ribe

forsvinder angsten??

Indlæg af TD » 30 jul 2008 12:36

Hei..

Jeg er en pige på 22 år som overvejer graviditet, men tør ikke rigtig. jeg er så bange for at når jeg får et barn bliver jeg så angst for at der skal ske noget med det..
Har også hørt rygter om at den kan forsvinde (angsten), eller at man får andrer ting at tænke på så man ikke længere tænker så meget på det..

Hvis der er nogen der har nogle oplevelser både positive og negative vil jeg meget gerne høre dem..

Mvh. TD

Lydde
Indlæg: 131
Tilmeldt: 09 mar 2008 01:28

Indlæg af Lydde » 03 aug 2008 14:35

Hej TD

Jeg er stort set i samme spor som du er. Jeg er 24 år og vil rigtig gerne blive gravid og have et barn. For mig drejer det sig mest om angst for selve graviditeten. Jeg har panikangst, socilangst og generel angst. Panikangsten er jeg mest bekymret for når jeg bliver gravid. Hvilken form for angst har du? Er du startet på projekt baby? Tager du nogen form for medicin?

Jeg kunne også godt tænke mig at höre fra andre i samme spor eller nogen som har været i disse spor og hvordan det gik.

Hilsen Lydde

TD
Indlæg: 13
Tilmeldt: 29 jul 2008 16:14
Geografisk sted: Ribe

Indlæg af TD » 03 aug 2008 22:21

Hei hei..

glad for der var nogen der skrev.. ;)
Hmm ja hvad for en slags angst har jeg?? ved ikke hvor jeg skal starte.. ;) jeg har generaliseret angst - social angst - panik angst - angst for at rejse med offenligt transpor og sygdomsgangst, så lidt af det hele.....

Nej er ikke lige kommet i gang endnu, tror også der kommer til at gå lidt tid endnu. min kæreste og jeg kigger lidt på hus osv. og for mit vedkommende er jeg nået til det sted i mit liv hvor jeg gerne vil slå mig ned, men ved ikke helt om han er klar.. (men det kan han jo blive) :)

Jeg tager 10mg. cipralex hvad med dig??

jeg tænker meget på om jeg med min/mine sygdomme overhovedet kan klare et barn, men samtidig tænker jeg også at det måske vil forrandre alt mht. angsten..

hvordan angst for selve graviditeten??
Jeg glæder mig til at skulle gå i 9 mdr. og mærke at der er liv inde i mig og alt skal dreje sig om mig min kæreste og vores kommende barn.
det lyder måske lidt egoistisk men jeg glæder mig så megt..

jeg er enormt angst for at jeg ikke kan give barnet nok. at jeg ikke har nok penge til at forsørge det og at vi ikke kan tage ud og rejse pga. min angst og at jeg bare vil være en pylleret mor som ikke vil lade sit barn gøre noget..

ja jeg er bekymret for mange ting ;)
håber du skriver igen..

Mvh TD

Anthonia

Indlæg af Anthonia » 04 aug 2008 09:24

Hej..

Min angst blev for alvor aktiveret da jeg blev mor.. Men dette er vel også klart nok !?
Det at blive forældre til et barn er et stort ansvar og den kærlighed man føler for barnet er ubetinget og overvældende.

Jeg synes ikke at min angst er så slem andet, end at jeg formår at bruge min sunde fornuft, når det kommer til min pige, som i dag er 4 år.

Der er nogle ting der skal overvindes. Fx så har min pige en legekammeret på samme vej, som vi bor og jeg gir hende lov til at gå derhen selv og ringe på døren, alligevel at det er grænseoverskridende for mig, men sagen er den at jeg godt ved i min fornuft at det er sundt for min pige, at lære at være lidt selvstændig og selv opsøge legekammerater.
Så for mig er det hele tiden en indre dialog mellem min fornuft og min angst.

Hvis angsten fylder så meget, at det lige frem kan påvirke barnets trivsel, så synes jeg ikke at man skal få et barn, det er ikke fair overfor barnet og man risikerer at overføre sin angst til barnet.

Men det i det hele taget at sætte et barn til verden er jo i sig selv angst fremkaldende for de fleste, det er til tider en meget syg verden vi lever i!
Jeg passer ekstra godt på min pige ved at være meget opmærksom og det er selvfølgelig energi krævende.
Og lige siden jeg fik hende har jeg automatisk fået til vane, at tjekke hende om natten om hun trækker vejret.. Kan bare ikke lade være, så det er hårdt arbejde, men for mig er det det hele værd og min pige trives og har ingen problemer.

Vh A

Lydde
Indlæg: 131
Tilmeldt: 09 mar 2008 01:28

Indlæg af Lydde » 04 aug 2008 14:25

Hej igen

Tak for at dele din oplevelse med os Anthonia. Det lyder som om du klarer det rigtig godt og når at overdøve angsten med fornuft.

Jeg glæder mig også helt vildt til at være gravid og alt hvad der hører til som du skriver TD. Men på den anden side er jeg også bange for at miste kontrollen over angsten mens jeg er gravid. Jeg er bange for at blive så angst at det kommer til at göre skade på barnet eller mig selv for jeg föler at når angsten bliver rigtig voldsom, så må barnet vel også kunne mærke det og måske tage skade... er også bange for at angsten får mit blodtryk til at stige så voldsomt at jeg må indlægges og måske føde for tidligt. Jeg aner ikke hvor stor faren er eller om der er en fare men det er de ting jeg er mest bekymret for.
Alligevel har jeg ikke haft et panikanfald i 5 måneder og synes jeg har meget godt styr på min angst. Er bare nervøs for om stressen ved at skulle have så stort et ansvar sætter angsten igang igen.

Når barnet på den anden side er kommet ud synes jeg at ansvaret for det deles på flere personer end mig selv for så kan min kæreste hjælpe og sygeplejersker og bedsteforældre kan hjælpe til.

Jeg tager også Cipralex 10 mg og overvejer nu at pröve at trappe ned og se hvad der sker.

Hilsen Lydde

TD
Indlæg: 13
Tilmeldt: 29 jul 2008 16:14
Geografisk sted: Ribe

Indlæg af TD » 05 aug 2008 17:20

Hei hei..

Jeg har været på cipralex før i ca. 2½ år og tappede så ned, men fik et tilbagefald ca. 1 år senere og er så startet igen.. har tage det i snart 1 mdr. og venter på at blive godkendt til psykolog..

Nå men min poeinte er at hvis du kan tage det medicin mens du er gravid syntes jeg du skulle det. heller tage en pille hver dag resten af livet (specielt når det går så godt for dig) end få et tilbagefald, det er helt seriøst ikke sjovt..

gjorde mig lidt trist det anthonia skrev, for vil rigtig rigtig gerne have et barn, men tror det ville være egoistisk af mig.. har i hvert fald slået tanken ud af hovedet for en periode.. men vil rigtig gerne blive ved med at skrive med dig.

hvad tror du??
tror du man nemt kan overføre angsten til sit barn??
min oldemor havde angst og min bedste har det, men min mor har ingenting..

Mvh Trine..

Lydde
Indlæg: 131
Tilmeldt: 09 mar 2008 01:28

Indlæg af Lydde » 05 aug 2008 21:44

Hej Trine

Jeg kan godt forestille mig at det må være slemt at få tilbagefald efter så lang tid. Men jeg vil heller ikke tage medicin resten af mit liv hvis jeg kan komme udenom. Cipralex er vist ikke blevet testet nok til at det kaldes “sikkert?

TD
Indlæg: 13
Tilmeldt: 29 jul 2008 16:14
Geografisk sted: Ribe

Indlæg af TD » 06 aug 2008 15:12

Hei Lydia..

hmm helt ærligt.. det var ikke sjovt at trappe ud, men inden jeg siger mere kan det jo godt være anderledes for dig..
for hver dag der gik blev jeg mere og mere angst, men jeg ville ikke indrømme det overfor mig selv, så det var først da den var i fuld udbrud igen at jeg kom på medicin igen..

Jeg var også glad mens jeg trappede ud, for så vidste jeg jo jeg havde det godt, men glæden var ikke lige så stor som angsten..
Dumme angst..

Da jeg skulle starte på medicin igen græd jeg som en stukket gris hos lægen, fordi jeg ikke kunne accepetere det og det var et kæmpe nederlag. så sagde hun til mig; "hvad nu hvis jeg sagde du havde sukkersyge og måtte tage inzulin resten af dit liv"? og hun havde jo ret... det er skide træls at jeg nok skal tage medicin resten af mit liv, men jeg er syg og må bare accepetere det..

syntes du skal prøve og trappe ud af medicinen og skifte til den anden. Tror det er rigtig vigtig at du er på medicin også for at du kan holde angsten lidt på afstand..
husk at det tager rigtig langtid og trappe ud så det kan jo være du snart skal igang.. ;)

Du spørg om jeg har prøvet noget med mine drømme og JA det har jeg.. du skulle næsten møde min kæreste og stille ham det spørgsmål. han er mig utro næsten hver nat og jeg slår og råber af ham om natten.. :oops:

det er faktisk lidt træls efterhånden, for om morgen når jeg vågen ved jeg jo ikke om det er rigtigt..
jeg har det der hedder en drømme fanger over min seng (noget indianer haløj) som skulle tage alle de onde drømme. hjalp faktisk i langtid, men ikke mere..

jeg har nogen gange nogle vilde drømme vågner ofte badet i sved og kan ikke finde hverken hovede eller hale i noget..
mister også ofte mine nærmeste i mine drømme..

Har lige et spørgsmål jeg går og er konstant angst.. for døden især er bare bange for ALT der hedder mennesker dyr og psykopater..
kender du det??

Knus Trine.

Lydde
Indlæg: 131
Tilmeldt: 09 mar 2008 01:28

Indlæg af Lydde » 08 aug 2008 21:11

Hej

Puha det lyder ikke sjovt det med at trappe ud af medicin :(

Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dit spørgsmål. Om jeg kender til at være bange for døden, mennesker, dyr og psykopater? Jeg er vildt bange for døden. Tanken om døden kan altid få mig ned med nakken. Men kan du uddybe spørgsmålet?

Hilsen Lydia

Besvar