Kan man have angst og planlægge at få børn?

Her kan gravide med angst udveksle erfaringer
Besvar
Lemvig1
Indlæg: 1
Tilmeldt: 05 jan 2007 01:56
Geografisk sted: Lemvig

Kan man have angst og planlægge at få børn?

Indlæg af Lemvig1 » 05 jan 2007 02:09

Jeg har social angst og har haft det i mange år, den er stadigvæk meget stærk i mig men jeg er i behandling. kan man planlægge at få børn og have angst på samme tid eller er det helt uoverskueligt? Hvordan klarer i det? :?:

bæst
Indlæg: 140
Tilmeldt: 08 sep 2003 23:09
Geografisk sted: Sorø

Indlæg af bæst » 05 jan 2007 12:45

Et supergodt spørgsmål. Børn af psykisk syge forældre har det desværre ofte hårdt. Jeg har en ide om at ligegyldigt hvor meget man skærmer børnene kan de ikke undgå at opfange angsten og indoptage den selv eller få andre destruktive reaktionsmønstre. Måske begynder dysfunktionerne først at sætte sig igennem i 20-30 års alderen men jeg mener det er næsten umuligt for at barn ikke at skades. Skaden er dog sikkert afhængig af hvor mange andre voksne det pågældende barn omgives af udover den angste. Jo flere "normale" voksne barnet kan spejle sig i (udover den angste forældre) jo mindre skadet vil det sikkert blive. En enlig med angst og uden omgangskreds er for mig et sandt rædselsscenarie for et barn.
Jeg har i øvrigt selv haft fornøjelsen af at være vokset op i den slags hjem. Jeg er absolut glad for at være i live, men anser det for min mors fortjenestre at jeg trods alt har en ukuelig livsvilje og ikke behøver falde tilbage på misbrug for at leve (sprut, stoffer, lykkepiller, arbejdsnarkomani etc). Desværre er der mange som er mindre heldige og hvis ophav er direkte skyld i senere selvmord, et liv i div misbrug osv.
Men det er jo en større diskussion hvor de fleste forældre jo gerne vil fralægge sig ansvaret og påkalde sig genetikkens beskyttende bolværk.

På den anden side skal der jo være efterfølgende generationer og ingen forældre er jo perfekte.

Kamma
Indlæg: 271
Tilmeldt: 17 aug 2003 12:21
Geografisk sted: København

Forældre med angst

Indlæg af Kamma » 05 jan 2007 17:46

Der er helt sikkert mange meninger om denne sag.
Da jeg selv er mor til to piger på 13 og 17 år vil jeg godt give mit besyv med.
Da jeg fik min ældste, vidste jeg ikke, at jeg led af socialangst, det var før ICD-10-diagnoserne var kommet til Danmark - det gjorde de først i 1994 - såfremt jeg husker rigtigt.
Jeg vidste godt, at jeg havde svært ved at være sammen med fremmede især i spise-situationer, fester og andre kom-sammen-lejligheder.

Og jeg havde for længe siden fået diagnosen: "Angstneurose", som jeg dog aldrig havde fået behandling for, da man mente at det ikke var noget særligt. En stesolid i ny og næ (':shock:') når situationerne var for faretruende, var den eneste behandling

Jeg tænkte meget over, om det var forsvarligt at få børn, hvis dette her var arveligt, men alt hvad jeg læste af psykologi dengang (Freud) gik ud på at arvelighed ikke spillede nogen rolle, det var opdragelsen, og især moderen der kunne være anledning til at et barn fik psykiske problemer.

Med datidens viden kastede jeg mig derfor ud i graviditeten, og da psykologien sagde, at de 2 første år var meget vigtigtige, ja, de vigtigste i hele livet, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at min datter skulle have det godt. Jeg tog orlov og passede hende selv de første år. Så langt, så godt.

Da hun var ca 3 år begyndte hun at plukke alle sine øjenbryn ud - jeg havde som teenager gjort det samme - det hedder Tricotillomani, og der findes en forening for dette i Danmark nu.

Jeg var helt sikker på at jeg måtte have gjort noget forkert, siden hun trak hårene ud og følte at jeg nok alligevel ikke havde gjort det godt nok i de 2 første år.

Vi gik til lægen, der henviste min mand og jeg til psykodynamisk terapi sammen med begge vores døtre, hvor den yngste var baby, på et af de store hospitaler i Kbh.

Vi blev videoovervåget mens datteren legede med et dukkehus eller tegnede. Hendes tegninger blev analyseret af psykologerne.

Det var meget ubehageligt og vi følte os mistænkeliggjorte for at have skabt hendes problem.

Det at jeg selv havde trukket øjenhår ud som teenager i en kortere periode, var der ingen der tog notits af eller interesserede sig for.

Omkring det tidspunkt, hvor vi havde gået i behandling et års tid og vi blev "afsluttet" fordi vi flyttede bort fra Kbh., fandt jeg ud af, at jeg havde socialfobi. Jeg fandt også ud af at min mand havde en mild form for OCD (angst for snavs og smitte) og jo mere jeg læste, jo klarere stod det for mig, at disse lidelser kunne være arvelige, selv om behandlerne tog det for givet, at børns psykiske lidelser opstod af forældrenes "fejl".

Dette var i 1994, hvor vi havde fået vores anden datter. Hun var et nemt barn, men i en periode rev hun alt håret af et bestemt sted på hovedet, inde hun skulle sove. Igen tænkte jeg på det arvelige aspekt. Hun var både en nem og en glad pige, så jeg kunne ikke se andet end at hun "nuldrede" i håret, fordi det på en måde måtte føles rart. Eller at det var opstået og nu var blevet til en vane.

Det korte af det lange er, at pigerne i dag er vefungerende med flot langt hår.(':)') Den ene datter har haft nogle tilfælde med OCD, hvor hun har gået i kognitiv terapi hos en børne-unge-psykiater i perioder. Hun kan risikere at dette vil vende tilbage, men hun ved hvad der er, og vi ved, hvor hun kan få hjælp, hvis det kommer igen.
Hun har allerede haft flere kærester, går i gymnasiet. jeg tænker ofte på om jeg ville have valgt mine børn fra, hvis jeg havde kendt arvelighedsfaktoren med en far med OCD og en mor med socialangst. Det tror jeg godt jeg kunne have gjort.

Denne historie har jeg fortalt, fordi jeg synes at man skal passe på med at vælge børn fra pga en angstlidelse hos den ene forældre eller hos begge. Der er selvfølgelig en arvelighedsfaktor, men det er ikke sikkert at barnet arver forældrenes angst. Ingen af mine piger har fx snerten af socialfobi(og tro mig jeg har set godt efter!
Og skulle de få problemer med det, ja så ved vi som forældre, hvor vi kan skaffe behandling. Og samtidig vil vi være ekstra OBS på små tegn fra barnet, der tyder på angst, så de kan få hjælp.

Så jeg vil opfordre jer til at få børn hvis I ønsker det og lad være med at bekymre jer om barnet vil få en angstlidelse. Hvis barnet skulle få angst, så tænkt på hvor meget bedre samfundet vil være til at hjælpe om fx. 10 år. Til den tid vil der være behandlingsgaranti for børn og unge - og forhåbentligt også for voksne.

Så tro på jer selv - og søg hjælp hos sundhedsplejerske, læge familie og venner. :)
Kamma Kaspersen
formand for Angstforeningen

bæst
Indlæg: 140
Tilmeldt: 08 sep 2003 23:09
Geografisk sted: Sorø

Indlæg af bæst » 07 jan 2007 04:01

Spændende indlæg Kamma.
Har en ide om at det har kolossal betydninger for børns trivsel om forældrene erkender de har lidelsen. Heldigvis bliver det mindre og mindre tabu. Har selv været vidne til hvad der sker når selvmedicinering finder sted i forhold til angst. Det er ikke et godt sted at være for børn.

Loulu
Indlæg: 7
Tilmeldt: 08 dec 2006 12:58
Geografisk sted: Ã…rhus

Angst og børn

Indlæg af Loulu » 08 jan 2007 13:58

Det er en rigtig svær problemstilling, synes jeg. Jeg er selv vokset op med en far, der led af angst og som endte med at begå selvmord, da jeg var femten år. Jeg synes, det var meget, meget hårdt at være barn af en angst person - det skaber en enorm utryghed og gjorde, at jeg selv blev et ængsteligt barn. Jeg er i dag 29 og lider selv af panikangst, og jeg mener ikke, jeg kan forsvare at sætte børn i verden baseret på min egen erfaring som både pårørende og angstpatient... Men den enkelte må jo gøre det op med sig selv og sin samvittighed.

Bedste hilsner fra
Loulu
Loulu :-)

entegning
Indlæg: 16
Tilmeldt: 30 nov 2006 11:32
Geografisk sted: snart Ãåhus

Indlæg af entegning » 11 jan 2007 01:16

Jeg lider af angst, efter at være vokset op med en mor, der havde meget let til at råbe op over den mindste smule fare og drak i smug. Måske som en følge af det, det ved jeg ikke.

Før jeg har fandt ud af, hvad mine problemer med andre mennesker og at være bange egentlig gik ud på, var jeg meget ulykkelig over det liv jeg følte jeg kunne tilbyde min datter. Jeg håbede hun ikke ville blive lige så mærkelig som mig og lægge mærke til hvor akavet jeg kunne føle mig sammen med andre mennesker og kopiere den adfærd. Men netop ved at fokusere på det, føler jeg, at jeg med mit ansvar for at integrere hende blandt andre mennesker, for det første at jeg selv fungerer mange mange gange bedre socialt, da jeg jo har tvunget mig selv til at gå i svømmehallen, til gymnastik og hvad man ellers kan finde på.
I starten var det et mareridt. Nu har jeg det ok med det, selv om jeg desværre ikke snakker ret meget med de andre. Dem der har vist mest interesse, har jeg været god til at undgå. Kan ikke rigtig overskue at have mere med dem at gøre, men jeg har det ok med det og sådan nogle ting kan jeg ikke bare springe fra for min egen skyld, så det er også en god ting plus at det selvfølgelig kan være rigtig hyggeligt når alt kommer til alt.
Jeg tænker meget på ikke at være overforsigtig, råbe op o.l. men i stedet sige på en rolig måde, hvis der er noget der er for farligt.
På det her område tror jeg faktisk at socialfobien kan være en positiv ting, for jeg er altid en meget fattet person, netop fordi jeg ikke kan vise mine sande følelser selv om hele mit indre står i flammer.
Jeg ved jeg har gjort nogle ting forkert med min egen datter. Jeg læste en del om børn, da hun var helt lille, bl.a at man skal give dem lov til at se folk an, før de får lov til at holde dem, samt sige fra osv. Ellers kan de netop komme til at føle sig utrygge blandt fremmede.
Det tog jeg selvfølgelig meget bogstaveligt og havde hende hos mig hele tiden og lod ingen passe hende. Jeg var også enormt hurtig til at tage hende tilbage igen, når der var nogen, der absolut skulle holde hende. Det var selvfølgelig temmelig overdrevet, men sådan er jeg heldigvis ikke mere.

Hvorvidt man synes man vil have børn eller ej, synes jeg man må gøre op med sig selv.
Man skal i hvert fald gøre sig klart, at børnene kommer i første række og muligheden for at blive i sengen når man har det skidt, drikke det væk etc. eksisterer ikke.
At være stabil, tror jeg er noget af det vigtigste for børn- at kunne få en hverdag til at fungere.
Det og så at kunne rumme et andet menneske, med alt hvad det indebærer af følelser og frustrationer.


At være bevidst om at man har et problem, tror jeg er guld værd. Så har man noget at arbejde ud fra, så man ikke kommer til at overføre sine problemer til barnet eller forvente at det skal forstå eller tage stilling til et voksent menneskes følelser.
Alle mennesker har deres skavanker og dårlige sider. At have angst, tror jeg ikke er det værste man kan lide af. Jeg tror bare man er en mere følsom person og når man er opmærksom på det, tror jeg også man er bedre til at håndtere det hvis barnet skulle få et problem.

Med venlig hilsen
Entegning

Lone74
Indlæg: 74
Tilmeldt: 15 okt 2006 07:49

Indlæg af Lone74 » 13 jan 2007 12:26

Hej Alle :D
Meget spændende emne. Jeg lider af panikangst. Jeg er på barsel i øjeblikket med min første søn, som er 7 mdr.
Jeg har gennem hele graviditeten, og mens jeg ammede ham været i medicins behandling, hvilket har fungeret rigtig godt for mig.
Før vi bestemte os, at få et barn brugte jeg også meget tid på, at tænke på om det ville være hensigtsmæssigt, at sætte et barn i verden?
Jeg tror det er helt rigtigt, at man skal kunne erkende, at angsten er en del af en selv. Og at den sikkert vil være det resten af ens liv.
Samtidig tror jeg, at det er utroligt vigtigt, at man her et godt bagland. Og man er ærlig og gør opmærksom på, når man ikke har det så godt.
Jeg synes personligt, at livet er blevet endnu mere værd, at kæmpe for. Jeg vil slås med næb og klør for, at holde angsten på afstand. Det skylder jeg min søn.
Mange tanker Lone.

solarplesux
Indlæg: 1
Tilmeldt: 04 mar 2007 11:56
Geografisk sted: Vestfyn

Mine børn stor-trives

Indlæg af solarplesux » 04 mar 2007 12:20

Jeg lider også af angst, og faktisk i en temmelig voldsom grad.
Men jeg har tre børn, og nr. 4 på vej, og det har ikke været et stort problem for mig. Men har jeg haft det rigtig skidt, så har min familie også været god til lige at støtte mig lidt, uden at tage over.
Jeg er sygemeldt, og på det grundlag begyndte kommunen at mene at så kunne jeg heller ikke tage vare på mine børn. :x Men de blev klogere. Min læge, sundhedsplejerske, den ældste´s skole med flere bakkede mig op. Og det er jeg glad for, for mine børn er glade og raske børn. :lol: :D

Jeg har nok været meget for beskyttende på nogle områder, men heldigis er de fulde af gå-på-mod og slet slet ikke bange for noget normalt.
Jeg har meget mere ro i mig selv, når børnene er omkring mig, og nu kommer angsten ofte når de er lagt i seng, så de oplever den ikke.
Det eneste der kunne have været et problem er at jeg har svært ved at komme ud blandt mange mennesker, men hedigvis har min kæreste og familie bakket mig meget op, og tager gerne med en tur i sommerland eller andet for børnenes skyld. For se der ville det nok ikke være så sjovt for dem kun at have mig med.
Hvis du er omgivet af venner og familie som jeg vil hjælpe, hvis det skulle blive nødvendigt, så skal det nok gå.
Og ved du hvad? Man får en helt anden vilje til at kæmpe, for pludseligt er der noget ubeskriveligt at kæmpe for.
En periode kunne jeg godt finde på at løfte et af mine børn op f.eks. under indkøbsture, fordi det beróligede mig. Det indså jeg heldigvis var forkert, for så ville de jo netop blive præget af angsten. Og den skal bestemt ikke gå ud over dem.
Du ved selv hvad du kan klare, og ikke klare. jeg ved bare at jeg er blevet meget stærkere af at få børn.

Besvar