Den 30-årige sanger og sangskriver Kasper Buch er hjemvendt efter en soloturné rundt i hele Danmark. Med sig på turnéen havde han ikke kun sin musik, men også sin personlige historie om den angst, der for 10 år siden isolerede ham fra omverden. I dag er Kasper Buch angstfri, og han håber, at han som ambassadør for Angstforeningen og ved at dele sin fortælling til koncerterne kan være med til at bryde tabu og inspirere andre til at tage de skridt, der skal til for at finde vejen ud af angsten. AngstAvisens redaktion har talt med Kasper om musikken og om, hvordan han kom fri af angsten.

Kasper, vil du fortælle lidt om din musikalske rejse op til i dag?
Meget gerne! Jeg hedder som sagt Kasper Buch, jeg er 30 år og kommer fra Tønder.
Jeg startede med at spille musik som 12-årig og begyndte at skrive tekster i en meget tidlig alder. Men først som 24-årig, da jeg var ved at få grebet om livet igen efter mit forløb med angst, tog jeg for alvor fat om sangskrivningen.

Måske vil du også fortælle lidt om din barndom og din opvækst?
Min barndom var fyldt med glæder og sorger, som de fleste oplever gennem livet.
Da jeg var 7 år, blev mine forældre desværre skilt, hvilket satte sine spor i min opvækst.

Hvornår og hvordan oplevede du angsten første gang?
Jeg oplevede mit første angstanfald som 20-årig. Jeg var under uddannelse som social- og sundhedsassistent og havde lige sat mig ind i klasselokalet en ganske almindelig forårsdag.
Solen skinnede, og alt var som det plejede. Jeg har altid været en ganske glad ung og frisk fyr, synes jeg selv.
Men da døren lukkede og timen gik i gang, mærkede jeg pludselig denne her kvælende fornemmelse, jeg aldrig havde haft før. Jeg gik ud og tog noget vand og kom ind igen, men følelsen gentog sig. Jeg tog hjem og blev hjemme nogle dage, hvor symptomerne fortsatte; hjertebanken, trykken for brystet, kvælende fornemmelse.

Hvad gjorde du, da symptomerne fortsatte?
Jeg tog til lægen og fik taget en masse prøver. Der blev taget røntgen af mine lunger og målt blodtryk og alle de klassiske værdier, vi kender. Men intet tydede på, at jeg var fysisk syg, så kort tid efter kunne lægen stille diagnosen angst.

Hvordan reagerede dine omgivelser – var de gode til at støtte dig?
Desværre er psykisk sygdom et tabubelagt emne at tale om. Det kostede mig dyrt, da bekendte, venner, kollegaer og familie tog afstand fra mig. Jeg var nok i deres verden gået hen og blevet ’anderledes’.

På hvilken måde kom angsten til at påvirke dit liv og din karriere?
Jeg gik jo fra en tilværelse som en energisk ung mand, der levede sit liv, som alle andre unge mennesker nu gør, til en isoleret verden, hvor jeg ikke turde gå uden for en dør.
Det kostede mig min uddannelsesplads, og jeg skulle nu til at omstrukturere mit liv og finde ud af, hvordan jeg kom tilbage til virkeligheden igen. Det har aldrig været et spørgsmål for mig om, hvor længe det varede, men hvor hurtigt jeg kunne nå tilbage til den hverdag, jeg levede før.

Det må have været svært at have angst og samtidig være musiker og skulle stå på scenen foran flere hundrede mennesker, hvordan håndterede du det?
Man kan sige, da jeg begyndte at skrive musik for seks år siden, havde jeg fået godt styr på angsten i mit liv, men ja, i starten var det da vildt angstprovokerende at stå foran mange mennesker. Men de små sejre, det gav at spille musik og se glæden i folks øjne, gjorde, at min selvtillid voksede og voksede, samtidig med at min angst forsvandt længere og længere ind i sig selv. Jeg tror på, at alle mennesker er gode til noget her i livet, hvad som helst. Og det skal man dyrke for sig selv og sine omgivelser. For mit vedkommende var det musikken, som var min vej ud på den anden side.

Fik du aldrig nogen form for professionel hjælp?
I starten fik jeg psykologhjælp, men det var desværre ingen succes for mig. Jeg skulle nok have valgt en anden. Jeg har altid været en smule utålmodig, og da jeg fandt ud af, at psykologen og jeg ikke fungerede så godt, tog jeg sagen i egen hånd.

Det er langt fra alle, der kan arbejde med at reducere angsten selv, men det er jo fantastisk, når det lykkes. Vil du fortælle lidt om, hvordan du arbejdede, og hvad der virkede for dig?
Jeg fandt efterhånden ud af, at min angst var lidt som en illusion, og jeg kunne dele den op i to ’hjernehalvdele’. Den ene del var min bevidsthed, den anden var angsten. Og for at få de to til at snakke sammen, var jeg ligesom nødt til at prøve at udfordre angsten. For jeg bildtejo hele tiden mig selv ind, at jeg var bange og havde de her angstanfald, når jeg nærmede mig lukkede rum såsom tog, bus, biograf, klasselokale m.m. Men min bevidsthed sagde noget andet, for jeg følte jo ikke selv, at jeg var bange inderst inde.
Så simpelt som det lyder, tog jeg toget fra Tønder og et par stationer frem, da jeg på den måde kunne udfordre min angst. Jeg kunne jo ikke springe af toget, når det først kørte afsted. Så var jeg nødt til at komme til min bevidsthed og trække vejret dybt ned i maven, selvom sveden haglede ned ad mig. Jeg havde en kamp med mig selv, men det var det hele værd hver gang, fordi jeg fik de her små succesoplevelser, som fik mig til at se fremad mod lyset i den anden ende.

Var der ting, du gjorde, som du måske fandt ud af ikke virkede så godt for dig?
Hvis jeg ikke satte mig ind i den aktivitet, jeg havde tænkt mig at udføre, kunne det resultere i et svært angstanfald. Fx tog jeg en gang min kæreste med i biografen helt spontant, da vi var nede i byen i forvejen. Det fik jeg så at mærke, da vi kom ind, fordi jeg ikke havde forberedt mig mentalt nok. Men i dag er det intet problem.

Hvad er det vigtigste råd eller budskab, du har til andre med angst?
Vi skal kunne turde give hinanden en håndsrækning, når det virkelig gælder og tænke mindre over, hvad folk tænker om én. For selvom vores svage sider kan komme til udtryk, er det en styrke at stå frem og fortælle om det. Dét definerer, hvem vi er i dag.

Det er virkelig stærkt, at du nu benytter lejligheden til at inspirere og give andre håb, når du står på scenen. Hvordan bliver det modtaget af publikum?
Publikum er så modtagelige, det er jo et sårbart emne for mange mennesker. Men faktisk bliver hver 3. af os herhjemme ramt af psykisk sygdom på et eller andet tidspunkt i livet. Vi er derfor nødt til at tage stilling til at have den her snak, så vi kan være der for hinanden, når det virkelig gælder.

Kasper, du skal have 1000 tak, fordi du har sagt ja tak til at være ambassadør for Angstforeningen!
Jeg vil RIGTIG gerne være ambassadør for Angstforeningen. Det vil være mig en ære at bære fanen højt til mine koncerter, hvor jeg fortsat håber at kunne bidrage til større åbenhed og samtidig fortælle andre, at de kan finde hjælp og støtte i Angstforeningen.

Til sidst skal vi nævne, at du er udkommet med en ny og meget rørende sang, I’ll Walk You Through the Storm, her i efteråret. Jeg kan varmt anbefale vores læsere til at lytte til den! Vil du fortælle lidt om den?
Det er korrekt, min sang I’ll Walk You Through the Storm udkom den 8. oktober på samtlige streamingtjenester og kommer fysisk på mit næste album. Den handler om den håndsrækning, jeg aldrig selv fik, da jeg havde mest brug for hjælp. Desværre stod jeg alene med min angst og tog, som fortalt, et aktivt valg om at hjælpe mig selv.

I’ll Walk You Through the Storm

Cause we fall, then we rise, It’s so easy just to say, stand up and walk away.
You’ve fought, I’ve taught, all the failures that you made, It’s what we call mistakes.

You let time try, to heal, all the sorrow that you felt, It’s easy just to tell.
And you, fall down deep into yourself, I’m the one who’s trying to help.

I’ll walk you through the storm and take you home, you’ll never be alone
You’ll stand the pain when time will give you hope, you’ll never be alone.

Tears we cry, don’t tell them why, It’s a secret that we made, don’t let them walk away, with our pride, we stand by side, facing up upon the past, we made it till the last.

Time flies, so fast, we’ve fought too many long nights, I still count the happy days.
Time flies, so has, memories that we made, we’re still working on it hey…

I’ll walk you through the storm and take you home, you’ll never be alone.
You’ll stand the pain when time will give you hope, you’ll never be alone.

Honest I can’t help you grow, It’s time for me to walk alone.
When you don’t seem to know the way, I’ll show you…

"Vi skal kunne turde give hinanden en håndsrækning, når det virkelig gælder og tænke mindre over, hvad folk tænker om én."

Hør Kasper Buchs sang, I'll Walk You Through the Storm, som handler om den håndsrækning, han aldrig selv fik, da han havde mest brug for hjælp. Desværre stod han alene med sin angst og tog et aktivt valg om at hjælpe sig selv.
youtube.com/watch?v=B2g5In5gL20