51-årige Jakob Kjeldbjerg er tidligere professionel fodboldspiller og nuværende TV3-vært bl.a. på Robinson Ekspeditionen. Jonas Mathson Hansen og Marie Särs Andersen, der er henholdsvis bestyrelsesmedlem og daglig leder i Angstforeningen, har talt med Jakob Kjeldbjerg om at lade præstationsangsten spænde ben, om at finde sin rette hylde og om at blive mere hærdet med årene.

Da Jakob toner frem på vores respektive pc-skærme, er noget af det første, vi bemærker, den franske februarsol. Den lyser direkte ned på Jakob, der befinder sig udenfor på sin veranda med bjergene i den fjerne baggrund. Efter lidt indledende snak og med lyd og billede på plads kan vi stille vores nysgerrige spørgsmål.

Præstationsangst er jo ikke en angstdiagnose, men det er en form for angst, som mange nok kender til, og som også tit går hånd i hånd med egentlige angstdiagnoser. Har du nogen idé om, Jakob, hvad der førte til, at du fik præstationsangst?
Noget af det, der på et tidspunkt viser sig på banen i forhold til præstationsangsten, handler måske om min opvækst, som var enormt beskyttet. Dejlig tryg familie. Lille landsby. Midtjylland. Alheden. Frederiks, det hedder byen. Godt 1000 indbyggere, hvor jeg spillede fodbold ligesom alle andre. Det viser sig jo ret hurtigt, at jeg er en af de bedste, så allerede der er der noget pres, for når du er den bedste, så skal du vinde hver gang. Hvis du ikke vinder hver gang, fandt jeg ud af, så havde jeg det elendigt. Så som 12-13-14-årig, der begyndte jeg jo at køre et enormt pres på mig selv, som dybest set handlede om, at hvis vi ikke vandt alt, jeg var med i, når vi spillede fodbold, så var det min skyld og mit ansvar, og så havde jeg det elendigt.

Oplevede du på nogen måde, at dine forældre havde store forventninger til dig?
Mine forældre, som er pensionerede nu, var begge skolelærere. Det eneste, de forventede, var, at jeg lavede mine lektier og gjorde mig umage. Derudover oplevede jeg aldrig noget, der lignede et pres fra deres side. Heller ikke da jeg begyndte at spille fodbold. Min far har altid været vild med fodbold, og han har sikkert haft en drøm om, at jeg blev landsholdsspiller og professionel dengang, men det var ikke noget, han sagde til mig. Jeg har aldrig oplevet, det der berømte pacing, hvor han står og råber og skriger ude på sidelinjen. Til gengæld har jeg lagt et ekstremt højt forventningspres på mig selv.

Kan du huske, hvornår du for alvor oplevede præstationsangsten første gang?
Det gjorde jeg, da min ungdomstræner valgte at melde mig til udtagelsesstævner til Region Midtjyllandsholdet, hvor 35 – 40 talenter forsøgte at komme på holdet. Der begyndte det sådan rigtigt for alvor. Jeg havde det modbydeligt. Jeg havde det forfærdeligt. Bilen, hvor min far kørte mig til de her forskellige stævner… og folk, der efterhånden blev siet fra. Det pres, det var forfærdeligt.

Da jeg så lige pludselig var juniorlandsholdsspiller som 15-16-årig og skulle stå med den danske landsholdstrøje på, kom der bare et enormt pres også fra omgivelserne. Det var angstprovokerende. Jakob tøver lidt med at bruge ordet, da han ikke vil forklejne noget, men vi forsikrer ham om, at det er ok! Jakob nævner også debuten i Norge mod det norske juniorlandshold og fortæller, at han aldrig før eller siden har oplevet så hårde nerver. Det var præstationsangst. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg havde det forfærdeligt, og jeg glædede mig ikke. Overhovedet.

Kan du prøve at sætte ord på, hvad du helt konkret var bange for, når du skulle spille en kamp?
Jeg var ekstremt bange for at fejle. Jeg var bange for, at det var min skyld, hvis hele holdet tabte.

Det var det eneste, jeg kunne tænke på. Det eneste, der var i mine tanker, var at undgå at lave en fejl, som gjorde, at vi tabte.

Fortalte du nogensinde din træner eller dine holdkammerater, hvordan du havde det?
Nej, det gjorde jeg ikke, hverken som helt ung, eller da jeg blev professionel fodboldspiller på landsholdet. Når du er sportsudøver på eliteplan, er der ikke plads til at vise svaghed. Hvis du viser svaghed, så er du ude. Jeg tror heller ikke, mine holdkammerater ville have forstået det, hvis vi havde siddet i omklædningsrummet, og jeg havde fortalt dem, hvor bange jeg var for at gå ind på banen og fejle. De ville nok have grinet ad mig.

Tror du, at tingene har ændret sig over de mere end 20 år, der er gået, siden du var fodboldspiller, eller skal man stadig skjule sin svaghed, hvis man vil til tops i sportens verden?
Nej, jeg tror ikke det har ændret sig bortset fra, at man holder mere øje med, hvordan de unge har det i dag. Men der er stadig ikke plads til svaghed i den branche.

Kunne du tale med venner og familie om, hvordan du havde det?
Nej jeg talte ikke rigtigt med nogen om det. Jeg havde ikke lyst til at lægge det pres på mine forældre, det er, når ens barn har problemer. Jeg vendte det hele indad i stedet for og talte meget kort med mig selv i spejlet om, hvor dårlig eller hvor god jeg havde været. Men i dag ville jeg alligevel ønske, at jeg havde brugt venner og familie i langt højere grad, end jeg gjorde. Så jeg måske kunne have fået noget hjælp. Ikke nødvendigvis af en psykolog, men bare af nogen, som kunne have lyttet. Nogen som kunne have hjulpet mig med at fokusere på at blive helt i stedet for at fokusere på tankerne om at være ham, der kostede holdet et nederlag.

Men der var mange sejre undervejs? Kunne sejrene ikke opveje eller reducere dine negative tanker om at fejle?
Ja, der var sejre, og det var også en dejlig følelse. Men desværre varede glæden aldrig særlig længe, når jeg vandt, hvorimod det at tabe, det var forfærdeligt i rigtig, rigtig lang tid. Fokus skiftede altid hurtigt til den næste kamp og risikoen for at fejle. Mange topatleter har det jo – har jeg indtryk af – i virkeligheden sådan, at man kan simpelthen ikke klare at tabe. Idet man vinder, så er man videre til det næste. Bare se VM-heltene fra i går (håndboldkampen 31.1.21, red.). Nu er de lige blevet verdensmestre, og nu snakker de allerede om OL. Det er dybt fascinerende, men det kan også være skadeligt, hvis man ikke virkelig har psyken til at kapere det. Og det kan man jo diskutere, når man ser tilbage, hvorvidt jeg egentlig havde. Man kan sige, jeg slap nogenlunde helskindet ud af det.

Det var ikke præstationsangsten, men derimod en besked om, at du var blevet fodboldinvalid, der satte en stopper for din karriere som professionel fodboldspiller. Hvordan var det at få den besked?
50 procent af mig var lettet, over at jeg slap for det pres, det var, selv om jeg var vild med fodbold. Jeg havde jo brugt hele mit unge liv på det og havde også opgivet et jurastudie efter tre måneder, fordi jeg blev landsholdsspiller lige pludselig. Så fodbold var jo mit liv. Men jeg hadede jo presset.

Du skiftede hurtigt over til en helt anden branche og blev tv-vært i stedet for bl.a. på Robinson Ekspeditionen, som har kørt på skærmen i mere end 20 sæsoner. Kan arbejdet som tv-vært ikke også trigge præstationsangsten?
Mit arbejde som tv-vært er en helt anden leg. Jeg følte, at jeg i højere grad var skabt til at lave tv end til at være professionel fodboldspiller. Det er heller ikke så definitivt, hvis du laver en fejl som tv-vært. Den kan man rette op på, fx i en reklamepause, men hvis du laver en fejl på fodboldbanen, så er det mere definitivt. Desuden har jeg været i lære på den hårde måde og fået så mange tæsk som fodboldspiller, at det har gjort mig mere hårdfør med tiden. Alder og rutine spiller også ind.

Har du taget nogle erfaringer med dig fra din tid som fodboldspiller, som du kan bruge i dag?
Jeg bruger det, jeg har lært, i forhold til mine to piger på 17 og 19, som nu er i en form for præstationsmiljø. Det er man jo, når man er gymnasie- og universitetssøgende. Jeg spørger simpelthen, hvordan de har det, og om der er noget, vi skal snakke om. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at de føler, at der er en ventil, så de kan slippe luft ud, hvis der er behov for det.

Men jeg bruger det også i produktionsmiljøet, når vi laver de her store Robinsonproduktioner –eller fodboldprogrammet Onside, som jeg gjorde før –og vi skal have de unge, som lige er kommet med, til at slappe af. For nogle falder verden jo sammen, når de har lavet en fejl, og det, jeg gør der, det er egentlig at prøve at sætte det i perspektiv for dem og spørge: ”Hvad er det værste, der kan ske?”. Det er den stemning, jeg prøver at skabe på de produktioner, jeg nu er med på.

Jakob tilføjer selv det forkromede spørgsmål med tilhørende svar: Fortryder du? Ville du gerne kunne skrue tiden tilbage og så have været fodbolden foruden?
Jeg er bare nødt til at sige nej. Selvom det var forfærdeligt indimellem, så har det også været med til at skabe mig og støbe mig som den, jeg er. Det kan jeg også sagtens sige, fordi jeg er kommet igennem og ud på den anden side.

I Angstforeningen er vi glade for, at du vil være ambassadør for os. Har du et budskab i den forbindelse, som du gerne vil ud med?
Ja mit budskab er, at vi skal være bedre til at være opmærksomme på hinanden og lige stille nogle spørgsmål. Den ramte har ikke altid overskud og tør måske ikke dele. De unge mennesker skal få snakket med en eller anden – måske bare kammeraten – om sport, skole og karakterræs, så de kan få det sat i perspektiv.

Det var hyggeligt at tale med Jakob og møde en blødere version af den benhårde Robinsonvært, der runder af med at reflektere over selvbiografien ’Survivor’, som udkom i 2018. Jakob mener selv, at den måske burde være skrevet mange år tidligere.
Det var nærmest sådan en kæmpe coachingperiode, hvor tingene virkelig blev sat i perspektiv, og nogle tanker blev bearbejdet måske på en måde, som de aldrig var blevet bearbejdet på før. Det var også derfor, jeg ret hurtigt fandt ud af, at hvis ham der den højtråbende Robinsonvært, som havde været professionel fodboldspiller, kunne tjene en lille smule som inspiration for de unge mennesker, som oplever pres i forhold til skole og idræt eller i forhold til det samfund, vi lever i, så ville jeg have opnået alt det, jeg gerne ville med bogen:

Jeg har været igennem det samme, som du har, og nu skal du høre, hvad jeg gjorde forkert. Jeg fik ikke snakket med mennesker omkring mig, så hvis du nu får snakket med nogen, så kan det være, det går bedre for dig end for mig.

Læsetips:

Survivor
Af Jakob Kjeldbjerg og Johan Lyngholm-Bjerge
People’sPress 2018

Survivor er Jakob Kjeldbjergs personlige beretning om tiden som professionel fodboldspiller, det konstante pres, præstationsangsten og den bratte afslutning på karrieren, da han som 26-årig fik beskeden på et hospital i London om, at han var fodboldinvalid. I bogen kommer Jakob Kjeldbjerg også ind på overgangen til tv-branchen, hvor han hurtigt blev kendt som den hårdføre Robinson-vært. Survivor er en fortælling om både sårbarhed og styrke.