Komikeren Dan Andersen er født i 1979. I 1997 startede han med stand-up og har siden stået på scener lige fra i en ørkenbase i Afghanistan til Bøgescenen og Royal Arena. Dan Andersen er bl.a. kendt fra Comedy Aid, stand-up.dk og adskillelige tv- og radioprogrammer, og så var han den første, der fandt på at udvide stand-up komikerens sceneudstyr med en guitar. Dan har også været aktuel med showet ”Dan Andersen på Vippen”.

Nu kan Dan Andersen tilføje titlen ambassadør for Angstforeningen på sit cv. Det har nemlig ikke kun været sjov det hele. Angst og depression har været trofaste følgesvende allerede siden barndommen. Derfor vil Dan Andersen gøre sit, for at det skal blive lige så let at sige, at man har angst som at sige, at man har fået revet sit korsbånd over.

Jonas Mathson Hansen, bestyrelsesmedlem i Angstforeningen, har været på besøg hos Dan Andersen, til en snak over en kop kaffe:

Dan, kan du fortælle, hvornår og hvordan din angst begyndte?
Jeg blev først selv opmærksom på den omkring gymnasiet. Nu kan jeg jo godt tænke tilbage og huske, at der har været episoder i min barndom, hvor jeg har været ulykkelig eller har haft sådan en grundlæggende ked-af-det-følelse uden rigtig at vide hvorfor. Men det var først i gymnasiet, at jeg syntes, det virkede for overdrevent på en eller anden måde. Det kom bare sådan uden grund.

Kan du beskrive lidt nærmere, hvordan angsten kom til udtryk?
Det var sådan en forladthedsfølelse. Først troede jeg egentlig, at det var lavt selvværd, men det er jo også svært at skille alle de der ting ad. Jeg kan bare huske, at jeg reagerede meget, hvis jeg fx var i et forhold. Jeg var meget angst for, at det skulle gå i stykker, også selv om jeg ikke havde lyst til at være i det. For gik det i stykker, så var jeg jo alene. Det var mest i sådan nogle meget diffuse situationer. Jeg var bange for ensomhedsfølelsen. Jeg kunne godt springe fra forhold til forhold for ikke at mærke mig selv, og samtidig kunne jeg alligevel ikke være i noget med mindre, jeg troede på det, så det var meget modsatrettet.

Hvad med dine omgivelser, hvordan reagerede de?
Jeg fortalte slet ikke mine omgivelser om det dengang – så opmærksom var jeg heller ikke på det. Det var først efter gymnasiet, hvor jeg begyndte at tænke, at jeg havde sådan nogle depressionssymptomer.

Hvornår besluttede du dig for at søge professionel hjælp?
Jeg tror, jeg var 25, da jeg begyndte at snakke med en læge. Det startede med at være nogle samtaler, men endte med at blive en medicinløsning.

Jeg har personligt haft mest gavn angstdæmpende medicin og er ikke glad for antidepressiver. Jeg vil ikke afvise, at det kan virke for enkelte, men jeg har ret dårlige erfaringer med det. Det bør i hvert fald ligge langt nede af mulighedernes stige. Mennesker bør først og fremmest hjælpe mennesker. Jeg tror mere på sådan noget (beroligende, red.), som er ude af kroppen igen. Det kan godt være, det er afhængighedsdannende, men jeg vil hellere have sådan noget, hvor jeg tænker, at det er ude af kroppen efter 48 eller 24 timer, og så kan man lige vurdere, om det giver mening i situationen, for at man kan komme ud af spiralen.

Når du ser tilbage på den hjælp du fik, hvad tænker du så?
Jeg vil sige, lægen tog det relativt alvorligt, men jeg blev alligevel ikke henvist til et eller andet.

Men der var faktisk en af mine veninder, som satte mig i kontakt med en, som egentlig ikke var uddannet terapeut, men som bare var god til at snakke med folk, og hende begyndte jeg at gå lidt hos. Men det var simpelthen for alvorligt på det tidspunkt til, at det var nok.

På et tidspunkt var du indlagt på psykiatrisk afdeling. Kan du fortælle lidt om det?
Det var en stor hjælp for mig og blev et vendepunkt. Jeg kom der i længere tid, men tog hjem og sov hver nat. Det var alt andet end ”den lukkede”, som jeg frygtede.

I dag er du kommet så langt, at du går ud og holder foredrag om din angst og depression, men det lyder ikke som om, du er kommet helt ud på den anden side?
Altså, jeg tror heller ikke, at jeg kommer ud på den anden side. Jeg tror mere, det bare er noget, man skal håndtere og leve med. Og det er jo egentlig også det, jeg prøver at snakke om i mit foredrag. Det handler mest bare om min historie og om det, jeg har fundet frem til gennem alle de erfaringer, jeg har gjort mig i alle de systemer, jeg har været i. Og så håber jeg, at andre kan relatere til det eller se, at det er meget almindeligt, desværre.

Hvordan vil du beskrive den angst, du stadig oplever i dag?
Den er en del af min hverdag. Den er altid til stede i en eller anden grad, selvom den selvfølgelig er blevet bedre siden min indlæggelse. Det er som en følelse der blusser op i ny og næ.

Synes du, at du kan vende angsten til noget positivt?
Ja, jeg synes også, der er nogle ”gode” ting. Jeg tror, at folk der har de følelser, også er mere omsorgsfulde og empatiske, fordi man selv er meget opmærksom. Jeg er selv ret hurtig til at mærke, hvis andre ligesom tramper lidt.

Nu er dit foredrag om angst jo temmelig alvorligt i modsætning til, når komikeren Dan optræder. Men har du også brugt humoren til at få bugt med angsten – er det en bevidst strategi?
Man skal jo bruge de redskaber, man har til rådighed. Jeg lavede jo det show mest for at udfordre mig selv og prøve at tale om nogle svære ting. Og så fordi det langsomt gik op for mig, at alle har prøvet de følelser - stress, angst eller depression - i en eller anden form i højere eller mildere grad. Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve at køre det her igennem comedy-møllen for at give det lidt mere bund.

Så du bruger også humor i foredraget?
Ja, det gør jeg. Ikke sådan aktivt bevidst hvor jeg sidder og tænker, at her skal der lige være en joke, men det er jo klart, at jeg bruger de teknikker og erfaringer jeg gjort mig ved at optræde, så jeg er jo vant til at tale det, kan man sige. Så håber ligesom, at det måske bare kan gøre det lidt mere ”underholdende” og lidt mere tilgængeligt. Det er også lidt mit mål, at det skal afmystificeres, altså man skal væk fra det med den psykiatriske afdeling og spændetrøjen. Man skal ligesom se, at det bare er almindelige mennesker. Og alle kan have brug for at få professionel hjælp på et eller andet tidspunkt i deres liv, uden at det skal være så voldsomt, og uden at det skal være en ting, der definerer dig.

Nu er du jo blevet meget åben om det og har været i tv osv. Har du udelukkende fået positiv feedback på det?
Kun positiv ja! Og der var også en, der skrev til mig, at han ikke havde været uden for en dør i et år, og hvad mine erfaringer var. Han kendte fx ikke til Angstforeningen, og der er det rart, at man kan give sådan noget videre. Jeg bruger også nogle flere hjælpemidler, jeg kan give videre til folk. Jeg synes også, det er rart, at der er nogle, der føler, at de kan ”reache out” på en eller anden måde.

Hvad med dine kolleger fra comedybranchen – kan I så joke om det?
Ja, ja. Jeg har jo også fjernet alt filter. Jeg tror folk går mere på listesko end mig omkring det.

I Angstforeningen er vi rigtig glade for, at du vil være ambassadør for os. Hvad vil du især bidrage med? Hvad er budskabet sådan helt grundlæggende?
Det er gennemsigtighed og det med, at det ikke er en sygdom, der skal kureres. Man skal lære at leve med det og lære at håndtere det. Det andet bliver lidt en flugt fra noget, som er en del af dig. Der er jo ikke nogen diagnose, det tror jeg jo ikke. Det hænger så godt sammen, at der er jo ikke rigtig nogen, der kan skille det ad og sige: ”Nu skal vi bare lige ha’ fjernet det her”. Det er jo bare sådan en generel… måske en hypersensitivitet. Og det, tror jeg ikke nødvendigvis, er dårligt.

Og så er det jo også vigtigt for mig, at det er noget, der kan komme noget mere fokus på og nogle flere penge til i samfundet generelt, så man kan blive samlet op noget før, og ikke lige som mig være godt oppe i 30’erne, før man begynder at regne den ud.

Det er mit klare billede at, psykiatrien slet ikke er fulgt med tiden og ikke kan møde de behov, psykisk syge har krav på i dagens Danmark. Min kæreste, som er pædagog, har haft mange med sindslidelser inde på livet og har også været inde på psykiatriske hospitaler med patienter, og man skal jo nærmest være selvmordstruet for at få lov at komme ind, og så langt synes jeg jo slet ikke, man skal nå at komme. Netop, hvis det ikke bliver så tabuiseret og så hemmeligt, og folk tør tale åbent om det, så kan folk også sige, hvordan de har det og nå at få hjælp i tide. Men det kræver også, at den hjælp findes. Så jeg har 100 % også en politisk agenda. Det kan nærmest ikke råbes højt nok.

Dan Andersen om nedlukningen under corona: youtube.com/watch?v=HuKLXehPDgQ

"Jeg tror, at folk der har de følelser, også er mere omsorgsfulde og empatiske, fordi man selv er meget opmærksom. Jeg er selv ret hurtig til at mærke, hvis andre ligesom tramper lidt."

"Det er mit klare billede at, psykiatrien slet ikke er fulgt med tiden og ikke kan møde de behov, psykisk syge har krav på i dagens Danmark."