Log ind på medlemssiderne
Indtast venligst adgangskode:


Log ind




Nyeste nummer af AngstAvisen er klar
QR-kode
Opslag

Forskere, jounalister, studerende m.fl. søger angste...

Forskningsprojekt søger deltagere

med Generaliseret angst i København eller Næstved. Anonym deltagelse mulig.

Internetbaseret selvhjælpsterapi mod selvmordstanker

Har du selvmordstanker, og har du lyst til at være med i et forskningsprojekt, som undersøger om internetbaseret terapi kan hjælpe personer med selvmordstanker?

Cool Kids til børn med angst og autisme

- børn søges til effekt-undersøgelse i Midtjylland

Vis din angst
 

Personlige beretninger

Herunder kan du læse tre personlige beretninger om livet med angst og om, hvordan det er at komme i en selvhjælpsgruppe.

Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe
At komme i gang med at leve et "helt liv"
Angsten har mange ansigter

Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe

Med dette lille indlæg håber jeg at kunne sprede lys og håb for andre angstramte, der savner et forum for erfaringsudveksling med andre i samme situation og et sted, hvor der kan søges trøst, opmuntring og støtte til at leve med angsten i dagligdagen.

Jeg tog selv initiativ til at starte i en selvhjælpsgruppe for socialfobi for snart to måneder siden på et tidspunkt i mit liv, hvor angsten gjorde ekstra ondt på grund af et parforhold, der sled alt for meget på mit følelsesliv og min psykiske tilstand. Jeg havde en månedstid tidligere fået kendskab til Angstforeningen og var fast besluttet på, at jeg efter mange år med angst og den erfaring på godt og ondt, jeg havde opnået herigennem, ville tilbyde min hjælp til denne forening ved f.eks. at yde rådgivning til andre angstramte eller deltage i udarbejdelsen af pjecer og andet oplysende materiale. Derfor tog jeg telefonisk kontakt til foreningen og fik på denne måde oplyst, at der var etableret selvhjælpsgrupper for de forskellige typer af angstlidelser.

Jeg har som sagt lidt "usynligt" af angst i mange år, - mere præcist siden mine tidlige teenageår, i dag er jeg 34 år. Når jeg bruger udtrykket "usynligt" i denne sammenhæng, er det fordi jeg har levet med angsten i det skjulte gennem alle disse år overfor familie, venner, studiekammerater og kolleger. Jeg er på overfladen aktiv, udadvendt, livsglad og socialt anlagt, har gennemført en uddannelse og altid haft fast arbejde bortset fra en kort periode for mange år siden, hvor jeg var sygemeldt på grund af angsten. Jeg har i dag et attraktivt job med faglige og personlige udfordringer, men lever alligevel dagligt med angsten, selv om denne ikke er synlig for kollegerne eller min omgangskreds i øvrigt. Først for nylig har jeg betroet mig til et par gode veninder om, hvad jeg også gemmer på, og det i sig selv har været en utrolig lettelse - som at få fjernet en tung byrde fra mine skuldre. Ingen af dem har, som jeg havde frygtet, reageret hverken med afstandstagen, medlidenhed eller fordomme, men har tværtimod været usædvanlig forstående og imødekomne.

Jeg har en stor viden om min egen psykologiske historie, har siden slutningen af 80'erne været igennem hele møllen med psykiater, gruppeterapi på Stolpegården samt samtaleterapi hos psykologi-studerende og uddannet psykolog. For et år siden deltog jeg desuden i et gruppeforløb over et halvt år på en af Københavns fobiskoler. Her behandles der med kognitiv adfærdsterapi, dvs at der arbejdes med de tanker og følelser, der styrer vores angst. Kort fortalt forsøger du sammen med terapeuten at omprogrammere negative katastrofetanker til mere realistiske og selvstøttende tanker. Denne form for terapi er absolut anbefalelsesværdig og har givet mig et skub i den rigtige retning, så jeg i det daglige udsætter mig selv for angstprovokerende situationer, mens jeg forsøger at håndtere disse ved hjælp af forskellige teknikker, jeg har lært på fobiskolen.

Selvhjælpsgruppen, som jeg nu mødes med én gang ugentligt, er den lille ekstra støtte i mit liv netop nu, hvor angsten har fyldt mere end den plejer. Vi er ca. 15 personer i denne gruppe med en rigtig god aldersfordeling. Ved at lytte til hinandens oplevelser, glæder og sorger i løbet af ugen og måske bidrage med et kærligt råd, giver vi hinanden støtte, opmærksomhed og omsorg. Vigtigst af alt forstår vi hinanden så godt, fordi vi alle lider af den samme type angst, selv om den kan vise sig med forskellige ansigter. I gruppen finder vi denne helt særlige accept og forståelse, som vi oftest ikke finder hos familien, kæresten eller vennerne, netop fordi de jo ikke har mærket angsten på deres egne kroppe og derfor forståeligt nok aldrig helt vil vide, hvordan det er at leve med angsten hver dag.

I gruppen træner vi også forskellige situationer, der kan være angstprovokerende for den enkelte; f.eks. holder én foredrag for os andre om et vilkårligt emne, eller en anden læser højt, mens vi andre lytter. På denne måde kan vi træne de "farlige" dagligdagssituationer i trygge rammer, inden vi kastes ud i det virkelige liv. De fleste i gruppen har ikke deltaget i et fobiskolekursus, men kan så få gode råd fra de af os, der har været igennem et sådant forløb.

For mit eget vedkommende er særlig spisesituationer i kantinen på jobbet eller ved særlige selskabelige lejligheder angstfremkaldende, og dette kan jeg så træne ved f.eks. at spise suppe sammen med gruppen, vel vidende at jeg bliver iagttaget. En sidste altafgørende faktor, der gør det befriende og rart at være i denne gruppe er, at vi kan grine af os selv og af hinanden på en kærlig måde. Humoren er et af de vigtigste værn mod angsten, og den skaber samtidig en tiltrængt og sund kontrast til alvoren. Jeg kan varmt anbefale deltagelse i en selvhjælpsgruppe - her kan du få al den støtte, forståelse og accept, som du måske savner blandt dine nærmeste. Du kan også være med til at give andre angstramte et skub i den rigtige retning ved at bidrage med dine egne personlige erfaringer ved et liv med angsten.

At komme i gang med at leve et "helt liv"

Efter at have været i behandling på Rigshospitalets angstklinik i 3 mdr, hvor der bl.a. indgår gruppeterapi med psykiater og psykolog besluttede vores lille gruppe at fortsætte med at mødes da terapien ophørte i dec. 2000. Af forskellige årsager lykkedes dette ikke, men ad omveje fik jeg at vide at der netop var startet en selvhjælpsgruppe på Diakonissestiftelsen.

Alle synes enige om at 3 mdr. er for lidt tid til behandling, men af økonomiske årsager er det hvad man får tilbudt de fleste steder. Mange angste har behov for langt mere tid til at komme på fode igen. Angst er ofte en kronisk lidelse og selv om man er behandlet med medicin, kognitive teknikker eller anden psykoterapi ligger den altid på lur. Og da mange i årevis har levet alene med sin angst pga. skamfølelse overfor omverdenen har det sociale liv ofte været misrøgtet. Man har simpelt hen behov for at dele disse erfaringer med mennesker der er i en lignende situation som en selv. Hjælp til selvhjælp - at komme i gang med at leve et "helt liv".

Diakonissestiftelsens initiativtagere til selvhjælpsgruppen har selv gået på Angstklinikken, men ellers kommer der mennesker i alle aldre med diagnoser som panikangst, generaliseret angst, agorafobi og social fobi. Nogle få har også OCD (tvangshandlinger og -tanker) men ikke som primær angst. Der findes nemlig også en OCD-forening hvor man kan mødes en gang om måneden.

Jeg har selv social fobi og det var rart endelig at finde et frirum, hvor man kunne tale om angsten og høre hvordan andre havde klaret svære situationer.

I 26 år har jeg gjort alt for at skjule min "lille særhed". Kun ganske få i den nærmeste familie kender til problemet, og har grundet uvidenhed bagatelliseret det. At det i virkeligheden har fyldt utroligt meget og styret både valg og fravalg af arbejde, uddannelse og venner har været min helt private hemmelige byrde.

Det var derfor befriende at møde ligesindede, og jeg kørte altid opløftet og beriget hjem efter disse tirsdagsmøder på Diakonissen. Ydermere blev der - efterhånden som vi lærte hinanden bedre at kende - grinet meget. Der var både plads til humor og alvor. Selv om vi alle havde (har haft) det svært, opstod der et let muntert fællesskab, hvor der altid var plads til at hjælpe med råd og trøst, når nogle var langt nede.

Pludselig var vi blevet så mange (12) at der måtte startes en ny gruppe. Sammen med Hannah, som jeg kendte fra Angstklinikken, startede vi en gruppe på Matthæusgades Skole på Vesterbro i marts. Hannah havde hos NetDoktoren gjort opmærksom på vores eksistens og vi blev hurtigt 11 mennesker. Nogle er faldet fra siden og nye er kommet til og på et tidspunkt må vi igen dele os og starte en ny gruppe når vi bliver flere.

Sammen med alle de fordele det bringer at være sammen med andre i en gruppe er den største ulempe, at de mennesker man lærer at kende, må man en dag forlade, når der skal dannes nye grupper. Men det er heldigvis kun os der leder grupperne, der har det problem. Hos de andre opstår der gradvist tillid, og alle bestemmer selv hvor meget man vil sige, og hvor langt man vil gå. Der er ingen mødepligt, føler man sig en dag uoplagt eller forhindret bliver man bare hjemme.

Både gruppen på Diakonissen og på Vesterbro har i øvrigt besluttet at vi vil lave en fælles sommerfest.

Hvad laver vi i grupperne?
Vi starter med en runde, hvor vi fortæller, hvordan det er gået siden sidst, og hvis der er et specielt problem, vi gerne vil høre de andres mening om, bliver det bragt frem. Hvis man ikke vil sige noget eller kun ganske lidt er det selvfølgelig o.k., så går vi videre til den næste. Kommer der nye, fortæller vi alle lidt om os selv, så den nye kender os og vores problemer før de selv skal sige noget.

De fleste har enten været i behandling hos psykolog, psykiater, Stolpegården eller lignende steder, og er klar over at de har en angst-diagnose. Nogle er på medicin, oftest et af de nye SSRI-præparater, nogle er medicinfri, og atter andre går alternative veje. Alle er velkomne. Vi bruger derfor også en del tid på at tale om hvad der har hjulpet os og hvad der ikke har.

Vi udøver ikke terapi på hinanden. Nogle har efterlyst at "få lektier for", dvs. at skulle øve sig på at ændre en angst-adfærd til en angstfri adfærd. Nogle af os kender kognitiv terapi, fordi vi selv har været i behandling med den og kan derfor godt sige til en person der fx ikke tør køre i bus, at en af os tager med den første gang og støtter og på et senere tidspunkt skal personen selv tage bussen et stoppested. Eller man kan holde en lille tale og øve sig i at stå frem. Men ingen presses til noget. Kun dem der gerne vil selv og efterspørger det prøver denne metode. Vi har som regel lidt slik og sodavand med, og inden vi får set os om, er de to timer gået - oftest alt for hurtigt.

Nogle af os mail'er sammen, og vi har også haft en social-fobiker ude og fortælle om sin bog, der omhandler egen angst, hvilket var meget spændende. Vi har også talt om at gå i biografen eller lave andre ting sammen, men da gruppen er rimelig ny venter vi nok lidt endnu.

Jeg er overbevist om at der findes rigtigt mange, der ville have glæde af at gå i sådan en gruppe, problemet er først og fremmest, at de angste oftest ikke ved at grupperne eksisterer.

Vi vil i Angstforeningen forsøge at gøre behandlersystemet opmærksom på, at når de "slipper" de angste behøver de ikke at stå alene tilbage. Det er vores håb at der en dag vil være grupper overalt i landets større byer samt en stærk Angstforening, der vil kræve den optimale støtte til at angste kan få et ordentligt liv.

Angst er mange ting og har mange ansigter.

Da jeg for et par år siden vågnede op efter mange års dvale, opdagede jeg hvorfor jeg igen og igen havde måttet vælge livet fra. Det var først da jeg sad med en bog foran mig, om angst af Esben Hougaard, at jeg blev klar over hvad problemet var. Pludselig så mit liv meget anderledes ud. Jeg kunne forstå, hvad der var grunden til at det var endt som det var.

Vores egen gruppe
Idag har jeg startet en selvhjælpsgruppe sammen med to andre piger på Frederiksberg. Efter at have kommet i selvhjælpsgrupper i en årrække, har jeg en del erfaring med dem, og en masse ideer til hvordan sådanne grupper kan fungere. For mig er det vigtigt, at møderne foregår i en fast gruppe, og ikke er et sted hvor der hele tiden kommer nye mennesker. Det gør mig alt for utryg og angst. Det jeg savnede var et sted, hvor vi ikke var så mange og hvor hovedproblemet var angst. Tidligt blev jeg klar over at der ikke fandtes sådan en gruppe i København. Derfor besluttede jeg mig for at starte min egen. Jeg mailede ud til flere forskellige, og en dag fik jeg svar tilbage. Gruppen er helt nyudklækket, og vi er så småt ved at blive en fast gruppe der kommer hver gang. Fra starten besluttede vi, at hvis der var mere end 8 i gruppen så ville vi dele den op.

Socialangst
Flere lider af socialangst, som netop gør én utryg blandt andre mennesker, defor var det vigtigt med denne tryghed i gruppen. Vi har indtil videre stille og roligt lært hinanden at kende. Der har ikke været nogen struktureret måde vi har kørt gruppen på, men vi har holdt fast i en runde omkring bordet, så alle kunne få en chance for at sige noget. Mine erfaringer fra tidligere grupper, har vist mig at en runde uden indblanding er for provokerende for en som har socialangst, det kan virke stressende, at når ordet er dit, skal du nå at sige alt hvad du har på hjerte, samtidig med at focus er rettet på én lige så længe man fortæller sin historie. Ingen må blande sig så længe du siger noget, og det kan gøre én utroligt angst.

Netværk er vigtigt
I gruppen er vi selvfølgelig også mange som står alene med vores angstproblemer, så derfor er det ligeså vigtigt (i hvertfald for mig) at få etableret et netværk. Det kan man gøre ved at planlægge ture udenfor huset, gå på café og restaurant, udstillinger osv. Så kan de som har svært ved at køre bus og tog få øvet sig, men også de som har socialangst kan øve sig i at spise sammen med andre og i at være sociale. God træning for alle parter. En anden ting vi har aftalt i gruppen, er at få nogen ud til at fortælle om angst, en behandler eller en som måske selv har haft angst og er blevet den kvit. Der er rigtigt mange muligheder i sådan en gruppe. Gruppen skal gerne baseres på helbredelse fremfor sygdom, og så skal respekten for folks forskelligheder selvfølgelig også være i focus. Mit ønske er engang at kunne få oprettet forskellige grupper til forskellige typer angst, for angst er mange ting og har mange ansigter.

BørneAngstTelefonen
Foredrag om Body Dysmorphic Disorder i København den 13. nov.
Vi mangler p.t.
0
2
4
gaver á 200 kr.

HjerteHjælp Angstforeningen, så vi fortsat kan hjælpe dig. Vi har brug for mindst 101 gaver à 200 kroner i 2017, bla. for at gaver til os kan være fradragsberettigede også til næste år.
Bliv medlem af Angstforeningen
Støt vores indsats og nyd godt af medlemsfordelene.

Medlemskab koster 250 kr. pr. år.

Læs mere Læs mere
Angstforeningens forum
Panic App
App til panikangste
Fås i Google Play og iTunes
Copyright © 2010 | Angstforeningen | Peter Bangsvej 5B | 2000 Frederiksberg | tlf. 70 27 13 20 | CVR/SE nr.: 26401739