Velkommen til "læsernes spalte"
Her finder du artikler, kronikker m.m. i relation til emnet angst, som forskellige mennesker har ønsket at dele med besøgende på Angstforeningens hjemmeside. Er der noget, du finder særlig interessant og ønsker at kommentere/debattere, har du mulighed for dette i forlængelse af de forskellige indlæg.

Vi henstiller til, at alle holder en sober tone.

Har du en tekst, som du ønsker at offentliggøre, kan du sende en mail til . Skriv i emnefeltet: Læsernes Spalte. Vi kan ikke garantere, at alle tekster bliver slået op. Tekster som, indeholder reklamer eller kan virke anstødelige medtages ikke.

Teksterne udtrykker ikke nødvendigvis Angstforeningens holdninger og anbefalinger.
Med angsten som livsvilkår

En kronik skrevet på baggrund af to venners dybe samtaler gennem mange år

Af Lis Hansen () og Jan Bartnik ()


Vi har begge levet med angsten gennem hele livet, hvilket vil sige i lidt mere end 60 år. Som en skygge har den fulgt os. Som en tro følgesvend er den altid vendt tilbage. For at hjælpe os selv, og sammen trække på vore erfaringer, dannede vi for nogle år siden en angstklub. Med os to som medlemmer. Her er angsten blevet lagt på bordet i al dens uskønhed. Her er blevet fortalt om, hvordan det er at skide i bukserne af angst, hvordan det er ikke at turde ringe en ven op, hvordan det er at føle sig meget ensom sammen med andre. Hvordan det er at blive drevet ud i afmægtighed et utal af gange. Hvordan det er at føle sig forfulgt at sit eget indre. Hvordan det er at opleve fortvivlelsen over ikke at turde stole på sine egne følelser og de medfølgende tanker.

Her er tabuerne blevet italesat. Her har vi sagt alt det, som vi i årevis ikke har kunnet sige højt til andre. Her har vi mærket den vidunderlige følelse af erkendelse, når vores ord ramte plet. Betydningen af disse samtaler ønsker vi med denne kronik at dele med andre og eventuelt udveksle erfaringer med andre, som kender til angstens væsen.

Den stadige uro
'På vej ind af stuedøren hænger mit ene trøjeærme fast i dørens håndtag. Jeg har ikke tid til at gå 2 centimeter længere væk fra døren. Eller måske skyldes det snarere min manglende opmærksomhed på vej ind af døren, fordi jeg mentalt allerede befinder mig inde i stuen, i gang med den formodede næste beskæftigelse. Inde i den umiddelbare fremtid, væk fra nutiden. Til morgen sparkede jeg endnu engang til et stoleben. Af samme grund. Forleden opdagede jeg sildesalat på min trøje uden overhovedet at have idé om, hvordan denne røde substans var landet der. Jeg får ikke kalenderen ned i tasken, skønt den ligger lige foran mig. Jeg sidder nemlig allerede ude på min cykel.'

Alle blot eksempler på små dagligdags hændelser, som foranlediger irritation. Gøremål gjort i uro, med uopmærksomhed og geskæftigt.

De fleste af os kender vel denne form for dagligdagshændelser. Af mange forskellige grunde kan vi have svært ved at være koncentreret og fokuseret. Vi er imidlertid kommet frem til, at disse eksempler er forårsaget af en stadig indre uro, som gennem hele livet har styret vor gøren og laden. Og som har angsten som kilde.

Uroen har fjernet os fra det vi er i gang med at gøre, til det vi forestiller os, at vi skal gøre om lidt eller om lang tid. På et splitsekund har vi kunnet ændre på vores kortsigtede fremtidsperspektiver. Hele tiden har vi været foran os selv. Ikke nødvendigvis for at komme videre, men for at fjerne os fra den skygge, der minder os om os selv.

Vi har haft meget svært ved at være i ro. Ro har været forbundet med træthed. Energi og ro har været uforenelige størrelser. Desuden har der til vore tanker og handlinger været knyttet tydelige følelser, oftest af negativ karakter. Masser af negative “automattanker” og “automatfølelser”.

Vi oplever, at vi har levet med et “følelsesfilter” mellem os og resten af verden.

Konsekvensen af disse følelsesmæssige manifestationer, tankemylderet og de negative forventninger er en urealistisk virkelighedsopfattelse. På trods af at vi begge stort set har været forskånet for meget ubehagelige oplevelser i voksenlivet, har vi gang på gang lagt vægten på de negative forventninger, hvorefter det har været svært at opfatte, at meget går godt.

Oplevelsen af at det går godt, eksisterer i nutiden, men den nutid, som altid går, har kun haft en lille chance i forhold til vores negative forventninger. I dette føleri har angsten været den hæsligste følelse af dem alle. I et angstanfald ønsker man ikke at være i nutiden. For alt i verden. Samtidig er det lige præcis dét, angsten, formidlet ved stærke kropslige udtryk, tvinger én til.

Problemstillingen synes kompleks. Vi har levet med angsten – på dens nåde og i dens greb. Vores reaktioner har i mange år været at forsøge at fortrænge angsten og ville have den til helt at forsvinde. Selve angstanfaldene går da også over, men i stedet tager uroen og dens følgesvende over. I vores kamp mod, og i forsøget på, at undgå angsten er vi kommet til at skulle løbe hurtigere og hurtigere. Men skyggen satte også farten op. Vi har været mange år om at indse, at der måtte en aktiv konfrontation til.

Angstens væsen
Vi taler om den livslange angst; ikke om den akutte angst ved kriser og sammenbrud. Vi skriver om en angst, som tilsyneladende manifesterer sig uden aktuel årsag. Den er kropsligt godt funderet og dukker op som en (dårlig) vane. Den kan slet ikke lade være!

Den livslange angst kan betragtes som et handicap. Angstanfaldene kommer i perioder af forskellig varighed. De kan eksempelvis dukke op, ligesom man fredeligt ligger og oser foran skærmen.

Vi skelner mellem den store og den lille angst. Den store angst manifesterer sig i anfald, som river os ud af det, vi er i. Tydelig for andre. Den lille angst manifesterer sig i indre rystelser. Ikke umiddelbar tydelig for andre.

Angsten har forskellige fysiske symptomer – heftig hjertebanken, svedeture, åndenød, ondt i maven, tarm- og blærereaktioner, oplevelse af atomisering, tankemylder og svimmelhed. Ligeledes akkompagneres anfaldene af mentale reaktioner - usikkerhed overfor medmennesker, ukoncentration og manglende fokuseringsevne. Oplevelsen af omverdenen proportionsforvrænges. Der opstår stor usikkerhed om venners værdi. Man overvældes af skyld, som giver sig udslag i mistænksomhed overfor andre og psykisk selvpinsel. Man kan heller ikke stole på sig selv. Det er hæsligt.

Hvad er der så at være så bange for? Vi fortolker angsten som en livsangst. En angst for livet. En angst for at være i live. En angst for at leve. Forårsaget af en blanding af genetik og socialisering. Vi har været bange for vores egne muligheder og egne følelser. Vi har i høj grad baseret vores liv på fremmedorientering og forladt os selv. At lære at leve med sig selv, er som at lære at gå; nogen må vise dig vejen, støtte og holde armen om dig, når du er ved at falde. Det har vi manglet i barndommen. Og oplevelsen har hængt ved.

På essentielle områder af livet er vi forblevet umodne og har reageret med barnets (angst)oplevelser. Det voksne gemyt fik ikke plads. Vi turde ikke tage ansvaret for det vi følte, for os selv. Vi kendte heller ikke vore egne følelser. Vi må erkende, at vi har levet med et meget lille selvværd, men samtidig med en god portion selvtillid.

Det har været en ensom affære at leve med angst.
Vi lever i en tid, hvor mentale lidelser og sygdomme stadig er tabuiserede, hvilket helt sikkert har været med til at vedligeholde angstens negative indflydelse på vores liv. I forhold til konteksten – samfund, familie og venner – måtte vi bære den alene.

Bl.a. på grund af denne tabuisering gik der rigtig mange år med at begribe, at vi faktisk var mere plagede af angst end de fleste af vore medmennesker. Sådan var livet jo, troede vi. Som alle andre kom vi i vane med at leve vores liv. Der gik mange år, inden vi indså, at rigtig mange andre ikke døjede med en konstant indre uro, som kunne give sig udslag i angstanfald – og slet ikke i den udstrækning. Sent i livet er det gået op for os, at vi har lidt mere end de fleste. Aldrig så meget at det krævede indlæggelse, men tilstrækkeligt til, at det blev et handicap.

Undervejs og for længe har vi været optagede af årsagen til angstanfaldene. Da de er smertefulde har vi naturligvis forsøgt at finde lidelsens årsag. Vi har brugt mange pinefulde stunder på at årsagsforklare vores angsts opståen.

Vi har begge for længst afblæst vores vrede over enøjet syn på barndommen. Vi tror begge, at vi genetisk er udstyret med et sensibelt/oversensibelt sind, som ikke rigtig har egnet sig til opblomstring i ophavsfamilierne. Med i genetikken og socialiseringen har vi dog også fået et handlekraftigt og robust sind. Denne sammenblanding af genetik og sociale begivenheder som ikke kun var sund for et følsomt sind er sikkert en forklaring på vores ustabile indre liv. Ligeledes har vi måtte erkende, at angsten er et udtryk for en brist i selvværdet.

Et livsvilkår
I vores angstklub besluttede vi en dag at udnævne angsten til et livsvilkår. Vi har levet med den så længe og antager, at det skal vi vedblive med. Vi er på medicin. Glem alt om betegnelsen 'lykkepiller'. En lykkepille! En noget letsindig og latterliggørende betegnelse, men tidstypisk. Hvor kommer dog denne elendige betegnelse fra? I hvis interesse er det at postulere, at vi med en lille pille tager springet fra angst til lykke? Et nyt liv – og nu med lykke. Hvad er lykke og for hvem?

For os har pillerne taget toppen af symptomerne. Det har vi følt som en befrielse, og det har givet os ro til at arbejde konstruktivt og fokuseret med lidelsen. I de seneste år har vi således lettere kunnet vende os om mod angsten og tage den til os. Skyggen er jo en tro kopi af os selv!

En psykolog sagde engang, at man kunne anskue angsten som en 'medhjælper'. Det lød ubegribeligt. Vi har altid fundet angsten meget ubehagelig, en mægtig følelse som bare måtte væk. Indenfor de sidste år har vi imidlertid erkendt, at angsten både kan opfattes som en spærreballon og en ledetråd.

Vi oplever, at angsten kommer, når det passer den. Den har et langt livs rutine. Den sidder i kroppen. Den gør os blot endnu engang opmærksom på en gammel skade, som aldrig er lægt. I denne anskuelse bringer den intet nyt. Blot en repetition. Anskuer vi imidlertid også dens opdukken som et tegn på at være på rigtig vej, kan den være en 'medhjælper', og så er den ingen repetition.

Begge har vi haft adskillige tilfredsstillende stunder og oplever at leve et godt liv. Angsten fylder jo ikke hele tiden. Den kommer og går. Fortolker vi angsten som et ekko af dens oprindelige substans, bliver den livgivende. Den kan være budbringer med fokus på dybere lag i os selv. Den kan være med til at afdække følelser, som vi ikke selv har (an)erkendt, og som tidligere i vort liv ikke er blevet anerkendt, men som nu kommer frem i lyset. Vi har forladt årsagsforklaringen og valgt fortolkningen.

I angstanfald kan der ikke bearbejdes. Bagefter ønsker man bare at glemme. Vi er tilbage ved kompleksiteten. Angstens forekomst er ikke entydig. Bliver vi i den samme trummerum kan angsten dukke op. Gør vi noget andet, end vi plejer, kan angsten imidlertid også hugge til. Dette er let at tolke, som at man gør noget forkert. Som sagt er den refleksive samtale en god hjælp i vejen frem.

At holde sig klar kan man ikke alene. At tale med andre med samme erfaringer er vejen videre frem. Den reflekterende samtale, hvor der kan dannes et overblik over angstens udtryk, er nødvendig for at kunne fortolke nuanceret.

Tolkningen af angsten kan ændres til, at man er på rigtig vej. I ledetrådstolkningen ligger potentialet til at bevæge sig og ikke fastlåses. 'Jeg bliver ved med at blive bange, fordi jeg tolker forkert. ' Det giver valgmuligheder.

Kierkegaard taler om, at mennesket bliver angst, når det indser sin egen frihed og egne muligheder. Samtidig opdager det også sin egen skyld. Således opstår en uløselig forbindelse mellem frihedserkendelse og skyldserkendelse.

Lige nu er vi som sagt optaget af tilgangen til og opfattelsen af angst som et livsvilkår, hvor der er tale om en kompleks årsagssammenhæng og en differentieret tolkning af angstens væsen.

Målet er at få et ordentligt forhold til os selv og derved opleve flere mentale handlemuligheder.

Vi regner med at skulle leve videre med angsten, som skyggen vi kender så godt. Vi har besluttet os for at koncentrere os om at lappe hullerne i selvopfattelsen og selvoplevelsen ved at lade nye muligheder afløse gamle vaner. Det er som at være på afvænning. Men det er nødvendigt. Dermed kan vi gøre det, vi har været dårligst til her i livet. At tage os ordentligt af os selv. Med venlighed og gerne i klubsammenhæng. Hermed skal “samtalen” varmt anbefales.

Kommentarer (13)

Emne: Med angsten som livsvilkår
Sort
4/5 (10)
Facebookdel.icio.usStumbleUponDiggGoogle+Twitter
Gravatar
Full StarFull StarFull StarFull StarEmpty Star
Mette skrev ...
Hej Mette
Beklager at jeg ikke kan komme med noget svar da jeg har det præcis som dig. Jeg er kommet frem til at vejen frem er via samtale om det er med ord eller på skrift er underordnet for mig.
Hvis du har lyst til privat at skrive med mig så vend endelig tilbage Smile
19 juli 2016 14.25
Gravatar
Full StarFull StarFull StarFull StarEmpty Star
Niels Leth-Sørensen (Krusaa) skrev ...
Meget fin beskrivelse af angstens svøbe
7 februar 2016 13.09
Gravatar
Full StarFull StarFull StarFull StarFull Star
Eva (Viborg) skrev ...
Det er en god artikkel Jeg har nu haft angst hele livet men for ca 1 år siden dukkede den rigtig op jeg fandt ud af at jeg har haft sygdoms angst hele mit liv næsten Det er næsten ikke til at holde ud Jeg mangler et mødested for os med angst jeg mangler meget nogen at tale med om dette problem Crying
21 december 2015 11.09
Gravatar
Full StarFull StarFull StarFull StarFull Star
Jens Albæk Jensen (Kolind) skrev ...
Angsten beskrevet i alle sine små krummelurer, alle de små steder den vokser frem, er en gave. Tak for det :-) Mest det med, at den forhindre een i at være rigtig voksen og herre i eget hus.

Kh
Jens
18 oktober 2015 10.34
Gravatar
Full StarFull StarFull StarFull StarFull Star
henrik skrev ...
flot skrevet,,,forklare hvorfor jeg har det sådan,,,det kunne jeg ikke selv have gjort flot artikel,,,,, det har jeg fået meget ud af,,,,,hilsen henrik
23 september 2015 22.15
Side 2 af 3

Tilføj kommentar

* Skal udfyldes
(offentliggøres ikke)
 
Bold Italic Underline Strike Superscript Subscript Code PHP Quote Line Bullet Numeric Link Email Image Video
 
Smile Sad Huh Laugh Mad Tongue Crying Grin Wink Scared Cool Sleep Blush Unsure Shocked
 
5000
Hvilken farve er mørkest sort eller hvid
 
Indtast svar:
 
Giv mig besked via mail om nye kommentarer.
 
Husk mine formulardata på denne computer
 
Jeg har læst og forstået privatlivspolitikken. *
 
Jeg har læst og er indforstået med vilkår og betingelser. *
 
 
Commentics

AngstRadio
Vi vender tilbage efter sommerferien.
Vi mangler p.t.
0
4
0
gaver á 200 kr.

HjerteHjælp Angstforeningen, så vi fortsat kan hjælpe dig. Vi har brug for mindst 101 gaver à 200 kroner i 2017, bla. for at gaver til os kan være fradragsberettigede også til næste år.
Bliv medlem af Angstforeningen
Støt vores indsats og nyd godt af medlemsfordelene.

Medlemskab koster 250 kr. pr. år.

Læs mere Læs mere
Angstforeningens forum
Panic App
App til panikangste
Fås i Google Play og iTunes
Copyright © 2010 | Angstforeningen | Peter Bangsvej 5B | 2000 Frederiksberg | tlf. 70 27 13 20 | CVR/SE nr.: 26401739