Jeg er en homoseksuel (det har sin relevans
) mand på 35 år, der i alt for mange år har lidt af en god blanding af social angst/ depression. Med tiden har jeg analyseret mig frem til at kernen til angsten blev sået i min tidlige barndom, hvor jeg ikke skammede mig over at lege med dukker, hvilket var "noget" opsigtsvækkende i et sønderjysk lokalsamfund. Jeg var igennem hele min opvækst easy prey og selvom jeg havde mange venner følte jeg mig sjældent set og anerkendt for den person jeg nu engang var. Det hjalp heller ikke just på sagen, at min far mildt sagt ikke forstod mine interesser. Gymnasiet blev klaret med nød og næppe og jeg flyttede derefter til London. Det gjorde angsten desværre også, men jeg havde på det tidspunkt ingen bevidsthed om hvad det gik ud på. Da jeg begyndte at undersøge emnet og kom ind på nogen sider der handlede om social angst var det som et lyn fra en skyfri himmel. En sand åbenbaring. Det er så 15 år siden nu. En periode der er gået med et flyt til hovedstaden, diverse behandlingsformer, medicin og dertil afbrudte uddannelses-/ansættelsesforløb. Nu er jeg på kontanthjælp og i gang med en arbejdsprøvning, der virkelig sætter spark i de farlige tanker. Jeg har sat gode ting i gang (ny psykolog, meditationskursus) og prøver ihærdigt at beholde ja-hatten på og er endda også åben for at blive venner med min angst, hvor provokerende det så end er. Alligevel føler jeg mig bare på skrøbelig grund og med en usikker fremtid i vente.Jeg ønsker med dette indlæg at få kontakt til andre, der sidder i samme eller lignende situation, så vi kan yde hinanden gensidig støtte/ inspiration.
Til slut vil jeg ønske jer alle held og lykke og overskud med hvad I nu kæmper med.
