Så skete det igen

[Mattiaz]

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skriver her eller hvad, jeg forventer at få ud af det. Tror bare, jeg har brug for at få afløb for mine frustrationer.

Føler tingene ramler ned omkring mig i øjeblikket. Jeg er i gang med specialet til min kandidatuddannelse. 2 måneder til jeg skal aflevere, og jeg har skrevet 1 side. Ikke at jeg nogensinde har været hurtigt ude, men det føles anderledes den her gang. Jeg er på en måde angst for at blive færdig. Angst for ikke at kunne få et arbejde. Angst for at få et arbejde, der kræver noget af mig, jeg ikke kan håndtere. Samtidig er jeg bange for ikke at blive færdig. Ikke at leve op til mine egne og andres forventninger.

Og så skete det i dag. Det der sker med jævne mellemrum, men alligevel så forholdsvis sjældent, at man nærmest glemmer, hvordan det er. Der skulle ikke mere end en tanke til at sætte det i gang 'Hvad, hvis jeg ikke kan?' 'Hvad, hvis de ser det?'.

En kollega på mit studiejob bad mig tage et billede af ham og nogle andre. Jeg sagde ja, uden at tænke over, hvad det kunne lede til. Allerede inden jeg havde rejst mig, følte jeg ubekvem, men nok måske mest over den sociale situation i sig selv. Efter lidt snak gik det op for mig, at jeg skulle bruge en iphone. En lillebitte telefon, der kræver en vis finmekanik at tage billeder med, og frem for alt er svær at gemme sig selv og sine fingre bag.

Havde de bare været klar lige i det sekund, jeg fik telefonen i hånden, havde tankerne måske ikke nået at tage over. Jeg forsøgte at geare ned. Fandt kollegaens blik og smilede. Men løbet var kørt. Jeg kunne se mine hænder ryste , og vidste at det ville være tydeligt så snart jeg hævede telefonen foran deres stirrende blikke.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg undskyldte, men den øverste chef, der skulle være med på billedet, kommenterede spørgende, mens jeg skyndte mig hen til min egen chef. "Kan du ikke tage billedet?" "Jeg kan ikke finde ud af det?" Fik jeg muligvis fremstammet. Han kiggede undrende på mig, og mine rystende hænder, mens jeg forsøgte at give ham telefonen, nærmest tiggende. Han reddede mig. Tog sin egen telefon op ad lommen og gik hen til de andre. Jeg fulgte efter og lagde telefonen på bordet.

'Undskyld, jeg troede bare' sagde min kollega, inden jeg afbrød: 'Det gør ikke noget, jeg kan bare ikke finde ud af de der iPhones'. Jeg fortsatte ind på mit kontor og satte mig ned. Mit hjerte var begyndt at sænke farten, og mine svedige hænder bævrede kun svagt. I de næste 10 minutter sad jeg bare og trykkede tilfældigt på nogle taster, mens jeg stirrede tomt ind i skærmen. Jeg overvejede, hvor meget de havde set, og om jeg nu skulle til at snakke med chefen om det. Jeg havde tænkt mig at være ærlig, hvis han spurgte ind til det. Tjekkede inboxen et par gange, om han havde sendt noget til mig. Det havde han ikke, og der var desuden ikke mere at lave. Jeg slukkede computeren, tog min jakke på, og gik mod udgangen, uden at rende ind i nogen.

På cykelturen hjem overvejede jeg, hvordan jeg har det efter sådan en situation. Overordnet føler jeg mig, som et misfoster, fordi jeg ikke er som andre. Der er noget galt med mig, som jeg ikke kan styre eller forstå. Jeg ved ikke en gang helt, hvad jeg er bange for. Er jeg bange for, at folk skal se, at jeg er svag? Er jeg bange for, at folk skal snakke om mig bag min ryg? Er jeg bange for, hvad folk tænker om mig? Er jeg bange for, at blive bange? Og hvad gør man, når man er bange for at blive bange?

Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle om hændelsen til min kæreste, men jeg er bange for, hvordan hun reagerer, eller hvordan det ændrer hendes syn på mig. Hun ved godt, at jeg har problemer med sådan nogle situationer, men det er noget andet at fortælle om noget konkret. Noget der virker så åndssvagt og banalt. Jeg har ikke lyst til, at hun skal se på mig, som en porcelænsvase, der kan briste, hvornår det skal være, for jeg føler ikke, det er det, jeg er. Jeg er en stærk person. Jeg hjælper andre mennesker. De skal ikke hjælpe mig.

[Villa]

Det er ikke rart Mattias. For en gammel ræv som mig der mange gange i livet har stået i sådan en situation ved jeg hvad der går gennem ens hoved. Jeg ved ikke om du går til noget behandling for angst. Hvis ikke vil jeg anbefale dig det. Du skriver studiejob. Så er du jo nok en del yngre end mig. Først efter mange års kamp fandt jeg ud af der var andre end mig der havde det sådan. Hvis jeg havde vist hvad jeg ved nu tror jeg nok jeg havde taget noget psykolog hjælp dengang. Det er ingen skam. Og jeg føler mig egentligt meget stærk. Der vil ikke være ret mange af dem jeg kender der ville tro på hvis jeg sagde det til dem. Og jeg har siddet til et selskab hvor mine hænder begyndte at ryste. Havde nær aldrig fået spist den kage som absolut skulle spises med ske eller drukket det kaffe. Har siddet i selskab hvor sveden pludselig haglede af mig. Og hvor ville man gerne gå i et med tapetet når det skete. Bare en lille kommentar fra andre om du har det nok varmt og det hele bliver endnu værre. Jeg er langt fra boglig men har læst en del om emnet. Ikke at jeg på den måde er fri for angst. Men jeg har fået en forståelse for det. En anden ting er det de kalder Hyper sensitiv. Jeg tror mit sind er en blanding af begge dele. Men jeg lever med det. Prøver at acceptere det. En accept over man er meget følsom og man bliver bedre til at tage vare på sig selv i mange situationer. Og lav ikke undgåelse strategier hvor man undgår de steder hvor man sidst fik angst. Man må tilbage og finde ud af at det nok ikke var så slemt som kroppen gav udtryk for. Angst er en naturlig del af vores system. Den ved bare ikke at det ikke alt der er farligt.
Men kun tanker fra en mand der har været der og prøvet en del.
Håber det bedste

villa

[Rosenberg]

Hej. Jeg er 53 år og har lidt af angst siden min barndom. Jeg kan tydelig huske, hvor skræmt jeg var i skolen, hvis jeg skulle læse op for de andre elever,eller blev spurgt om noget, jeg ikke vidste hvad jeg skulle svarer på. Jeg fik mig da heldigvis en uddannelse og et godt job. Problemet er når jeg sidder til møde med mine kollegaer og leder. Jeg har det virkelig skidt, jeg begynder at få hjertebanken, sveder og blusser i hovedet. Jeg har i nogle år fået lykkepiller, men er nu stoppet med at tage dem, da jeg ikke syntes at de virker så godt mere. Jeg håber virkelig at jeg kan blive bedre til at håndtere min angst, jeg syntes den har varet længe nok