Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skriver her eller hvad, jeg forventer at få ud af det. Tror bare, jeg har brug for at få afløb for mine frustrationer.
Føler tingene ramler ned omkring mig i øjeblikket. Jeg er i gang med specialet til min kandidatuddannelse. 2 måneder til jeg skal aflevere, og jeg har skrevet 1 side. Ikke at jeg nogensinde har været hurtigt ude, men det føles anderledes den her gang. Jeg er på en måde angst for at blive færdig. Angst for ikke at kunne få et arbejde. Angst for at få et arbejde, der kræver noget af mig, jeg ikke kan håndtere. Samtidig er jeg bange for ikke at blive færdig. Ikke at leve op til mine egne og andres forventninger.
Og så skete det i dag. Det der sker med jævne mellemrum, men alligevel så forholdsvis sjældent, at man nærmest glemmer, hvordan det er. Der skulle ikke mere end en tanke til at sætte det i gang 'Hvad, hvis jeg ikke kan?' 'Hvad, hvis de ser det?'.
En kollega på mit studiejob bad mig tage et billede af ham og nogle andre. Jeg sagde ja, uden at tænke over, hvad det kunne lede til. Allerede inden jeg havde rejst mig, følte jeg ubekvem, men nok måske mest over den sociale situation i sig selv. Efter lidt snak gik det op for mig, at jeg skulle bruge en iphone. En lillebitte telefon, der kræver en vis finmekanik at tage billeder med, og frem for alt er svær at gemme sig selv og sine fingre bag.
Havde de bare været klar lige i det sekund, jeg fik telefonen i hånden, havde tankerne måske ikke nået at tage over. Jeg forsøgte at geare ned. Fandt kollegaens blik og smilede. Men løbet var kørt. Jeg kunne se mine hænder ryste , og vidste at det ville være tydeligt så snart jeg hævede telefonen foran deres stirrende blikke.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg undskyldte, men den øverste chef, der skulle være med på billedet, kommenterede spørgende, mens jeg skyndte mig hen til min egen chef. "Kan du ikke tage billedet?" "Jeg kan ikke finde ud af det?" Fik jeg muligvis fremstammet. Han kiggede undrende på mig, og mine rystende hænder, mens jeg forsøgte at give ham telefonen, nærmest tiggende. Han reddede mig. Tog sin egen telefon op ad lommen og gik hen til de andre. Jeg fulgte efter og lagde telefonen på bordet.
'Undskyld, jeg troede bare' sagde min kollega, inden jeg afbrød: 'Det gør ikke noget, jeg kan bare ikke finde ud af de der iPhones'. Jeg fortsatte ind på mit kontor og satte mig ned. Mit hjerte var begyndt at sænke farten, og mine svedige hænder bævrede kun svagt. I de næste 10 minutter sad jeg bare og trykkede tilfældigt på nogle taster, mens jeg stirrede tomt ind i skærmen. Jeg overvejede, hvor meget de havde set, og om jeg nu skulle til at snakke med chefen om det. Jeg havde tænkt mig at være ærlig, hvis han spurgte ind til det. Tjekkede inboxen et par gange, om han havde sendt noget til mig. Det havde han ikke, og der var desuden ikke mere at lave. Jeg slukkede computeren, tog min jakke på, og gik mod udgangen, uden at rende ind i nogen.
På cykelturen hjem overvejede jeg, hvordan jeg har det efter sådan en situation. Overordnet føler jeg mig, som et misfoster, fordi jeg ikke er som andre. Der er noget galt med mig, som jeg ikke kan styre eller forstå. Jeg ved ikke en gang helt, hvad jeg er bange for. Er jeg bange for, at folk skal se, at jeg er svag? Er jeg bange for, at folk skal snakke om mig bag min ryg? Er jeg bange for, hvad folk tænker om mig? Er jeg bange for, at blive bange? Og hvad gør man, når man er bange for at blive bange?
Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle om hændelsen til min kæreste, men jeg er bange for, hvordan hun reagerer, eller hvordan det ændrer hendes syn på mig. Hun ved godt, at jeg har problemer med sådan nogle situationer, men det er noget andet at fortælle om noget konkret. Noget der virker så åndssvagt og banalt. Jeg har ikke lyst til, at hun skal se på mig, som en porcelænsvase, der kan briste, hvornår det skal være, for jeg føler ikke, det er det, jeg er. Jeg er en stærk person. Jeg hjælper andre mennesker. De skal ikke hjælpe mig.