Hej Alle.
Skulle tage tilløb til at lave et indlæg. Jeg er en mand på 28 år, med kæreste, barn, bil, venner, familie og alt hvad det indebærer...Men samtidig også med en socialfobi, som det er lykkedes mig nu i 7-8 år at skjule for alle i min omgangskreds, dvs venner,familie osv.. Jeg har, da jeg var yngre, været ude i et hashmisbrug, som så trickede noget panikangst, som så har udviklet sig til socialfobi. Tror jeg. Er aldrig blevet diagnoseret. Jeg har en fantastisk kæreste og en lille søn på 5 måneder, som jeg aldrig er (rigtig) bange omkring. Jeg føler mig som verdens største fusker/idiot, jeg burde være den lykkeligste mand i verden, men kæmper konstant med en angst, når vi får besøg skal ud, besøge venner, handle ind, på familiebesøg osv osv. Jeg er samtidig under uddannelse, og så sent som idag, lykkedes det mig at "charme/joke" mig fra at skulle fremlægge et kommunikations projekt foran 30 mennesker. Ingen ville nogensinde ville tro på at jeg har socialfobi, da jeg nok virker til at være et meget meget uadvendt menneske, der snakker med alle. Men ofte er jeg ham der altid har en kvik bemærkning, får tit et grin fra hele klassen når jeg joker, og forsøger på denne måde at skjule mig bag en facade, der snart krakelerer. Når jeg bliver alene med 1-2 mennesker, eller med 1 person jeg ikke kender så godt, begynder jeg for alvor at blive nervøs, føler jeg skal performe, få dem til at føle sig godt tilpas. Jeg har 2 forskellige jobs ved siden af studierne, hvor jeg snakker med mange mennesker. Jeg er ham der altid smiler til folk, joker med dem spørger til deres dag osv, dog uden at virke underkuet, men føler mig bange indeni, føler mig hals snøre sig sammen - Er det omvendt socialfobi, eller hvad sker der ? Jeg har fortalt min kæreste et par gange om det, og hun er da også støttende, men forstår det ikke helt. T'ør ikke fortælle hende helt hvordan jeg har, er bange for at hun forlader mig. I starten af vores forhold, var jeg elendig til sociale sammenkomster, men er med tiden blevet verdens største svindler, skjuler det så godt. Nu, ovenpå endnu en dag, hvor jeg skulle lave dumme undskyldninger for at at skjule min socialfobi/angst, blot for at udskyde det onde i 14 dage, er jeg ved at have fået nok! Jeg magter snart ikke at leve med dette mere. Hver dag er hård at komme igennem, hvis jeg skal noget. Jeg magter ikke at sidde og skjule mig nervøsitet, min hals der snørrer sig sammen, sidde og prøve at kontrollere min vejrtrækning, forsøge at styre min stemmeleje, undgå at den bævrer. Hvad skal jeg gøre ??? Håber der er nogen der har gode råd.
Jesper