Hej Alle.
Skulle tage tilløb til at lave et indlæg. Jeg er en mand på 28 år, med kæreste, barn, bil, venner, familie og alt hvad det indebærer...Men samtidig også med en socialfobi, som det er lykkedes mig nu i 7-8 år at skjule for alle i min omgangskreds, dvs venner,familie osv.. Jeg har, da jeg var yngre, været ude i et hashmisbrug, som så trickede noget panikangst, som så har udviklet sig til socialfobi. Tror jeg. Er aldrig blevet diagnoseret. Jeg har en fantastisk kæreste og en lille søn på 5 måneder, som jeg aldrig er (rigtig) bange omkring. Jeg føler mig som verdens største fusker/idiot, jeg burde være den lykkeligste mand i verden, men kæmper konstant med en angst, når vi får besøg skal ud, besøge venner, handle ind, på familiebesøg osv osv. Jeg er samtidig under uddannelse, og så sent som idag, lykkedes det mig at "charme/joke" mig fra at skulle fremlægge et kommunikations projekt foran 30 mennesker. Ingen ville nogensinde ville tro på at jeg har socialfobi, da jeg nok virker til at være et meget meget uadvendt menneske, der snakker med alle. Men ofte er jeg ham der altid har en kvik bemærkning, får tit et grin fra hele klassen når jeg joker, og forsøger på denne måde at skjule mig bag en facade, der snart krakelerer. Når jeg bliver alene med 1-2 mennesker, eller med 1 person jeg ikke kender så godt, begynder jeg for alvor at blive nervøs, føler jeg skal performe, få dem til at føle sig godt tilpas. Jeg har 2 forskellige jobs ved siden af studierne, hvor jeg snakker med mange mennesker. Jeg er ham der altid smiler til folk, joker med dem spørger til deres dag osv, dog uden at virke underkuet, men føler mig bange indeni, føler mig hals snøre sig sammen - Er det omvendt socialfobi, eller hvad sker der ? Jeg har fortalt min kæreste et par gange om det, og hun er da også støttende, men forstår det ikke helt. T'ør ikke fortælle hende helt hvordan jeg har, er bange for at hun forlader mig. I starten af vores forhold, var jeg elendig til sociale sammenkomster, men er med tiden blevet verdens største svindler, skjuler det så godt. Nu, ovenpå endnu en dag, hvor jeg skulle lave dumme undskyldninger for at at skjule min socialfobi/angst, blot for at udskyde det onde i 14 dage, er jeg ved at have fået nok! Jeg magter snart ikke at leve med dette mere. Hver dag er hård at komme igennem, hvis jeg skal noget. Jeg magter ikke at sidde og skjule mig nervøsitet, min hals der snørrer sig sammen, sidde og prøve at kontrollere min vejrtrækning, forsøge at styre min stemmeleje, undgå at den bævrer. Hvad skal jeg gøre ??? Håber der er nogen der har gode råd.
Jesper
Socialfobi med almindeligt liv
Re: Socialfobi med almindeligt liv
Hej Jesper.
Der er gode benhandlingsmuligheder for socialfobi. Kognitiv terapi skulle være effektiv. Jeg kan ikke helt finde ud af reglerne omkring henvisning til psykolog for angstlidelser med tilskud - men dem kender din egen læge, og jeg synes du skal starte med at bestille en tid hos ham/hende.
Det kan også være at du på/via dit uddannelsessted kan få psykologbehandling.
Gå på nettet og find ud af hvilke psykologer i dit område der tilbyder kognitiv terapi, ring evt til dem du finder tiltalene, og hør hvad de kan tilbyde.
Hvis du ligger den energi, som du p.t benytter til at skujule din angst, i at behandle den vil du helt sikkert kunne nå rigtig langt, og blive fri for angsten.
Der er gode benhandlingsmuligheder for socialfobi. Kognitiv terapi skulle være effektiv. Jeg kan ikke helt finde ud af reglerne omkring henvisning til psykolog for angstlidelser med tilskud - men dem kender din egen læge, og jeg synes du skal starte med at bestille en tid hos ham/hende.
Det kan også være at du på/via dit uddannelsessted kan få psykologbehandling.
Gå på nettet og find ud af hvilke psykologer i dit område der tilbyder kognitiv terapi, ring evt til dem du finder tiltalene, og hør hvad de kan tilbyde.
Hvis du ligger den energi, som du p.t benytter til at skujule din angst, i at behandle den vil du helt sikkert kunne nå rigtig langt, og blive fri for angsten.
Re: Socialfobi med almindeligt liv
Hej Jesper,
jeg er selv en mand på 27, har også bil, lejlighed og arbejde.
Det er pisse svært at skulle håndtere sin angst alene, mest af alt fordi man føler sig alene i en kamp man taber stille og roligt, uanset hvor meget man prøver.
Jeg har gået som du, og prøvet at håndtere angsten alene, uden at skulle fortælle andre om hvordan jeg havde det - mest pga. jeg ikke vidste hvordan de ville reagere og hvordan mit liv ville forandre sig når "katten var ude af sækken".
Beslutningen om at fortælle det til mine nærmeste venner og familie har været rigtig god og positiv - der er ingen af de mennesker jeg kender og har fortalt om min angst, som har dømt mig eller reageret negativ - det har til gengæld været en kæmpe lettelse og jeg har istedet fået en masse "allierede" i min kamp mod angsten
Udover at fortælle om min angst til mine nærmeste, har jeg også fået psykologisk behandling og læst en del om angst, hvilket jeg på det kraftigste vil råde dig til at gøre.
Du har allerede taget det første skridt i forbindelse med din angst - dit indlæg her på forummet.
Det næste skridt bør du nok overveje lidt - sæt en time eller to af, og gå en lang tur i skoven -
find ud af om du vil:
indrage dine nærmeste,
om du vil vide mere om angst inden du handler,
om du vil tage kontakt til din egen læge (som kan henvise dig til en psykolog, hvor du vil få "rabat" pga. henvisningen fra lægen"- gjorde jeg selv for et ½ år siden).
om du vil tage kontakt til en psykolog udenom lægen.
Jeg vil slutte af med at sige, at angst har været et altoverskyggende problem for mig, og har været ked af ikke selv at kunne gøre noget ved det uden at involvere andre - jeg så det som et svaghedstegn, at jeg ikke kunne håndtere mit eget problem - efterfølgende har jeg indset, at min reaktion til dels skyldtes angsten.
Det kræver mod at indse man har brug for hjælp, men hjælpen er at finde!
jeg er selv en mand på 27, har også bil, lejlighed og arbejde.
Det er pisse svært at skulle håndtere sin angst alene, mest af alt fordi man føler sig alene i en kamp man taber stille og roligt, uanset hvor meget man prøver.
Jeg har gået som du, og prøvet at håndtere angsten alene, uden at skulle fortælle andre om hvordan jeg havde det - mest pga. jeg ikke vidste hvordan de ville reagere og hvordan mit liv ville forandre sig når "katten var ude af sækken".
Beslutningen om at fortælle det til mine nærmeste venner og familie har været rigtig god og positiv - der er ingen af de mennesker jeg kender og har fortalt om min angst, som har dømt mig eller reageret negativ - det har til gengæld været en kæmpe lettelse og jeg har istedet fået en masse "allierede" i min kamp mod angsten
Udover at fortælle om min angst til mine nærmeste, har jeg også fået psykologisk behandling og læst en del om angst, hvilket jeg på det kraftigste vil råde dig til at gøre.
Du har allerede taget det første skridt i forbindelse med din angst - dit indlæg her på forummet.
Det næste skridt bør du nok overveje lidt - sæt en time eller to af, og gå en lang tur i skoven -
find ud af om du vil:
indrage dine nærmeste,
om du vil vide mere om angst inden du handler,
om du vil tage kontakt til din egen læge (som kan henvise dig til en psykolog, hvor du vil få "rabat" pga. henvisningen fra lægen"- gjorde jeg selv for et ½ år siden).
om du vil tage kontakt til en psykolog udenom lægen.
Jeg vil slutte af med at sige, at angst har været et altoverskyggende problem for mig, og har været ked af ikke selv at kunne gøre noget ved det uden at involvere andre - jeg så det som et svaghedstegn, at jeg ikke kunne håndtere mit eget problem - efterfølgende har jeg indset, at min reaktion til dels skyldtes angsten.
Det kræver mod at indse man har brug for hjælp, men hjælpen er at finde!