Afhjælpelse af Socialfobi

Socialfobi er angsten for at være sammen med andre mennesker.

Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Neophobia » 09 okt 2011 17:45

Hej

Mit problem er nu så stort for mig, at jeg ikke kan håndtere det mere, og kræver virkelig at der bliver gjort noget ved det nu. Håber i vil læse det igennem og evt komme med nogle gode råd osv, så jeg kan komme på rette spor igen.

Jeg er en dreng på 18 år, og er pt. i gang med andet år på HG. Jeg har lige siden, eller kan i hvert fald huske lige siden syvende klasse, at jeg har haft det svært med social kontakt. Jeg havde dengang utroligt svært ved at skulle læse op fra en bog eller lignende i klassen. Da læreren sagde "I må gerne tage jeres læsebog op og slå op på side 4", begyndte mit hjerte at banke helt vildt, jeg fik svedige håndflader og det føltes som om jeg havde noget galt i halsen og skulle til at kaste op. Jeg var simpelthen så bange for læreren skulle vælge mig til at læse op. Sådan stod det på i syvende, ottende og niende klasse, og det gik mig rigtig meget på. Jeg tænkte tit, "Hvorfor lige mig ?, Hvorfor kan Patrick og i det helt taget alle de andre elever, læse op uden at være nervøse?". Jeg havde det generelt godt i min klasse, jeg havde mange venner og jeg var faktisk klassens midtpunkt, hvilket slet ikke afspejler sig i den person jeg er i dag.

Men året gik (syvende klasse) og jeg lærte at leve med at jeg havde det så svært ved at skulle fremlægge, men det gik jo op for mig, at det ikke kun var skolen der var problemet. Jeg turde heller ikke at få et fritidsjob, da jeg skulle omgås andre mennesker jeg ikke kendte, eller følte mig tryg iblandt.

Før syvende klasse var jeg meget aktiv, jeg dyrkede sport og var tit sammen med dem fra klassen, men i syvende klasse efter min konfirmation købte jeg mig en computer, og begyndt at gå meget op i det. Og i syvende, ottende og niende klasse, var jeg stort set aldrig sammen med mine venner, det var bare lige hjem til computeren hver eneste dag.

Årene går og det bliver faktisk bare værre og værre og jeg begynder også at blive konfronteret med at jeg sidder for meget ved computeren (min mor), og det er her jeg begynder at indse at jeg har et problem, men jeg prøver at gemme det væk ved at suge mig ind i computeren, og bare glemme alt om skole og alt andet. Man kan godt sige at jeg begyndte at isolere mig.

På dette tidspunkt er folkeskolen ved at være slut, vi skulle snart op til eksammerne og jeg var så glad for at jeg ikke skulle gå i skole mere. Jeg kan huske hvor tit jeg tænkte "yes, ikke noget med at læse op mere eller fremlægge om et eller andet projekt, en uddannelse bliver meget letter og der skal jeg ikke læse op eller fremlægge". Nå, men jeg går så op til eksammerne og er selvfølgelig ved at besvime af nervøsitet, det kommer ikke som nogen overraskelse, kunne faktisk ikke tænke på andet end eksammerne flere uger før.

Trods angst og nervøsitet på ekstremt plan, for jeg nogle fine karakterer (10 i Dansk, 10 i Matematik og 12 i Engelsk) og kunne derfor let søge ind på Gymnasiet.

Men jeg vælger at starte på IT-Supporter, da det interesserede mig og fordi jeg vidste at gymnasiet mindede alt for meget om folkeskolen + der var en masse nye mennesker. Jeg starter så på IT- Supporter sammen med 3 fra klassen, og vælger at flytte over til min far da han boede tættere på uddannelses stedet. Jeg havde jo sagt til mig selv at det var meget bedre at starte på en uddannelse, fordi jeg håbede at jeg ikke ville støde ind i alle de problemer med nervøsitet som jeg havde i folkeskolen, men på IT-Supporter uddannelsen var der stort set ikke nogen forandring, jeg blev stadig ekstremt nervøs.

Efter et halvt år, bliver det for meget for mig, jeg dropper ud da vi kommer til at projekt hvor vi skal fremlægge alene. Jeg bildte selvfølgelig mine forældre ind at det ikke interesserede mig, og efter en masse diskution giver de mig lov til at droppe ud, og vi bliver enige om at jeg starter op på gymnasiet til sommer (dvs. ca 6 måneder efter jeg dropper ud). I den tid isolerer jeg mig endnu mere, jeg gik ikke i skole og vedligeholdte ikke min kontakt med vennerne og da jeg boede ca. 60 kilometer fra alle mine skolekammerater så jeg dem aldrig.

Det er her det virkelig begynder at gå ned af bakke, jeg begynder på et spil som i allesammen nok kender, World of Warcraft. Og jeg lever faktisk inde i den verden et halvt år, og brugte faktisk spillet til at glemme alle problemerne og de spekulationer jeg havde.

Men tiden gik hurtigt, og lige pludselig nærmer vi os skolestart, og jeg skal til at starte på gymnasiet i en by, hvor jeg ikke kender nogle andre. Jeg vælger her på dette tidspunkt at fortælle min far om problemet, og jeg får en tid hos skole-psykologen, som jeg er hos 3-4. gange. Hun fortæller mig at jeg skal prøve at trække vejret dybt og og tænke på noget andet osv. Men da det er så slemt i mit tilfælde så ved jeg jo godt at det ikke vil hjælpe mig af med mit problem, der skal meget mere til.

Jeg vælger så at flytte hjem til min mor, lige før jeg skal starte på gymnasiet, og starter så på HG sidste år, da jeg vidste at kravene ikke var så store, og at man ikke skulle læse op og alle de ting så ofte.

Jeg er 17 år på det tidspunkt, og jeg har det virkelig dårligt med mig selv. Jeg har ikke nogle venner mere, jeg pjækker alt for tit fra skolen, jeg er ikke glad mere, jeg tænker på det konstant. Mit problem er blevet så slemt nu, at jeg stort set ikke engang kan gå ind i klassen og bare sidde på min stol uden jeg ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg var konstant nervøs og den eneste grund til at jeg ikke droppede ud, var fordi jeg kendte en fra IT-supporter som også startede på HG.

Jeg er så 18 år, og er næsten lige startet op på andet år af HG, og det går rent sagt af helvedes til, jeg kommer stort set aldrig til timerne, og jeg er så nervøs og angst hele tiden, og jeg er ved at blive sindsyg af det. Jeg tænker tit, det hele ville bare være lettere hvis jeg satte en stopper for det (selvmord). Jeg overvejer at starte på en fjernuddannelse, så jeg slipper for det sociale, men hvad så efter uddannelsen ? Så står jeg bare med samme problem. Jeg har det virkelig af helvedes til, nogle gange er det så slemt, at jeg næsten kan græde over det.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg har prøvet hypnose 3 gange i løbet af 1. år på HG, og det hjalp overhovedet ikke. Har også lige været til samtale hos en psykolog, som også bare siger at jeg skal tænke på noget andet, og trække vejret dybt osv.

Har det som om, psykologerne slet ikke kan sætte sig ind i problemet.

Ved godt det er meget at læse, men håber da i vil give det et forsøg, og evt. komme med nogle råd til hvad jeg kan gøre
Neophobia
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: 09 okt 2011 16:37

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf tobakto » 09 okt 2011 19:30

Hej med dig. :-)

Man skulle næsten tro du har skrevet min historie om igen.! Jeg er i dag 33 år og har kone og børn..

Jeg tænker at du skal nævne det med de negative tanker om livet til din psykolog, med det samme! der er altid en løsning på alt !

Nu kan jeg kun tale for mig selv.. men i mit til fælle lå der noget til grund, for og isolere mig, spille på spille-maskiner og flygte fra livet.
Jeg bar på en hemmelighed i mange mange år, som var incest... har du mon noget i bagagen som du flygter fra ?
Det kunne være (mobning, overgreb. m.m.m. ? ) for så tror jeg du skal finde svaret der, i og bearbejde din angst. / social-forbi.
noget må have "overbevist" dig om, du ikke er som andre.... men uden og kende dig, vil jeg æde min strå hat, på du er et normalt menneske. !

Det lyder som om du ikke kan lide dig selv, eller sagt på en anden måde, du kan ikke se dig selv som de andre, har jeg ret ?

Men du er langt langt fra den eneste der har det på denne måde,, både jeg og min kæreste lider af social forbi, og i begge til fælle ligger der ting der er sket, til grunde for den.

Håber du kan bruge det til noget..

Du er velkommen til og skrive.. håber det bedste for dig..

Med venlig hilsen
Rasmus
tobakto
 
Indlæg: 8
Tilmeldt: 11 sep 2011 18:53
Geografisk sted: Århus

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Neophobia » 09 okt 2011 21:02

Tak for svaret

Det er sku' ærgerligt at rende rendt med det, for jeg føler slet ikke jeg er mig selv mere. I folkeskolen havde jeg også problemet men det var slet ikke på samme måde, jeg snakker stort set ikke med nogle i skolen og jeg prøver at undgå øjenkontakt.

Kommer tit til at tænke tilbage på de gode tider, når jeg ser min lillesøster tage i skole eller generelt ser andre skole børn og at det så er endt sådan her, er simpelthen næsten ikke til at bære.

Jeg går på en uddannelse som jeg ikke skal bruge til noget, valgte den kun på grund de lave krav til en.

Bor stadig hjemme, og har tit tænkt på bare at flytte væk, til en anden by, starte på en frisk, hvor ingen ved hvem jeg er. I den by jeg bor i ny kender alle stort set alle.

Har også tit tænkt på om der er noget måske tidligere i min barndom som har været skyld i det, men det eneste som jeg lige kan komme i tanke om er da min mor og far gik i gennem en grim skilsmisse.
Neophobia
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: 09 okt 2011 16:37

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Forza » 10 okt 2011 21:46

Hej Neophobia

Nu er jeg måske lidt grov her i starten:
Det er min erfaring at psykologer sagtens kan sætte sig ind i problemet angst. Det kan de fleste mennesker der har levet lidt. Måske er grunden til at du ikke syntes de kan sætte sig ind i det den indstilling du har til terapien. Du ved hvad du har - men ikke hvad du får / der kan ske. Derfor er du måske ikke indstillet på at åbne dig? Jeg vil tro at du føler dig ganske trygt hjemme hos din mor. (Det var jeg ihvertfald selv med min svære angst). Det var egentlig en stor del af mit problem. Jeg havde brug for at vove noget socialt men gjorde det ikke og derfor fortsatte angsten. Hvis jeg havde flyttet hjemmefra var jeg tvunget til at købe ind i ny og næ og måske at tage i en mønt vask eller vaske kælder. Kort sagt steder hvor der kommer mennesker. I mange år har du ikke øvet din sociale færdigheder. Min historie er meget lig din. Jeg sad også foran computeren. Der lærer man jo ikke at tale med folk. Angsten drejede sig for mig om min forhold til andre - også mine forældre. Der var usagte ting. Måske er det også sådan for dig? Måske har du brug for at tale med din forældre om skilsmissen?

Det er en af livets barske fakta at livet belønner mennesker som gør noget for sagen. At have gode hensigter, visdom, intelligens og at være kærlig belønnes ikke i sig selv. Kun med handling. Du er nødt til arbejde med den måde du omgår andre mennesker - så vil du med tiden få mindsket din angst - sandsynligvis ganske væsentligt.

Har du prøvet medicin mod angsten? Det hjalp mig i 6 år og idag er jeg medicin fri.

Jeg ved at alt det her nok ikke er hvad du vil høre, men som du har opdaget findes ingen nemme løsninger. Hvis der gjorde var de sikkert at læse om her på angstforeningens hjemmeside. :)

Håber du kan bruge det til noget.
Forza

Min side om Socialfobi:

www.socialangst.dk
Forza
 
Indlæg: 459
Tilmeldt: 08 feb 2006 13:56
Geografisk sted: Østjylland

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf nalarhd » 10 okt 2011 22:42

hejsa

jeg er en kvinde på nu 32 og har haft problemer med flere former for angst siden 97. En af de ting jeg slås med er social fobi. har i en kort periode været på angst dæmpende medicin og det har hjulpet mig, har i samme forbindelse været sygemeldt på kommunen og syntes jeg havde fået det bedre. da kommunen så sendte mig i aktivering blev jeg godt nok klogere (detalje)

min erfaring med angsten og især social fobi er at jeg hver morgen fortæller mig selv at idag er en angstfri dag og ansten skal ikke bestemme hvad jeg skal. med det mener jeg at jeg gør hvad jeg kan for at møde min angst og sætte mig selv i de situationer jeg udemærket godt ved på forhånd er svære, indrømmet det går ikke altid helt efter planen men når det gør så er det en sejr uden lige.
bare det at skulle ned og handle kan være en kæmpe udfordring.

For et år siden fik jeg så min fantastiske vovse så nu har jeg ikke rigtig noget valg. jeg skal ud af døren flere gange om dagen for ellers tisser hun på gulvet og hvem har lige lyst til det :roll:

men hvis man vil ud af sin angst, eller i det mindste få en tålelig hverdag bliver man desværre nød til at hive sig selv i de små hår og komme ud af døren.
kognetiv terapi kan også være en rigtig god hjælp. der findes fx forskellige "usynlige" øvelser man kan lave der kan hjælpe hvis man fx sidder i en bus eller er ude og handle og det hele er ved at ramle sammen for en.

Fat mod der er lys for enden af tunnelen selvom det er svært at se.
nalarhd
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 10 okt 2011 22:24

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Neophobia » 11 okt 2011 11:07

Tak for svarene.

Jeg kommer skam også uden for døren :D

Jeg går til golf i min fritid, og har stort set ingen problemer med socialfobi når jeg f.eks. spiller mod nogle andre. Tror det også er fordi jeg spiller sammen med min morfar og en anden, at jeg føler mig tryg når jeg ikke er alene.

Kan godt mærke jeg nogle gange bliver nervøs men det er slet ikke på højde med når jeg er i skole. I går mødte jeg slet ikke op, kunne simpelthen ikke og i dag pjækkede jeg fra de sidste to timer. Når jeg sidder oppe i skolen, så kan jeg bare ikke se lyst på noget overhovedet. Dagene går så langsomt, jeg snakker ikke med nogle og jeg sidder og er konstant nervøs hele tiden.

Jeg var i praktik i en uge, med en fra klassen, hvor vi var på en sandpapirs fabrik, og jeg nød det, var stort set slet ikke nervøs og dagene fløj bare af sted. Men hvis jeg havde været alene og ikke havde haft en jeg kendte fra klassen med, så ville det have været helt anderledes, hvilket irritere mig. Jeg vil gerne kunne gøre ting alene.

Jeg omgås også meget bedre voksne mennesker, jeg ville have meget lettere ved at arbejde på en arbejdsplads med voksne mennesker, end at gå på uddannelse med en masse unge på 16-20 år.
Neophobia
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: 09 okt 2011 16:37

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Thomas_Nsj » 11 okt 2011 16:29

Hej Neophobia.

Jeg har læst dine indlæg (+ de øvrige) - og har gået et par dage og taget tilløb til at skrive noget til dig, som du forhåbentligt kan bruge til noget (?)
Jeg er 39 år med udbredt socialfobi - og kan udemærket sætte mig ind i mange af dine tanker.

Råt for usødet så tænker jeg:
Du er 18 år gammel og under uddannelse. Du er ikke etableret med hus og hjem / børn og kone.
Havde det været MIG (med den livserfaringer jeg har nu) - så var jeg strøget i fuld 4-spring direkte ned til min læge - og havde bedt om psykologbistand
til at komme videre med problematikkerne.
Jeg havde printet denne "tråd" ud og taget den med, så lægen kunne gennemlæse historikken. Dine beskrivelser siger RET meget.......
Tag imod al den hjælp du kan få på nuværende tidspunkt - og helst noget i Psykoterapeutisk kognitiv retning.
Fordelen er, at du kan få tilskud via sygesikringen (læs også mere om dette på Angsforeningens hjemmeside)
Få løst op for alle de tanker og følelser der melder sig - og lær at forholde dig til dem.
Det er benhårdt arbejde - men det er et kæmpe skridt i rigtige retning.

Du vil formentlig - via din læge - blive tilbudt "lykkepiller"
Lægerne ved ikke bedre - så lad det være din egen vurdering, i samråd med lægen om du behøver medicinering.
Men læg vægt på at du kommer i behandling. "Lykkepiller" er KUN et overfladisk plaster..........

Vælg din behandler med omhu - på samme plan som du vælger frisør, tandlæge osv.
Der skal gerne være en god gensidig kemi tilstede i behandlingsforløbet.....

Håber du kan bruge det til noget ?

Mvh
Thomas
Thomas_Nsj
 
Indlæg: 5
Tilmeldt: 24 maj 2011 21:38
Geografisk sted: Nordsjælland

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Mille40 » 03 jan 2012 21:55

Thomas_Nsj skrev:Hej Neophobia.

Jeg har læst dine indlæg (+ de øvrige) - og har gået et par dage og taget tilløb til at skrive noget til dig, som du forhåbentligt kan bruge til noget (?)
Jeg er 39 år med udbredt socialfobi - og kan udemærket sætte mig ind i mange af dine tanker.

Råt for usødet så tænker jeg:
Du er 18 år gammel og under uddannelse. Du er ikke etableret med hus og hjem / børn og kone.
Havde det været MIG (med den livserfaringer jeg har nu) - så var jeg strøget i fuld 4-spring direkte ned til min læge - og havde bedt om psykologbistand
til at komme videre med problematikkerne.
Jeg havde printet denne "tråd" ud og taget den med, så lægen kunne gennemlæse historikken. Dine beskrivelser siger RET meget.......
Tag imod al den hjælp du kan få på nuværende tidspunkt - og helst noget i Psykoterapeutisk kognitiv retning.
Fordelen er, at du kan få tilskud via sygesikringen (læs også mere om dette på Angsforeningens hjemmeside)
Få løst op for alle de tanker og følelser der melder sig - og lær at forholde dig til dem.
Det er benhårdt arbejde - men det er et kæmpe skridt i rigtige retning.

Du vil formentlig - via din læge - blive tilbudt "lykkepiller"
Lægerne ved ikke bedre - så lad det være din egen vurdering, i samråd med lægen om du behøver medicinering.
Men læg vægt på at du kommer i behandling. "Lykkepiller" er KUN et overfladisk plaster..........

Vælg din behandler med omhu - på samme plan som du vælger frisør, tandlæge osv.
Der skal gerne være en god gensidig kemi tilstede i behandlingsforløbet.....

Håber du kan bruge det til noget ?

Mvh
Thomas


Hej Thomas

Som du skriver er det meget vigtigt med gensidig kemi. Jeg har selv gået i terapi i 12 år for min socialangst. Socialangsten har været en del af mit liv siden jeg var ganske lille. I dag er jeg 41 år. Det som indlægget beskriver omkring skoleangst, og senere angsten omkring uddannelse og job, har jeg selv oplevet hele mit liv. Jeg undgik at spise med kollegaer og snak med skolekammerater. Jeg var på grænsen til at dø, når jeg sad i klassen og skulle læse op. Allerede inden jeg skulle møde i skole, måtte jeg tænke alle dagens timer igennem, for at kunne lave et alarmberedskab. I dag forsøger jeg igen at tage en uddannelse, men har valgt at tage det som netundervisning det sidste halve år. Det første halve år forsøgte jeg på skolen, men måtte opgive, da lærerer og studievejledere ikke var kompetente nok til, at sætte sig ind i mit problem. Som en lærer sagde "jamen du ligner ikke én med socialangst". Hvis han vidste noget om socialangst, ville han vide, at vi er ekstrem gode til at skjule den, men kun i kortere tid ad gangen. Når vi ikke kan skjule den længere, flygter vi.
Mille40
 

Re: Afhjælpelse af Socialfobi

Indlægaf Wali » 01 jun 2012 17:50

Neophobia skrev:Tak for svarene.

Jeg kommer skam også uden for døren :D

Jeg går til golf i min fritid, og har stort set ingen problemer med socialfobi når jeg f.eks. spiller mod nogle andre. Tror det også er fordi jeg spiller sammen med min morfar og en anden, at jeg føler mig tryg når jeg ikke er alene.

Kan godt mærke jeg nogle gange bliver nervøs men det er slet ikke på højde med når jeg er i skole. I går mødte jeg slet ikke op, kunne simpelthen ikke og i dag pjækkede jeg fra de sidste to timer. Når jeg sidder oppe i skolen, så kan jeg bare ikke se lyst på noget overhovedet. Dagene går så langsomt, jeg snakker ikke med nogle og jeg sidder og er konstant nervøs hele tiden.

Jeg var i praktik i en uge, med en fra klassen, hvor vi var på en sandpapirs fabrik, og jeg nød det, var stort set slet ikke nervøs og dagene fløj bare af sted. Men hvis jeg havde været alene og ikke havde haft en jeg kendte fra klassen med, så ville det have været helt anderledes, hvilket irritere mig. Jeg vil gerne kunne gøre ting alene.

Jeg omgås også meget bedre voksne mennesker, jeg ville have meget lettere ved at arbejde på en arbejdsplads med voksne mennesker, end at gå på uddannelse med en masse unge på 16-20 år.


Jeg har selv social angst, og har haft lettere ved at omgås "voksne" mennesker som ung.

En mulig årsag til, at jeg havde en bedre relation til voksne/ældre har nok været en for "hurtig" modningsproces i forbindelse med en masse tanker jeg havde pga. angst.

Jeg har været ved 3-4 psykologer, før jeg fandt en psykolog som jeg havde god kemi med, hvis du ikke har troen på at din psykolog kan hjælpe dig, kan det være fordi du ikke har "givet dig fuldt ud", fordi du ikke har givet det nok tid (at arbejde med sin angst tager tid), eller fordi jeres kemi ikke passer godt sammen.

Løsning:
Blot fordi du ikke har succes med din første/anden/tredje psykolog, er det IKKE ensbetydende med at en psykolog ikke kan hjælpe dig, for du kan få hjælp.

Hvis du stiller dig ud til havet med et net og dypper nettet i havet et par gange uden at fange en fisk, er det IKKE ensbetydende med at der ingen fisk er i havet - du står måske blot det forkerte sted/skal overveje en anden strategi (fiskestang?)
Wali
 
Indlæg: 11
Tilmeldt: 01 jun 2012 15:41


Tilbage til Socialfobi

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst