Muligheder for studerende med socialfobi

Socialfobi er angsten for at være sammen med andre mennesker.

Muligheder for studerende med socialfobi

Indlægaf gninja » 15 sep 2012 16:46

Hey allesammen :) Mit navn er Louise, jeg er meget tæt på at være 22 år gammel og er enormt nervøs for at skrive dette indlæg.

Jeg har nærmest altid (i hvert fald siden jeg var teenager) kæmpet med hvad jeg formodede var mild socialfobi. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg bare skulle tage mig sammen, for det er ikke sådan, at jeg er bange for at gå uden for en dør. Man kan sige, at jeg er relativt velfungerende - jeg klarede mig godt i gymnasiet og studerer nu græsk og latin som jeg er virkelig, virkelig glad for og som også er noget jeg er god til og brænder for. Jeg har også venner som jeg er glad for, men har alligevel altid følt, at jeg aldrig er en del af noget og at det er som om der mangler noget i mit liv.

De sidste par dage har jeg følt mig specielt ulykkelig og ensom og vred på mig selv over, at jeg ikke kan finde ud af at tage kontakt til folk jeg elsker eller folk jeg er interesseret i at snakke mere med. Jeg er også virkelig, virkelig angst for det modsatte køn. Jeg er nærmest desperat efter at få en kæreste, men hver gang der har været én, jeg var interesseret i, har jeg fået overbevist mig selv om, at jeg/han nok alligevel ikke var interesseret og det var nok bedre, at lade dem være, for jeg ville helst ikke irritere dem ved at være for nærgående. Når der har været én, der faktisk direkte har sagt at han var interesseret i mig, er jeg blevet rædselsslagen i en sådan grad, at det har forhindret mig i at sove, fordi tankerne bare kører og hjertet banker.

I går begyndte jeg at indse, at jeg nok ikke bare har mild socialfobi og selvom jeg er 99,9 % sikker på at jeg har socialfobi, er jeg stadig bange for, at jeg bare overdriver, at jeg er hysterisk og at jeg ikke hører til fx hér på dette forum, fordi jeg som sagt passer min skole og har venner. Alligevel er der bare de dér indikatorer - jeg bliver helt stille hvis der er mange folk i en gruppe, jeg ikke kender, men når jeg er blandt mine venner råber jeg op og laver jokes og jeg bliver vred på mig selv fordi jeg ikke bare kan holde min mund lukket og sidde ned og slappe af.

Jeg er så bange for at dø alene (jeg ved, jeg er ung endnu, men venner og bekendte bevæger sig ind og ud af forhold hele tiden, mens jeg er single hele tiden og ikke føler mig ordentligt voksen - også modsat min yngre bror der er i fast forhold, har kørekort og som optræder og er komfortabel omkring alle) og jeg er bange for aldrig at få mit drømmejob som gymnasielærer fordi jeg er dødbange for at søge jobs.

Jeg er som sagt 99,9 % sikker på, at jeg har socialfobi (også selvom mine venner virker overraskede - de har ikke kunnet se eller mærke det på mig ud over at jeg virker genert), og samtidig er jeg bange for at jeg bare er hysterisk, besværlig, egoistisk, forkælet, ond og grusom o.l. på grund af den måde jeg handler på omkring mennesker. Jeg har aldrig været i behandling (ud over at jeg har snakket med psykologer der ikke fattede noget som helst), men nu vil jeg gerne have gjort noget, så jeg kan få en familie en dag og et job og bruge min energi på mine forfatterdrømme og mit studium i stedet for at være bange hele tiden.

Så hvad er mine muligheder? Er som sagt studerende i Aarhus og det ville være allerbedst, hvis der er muligheder nær mig. Jeg ved ikke så meget om muligheder - nogen der har tips og idéer? :) Nu gider jeg nemlig ikke alt det hér selvhad og ensomhed mere. Det er på tide at der sker noget.

//Louise
gninja
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 15 sep 2012 16:12

Re: Muligheder for studerende med socialfobi

Indlægaf Atratus » 12 okt 2012 13:02

Hej Louise.
Først og fremmest vil jeg sige at det er super godt gået at du har skrevet dit indlæg! Tror ikke folk forstår at noget så enkelt som at skrive noget anonymt på nettet faktisk kan være meget angstfremkaldende for nogle mennesker. Jeg kender det i hvert fald selv alt for godt!

Alt hvad du skriver lyder utroligt bekendt for mig. Har altid følt at det var noget galt med mig fordi jeg fungerede så dårligt sammen med andre mennesker. Kom også frem til at det nok er en mild form for socialfobi jeg har. Jeg kan også godt gå udenfor en dør og når jeg er sammen med mine nære venner slapper jeg af og føler jeg kan vise mig som den søde, sjove person jeg egentligt er, men så snart jeg er i en gruppe af mennesker, bliver jeg meget stille og hvis fokus falder på mig er jeg ofte helt blank fordi jeg er så nervøs og angst.
For ca. 6 md siden fik jeg nok, og ville gerne finde ud af hvad jeg kunne gøre for at komme videre for det er utroligt hæmmende. Fik også snakket med en psykolog og fået anbefalet nogle bøger at læse som jeg føler har hjulpet mig med at forstå mit problem bedre. Selve snakken med psykologen følte jeg måske heller ikke hjalp så meget, men tror det var fordi jeg ikke selv har været helt klar over hvad mit problem egentligt var!
Efter at have læst tre bøger, anbefalet af min psykolog, er jeg faktisk ikke så sikker på at det er socialfobi jeg, og måske også du, lider af. I hvert fald ikke udelukkende. Tror nemlig det er en blading af tre ting for mit tilfælde. En smule socialfobi, men også indadvendthed og det som hedder HSP (særligt sensitiv mennesker). Har du hørt om det? Hvis ikke så synes jeg du skulle læse lidt om det og se om du genkender noget af det: http://www.sensitiv.dk/kendetegn_ved_srligt_sensitive_brn_og_unge
For mig var det i hvert fald en kæmpe aha oplevelse at læse bogen Særligt Sensitive Mennesker skrevet af Elaine N. Aron.
Efter jeg læste den læste jeg en bog om indadvendthed som hedder Fordelen Ved at Være Indadvendt af Marti Olsen Laney og til slut læste jeg en bog om socialangst og generthed, som hedder At Overvinde Socialangst og Generthed, men faktisk så følte jeg at de to andre bøger ramte væsentligt mere plet, og har fået meget mere ud at at læse dem end den om socialangst. Det havde jeg ikke regnet med - var jo helt sikker på at jeg havde socialangst!

Så jeg synes du skal prøve at læse lidt om HSP og om det at være indadvent kunne være relevant for dig. Der er jo ingen garanti for at du får samme aha oplevelse som jeg, men det er da værd at kigge nærmere på, for der er nemligt utroligt mange overlap mht. karaktertræk imellem socialangst, særligt sensitivitet og blot det at være indadvent at man nemt kan komme til at diagnosticere sig selv med socialangst, men hvor problemet i virkeligtheden måske mere er noget andet. Kan se at det er en måned siden du har skrevet dit indlæg og håber at du kigger herind og ser hvad jeg har skrevet.

Mvh A
Atratus
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 12 okt 2012 12:24

Re: Muligheder for studerende med socialfobi

Indlægaf Liza admin » 20 nov 2012 08:59

Hej Louise.
Da du er studerende, vil jeg blot foreslå dig at se nærmere på Studenterrådgivningen - http://www.srg.dk/Default.aspx?ID=815 som bl.a. kan hjælpe folk med angst, ensomhed og kontaktbesvær. Det er gratis.

Psykologiske problemer er jo rigtigt mange forskellige ting og det lyder ikke til, at den psykolog, du har talt med, havde ret meget indsigt i angstproblematikker - men det er der andre psykologer, der har.
Mange venlige hilsner
Liza
Brugeravatar
Liza admin
 
Indlæg: 48
Tilmeldt: 08 maj 2010 23:55
Geografisk sted: København

Re: Muligheder for studerende med socialfobi

Indlægaf Jonathan Due » 27 apr 2017 12:00

Nu er indlægget nogle år gammelt, så det er måske ikke relevant for dig mere, men evt. for andre. Som indskrevet på SDU kan man i hvert fald få gratis psykolog-hjælp, som jeg selv har benyttet mig af. Ved ikke om det er det samme på andre uddannelser, men det er værd at undersøge tænker jeg.
Jonathan Due
 
Indlæg: 6
Tilmeldt: 27 apr 2017 11:28

Re: Muligheder for studerende med socialfobi

Indlægaf MikaelH93 » 24 jul 2017 08:19

Ligesom Jonathan skrev, så er det ved at være en gammel tråd.
Men derfor vil jeg da gerne bidrage med min historie, jeg har altid været en meget sky person og dermed også haft det svært med sociale situationer. Under min HTX uddannelse havde jeg en kammerat der gik på Handelsskolen som havde samme problem som mig. Han havde dog prøvet en psykolog uden hjælp, så derfor fik han hjælp fra en bekendt som henvidste ham til http://hypnose-syd.dk/tool/behandling-af-angst/ som er en hypnose klinik. Også tænker man vel om det er dyrt nu når man skal holde sig indenfor SU'ens grænser, og dette er det dog ikke. Jeg kontaktede Tonny som hypnoseterapisten hedder, hvoraf vi fandt frem til en tid jeg kunne få en konsulation. Har altid følt at emnet "hypnose" var lidt tabubelagt men det virkede og jeg arbejder nu i en virksomhed hvoraf jeg står for at opholde oplæg for andre virksomheder, hvilket jeg aldrig nogensinde ville kunne have gjort uden hjælp fra hypnose.
MikaelH93
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 24 jul 2017 08:10


Tilbage til Socialfobi

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 6 gæster