Side 1 af 1

Anfald

: 06 okt 2016 19:14
af Naan
Kære angstramte, dejlige mennesker.

Jeg har sådan lyst til at dele en oplevelse med jer, jeg havde tidligere i dag.
Det var eftermiddag og lyste af efterår på Frederiskberg. Jeg skulle til at cykle hjem til Nørrebro efter en dag på studiet.
Hele dagen sad jeg der i klassen. Kun små glimt af tanker og angsten for at være ude og turen hjem, ramte mig i løbet af dagens undervisning. Jeg sad smilende, i betragtning af hvor angstramte mine tanker har været på det seneste, over jeg at sad der og havde så en god Tirsdag, som jeg havde.
Vi fik fri, og så snart jeg satte mig på cyklen, kom det som en overvældende bølge over mig.
Først tanken "Hvad nu hvis..?", så kom de spændte ben, hjertebanken, vejrtrækningen der nærmest gik i stå, trykket i halsen, trykket i ørene, en indestængt gråd. Jeg cyklede hen ad Falconer Alle, rammende Jagtvej, og holdte for rødt (frygteligt at vente på grønt).
Der kiggede jeg op i himlen, duftede til den milde og kolde vind (og bilos) mærkede styret under mine spændte hænder. Der opstod et dejligt øjeblik.

I kender sikkert til at sige "det er virkelig svært at forklare, hvordan det føles" og det siger jeg også, men måske er der nogle af jer der præcis kender til denne følelse. Jeg har haft det fint længe, men min angst blev tricket igen for noget tid siden, da jeg kørte i tog. Det var helt forfærdeligt, og nu har den igen vokset sig stor og stærk. Jeg får en tanke om, at nu skal jeg hjem og det skal ske hurtigere end man knipser med fingrene, og derfor føles den tid, det sker i nærmest uudholdelig. Også selvom det er 2 minutter.

Tilbage til gaden: øjeblikket med bilos og blå himmel gik over, og angsten var lammende resten af vejen.
Jeg stod nu på et gadehjørne og kunne græde mig selv i stykker over hvor ked af jeg var over at have det sådan her igen, hvor hårde de sidste 7 minutter hjem var. Jeg satte mig på udenfor en cafe tæt på mit hjem og drak en kop kaffe med et mat ansigt.
Jeg havde ting jeg skulle, aftaler jeg gerne ville, men dem aflyste jeg - jeg kunne ikke overskue tanken om at skulle igennem det igen.
Nu sidder jeg her og skriver og kan skråt over min baggård se min genbo med gæster og efterårslys på bordet.
Jeg elsker mine venner, jeg elsker at møde nye, jeg elsker at være ude, gå til arrangementer, at opsøge nye ting, jeg elsker min familie og at besøge dem udenfor København, jeg elsker mit arbejde og mit studie. Jeg elsker at besøge folk præcis som de der nu besøger min genbo.
Men nu føler jeg mig igen fastlåst fra alt.
Ja, det lyder så tragisk og trist det hele. Men helt ærligt, er det ikke den tanke vi alle sidder med, når angsten i perioder eller hele tiden lammer os?

Den angst jeg oplevede i dag, er det værste jeg har oplevet længe. Jeg var bange for at jeg ville begynde at skrige hysterisk, at jeg ville smide mig på jorden med bankende knytnæver som i et dårligt socialrealistisk drama. Bange for at ingen ville kunne hjælpe mig.
Nu kommer angsten så snart jeg skal ud og hjem. Det er ikke sådan, at den muligvis kommer så snart jeg er kommet udenfor den dør jeg skal hjem fra (på samme måde havde og har jeg det nu igen når jeg træder ind i et tog) - den kommer! Præcis som et barn der er bange for hunde, begynder at græde angst så snart de ser en hund.

Søde I, her var en lille anekdote fra en Tirsdag. Jeg ved, at mange af jer herinde har de har anfald, og jeg vil meget gerne høre om det, også selvom de fjerner sig fra mit.
Jeg har så meget håb og jeg elsker livet! Jeg vil fandeme også leve det!

Kram.

PS: Det skal siges, jeg har har fået et tilbud om hjælp til netop angst, der starter i næst uge.