Pårørende... og også vores kamp !

Er du pårørende til en person med angst, og savner du andre pårørende at dele dine tanker og erfaringer med, kan du skrive her.

Mio
Indlæg: 62
Tilmeldt: 25 aug 2008 17:45

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Mio » 16 aug 2010 17:41

Anthonia skrev:Jeg har ikke svært ved, at acceptere den kendsgerning at han har angst og lider af depression, men jeg har svært ved at accepetere hans måde at håndtere det på. Jeg synes han svigter mig og vores 2 børn, vi har begge et barn hver fra tidligere forhold, ved at han vælger at være i den tilstand, for det er jo noget vi vælger.. det behøves ikke at være sådan, det gør det virkelig ikke, men det kræver en rigtig stor indsats fra ens egen side og at man beslutter sig for at ta det fulde ansvar for ens liv i stedet for at være et offer hvor altting blir synd for en. Jeg synes faktisk ikke der er nogen undskylding for ikke at ta det fulde ansvar for sig selv, den største opgave vi har er at varetage os selv ellers kan vi heller ikke være noget for andre.
MAW: Jeg synes det figurerer i ovenstående citat. Jeg er absolut ikke enig i, at det er noget man selv vælger. Jo man kan selvfølgelig vælge, at man ikke engang vil prøve at kæmpe imod. Men man kan ikke vælge hvornår man har modet, kræfter og overskudet til at kæmpe.

Anthonia: Vidste du at man har fundet ud af, at folk med depressioner har en form for betændelsestilstand i hjernen? Det er bl.a. derfor jeg stiller mig så stejlt på bagbenene overfor, at du synes, man selv har al magten over, hvornår og hvor meget man vil kæmpe imod. Det er en fysisk tilstand, så det hjælper ikke nødvendigvis at sige til sig selv, at "nu vil jeg have det godt, og være der for min kæreste og mine børn"..
Igen: En mand med to brækkede ben kan heller ikke bare sætte sig for, at nu vil han op og stå. Uanset hvor meget han gerne vil det, så er han nødt til at vente, til benene kan holde til det.

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 16 aug 2010 19:16

Mio: Nu er det ikke fordi at jeg vil kaste bolden frem og tilbage nu, men lad os kigge på det.

Når hun skriver, jeg citerer,
Anthonia skrev:Jeg synes han svigter mig og vores 2 børn, vi har begge et barn hver fra tidligere forhold, ved at han vælger at være i den tilstand, for det er jo noget vi vælger..
- Følte jeg ikke hun henledte til, at hans tilstand var noget han selv havde valgt, men at hun efterlyste såmænd en vilje - Og her kommer det sværre.

- Viljen. Som pårørende som Anthonia henviste sig som, følte hun bare, at hun bare ville se viljen hos sin partner, ikke at han skulle få det bedre få én dag, men bare at han viste en smule vilje til kamp, og ikke som en der havde opgivet kampen og ville dø. Noget som Anthonia refererede til, at hendes partner gjorde. Og det er altså også et kæmpe slag i ansigtet for den pårørende. Der er ikke noget ondt fra de pårørende side af som sådan, når man bare vil se en lille vilje, det er netop denne lille vilje, som giver os håb! Håb om, at ens samlever skal få det bedre, fordi personen selv vil.

Men lad det være sagt, jeg har kigget nærmere på Anthonia's indlæg, og jo kan godt se at hendes budskab kunne lyde som du forstår det, men jeg vælger at tro på den gode side af Anthonia's indlæg, også selvom jeg ikke kender hende. Men ud over det, så har du fuldstændig ret når du skriver
Mio skrev:Det er en fysisk tilstand, så det hjælper ikke nødvendigvis at sige til sig selv, at "nu vil jeg have det godt, og være der for min kæreste og mine børn"
, for det er overhoved ikke noget man selv kontrollere, i så fald ville behandlingerne være en del mere effektive. Men igen, jeg tror ikke det var det, som Anthonia mente, hun var bare ked at, at hun følte, at han havde givet op.

Og inden du begynder med "Jamen man kan da heller ikke styre sin vilje", man starter selvfølgelig med viljen når man er parat, men ja det korrekt at man ellers ikke selv styrer den, men det her er altså et forum for de pårørende, hvori de kan skrive deres erfaringer og få noget vejledning hos andre der muligvis sidder i de samme sko ! Altså, synes jeg det er lidt ærgeligt, at du sætter dig ind på dette forum og angriber Anthonia vedr. hendes udtalelser til de andre pårørende. Det er altså ikke et forum hvor vi sidder "os mod jer" (nu ved jeg selvfølgelig ikke om du er pårørende, eller selv lider af en lidelse) men et forum hvor en som Anthonia kan starte ud med "jeg føler ikke han gider have hjælp" og derfra kan andre pårørende komme ind og fortælle hvordan de selv tackler det. Vi alle ved udemærket godt, at vores samlever ikke selv vælger deres tilstand, men til tider kan det være hårdt og derfor søger vi råd hos andre der kunne sidde i samme situation som en selv, og høre om hvordan de klarer hverdagen med følelsen af, at ens samlever har givet op.

Jeg er meget imod dig på det punkt, at Anthonia forsøger at åbne sig op med hendes tanker og følelser, igen for at få råd, og du indleder med at det er "en grim måde at tænke på" prøv at forstå, at hun åbnede op for sine tanker, og du på forunderligvis gav hende piskeslag.

Det undrer mig meget at du gjorde det, for som jeg startede med at skrive da jeg startede denne tråd, så var det altså, at vi til tider følte os "onde" og kunne skamme os over vores at regere på og sige over for vores partner, og flere brugere kunne genkende dette, derfor snakker vi om det, for at blive bedre til at hjælpe vores samlever. At du sidder og dømmer brugerne der skriver om et fælles problem man som pårørende kan have og vil tackle, synes jeg er meget ledt af dig og må spørge til, at du lader være med. Vi skriver sådanne til hinanden, for netop at lære, ikke at gøre det, eller i bedste fald, mindske det.

MVH Martin

Mio
Indlæg: 62
Tilmeldt: 25 aug 2008 17:45

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Mio » 17 aug 2010 09:16

MAW: Jeg er enig med dig i, at man godt kan udvise en vilje til at gøre noget ved problemet, og at man som pårørende godt kan "kræve" at den anden som et minimum viser, at han/hun gerne vil ud af det. Jeg forstod det bare lidt anderledes, da hun skrev det.

Det er det lidt kedelige ved det skrevne sprog. Det udgør kun 7% af vores kommunikation, og det kan være svært at opfange det, som forfatteren helt præcis har ment. Jeg har bare opfattet Anthonias indlæg som noget negativt. Det vil jeg gerne undskylde, hvis det ikke forholder sig således.

Jeg har selv en lidelse, men jeg er også pårørende til en.

Det med at det er en grim måde at tænke på, var ikke at hun søgte hjælp.. Det var fordi jeg havde forstået det sådan, at Anthonia gerne ville have at hendes kæreste skulle se at tage sig sammen. Og det synes jeg virkelig er en grim måde at tænke på.. Men igen, jeg har jo nok misforstået det (hvilket ville være lettere at opklare, hvis Anthonia selv havde sagt, at jeg tog fejl)..

Du behøver ikke belære mig om, hvordan det er at være pårørende. Jeg ved udemærket godt at det er hårdt, og at man kan føle sig både dum, ond og særdeles magtesløs..
Anthonia skriver, at hendes kæreste er paranoid, når hun sætter sig ved computerskærmen, og at han ikke kan lide at hun taler med andre om det.. Nu kan jeg jo ikke vide, hvad de to indbyrdes har talt om, men i min verden ville det være det mest rigtige, så at sætte sig ned og tale sammen, så den pårørende får gjort det tydeligt for sin partner, at hun altså også har brug for at få talt ud.. For det har man som pårørende. Men man er altså også bare nødt til at huske, at det ikke er den pårørende der har det største problem, og hvis den syge ikke vil have, at den pårørende sidder og snakker med fremmede på nettet, så må den pårørende altså tage højde for dette.. Man skal selvfølgelig ikke holde op med at tale om det, fordi ens partner ikke vil have det. Men så må man i hvert fald holde op med at gøre det så åbenlyst, som Anthonia åbenbart gør.. Hvis hendes partner bliver paranoid og får det dårligt over at se hende skrive med andre på nettet om hans problemer, så må hun have respekt nok til at lade være med at placere sig lige foran ham.

Besvar