Pårørende... og også vores kamp !

Er du pårørende til en person med angst, og savner du andre pårørende at dele dine tanker og erfaringer med, kan du skrive her.

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 20 jul 2010 10:39

Jeg kan se at der ikke er mange indlæg fra de pårørendes side af, til trods for at der sikkert er mange af jer derude der lever/gift med en person med angst eller lign. lidelser.

Det jeg først vil forsøge er, at samle så mange pårørende som muligt i dette indlæg, hvor vi i fællesskab vil kunne søge støtte og motivation til hinanden, i kampen for at opretholde vores støtte til vores kære, der selv kæmper en brav kamp med deres lidelser.

At være pårørende, synes jeg til tider kan være et hårdt job, da jeg føler, at man som pårørende ikke får særlig meget fokus fra familie og venner, i forhold til vores samlever med lidelsen. Selvfølgelig skal de have mest fokus og opmærksomhed, uden tvivl, men jeg kunne i ny og næ godt selv tænke mig et skulderklap eller lign, bare for at føle at ens arbejde også er vigtigt. For vores arbejde og støtte, som de nærmeste pårørende, er uden tvivl et ekstremt vigtigt fundament for vores samlever.

Derfor håber jeg, at vi kan samle interesserede mennesker i dette indlæg, hvor I kan lægge ud med, at skrive om jer selv og jeres situation.

Mit navn er Martin, fylder snart de 23 år, og har levet med min kæreste i lidt over 2 1/2 år, hvor hun i denne periode har lidt af forskellige former for angst. Der har været mange søvnløse nætter, mange ture til den psykiatriske skadestue (For derefter at blive smidt hjem igen) og lange perioder med ventetid til en behandling. Vores forhold har selvfølgelig været præget af angsten, jeg kan som pårørende falde i fælden med at vise frustration og opgivenhed, da angsten har meget at skulle have sagt, i vores forhold.

Tit kommer jeg til at vise vrede når hendes angst begynder, og det har jeg det forfærdeligt med, for hun har jo for helv*** bare brug for min trøst og støtte, men jeg kommer til at se hendes angst som en tredje-parts provokatør, der stikker til os, for at forhindrer os i at leve vores glade liv. Jeg skammer over mig selv at jeg kan opfører mig sådan, fordi jeg bare ikke kan sætte mig 100 % ind i, hvordan angsten fungere. Jeg kender skam til psykiske lidelser, jeg kæmpede i mange år i min teenager alder med OCD, som gjorde min tilværelse forfærdelig. Men det noget som jeg efterhånden har fået bugt med, ved at have fokus på mine tanker og tankegange, som i mine øjne er den største kilde til OCD. Måske forventer jeg også, at min kæreste skal gøre lige så, jeg ved det ikke..

Med ud over det, gør jeg alt for min kæreste. Støtter hende i hendes valg, hjælper med lektierne, tager med til alle eksamer osv.. Personligt opvejer jeg min optimisme og tænker, at også dette har en ende, vi skal nok få vores gevinst som er et pragtfuldt liv.

Rigtig mange hilsner fra Martin.

Pige88
Indlæg: 2
Tilmeldt: 31 jul 2010 12:34

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Pige88 » 31 jul 2010 12:55

Hej Martin

Min ekskæreste har socialangst (han slog op pga af angsten)

Jeg var forberedt på at skulle hjælpe ham gennem hans behandling -tage med ham, når han havde brug for det. Blive væk, når det var det der ville hjælpe.

Men nu er jeg alene, selvom vi begge elsker hinanden. Han føler at han skal være alene, når han skal til at behandles :-(

Ved ikk hvor meget mit indlæg hjælper, men nu er der endnu en pårørende der har skrevet.

mvh
pige88

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 01 aug 2010 20:33

Hej Pige88 ! Tak for dit indlæg, der er ikke så meget aktivitet på disse forums desværre.

Lyder som noget møg med dig og din kæreste, kender din følelse. Min kæreste overvejede også længe engang, at slå op med mig så hun kun fokusere på sig selv. Jeg kunne sagtens forstå hendes tanke, tror også det er svært for dem at leve side om side med en anden, der ikke helt vil kunne forstå dem.

Hvor lang tid siden er det han slog op ? Hvis du selvfølgelig elsker ham, kan du måske hjælpe ham på denne måde, ved at give ham plads til ham selv. Der kommer helt sikkert et tidspunkt, hvor han kommer til at savne dig (nu kender jeg jer selvfølgelig ikke, men når du skriver I stadig elsker hinanden) og så er du den første han kommer til. Bare gør ham opmærksom på at du støtter ham, og spørg ind til ham, det kan vi fyre godt lide, selvom vi til tider kan virke lukkede.

Skriv endelig igen hvis du har noget på hjertet, det altid rart at være anonym, så behøver man ikke at holde sig tilbage hehe.
- Martin

Anthonia

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Anthonia » 02 aug 2010 14:25

Hejsa :)

Det var da virkeligt dejligt, at se at der nu også er blevet oprettet en gruppe for pårørende herinde.. :) Ikke så tit jeg er herinde mere ;)

Jeg vil meget gerne være en del af denne gruppe, hvis man da kan kalde det en gruppe.. Kan se, at det er meget begrænset hvor meget der blir skrevet ;)
Jeg vil i hvert fald gerne være aktiv i denne gruppe :)

Jeg har tidligere selv været plaget meget af angst, har haft diagnosen panik angst og sygdoms angst, men efter jeg fik arbejdet med det kognitivt hos en psykolog har det faktisk gået godt :) Angsten er der stadig, det skal den vel også være i et eller andet omfang, sundhedstegn som jeg ser det.. Jeg har lært at acceptere den og har godt hånd om den, i hvert fald for det meste ;)

Da jeg blev syg med angst, det er ved at være godt og vel 4 år siden, der var jeg rigtig dårlig. Var på medicin og var sygemeldt fra studie og magtede stort set ingenting. Det var i denne periode jeg fandt angst foreningen og også en periode hvor jeg tog mit daværende liv til re-vurdering og det medførte at jeg valgte noget fra og noget andet til. Jeg gik fra min datters far, og indledte hurtigt et nyt forhold til en fyr som havde angsten tilfælles med mig.. Både godt og skidt.
Han er stadig i angstens grimme klør, som jeg beskriver det, når angsten har givet ens sunde fornuft et spark i røven og de negative tanker overtager.
Han lider også af depression, nok meget almindeligt når man slås med angsten, at man så også blir depressiv.

Det er rigtig hårdt, at være sammen med en partner som har givet op og nogle gange ønsker at forlade livet. Jeg blir utrolig såret og frustreret, fordi jeg ikke vil acceptere at det skal ødelægge vores forhold, men det gør det. Men det ændrer ikke min kærlighed til ham, for jeg elsker ham af hele mit hjerte, det er hans tilstand og hans adfærd jeg ser som værende ødelæggende, men ikke ham som menneske, for jeg kender hans hjerte og ved at han er et godt menneske.

Jeg har ikke svært ved, at acceptere den kendsgerning at han har angst og lider af depression, men jeg har svært ved at accepetere hans måde at håndtere det på. Jeg synes han svigter mig og vores 2 børn, vi har begge et barn hver fra tidligere forhold, ved at han vælger at være i den tilstand, for det er jo noget vi vælger.. det behøves ikke at være sådan, det gør det virkelig ikke, men det kræver en rigtig stor indsats fra ens egen side og at man beslutter sig for at ta det fulde ansvar for ens liv i stedet for at være et offer hvor altting blir synd for en. Jeg synes faktisk ikke der er nogen undskylding for ikke at ta det fulde ansvar for sig selv, den største opgave vi har er at varetage os selv ellers kan vi heller ikke være noget for andre.

Jeg føler min kærste har givet op, den ene dag tar den næste og han får ikke handlet på forskellige ting. Det er vildt frustrerende at gå og se på og jeg får hurtigt rollen som den "skrappe" og hårde person, men jeg mener det kun godt.

Jeg har ikke det store netværk, så hvis der er nogle herinde der gerne vil skrive med mig, så vil jeg sætte rigtig meget pris på det :)

Kærlig Hilsen Anthonia

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 02 aug 2010 16:21

Hej Anthonia !

Dejligt at du også kommer med et indspark, virkelig flot at du selv har lidt af angst i stor stil, og nu, efter du selv har bekæmpet den mere eller mindre, kæmper du også med din kæreste !

Jeg kan især godt lide når du skriver, hvis jeg må citere "...det er hans tilstand og hans adfærd jeg ser som værende ødelæggende, men ikke ham som menneske, for jeg kender hans hjerte og ved at han er et godt menneske." - Det er især noget man altid skal huske som pårørende, og det kan sagtens til tider være svært !

Jeg kender også rigtig godt dine følelser når du føler dig som den "onde skurk" hver gang du hiver ham til noget. Jeg føler også rigtig tit at jeg bliver hård i attituden, når min kæreste får det lidt skidt, og vi sidder midt i noget og hun skal hives til et eller andet. Men det virker som om nu, at det måske er en lille naturlig reaktion fra en pårørendes side af.. Måske vil vi bare have dem til at være stærke, og så har vi en tendens til at gå til den hårde kærlighed.

Og så nævner du også hans depression, hvordan håndtere du den ? Min kæreste havde en depression i vinters, som hun heldigvis kom hurtigt over. Et hårdt liv med en kold og mørk vinter oveni, giver vel hang til depression.. ! Men jeg kan huske, at det føltes som 10 gange sværre end angst ! Alt glæde og liv bliver ligesom suget ud af én, fordi ens kæreste er i det humør hvor intet hjælper. Men heldigvis var det kun en kort periode, og hun mærker næsten ikke noget til sin angst mere, så vores liv er faktisk rigtig dejligt nu, så længe tingende holder sig på sporet :)

Er din kæreste i noget behandling også ? Min kæreste kæmpede virkelig hårdt imod sin angst, og det er da næsten også hvad man kan kræve af sin kæreste, eller ? Tror faktisk, at kvinderne er lidt stærkere på det punkt.. Men det må du aldrig citere mig for :)

Men det også vigtigt at du passer på dig selv, som du også selv kommer ind med. Det nytter jo ikke noget at du har kæmpet en tapper kamp, og din kæreste så bare har givet op og trækker dig med ned.. Det går altså ikke, det lige før du må give ham det ultimatum, at du ikke gider at være sammen med ham, hvis han ikke tager sig sammen. IKKE fordi at jeg vil råde dig til at gå fra ham, men hvis der er noget der for os fyre og mænd til at lytte efter, så er det når der kommer ultimatums på bordet.

Du har da i hvert fald ret til at kræve at han arbejder med sig selv, og derefter give ham al støtten han skal bruge, synes jeg personligt i hvert fald.
- Martin

Pige88
Indlæg: 2
Tilmeldt: 31 jul 2010 12:34

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Pige88 » 03 aug 2010 23:03

Min kæreste og jeg har fundet sammen igen :-) Men vi skal ikke bo sammen længere. Det er ingen fordel økonomisk, men ellers kan jeg godt se hans pointer i det.
Og også fordelene for mig.
Idet at han har socialangst, har han svært ved at komme ud af døren. Men når han bor alene er han tvunget til at gå ud (indkøb og lign.)

Jeg kender rigtig godt til det I skriver med at være "den onde". Det har været svært at finde balancen mellem om jeg skal tvinge/skubbe ham ud af døren, eller være sød og forstående og "tillade" ham at blive hjemme.
Også mellem-tingen, hvor man først lytter og er sød, og derefter skal sige "jamen, du skal altså afsted".
Det er en balance, men tror jeg lærer det lidt af gangen

Til Anthonia
Godt at du er med her :)
Og fedt, at du selv er kommet i gennem :-) Min kæreste skal begynde kognitiv terapi.
Jeg håber virkelig at din kæreste også kommer i behandling. Kan godt forstå, hvis det er svært at være sammen med en, der næsten bare har givet op. -det ville jeg ikke selv kunne.

Anthonia

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Anthonia » 06 aug 2010 00:22

Godaften

Tak for jeres svar :)

Min partner tar medicin, han har prøvet lidt forskelligt uden held.. Han var startet hos en psykiater som havde ordineret noget medicin til ham, men nu kommer han stort set ikke hos psyiateren mere og han har selv valgt at dosere hans medicin med det resultat at han kommer endnu mere i ubalance.
Han har prøvet et par psykologer, men ender med at kasere dem fordi han synes det er noget underligt noget..Og han finder det også pinligt at sku snakke med fremmede om hans tanker og følelser. Det er rent ud sagt en umulig opgave, at hjælpe ham. Jeg kan ikke trænge ind til ham. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gi slip på ham for jeg elsker ham virkelig!

Jge har tit givet ham ultimatums, med at hvis han ikke får noget hjælp at så går det bare ikke med ham og mig, men det gør det sådan set bare værre for så siger han til mig at så må jeg ende forholdet hvis han er så stor en belastning for mig. Jeg føler hele tiden, at ligger ansvaret over på mig.

Jeg starter selv til psykolog på mandag. Jeg vil ikke risikerer at miste mig selv på det..

KH Anthonia

Anthonia

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Anthonia » 06 aug 2010 11:22

Hvordan hjælper man en, som sidder så meget fast i sin egen negative tanke gang og negative følelser??
Jeg er simpelthen så frustreret over min partner.. Hele hans negative indstilling og holdning holder ham fast i den onde spiral.

Han er meget paranoid.. Jeg kan ikke faktisk ikke engang sidde foran min PC uden han blir i dårligt humør. Han vil ikke ha at skriver/taler med andre om hans problemer. Han er mistroisk overfor mig og anklager mig for en masse ting som ikke er rigtige..

Det er svært, at holde ud når man føler sig så dårlig behandlet.

KH Anthonia

trusru
Indlæg: 3
Tilmeldt: 09 aug 2010 16:09

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af trusru » 09 aug 2010 16:26

Det er så mig Anthonia taler om.

Det er en lidet flatterende rolle jeg får mig synes jeg, jeg er rigtigt nok deprimeret. ingen tvivl om det. Men jeg er ikke paranoid uden grund, faktisk har det vist sig at en stor del af mine antagelser er korrekte.

Nu er det ikke for at hænge Anthonia ud, men hun overskrider mine personlige grænser alt for ofte. Vi har en klar aftale om at som par er er vi kun os, men alligevel har hun behov for at flirte uhæmmet på nettet. Der bliver talt om mine personlige problemer hvilket jeg ikke bryder mig om, lidt ligesom herinde. Jeg synes bedst om at være diskret omkring mine egne problematikker, men det kan Anthonia ikke respektere.. Særligt i forhold til drengevenner hvor kommunikationen går på hvor forfærdelig jeg er.

Jo besvares, jeg har et problem med mit humør.. jeg er faktisk diagnosticeret med en moderat til svær depression. Det er ikke noget jeg påfører andre med vilje.. Overhovedet ikke. Men det bliver ikke bedre af at få "svinere" indirekte, det gør det sgu ikke..

//Bjarne

trusru
Indlæg: 3
Tilmeldt: 09 aug 2010 16:09

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af trusru » 09 aug 2010 21:00

@Anthonia

By the way, det er ting jeg har delt i fortrolighed med dig.. Det ved du for jeg gjorde det klar for dig inden.
Jeg er pisse skuffet over at finde mig selv hængt til tørre i dette forum, jeg havde ærligt talt forventet mere fra dig.
Du ved, lige som jeg, at det er en hård periode.. Rigtigt hård endda, en depressionen er på mange måder lig angst... Man kan altså ikke bare lige tænke anderledes for at sådan er det bare..

Principielt er jeg i mod at flashe parforholdsproblemer i offentlighed, men når det nu er den kommunikationsform der er valg så er der ikke mange muligheder.
Jeg har ikke gjort dig noget, så det er mig en gåde hvorfor du ønsker at behandle mig sådan. Jeg kunne personligt aldrig i min vildeste fantasi dele information jeg har modtaget i fortrolighed.. Det er mangel på respekt.

fenja
Indlæg: 9
Tilmeldt: 11 jul 2010 13:44

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af fenja » 12 aug 2010 10:38

hej
ja jeg synes det er en lidt underlig måde at snakke sammen på, har i overvejet at sætte jer sammen over en kop kaffe og snakke sammen. på den her måde kan i dag ikke andet end såre hinanden. :?:

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 15 aug 2010 13:11

Til Trusru.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke vil have din partner til at "vise jeres beskidte vasketøj" ud på nettet. Jeg er selv en mand, så jeg kender præcis følelsen om at ville holde problemerne for sig, ikke fordi man ikke vil have hjælp, men der er ingen behov for, at andre får del af sine problemerne.

Men men men. Måske er det ikke helt fair, at du anklager din partner for at "hænge dig til tørre" her i forumet. For det første skal det slås fast, at I og vi andre, er 100 % anonyme. Der er ingen af os andre der kender til jer, eller ved hvem I er. For min skyld kunne I bo hvor som helst i landet, arbejde med hvad som helst, så jeg føler personligt ikke, at hun udstiller dig som sådan, jeg læser bare om en bruger, der deler sine erfaringer og tanker som pårørende. Hvem hun er og taler om, aner jeg ikke.

Derfor synes jeg ikke du skal skuffes over din partner. Du forstår selvfølgelig godt, at din partner også kæmper sammen med dig, så jeres forhold kan køre på trods af jeres problemer og barrikader, hertil de psykiske. Netop derfor har jeg prøvet at oprette et forum for de pårørende, så de kan dele ud af deres historie, og vi alle kan motivere hinanden til at være endnu bedre som pårørende. -Det faktisk for din skyld, at hun går herind og skriver om sine problemer, hun vil jo bare prøve at være endnu bedre. Hun har tydeligvis også et stort behov for at dele netop disse følelser med andre, og hvem hun snakker med af andre mænd og lign om dig, ved vi ikke noget om, men hun har tydeligvis mange ting at bære på, siden hun aflaster sig lidt herinde. Igen, vi alle er 100 % anonyme.

Igen vil jeg sætte fast, at jeg sagtens kan forstå dig men måske skulle du prøve at overveje, at du nok ikke får den bedste hjælp fra hende, ved at lukke hende helt af fra omverden mht. jeres problemer. På denne måde får hun kun minimale muligheder for at hjælpe dig, og det ville være en skam. Hvorfor ikke lade hende sidde på nettet anonymt, og søge råd og vejledning ?

Jeg er lidt ked af, at et forum som jeg startede for pårørende, endte med en strid mellem dig og din partner. Men prøv at lægge mærke til hvad hun skriver, flere steder i hendes indlæg, belyser hun faktisk hvor meget hun elsker dig og derfor vil kæmpe. Sådan nogle partnere hænger altså ikke på træerne, desværre ville rigtig mange pårørende forlade deres partnere når sådanne problemer kommer ind, hvilket også er set. Så du har en, hvad jeg fornemmer, en rigtig sød og kærlig partner, hvorfor skælde hende ud over, at hun deler sine tanker anonym herinde for at få lidt vejledning og motivation ?

I skal begge nok finde ud af det.

MVH Martin

Mio
Indlæg: 62
Tilmeldt: 25 aug 2008 17:45

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Mio » 15 aug 2010 19:05

Jeg synes godt nok det smager lidt af: "Så tag dig dog sammen! .. Hvis jeg kan, så kan du også". :? Og jeg synes faktisk, det er en rigtig grim måde at tænke på.. Det kan godt være at en person kan "tage sig sammen" og kæmpe sig ud af angst/depression, men for andre mennesker tager det bare længere tid.. Sådan er det bare, og det kan der altså ikke gøres noget ved..

Tænk på, at det rent faktisk er sygdomme, der er med at gøre her.. Man ville vel heller ikke sige til en mand med to brækkede ben, at han skulle tage sig sammen og rejse sig op?

Det er præcis sådan nogle ting, der kan få en angst-/depressionsramt til at ryge helt ned i kulkælderen.. Man kan ikke bare tage sig sammen og komme videre.. Det kræver rigtig meget at arbejde med sine psykiske problemer, og det kan ikke gøres fuldt ud, før man er klar til det..


Jeg kan godt forstå, at Anthonia også har behov for at snakke med nogen, men jeg kan også sagtens forstå trusru, når han bliver skuffet.
Jeg ville godt nok også blive skuffet, hvis min kæreste snakkede om mig på nettet (uanset om det var anonymt eller ej) uden først at have talt med mig om det, så jeg var indforstået med, at han også havde brug for støtte..

MAW
Indlæg: 10
Tilmeldt: 20 jul 2010 09:25

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af MAW » 16 aug 2010 08:28

Hey Mio.

Jeg ved ikke præcist hvor, du synes det smager af "så tag dig dog sammen" og "hvis jeg kan, kan du også". Anthonia efterlyser kun, at hun bare vil se en vilje fra sin partner af, og føler hun ikke hun får dette, er tiderne lidt sværre og derfor søger hun til råds herinde.

Mht. at skrive om sin partner, ja så er vi helt enige om, at man skal rådspørger sin partner først, det gjorde jeg også med min inden jeg skrev.

Hvad der så er problematikken her, er at det lader til, at trusru slet ikke ville have at hans partner Anthonia skulle skrive om ham og deres problemer. Der står jeg stadig fast ved, som jeg også beskrev overfor trusru, at hvis han vil have den bedste behandling fra sin partner, så skal han skam lade hende sende søge den vejledning hun føler for, så kan hun på den måde styrke sig. Det var min mening til ham, og han kan vælge om han vil tage det til sig eller ej, hans frie vilje.. ! Man skal altså hjælpe sig selv, for at kunne hjælpe andre, sagt af rigtig mange psykologer og terapeuter.

Chrisser
Indlæg: 3
Tilmeldt: 02 feb 2010 18:43

Re: Pårørende... og også vores kamp !

Indlæg af Chrisser » 16 aug 2010 09:09

Jeg kan godt forstå Anthonia, men også rigtig godt forstå Trusru. Jeg havde selv en depression i vinters ved siden af min angst, og det var altså virkelig slemt, jeg havde seriøst bare ikke energi eller overskud til noget som helst, virkelig hårdt. Jeg droppede altså også psykologer og en psykiater, og det var altså ikke fordi at jeg ikke gad til behandling, men hos psykologerne blev jeg sendt til gruppeterapi, hvor de andre overhoved ikke havde det samme som mig, kun fordi at regeringen har lavet massive besparelser på psykiatrien, at de har slået en masse behandlinger sammen, som slet ikke hører hjemme sammen. Jeg droppede også min psykiater, og her var det altså fordi, at hun var en særdeles usympatisk kælli**. Heldigvis fik jeg en anden som var meget bedre, men det kræver sin ventetid i det her samfund.

Jeg ville også have at det skulle gå gennem mig først, hvis min kæreste skulle skrive om mig. Selvom det er anonymt, føler man sig stadig blottet.

Men jeg ville heller ikke sige nej, for jeg synes det er egoistisk af mig at trække ham med ned i faldet, fordi at jeg var syg, selvom jeg ikke ville det bevidst. Men det kommer man meget nemt til når man er syg, først nu kan jeg se, hvor hårdt det egentlig har været for min kæreste.

Men jeg tog så til psykiateren og spiste min medicin. Nu er jeg så på fantastisk vis erklæret rask !

Besvar