Præsentation

Skriv en præsentation af dig selv. Måske har du en baggrund som andre kan identificere sig med?

Præsentation

Indlægaf Sternheim » 30 aug 2015 09:56

Det er virkelig et dødt forum det her, men tror det er en god ide at læsse af, selvom det muligvis ikke bliver læst alligevel. Forhåbentlig er der mere gang i den selvhjælpsgruppe jeg har bedt om at blive en del af.

Jeg er 27 år gammel, læser på 3. år af en videregående uddannelse og lider af generaliseret angst, angstanfald, socialfobi/agorafobi, er sandsynligvis depressiv og har fordøjelsesproblemer som følge af angstens indflydelse på mit autonome nervesystem.
Jeg bruger engangsknald som en bekræftigelse på at jeg er ét eller andet værd, og har aldrig haft et rigtigt forhold. Det kommer nok heller ikke til at være aktuelt lige foreløbig, da jeg forekommer som en afvisende person overfor alle andre end de tinderdates som jeg får scoret.
Mit forhold til familien er ikke specielt kærligt, men vi er der for hinanden, dog er de ikke klar over alle de problemer jeg har med angsten og depression.

Jeg har ingen venner på min uddannelse, og det hæmmer mig utroligt meget, da der ofte skal dannes grupper og jeg vil nok blive så nervøs for at tage afsted i morgen til min første skoledag efter ferien, at jeg kaster op før jeg skal afsted. Det er også enormt frustrerende at jeg ikke ved hvad jeg bliver når jeg er færdig om 3 år.

Angstanfald har jeg fået sporadisk over de sidste 5 år: Nr. 1: min flirt/kæreste slog op over tlf. Nr 2:. stressinduceret anfald under en dykning.
Nu har jeg oplevet en række mindre episoder mens jeg kørte bil, og jeg er helt færdig med at køre på motorvej indtil jeg har fået det bedre. Punktum.

Jeg skal se en læge, og få tjekket at det ikke er D-vitamin mangel eller hormonel ubalance som ødelægger mit liv. Det tror jeg nu ikke det er. Men jeg tror jeg skal medicineres mod min depression, fordi jeg ikke ved hvor jeg ender.
Det værste er at jeg ved at der er en simpel måde hvorved at jeg var fri for det her:
en omgangskreds, en klike på min uddannelse så jeg følte jeg hørte til. En sød mand som min kæreste, så jeg havde nogen at komme hjem til.
Det er så enkelt, at det er trist. Men jeg er ikke i stand til at række ud til dem som jeg har brug for, det har taget rigtig lang tid for dem som jeg kalder venner nu, at komme ind på livet af mig.

Jeg hader lidt at jeg ser frem til at det hele er ovre en dag. Ikke at jeg kunne drømme om selv at ende det.
Færdig.
Sternheim
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: 30 aug 2015 09:35

Tilbage til Præsentation

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst

cron