Ny herinde med social angst

Skriv en præsentation af dig selv. Måske har du en baggrund som andre kan identificere sig med?

Ny herinde med social angst

Indlægaf Rita » 21 apr 2012 12:20

Hej

Jeg vil gerne finde nogen, som jeg kan skrive med.

Lidt om min angst, som jeg selv tror, er social angst:
Jeg har været angst for sociale arrangementer lige så længe jeg kan huske. Men ikke vidst hvorfor, før nu, og har heller ikke sagt noget til mine forældre. I skolen var det især slemt med fremlægninger for klassen. Jeg er den stille type, og følte altid at jeg var anderledes, og skulle tale som et "vandfald" lige som de andre. Det gjorde mig bange for, at andre synes jeg er mærkelig, fordi jeg ikke siger meget. Eller ikke siger noget overhovedet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tale med andre om, og når jeg tvinger mig selv til det, så føles det som om jeg presser mig selv, og jeg tænker at de andre også kan høre/mærke det. Jeg har også svært ved at holde en samtale i gang, for jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige, og føler at jeg er nødt til at sige noget, fordi der må ikke være stilhed, for så er det mig, der er den mærkelige.
Jeg blev mobbet i de tre sidste år af folkeskolen, blev overflyttet fra en privatskole til kommuneskole. Jeg har aldrig været udsat for sådan noget før, og jeg blev først chokeret, men derefter blev det hverdag for mig. Men jeg lukkede mig selv inden i mig selv. Jeg blev mere og mere indadvendt, og ville slet ikke tale med nogen. Heller ikke mine forældre. Det føltes som om, der var ingen der ville hjælpe mig, og jeg mistede tilliden til andre. Stadig i dag har jeg ingen tillid til andre. Jeg tror, altid at de vil gøre mig noget ondt.
Jeg kan ikke lide at spise ude blandt andre, fordi jeg tænker, at andre kigger på mig, og synes jeg spiser mærkeligt. Jeg har det bedst, når jeg er hjemme. Når jeg er ude føler jeg mig overvåget af andre. Som om de holder øje med, hvad jeg gør, og jeg vil ikke gøre mig selv til grin. Derfor hvis jeg skal ud, så vil hurtig hjem igen. Jeg troede, at jeg kunne finde mig selv, og starte forfra, da jeg flyttede til Jylland, langt væk fra Sjælland. Men det kørte bare forfra. Fx når jeg skulle gå ud med skraldet, gjorde jeg det midt om natten, for så var der ingen der kunne se mig. Jeg synes, det var så pinligt. Jeg kan selv se, at det er skørt, især fordi jeg boede et stille sted med lukket vej, og der var ikke mylder af mennesker. Men alligevel følte jeg mig overvåget om dagen. Det var faktisk endnu mere pinligt, da en hundelufter opdagede mig en gang, der midt om natten.
Jeg flyttede hjem igen et år efter, fordi jeg ville være tæt på min mor igen. Vi fik et bedre forhold, efter jeg flyttede. Hun har siden den gang altid været der for mig, og det var svært ikke at have hendes støtte, da jeg var derover. Men nogen gange føles det også som om, hun ikke forstår, hvordan jeg har det, og siger, at det er skørt, og sådan skal jeg ikke have det. Men det er jo ret svært at lave om på så mange års angst, som jeg føler er blevet en del af min personlighed.

Men jeg skulle have en brat opvågning for at indse, at jeg ikke kan leve sådan længere. Jeg gik på læreruddannelsen. Men da jeg var i praktik, var mine praktiklærer til et vejledningsmøde, som så blev det sidste, utrolig onde mod mig. De hakkede mig ned for den mindste ting, jeg havde gjort. Men det værste var, at de også hakkede på min person. Jeg talte ikke rigtig med de andre lærere på lærerværelset, og det havde de set. Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. De sagde, at jeg nok hellere måtte finde en anden uddannelse. Jeg havde det utroligt dårligt, og ville ikke mere være det sted. Jeg tænkte, at det måske også var bedst. Jeg var derfor på en uddannelsesmesse, og fandt frem til, at multimediedesigner uddannelsen var lige mig, og skal starte i august. Det er nok første gang, jeg virkelig også har lyttet til mig selv, og hvad jeg vil.
Men efter den behandling af praktiklærerne fik jeg endnu mere dårligt selvværd. Jeg fik angst for min fremtid, for starten på uddannelsen, at jeg ikke kan gennemføre den, for jeg er ikke god nok, jeg klare det aldrig, jeg taler ikke med andre, de vil synes jeg er mærkelig, jeg vil aldrig få et job. Det var et stort skridt at fortælle det til min mor, og hun sagde, at jeg skulle i behandling nu.
Jeg har så været i medicin behandling i 7 uger nu, og det går langsomt bedre. I går fik jeg så en tid hos en psykolog i midten af næste måned. Jeg har virkelig nu fået motivationen til at komme ud af min angst, så jeg kan gennemføre min uddannelse, og gå ud og møde andre mennesker. Jeg vil ikke længere lade min angst styre mit liv.

Det var så min præsentation :)
Rita
 
Indlæg: 3
Tilmeldt: 21 apr 2012 10:56

Tilbage til Præsentation

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst